Profile
Blog
Photos
Videos
Så er jeg tilbage igen med nye oplevelser at berette om. Det er efterhånden alt for længe siden at jeg bloggede sidst.
Nemmest er jo at starte hvor jeg sidst sluttede nemlig i Cairns, her var tirsdagen afsat til fuldstændig afslapning i selve byen Cairns, som jeg ikke havde fået set så meget af de to første dage pga. bådtur til Great Barrier Reef mm. Sidst på efter middagen mødtes jeg med nogle efterhånden 'gamle kendinge' på min tur op af den Australske østkyst, Patrick og Mads (Sæby), som efter bestået dykkerundervisning var vendt tilbage til fastlandet. Sammen med dem brugte jeg det meste af eftermiddagen, og om aftenen stod den på øl og chips i hostellets reception, med massere af god musik og gode historier fra tiden siden vi sidst sås i Airlie Beach.
Tidlig mandag morgen var der afgang fra hostellet med 'Uncle Brian', som er en tur rundt i det tropiske område omkring Cairns med vandfald, regnskov og bjerge. Knap var jeg trådt ind i bussen før jeg blev modtaget med begejstring (sådan tolkede jeg det i hvert fald:)) af to svenske piger Sadaf og Mourice, som jeg rejste sammen med på Frasier Island, endnu et dejligt gensyn.
I Cairns er der utroligt mange ture rundt i regnskoven, men 'Uncle Brian-turen' er helt sin egen, og ligner på ingen måde de andre ture jeg hidtil har deltaget i. På 'Uncle Brians' bus, som hedder 'Gus the wonderbus', er vi alle cuz' (kusiner/fætre) og hele turen går ud på at vi alle har den bedste tid sammen, som de siger på bussen 'experience the bright side of the road', samtidigt med at vi oplever den smukke natur som Cairns er omgivet af. 'Uncle Brians' motto udleves til fulde, i løbet af denne skønne dag besøgte vi tre vandfald - hvor Milla Milla falls nok er det mest kendte, bl.a. fra Loreal reklamer og musikvideoer. Her blev der poseret af alle til den store guldmedalje, hvor et billede med en bue af vand over hovedet åbenbart var et 'must do' (Se billede). Dagen blev sluttet af ved en stor sø i et vulkankrater, et fantastisk lille sted hvor alle hyggede sig.
Efter en lang dag med nogle gode oplevelser var det tid til at vende snuden hjemaf, inden da havde vi fået muligheden for at købe lidt øl og cider, det gjorde hjemturen en del sjovere:). Hele vejen blev der skrålet med på musikken og hoppet og danset i sæderne, alle mand var med. Inden jeg forlod bussen nåede jeg at aftale med de svenske piger at mødes på deres hostel til en øl eller to, sammen med de andre danskere Patrick og Mads. Som aftalt som gjort. Sammen havde vi en rigtig hyggelig aften, med underholdning og spiritus i lange baner.
Dagen derpå var det tid til at tage afsked med Patrick og Mads for denne gang, da de skulle flyve til Darwin og fortsætte deres rejse i Australien, aftalen om at mødes i New Zealand er allerede på plads. Resten af dagen er vist ikke værd at skrive om, da den kun havde besøg af tømmermænd og pizza! Fredag var det så endnu engang tid til at komme ud i naturen omkring Cairns, denne gang havde jeg planlagt en tur ud i sumpene i den nærliggende regnskov, hvor der skulle spottes krokodiller. Hele formiddagen gik med at søge efter dem, men desværre var vi uheldige den dag (mente guiden), og så ingen vilde krokodiller. Efter sejlturen rundt langs bredden af de mange sumpe, gik turen ind til en krokodillefarm. Her var der garanti for at se krokodille. Her så vi både hanner og hunner, store som små. Guiden fortalte entuisiastisk om hvordan dyrenes skind blev solgt på auktioner for flere tusinde kroner. Selvom jeg fik set krokodiller, var det dog stadig med en lidt mat fornæmmelse at jeg drog tilbage til hostellet, da ingen af dem vi havde set levede i den 'vilde' natur. Om eftermiddagen rendte jeg så endnu engang ind i nogle venner fra tidligere på turen, Martin og Louise, som jeg utallige gange er stødt ind i op langs kysten, sammen har vi haft nogle hyggelige stunder, og de fortsatte såmænd i Cairns. Sammen med dem gik jeg om aftenen ud for at finde et billigt 'backpackermåltid', her lykkedes det os at få fantastisk aftensmad for sølle 7,5$ (Al magt til rabatkuponer!). Efter maden blev der spillet kort til den store guldmedalje, og jeg endte vist med at være dagens 'røvhul':).
Lørdag morgen var jeg tidligt oppe, kun for at se at regnen silede ned i Cairns gader. Alligevel blev jeg enig med mig selv om at det nok var det bedste vejr at løbe i, når der senere på dagen var meldt 35-40 grader. Efter løbeturen mødtes jeg med Martin og Louise, for at tilbringe det meste af dagen sammen med dem ved den lokale lagune. Som lovet skiftede vejret fra silende regn til de lovede 35 grader, typisk vejr for det tropiske område i og omkring Cairns.
Før jeg tog afsted på min rejse, var et af mine mål at se og opleve hvordan de australske arboriginals levede før europæerne kom til landet. Og indtil videre følte jeg ikke helt at dette var blevet opfyldt, da de eneste arboriginal jeg havde set, udover kokken i Rainbow Beach, havde været folk strejfende omkring i gadebilledet her i Cairns og i Alicce Springs. Derfor tog jeg søndag morgen ud i Tjapukai Arboriginal Center, for at høre mere om alt dette. I løbet af formiddagen gennemgik vores arboriginalguider alt fra teknikken til at spille på dideridoo, deres medicinlærer, deres hellige ceremonier, deres danse, deres historie og hvordan de jagede med spyd og boomerang. Som afslutning på dagen fik vi alle lov til prøve at kaste med deres boomeranger og spyd, for at se hvor gode vores evner ville have været på deres jagtmarker. Ingen af os greb boomerangen eller ramte noget med spyddet, om vi var under gennemsnittet og pivringe, eller om det bare er utroligt svært vil jeg lade stå hen i det uvisse. Inden turen gik tilbage til hostellet blev der handlet lidt i deres butik, så jeg nu kan få øvet mig lidt i at gribe boomerangen!
Tilbage på hotellet var sidste opgave at få pakket alle mine ting sammen, og efter otte dage på samme hostel, var det ikke bare lige sådan at gøre ved en håndsvending. Et par timer senere stod mine ting dog klar, og jeg var klar til at rejse morgenen efter. Aftenen gik med at sige farvel til Martin og Louise, samt med at lave sammenkogt af de sørgelige rester i køletasken.
Mandag morgen gik turen til lufthavnen, med næste stop Auckland!
Et farvel til fantastiske Australien, som jeg har givet mig totalt hen til, et land som det bestemt ikke er sidste gang jeg besøger. Samtidigt er jeg efter to måneder også klar til et nyt land med nye udfordringer og oplevelser!
- comments