Drakensberg d.15. November

Drakensberg. Jooo - jeg havde da hørt navnet før. Jeg havde da også googlet det og læst en smule. Men altså. Jeg havde da ikke fået ret meget andet ud af det end, at det var nogle bjerge. Nogle grønne bjerge, hvor man kunne gå nogle forskellige treks. Men altså, hvor kan man ikke dét?!

OK. Jeg overgiver mig. - og smider Drakensberg ind min top 3 over det mest fantastiske natur, jeg nogensinde har set. Jeg kan ikke helt beskrive, hvad det her sted kan, som så mange andre ikke kan. Det er bare flot. Eller lad mig prøve. Det er en sælson blanding af Schweiz, der møder Grand Canyon, der møder Andesbjergene i Cuscoregionen. Og midt i dette vanvittige landskab ligger de hyggeligste små hyttrr, i amerikansk westernstil. Her bor vi.

Her er vitterlig ikke andet at lave end at nyde udsigten, tage på trekkingture, dyre op i pejsen med en god bog eller drikkevarer sydafrikansk vin. Aktiviteterne er derfor også 100 % bestemt af vejrforholdene. Og dem havde vi desværre ikke med os igår, der var tiltænkt som den store udflugtsdag. Tågen stod tæt omkring huset og sigtbarheden bar maximum været 50 meter. Vi kunne ikke gøre andet end at vente og så stille og roligt vores planlagte 6 timers trek fordufte. En skam, men omvendt fascinerende at være den lille mand i et område, hvor vejrgudernes prognoser altid vejer tungest. Over middag klarede det dog op og vi satte igang.

Ja, det burde jo ikke være muligt, men faktum er, at det bare blev flottere, vildere, mere barskt. Stien blev smallere, de rullende stenkast undervejs større og græsset længere. Man kan ikke kalde terrænet for humant, men heller ikke klandre civilisationen for at have gjort sit indtog. Der er os og kun os, så langt øjet rækker. Målet med trekket var nu ikke længere at vandre rundt i 360 minutter, men i steder at finde de berømte sandmalerier. Nogle levn fra bushmændene. Vi fandt dem, fotograferede i ét væk og blev nu blæst ud til højre af historien. Hvordan hunde har bushmændene kunne leve i det her klima - med ekstremiteter som hedebølge, tordenstorme og snedriver?! Jeg forstår det ikke. Bernhard, vores guide, snakkede om, at alle burde se filmen " God is crazy (eller - det var i hver fald noget med "Gud" og "skør"), for at kunne forstå de små menneskers verdenssyn. Den må jeg se.

Aftenerne bliver brugt i selskab med kortspil, ild i pejsen, bøger, trivial-spørgsmål og hvil i sofaeb. Vi er nu på 9. Dag uden internet og efterhånden begynder det at blive mere og mere irrelevant. Jeg har aldrig dagdrømt, læst, podcastet eller kortspillet den så meget, som jeg har godt den forløbne halvanden uge. Og har nu også langsomt accepteret, at verden godt kan fungerede uden min daglige indtræden på de sociale medier.

Vi er nu ved at pakke sammen. Morgenmaden står klar og trukken sætter i gear om en halv time. Det er ekstremernes dag idag og jeg har medlt mig til "cable car adventure". Jeg er ikke 100 på, hvad denne betegnelse dækker over,men eftersom det mest ekstreme, jeg nogensinde har gjort, er at kælke og katre i træer, overskrides der helt sikke et par grænser om nogle timer . Der er en blanding af "wauw" og "auwww" i min krop.

Og for den opmærksomme læser, mangler der et par dage i mit programregnskab. Det er rigtigt. For jeg har ikke berettet om delfiner ved kysten, krabbefangst, storcenter i Durban og små afrikanske markeder, hvor der sælges hele paletten - træfigurer, salatbestik, malerier og ikke mindst lokale masker. Men jeg tror, jeg kommer til at se det hele, senere på turen, så beretningen må komme dér. Omvendt er jeg helt sikker på, at jeg ikke kommer til at se noget som Drakensburg igen!