Profile
Blog
Photos
Videos
Efter vores skydive var det svært at komme helt ned på jorden igen, selvom vi lige var landet trygt og godt:). Adrenalinen kørte fortsat rundt i kroppen! Planerne for aftenen var at mødes med to danske piger Rikke og Laura som vi havde mødt tidligere på vores rejse, sammen med dem skulle Brisbanes natteliv udforskes, det var i hvert fald planen. Så langt kom vi dog aldrig, men en rigtig hyggelig aften i hostellets køkken med rigelige mængder af alkohol blev det da til. På grund af den foregående dags udskejelser var opvågningen søndag lidt hårdere end normalt, men dagen skulle udnyttes fuldt ud, derfor var vi tidligt oppe og satte kursen imod centrum af Brisbane, hvor turen skulle gå videre med bus til 'Lone Pine', et lille zoologisk have, med den største samling af koalaer samlet på et sted i verden.
I løbet af dagen her, så vi forskellige shows med alt fra store rovfugle, koalaer til kænguruer. En rigtig hyggelig dag hvor koalaerne blev set på tætteste hold i stedet for 30-40m oppe i et træ. Efter turen til Lone Pine, sagde vi mandag morgen farvel til Brisbane, og goddag til Rainbow Beach.
Rainbow Beach er en lille by, med næsten ingen indbyggere, der lægger helt nede til stranden. Byen bliver kaldt Rainbow Beach, da der på stranden er flere hundrede forskellige farvernuancer i sandet. Dette fik vi set senere på aftenen, da hostellet tilbød en gratis guidet hike til 'Carlo Sandblow', her stod de mange farver i tydelig kontrast under den flotte solnedgang, en super oplevelse, og så endda gratis, det er der bestemt ellers ikke meget der er hernede.
Udover at være kendt for byens strande, er Rainbow Beach også kendt som stedet hvor folk har afrejse til Frasier Island fra, hvilket også var vores erinde i byen. Derfor brugte vi resten af mandagen på at gennemgå sikkerhedsprocedurer og underskrive dokumenter i forbindelse med vores tur dagen efter til Frasier Island. Helt som sædvanligt her i Australien fralægger turarrangørerne sig et hvert ansvar for alt der kan ske, samtidigt med at vi som deltagere skal skrive under på at vi betaler ved kasse et hvis det mindste går i stykker.
Tirsdag morgen var der så afgang til Frasier Island fra vores hostel. Udenfor hostellet stod fire firehjulstrækkere klar, som vi de næste 3 dage skulle skiftes til at køre.
I vores jeep var der udover os to engelske piger og fire østrigere, den ene af østrigerne var den modigste og startede bag rettet i den store bil. Her lagde han ud med at smide en cd med ene 'reggae' numre ala Bob Marley i afspilleren, og af uransagelige årsager spillede den cd på repeat i ca. halvanden dag!
Velankommet til Frasier Island efter en lille færgetur, skulle alle mand igang med at opstille vores camp, hvor vi skulle sove de næste to nætter. To og to skulle vi sove i små telte med et nærmest ikke eksisterende soveunderlag. Efter det sure arbejde med alt det praktiske var overstået. Begav vi os igen videre i vores jeeps, målet denne gang var Lake MacKenzie som er placeret midt inde på øen. Endnu en østriger overtog rettet, og som tidligere nævnt ændrede musikken sig ikke! Efter en køretur på ca. 2 timer langs stranden, og herfra videre ind imod øens midte igennem adskillelige sandbunker nåede vi vores mål. Og man må sige at det var hele turen værd. Lake MacKenzie er en stor sø inde midt på Frasier Island, alt vandet i søen kommer fra regnvandet fra oven, intet vand slipper ud langs bunden, og grundvandet har ikke mulighed for at komme op i søen på grund af søens specielle sandbund, som fungere som en slags nanoteknologi. Dette gør at vandet er helt glasklart, og så rent at det uden problemer kan bruges som drikkevand. Efter en fantastisk svømmetur i det glasklare vand, gik turen tilbage til campen og en tiltrængt aftensmad. Efter at vores østrigske venner havde haft eneret over rattet det meste af dagen blev det min tur til at køre vores jeep. Med ingen kørsel i halvanden måned, og med et smadret sidespejl i frisk erindring satte jeg mig bag rattet, til hvad der skulle vise sig at være min sværeste køretur til dato. De næste to timer følte jeg ikke at jeg blinkede, konstant skulle der ændres retning i det løse sand, og hele tiden dukkede nye forhindringer op. Ikke bare forholdene udenfor bilen var uvante, også det at sidde i den forkerte side af bilen og gearskiftet i venstre hånd gjorde sit til at gøre udfordringen større. Efter et par timer var vi igen tilbage ved vores camp. Og med et par krisesituatuioner undervejs, tilbage med en stor oplevelse i bagagen, en køretur jeg sent glemmer. Resten af dagen stod på at lære de andre deltagere på turen bedre at kende, her var bl.a. 3 drenge fra Sæby, så er verden altså ikke særlig stor!
Efter en nat uden megen søvn, var vi igen klar til at komme afsted imod nye, for os, usete steder på øen. Første stop var ved Eli Creek, en lille ferskvandsbugt som lå helt ud til stranden. Herfra gik turen videre til det berømte skibsvrag Maheno. En efterhånden kæmpe rustbunke, der er placeret i udkanten af strandbredden. Efter en overstået frokost, fortsatte vi lidt længere op af stranden til Champagne Pools, som er to små pools der er skabt ved at havvandets bølger fanges bagved små klippevægge, og på den måde bliver de små pools til. En svømmetur her, og snuden blev sat tilbage imod vores camp, hvor undertegnede var på aftensmadholdet. Så selvfølgelig blev aftensmaden det rene gourmet:).
Torsdag, sidste dag på Frasier Islandturen, startede med at hele campen skulle pakkes sammen igen, efter en lille times arbejde, var vores camp tilintetgjort og pakket i bilerne. Herefter blev formiddagen brugt på at se Frasier Islands største sandmile. Ved foden af denne var der en lille sø hvor et par timer blev slået ihjel i det varme vand. Herfra gik turen imod færgen, som skulle bringe os fra verdens største sandø tilbage til fastlandet, og Rainbow Beach igen. Endnu engang sad jeg bag rattet, en del nemmere denne gang da størstedelen af turen foregik på flade strandstrækninger, sværere blev det da vi kom tilbage til fastlandet og der skulle køres i den 'forkerte' side af vejen, men jeg fik os da tilbage til hostellet uden ridser og buler i lakken. Mig og Sarah besluttede på turen til Frasier Island at vi fremover rejser hver for sig. Det fungerede ikke helt. Så nu er jeg alene på landevejen.
Om aftenen var det tid til at sige farvel til en masse af de fantastiske mennesker som havde deltaget i turen, dette gjorde vi med maner i hostellets bar. Tlf.nr., facebook og E-mails blev flittigt byttet imellem folk, og jeg har bl.a. selv allerede aftaler videre på rejsen med nogle disse folk - Skønt!
På trods af at tømmermændende hang mildt over hovedet på mig da jeg vågnede, var der endnu engang ikke noget med at bruge hele dagen i sengen. Kl. 6.30 stod jeg klar foran hostellet, for at blive samlet op, hvorfra turen skulle gå til Tin Can Bay for at fodre delfiner fra morgenstunden af. Efter en lille færgetur, lå vi til i en lille havn hvor et par vilde delfiner allerede var ankommet, til den daglige morgenmad. Tidligt på eftermiddagen var jeg igen tilbage ved hostellet, resten af dagen blev brugt på at tage afsked med de sidste fra vores tur der forlod hostellet, og få styr på hvad der skulle ske de næste par dage. Om aftenen mødte jeg en hollandsk pige, Margan, som mig og Sarah havde rejst med tidligere på turen. Sammen med hende faldt jeg om aftenen i snak med hostellets kok. Det viste sig at han var arboriginal fra Byron Bay, en mand med oplevelserne iorden, og ar på samvittigheden. Han kunne bl.a. fortælle hvordan han to gange havde været i fængsel. Første gang som 7-årig i to dage for at have sagt to ord på arboriginalsprog, og senere i tre år, for noget han var mindre glad for at fortaelle om. Endvidere kunne han fortælle at hvis arboriginals begår kriminalitet er den australske domstols straf ikke nok, når denne er udstået kommer arboriginalsnes egen straf, hvor et spyd kastes imod en på kort afstand, spyddet imod ham strejfede heldigvis kun. Siden hen var han blevet en af de mere anerkendte og respekterede, så derfor er det nu bl.a. ham der kaster spyddene når det skal gøres. En samtale som gav nogle lidt forskellige indtryk, der er ingen tvivl om at arboriginalsne har haft svære levevilkår i Australien, og har fortsat haft svært ved at løfte den sociale arv.
Lørdag var det så min tur til at komme videre fra Rainbow Beach. Efter en hyggelig morgenmad med Margan blev kursen sat imod Agnes Waters/1770, en lille surferby helt ud til den australske østkyst. Med lidt forvirring over hvor mit hostel lå, var jeg glad for at se at vi blev hentet af en shuttlebus fra hostellet, det skulle dog ikke vise sig at være så kompliceret at finde, 30 sekunder efter vi havde sat os ind i bussen var vi ved hostellet. Man kunne spørge sig selv om det var umagen værd fra deres side af, det ville i hvert fald have været hurtigere at gå:). På hostellet blev man mødt med en hippiestemning af den anden verden, en typisk flipper i receptionen og ingen låse til værelserne mm.
Søndag morgen var det så endelig tid til at surfe lidt på den her tur, sammen med 10-12 andre elever gik jeg imod stranden med vores instruktør. Efter grundig gennemgang af regler og metoder til at komme op på brættet gik vi alle i vandet. Personligt havde jeg ikke de store forventninger om at komme op på brættet, med mit 2 meter lange korpus og uden nogen form for balance eller motorik kan man ikke sige at jeg havde de bedste forudsætninger. Dog gik det lidt bedre end forventet, og jeg fik da bevæget mig op i stående position et par gange eller tre. Efter tre timers surfing var alle mand godt trætte, og personligt fik jeg mig lige en morfar om eftermiddagen. Sent på aften og efter endnu et pastahelvede gik turen til Rockhampton, som jeg ankom til idag lidt over midnat.
Dagen idag har jeg så været rundt i Rockhampton, som jeg nok må sige er den absolut kedeligste by jeg har været i indtil nu på denne tur. Dagen er gået med at 'hike' ca. 2-3 timer op til botanisk have, her så jeg bl.a. vilde havskildpadder. I nærheden af botanisk have lå en lille zoologisk have med alle de typiske australske dyr, meget hyggeligt, men en gåtur der på 5-10 min. og det hele var set. Nu er jeg så på 'Den gyldne måge' hvor jeg nasser alt deres wifi, indtil min bus afgår kl. 00.40 i nat. Herfra går turen til Airlie Beach!
- comments
C.Thode Fed blog ! :) og man må sige du får oplevet noget. Nyd hver sekund. Ses derhjemme. - Thode