Knysna d.20.November

Trucken kørte os langs Lesotho, over Karoo og til Krysna. Det er steder, jeg kommer tilbage til. Jeg synes dog, at det er tid til at give vores rullende hjem et par ord med på vejen. For det er godt nok ikke så lidt tid,  vi har brugt i den omskolede skolebus.

Vi har tilbragt utallige timer i den her bus. Og det er derfor selvsagt vigtigt, at den lever op til nogle enkelte basale krav. Og det må man sige, den gør - det er tydeligvis ikke den første truck, de har komponeret på firmaets eget værksted. Hvis vi starter i de store linjer, er dr bar god benplads. Vigtigt. Alle passagerer sidder vide højt oppe, så man bedre kan få et overblik på safariturene. Også vigtigt. Alle sæder er udstyret med en lille taske, så man kan henlægge sit køretursskrammel og der er pænt med plads ved hattehylderne - ikke dumt. Og NU starter alle de små detaljer, der adskiller lige præcis denne truck fra så mage andre selvkonstruerede køretøjer.

Der er stik, så man kan oplade. Et køleskab, så man ikke skal søbe i dovent lummert vand. Skridsikkert gulv, så man ikke vælter rundt, når alle mand farer op for at se en leopardskildpadde (og dem er der mange af, skulle jeg hilse og sige). Siderne på trucken er et helt studie ud i afrikanske overlevelsespakke. Sæt igang. Der er indbygget vandsprinkler, 3 køkkenborde, 4 skuffer til tingeltangel og en farlig masse spiseudstyr. - ganske militært inspireret. Og nåhr ja, så er der også campingstole ig liggeunderlag til 20 mand, et par opslåelige borde og enkelte puder til dem med skidt ryg. Her mangler intet.

Og nu tilbage til turen.

Karoo nationalpark. En sælson blanding af grænselandet mellem USA/Mexico og alperne. Egentligt helt fladt, men alligevel vanvittigt kuperet. Én ting er dog sikker - hujs, et øde sted. Øde, ugæstfrit, barskt og goldt landskab. Ikke desto mindre hjemsted for bjergzebraer, antiloper i alskens størrelser og ikke mindst strudsen. Jeg vidste godt, at man ikke skal vide skeer med en struds, men som det har været tilfældet med så mange andre dyr, var jeg da helt sikker på, at strudsen ville løbe sin vej (eller stikke hovedet i busken), nå den så os. Det gør den ikke. Den er faktisk fløjtende ligeglad med andres tilstedeværelse og der var aldrig tvivl om, at vi var besøgende i DENS territorium. Og ikke vide versa. Det ironiske var derfor, at vi for første gang på turen gik på listefødder, da ingen ville i kambolage med verdens største fugl (for den kan sparke som en gal fodboldspiller). En enkelt måtte sågar tage en nat oppe i hovedhuset, da der var en struds på hans veranda.

Det skønne ved Karoo var netop alt det, man IKKE kunne. Intet internet, ingen strøm, ingen mobilsignal og en begrænset mængde varmt vand. Maden blev tilberedt i et køkken fra det forrige århundrede eller over bål og havde der ikke været sol, havde panelerne på taget ikke kunne transformere noget som helst om til lyd i hytterne. Til gengæld var der ikke mangel på spøgelseshistorier, kar stjernehimmel og sprøjt i dem velassorterede bar. Hvor ofte kan man få en mojito 5 kvarers kørsel fra nærmeste minimarked?

Hvad Karoo manglede af nutidens bekvemmeligheder, må man sige, at Knysna kompenserede for. Hold nu op et kulturchok at komme ned til kysten. Jeg vil næsten gå så langt at kalde det en ferie i ferien. Knysna er hovedbyen på den famøse "Gartner route" og kan vel bedst sammenlignes med en lille fin havneby på den franske riviera. De støvede bukser og khakiskjorten har intet at sige her og der er ingen tvivl om, at vi nu er nået til den velhavende del af landet. Dette kan ses på tøjet, høres på det højengelske og anes på restauranterne - her spiser vi østers og skyller det ned med baghavens hvidvin. 

Knysna er dog så meget andet end en lækker lille havneby. Det er også udgangspunktet for fede treks og højrisikofyldt adventure. Og selvfølgelig skulle det undersøges. Cirka 12 timer efter ankomst stod vi beredte med trekikingsko på og var klar til at erobre en del af af "otter trail". Dette trek er egentlig et 42,5 km. ét af slagsen og skal bookes 3-4! år i forvejen. Man kan dog lave en sniger og bare gå noget af det - det var vores plan. Hold. Nu. Op. Og jeg kan godt mærke, at superlativerne fra Drakensburg er på vej op i mig nu her. Forestil jer at have det indiske ocean på den ene side, tæt bevoksning på den anden, små klippedyr midt på turen og en ufremkommelighed lige frem. Altså ufremkommelighed på den fede måde, hvor man bliver udfordret, imponeret og overvældet på én og samme gang. Der er ikke så meget at tilføje. Bare gør det.

Og gud fader, ja. Havde jo nær glemt adventuredelen - og det har 800 % noget at gøre med, at jeg bare var tilskuer. Meget vil jeg kaste mig ud i, men et spring på 216 meter fra en bro. Nix, nej, nope, njet. Det ville være at stramme den for en mand, der har træklatring som største fysiske bedrift. Men jeg tog billedr i stakkevis af de andre.

Klokken er nu 7.47, morgenmaden står snart på bordet og jeg er klar til en tur ud til byens town ships. Og har nu også fået fred for, hvorfor der her - af alle steder- er foldere om området på dansk. Det danske fodboldhold boede også i det her område under VM. Det er dèt, jeg siger - livet i Krysna er vist for den kræsne backpacker. Ja, kald mig bare flashpacker!:)