Profile
Blog
Photos
Videos
Endelig har jeg set børnehjemmet! Hvor var det helt fantastisk at komme derud, og jeg må nok indrømme, at jeg var en smule nervøs for hele besøget. Jeg tog derud med Diana og Irene onsdag d. 16. februar.
Jeg havde en aftale med Carlos, som er direktør for børnehjemmet. Han kunne heldigvis snakke flydende engelsk, og han var en super flink og behagelig mand. Man kunne sagtens se, at han er vellidt på børnehjemmet, idet børnene løb hen til ham, imens han viste os rundt på børnehjemmet.
Mødet startede med at vi præsenterede os selv, og jeg fik efterfølgende spurgt ind til oplysninger om min biologiske familie. Dokumenterne var dog ikke helt til at finde frem fra gemmerne, da de på børnehjemmet har sendt alle deres dokumenter, der er ældre end 1995 til en anden organisation. Så imens sekretæren ledte, blev vi vist rundt på børnehjemmet. Æj, så mange søde børn der var. Der var dog en del som stadig var i skole, da vi var der. Men jeg fik set dem jeg specielt ønskede at se, de kære små!
Vi kom så tilbage og sad og ventede lidt i mødelokalet, indtil sekretæren kom op og fortalte, at hun havde fundet alle de dokumenter, der tilhørte mig. Jeg modtog en stor mappe med en masse dokumenter samt en del billeder af mor, far, Nicolaj og jeg. OG så begyndte jeg ellers at ryste på hænderne og blive rørt.
Vi sad længe og kiggede i mappen, og jeg fik oversat ált om min adoption. Jeg har altid vidst, at jeg har 3 søskende og at det var brødre alle 3. I papirerne fra børnehjemmet kunne de oplyse mig deres fulde navne. Ifølge navnene viste det sig så, at jeg har 2 brødre og en søster, hvor den ene bror og søsteren er fuldstændig biologiske. De er henholdsvis 11, 10 og 9 år ældre end mig.
Efter besøget på børnehjemmet ringede Diana til Helena, for at høre hvor langt detektiven var kommet. Helena var dog til frokost pause, og vi fik at vide af sekretæren, at detektiven stadig søgte, og vi derfor skulle ringe tilbage fredag. Lidt efter blev Diana dog ringet op af Helena selv, som kunne fortælle at detektiven havde fundet en adresse på min mor i Bucaramanga. Han kunne ikke fortælle, om hun er i live, men han vil rejse til Bucaramanga mod betaling på 600 kr. Jeg betalte pengene den efterfølgende dag, og jeg har i dag sendt kvitteringerne til Helena. Nu går der forhåbentlig ikke længe før detektiven er på vej til adressen, og hvor kan jeg bare næsten ikke vente på at få svar.
Alt i alt var det bare en helt fantastisk dag, jeg havde på børnehjemmet med Diana og Irene. Der skete så mange gode ting på en dag, og prikken over i'et var da lige at Helena ringede tilbage med den gode nyhed.
Det var kort fortalt om mit besøg på børnehjemmet. Der er selvfølgelig sket andre ting siden. I weekenderne har jeg udforsket nattelivet, shoppe mulighederne samt besøgt et par colombianske restauranter. Som det kan ses i mit album, var jeg i søndags med Dianas Universitet på en udflugt til Tena i Cundinamarca. Det var en vild god oplevelse, og der er ingen tvivl om, at det kunne mærkes i kroppen dagen efter.
Denne weekend skal Irene og jeg til fødselsdag ved en pige ved navn Cindy, som er colombianer, og har været i Danmark som volontør et år. Lørdag er vi inviteret til en fest ved en af Dianas venner som får sit eksamensbevis fra Universitet. På søndag, hvor det er min savnede fars fødselsdag, skal jeg med arbejdet og alle børnene til det nordlige Bogotá. Fundationen har fået foræret en tur til Maloka i Bogotá, som er et videnskabeligt sted, hvor man kan lære forskellige ting om videnskaben.
Hav det rigtig godt :-)
- comments



moster lene Ih Camille hvor spændende kan godt forstå at du rystede. Jeg har set billderne fra din udflugt hvor er der smukt . Kan du have det godt , venter i spænding på at hører mere Knus Moster
Mor Hej Camilla. Sikker en oplevelse for børnene og så fin i tøjet de er.Bedsteforældrene var rigtig glade for at snakke med dig i går. Kan du hygge dig.
Lene,Butikken Hej Camilla. Dejligt at læse at du har det godt,og kan læse at du er godt på vej i sin eftersøgning. Held og lykke med dette.Lene Butikken :o)