Profile
Blog
Photos
Videos
Kystkultur og ø-paradis
Mens det her blogindlæg bliver påbegyndt, sidder vi på en færge. Vi er på vej væk fra den thailandske ø Koh Pha-Ngan efter seks dage i himmerige, og nu går turen mod Bangkok. Det er fredag, kalenderen viser den 17. maj, og vores rejse, vores eventyr, vores ture på afveje, lakker mod enden for nu. Mandag aften skal vi ud til lufthavnen i Bangkok, og det er slet ikke til at forstå. Næsten 3 måneder - hvor blev de af? De ligger gemt i vores minder og erindringer, og der er mange af dem. Så mange, at det må kræve mindst otte-ni rigtig lange blogindlæg for at have de fleste af dem med. Vi står tilbage med blandede følelser. På den ene side vil vi ikke hjem, det er sørgerligt, at vores rejse får en ende nu. Slut med at kunne gøre præcist, hvad vi vil, slut med hver evig eneste dag at opleve nye spændende kulturer, smuk natur, historiske steder, andre religioner og at spise rigtig asiatisk mad. På den anden side ser vi frem til et gensyn med Danmark, familie, venner, hunden Gracie, kornmarker, Sindbjerg og Stoubjerg, skummetmælk, blød seng og ingen karkelakker, grillmad og sommersalater, dansk fjernsyn og fodbold på en nyslået græsplæne.
I de sidste små to ugers tid har der ikke været lige så meget tryk på, lige så mange forskellige stops, som tidligere på rejsen. Vi havde hele tiden haft et ønske om at den sidste del af rejsen skulle bruges på at slappe lidt mere af og være i hver by lidt længere tid ad gangen. Det er både spændende og anstrengende hele tiden at skulle transportere sig fra et sted til et andet, finde et nyt sted at sove, hurtigt danne sig et indtryk af stedet og videre igen efter et par overnatninger. Vi har fundet ud af, at den måde at rejse på kaldes 'at flashpacke'. Vi synes selv, at vi har været gode til at skifte mellem at være flashpackere og backpackere, så vi ikke har nået at blive trætte af den ene eller den anden rejseform. Her til sidst ville vi som sagt gerne være mere end to nætter hvert sted, så de sidste 12 dage har vi kun været to steder: Krabi og Koh Pha-Ngan. Begge steder i Thailand.
Krabis kalkstensklipper
Krabi var et fantastisk sted. Det ligger helt ud til Thailands vestkyst, inde i en stor bugt, og det er ideelt, hvis du søger et sted med en fredelig feriestemning, fremragende flotte kalkstensklipper og -bjerge og ikke mindst billige hoteller med gode standarder. Vi fandt et hotel, som havde roomservice (dagligt!), eget bad (med varmt vand i bruseren!), gratis drikkevand på flasker, meget plads, lynhurtigt internet og endda eget tv. Begejstringen ville ingen ende tage, og det var jo nærmest luksuriøse forhold sammenlignet med mange af de andre steder, vi har været, hvor prisen ellers har været den samme. Her valgte vi at blive i fire hele dage (fem overnatninger), og de blev brugt på flere lange gåture og en såkaldt '4 Island Tour':
Tirsdag, dagen efter ankomsten til Krabi, valgte vi at tage et smut ud af byen. 8 km fra Krabi lå der omkring et stort bjerg et kompleks, som kaldtes The Tiger Cave, og det havde vi læst godt om. Vi havde vandreskoene på og var klar på at gå derud, men da vi forhørte os flere steder om, hvordan vi kunne komme derhen på gåben, førte det kun til hovedrysten og små grin. Hvor langt, der var til bjerget, kunne dem, vi spurgte, ikke helt blive enige om. Nogen sagde 10, andre sagde 17-18 km. Vi fik et kort og valgte at trave afsted, og så måtte vi vende om eller hoppe på en pickup, hvis det blev for langt. Det gik strygende, der var langt, men vejret var godt, og vi kunne få den første bid af Krabis smukke natur. Ved komplekset så vi først selve grotten, som er navngivet efter en tiger, der eftersigende en gang færdedes i hulen. Ikke videre interessant. Bagefter fandt vi trappen op til et tempel, som ligger op ad en bjergside, 1237 stejle trin oppe. Trinene var virkelig stejle, og det syrede i lægmusklerne, men det var sjovt og udfordrende. Nogle munke, der også havde taget turen derop, så også noget ramte ud. Men det var godt nok det hele værd, da vi ramte toppen og sammen med en seks-syv meter høj og guldbeklædt siddende buddha kunne se 360 grader rundt i miles omkreds. Helt spektakulær udsigt. Ud til den ene side kunne vi se skovbeklædte marker, ud til den anden kunne vi se de specielle kalkstensformationer, og til den tredje side så vi Krabi-by, floden, der løber igennem byen, havet og ikke mindst hvor lang en vej, vi egentligt havde gået for at komme hen til bjerget.
Den næste dag gik vi lidt rundt, hvor vores ben førte os, uden at have noget specielt mål i sigte. Det førte os forbi en park, en havnepromenade med en stor statue af kongen (thailænderne er meget stolte af deres konge, som er verdens længst siddende monark - hån mod ham fører til fængselsstraf), et mini højhus bygget til fugle og masser af lokalliv.
Onsdag skulle vi på en obligatorisk tur ud på den store bugt, som Krabi ligger inde i. Vi sejlede rundt til fire forskellige øer på en båd, hvori der sad et hav af andre turister - og de steder, vi kom forbi på turen, var der et ocean af turister. Som altid kan det give lidt stress i hovedet og virke kaotisk, når mange turister er samlet et sted, men vi ville bestemt ikke have været turen foruden. På sejlbåden var det skønt at ligge på bådens solopvarmede tag og blive blæst igennem, alt imens klipper, øer og strande susede forbi vores øjne. Vi fik en times tid hver ved de to første strande, hvis udseende var lige til et postkort, mens vi det tredje sted fik mulighed for at snorkle ved et koralrev. Noget, der helt sikkert ikke skal undervurderes. Vi så farverige fisk, der svømmede i stimer forbi os, store krabber og et enkelt søpindsvin med lange og sylespidse pigge på havets bund. Det bliver ikke på denne rejse, men lysten til engang at tage et dykkerkursus blomstrede op i os. Det sidste sted, båden lagde til, var mellem to øer, som var forbundet af en sandvej. Når tidevandet er højt, kan det ikke lade sig gøre at gå mellem de to øer, men da vi var der, var det lavvande og øerne var forbundede.
Den sidste dag havde vi ikke lige noget behov for at være på steder med store samlinger af turister, så vi valgte at gå en længere tur ud efter fire geocaches, som lå gemt langs en større vej cirka halvanden til to timer fra Krabi. Det var ikke det mest interessante sted at gå... før vi kom til cachene, for så begyndte der igen at være klipper og bjerge. Den første geocache lå i en halvstor grotte, som kunne bringe legebarnet frem i os. I en lille del af grotten lå et lille hulrum, hvor vi hørte og så silhuetten af en flagermus.
Den næste 'skat' lå inde i et område, der var omgivet af rigtig høje klippesider. Der var i øjeblikket ved at blive lagt græsstykker på og gjort klar til, at der kunne være en 5 hullers minigolfbane (som i 'en MINI golfbane' og ikke en typisk sommerhus-minigolfbane). Vi fik en lille snak med en af mændene, som var i gang med at gøre golfbanen klar.
Den tredje geocache fandt vi ikke, men det gjorde nu ikke noget, for den lå ved en imponerende stor, liggende Buddha, som vi kunne kigge på i stedet for. Og så var der et halvtag, vi kunne sidde under, mens en kortvarig regnbyge gjorde sit ind- og udtog. Den sidste geocache lå et godt stykke væk fra de andre. Vi kom ind ad en mindre, lang landevej, mødte lokale, som pløjede deres marker, og snakkende nabokoner. Vi mødte også nogle vilde tyrer, som blev lidt paniske, da vi gik forbi dem. Selvom de ikke var hegnet ind, var de heldigvis bundet til træer. Men lidt synd, at de blev så bange og hev i rebet for at komme væk, da vi gik forbi. Vi kom forbi store forskellige træplantager - tykstammede palmer og tynde træer, som blandt andet blev brugt til at tappe en slags væske fra. Store, grå skyer og tordenbrag kom nærmere i mod os, så vi til sidst måtte opgive at nå frem til cachen. Vi fik et lift tilbage til den store vej af to venlige sjæle, som tilbød at køre os. Fra den store vej tog vi en taxa.
I Krabi fandt vi to gode steder, som vi kom forbi flere gange under vores ophold: Det ene, ved en cafe, spiste vi hver morgen yoghurt med müesli og frugtstykker. Hertil en forfriskende jordbærsmoothie. Det var ikke helt forkert at kalde det for dagens højdepunkt, for vi glædede os hver morgen til at komme op og få dagens første måltid. Det andet sted var Krabis aftenmarked. Vi har efterhånden været på en hel del markeder her i Sydøstasien, men det her vinder, når det gælder hygiejnen. Lugten var ikke tung og bitter af fisk og sved, folk, der behandlede frugt, havde handsker på, og frugten lå i cellofanindpakninger. Maden så frisk ud, og det var noget, vi havde lyst til at spise. Vi blev superglade for nogle minipandekager, som var rullet sammen omkring en grøn kokosmasse. De blev kaldt Thai Custard. Mmh. Vi købte flere aftener en pose Thai Custards og et par kopper kaffe med hjem til værelset, hvor vi læste og slappede af.
Ok, et tredje sted skal også lige nævnes. Vi fandt et sted, hvor vi kunne se film samtidig med, at vi spiste vores bestilte risretter til aftensmad. Det var lidt mærkeligt at spise mad på en restaurant, mens vi så en dramatisk actionfilm, men det var fedt igen at se film, og vi blev da også helt opslugte. Valget af film var måske knapt så godt, for vi så Flight (2012), der lægger ud med, at et fly styrter ned, og seks dør. Nu bliver det spændende at finde ud af, om filmen stadig sidder i os, når vi natten til tirsdag flyver til Danmark.
Det rene paradis
lørdags tog vi tidligt fra Krabi, og skiftede det ud med det rene ø-paradis. Vi var kommet til Koh Pha-Ngan, en af tre øer på stribe, som er yndede turistmål for folk, der søger hvide sandstrande og turkisgrønt vand (de andre to er Koh Samui og Koh Tao). Det gjorde vi, og det fik vi. Et perfekt sted at være på vores sidste del af vores rejse. Her kunne vi snakke om stort og småt, tænke på alle vores oplevelser og udfordringer, hvile ud og lige så stille forberede os på at skulle hjem til Danmark igen. Vi ville gerne finde en afsidesliggende og ikke alt for stor strand, lidt a la Mira Beach på Pulau Perhentian i Malaysia - måske lidt større. Efter grundig research lavet i Krabi faldt valget på Bottle Beach (eller på thailandsk Had Khuat) - og det kom vi ikke til at fortryde. Vi havde en bungalow helt ned til vandet, vi kunne fra vores altan gå tyve skridt i lige retning, og fødderne ville være i vandet. I forhold til strandens størrelse var der få mennesker. Personalefolkene på de fire forskellige resorts, som hørte til ved stranden, var søde og venlige, måske lige en tand for mærkelige, men det gør jo bare, at de nu står tydeligt i vores hukommelse (og hvem ville ikke blive mærkelig, hvis man hver dag i flere år havde arbejdet på den samme strand på den samme ø? En ung mand fra Myanmar fortalte, at han havde været der i fem år). Der var således dejligt rooooooligt, og al åndede fred og idyl i de seks dage, vi var der. Mange af timerne brugte vi på at flade ud på et par liggestole nede ved stranden, imens vi læste i bøger og spillede kort. Tog jævnligt en afkølende dukkert. Når rastløsheden blev for stor, var der heldigvis gode muligheder for at vandre rundt i området omkring stranden, da Bottle Beach ligger på den nordlige del af Koh Pha-Ngan, hvor der er meget jungle.
En af dagene gik vi op til et nærvedliggende viewpoint, hvor vi - igen igen igen - fik en forrygende udsigt serveret. Vi kunne se ud over en god del af Koh Pha-Ngan og kigge ned på Bottle Beach.
En anden dag, faktisk vores anden dag på øen, gik vi mod vest til en strand, der hed Chaloklum. En times tid tog det, havde flere af vores resorts medarbejdere sagt. Men vi endte på den forkerte sti, og så løb vi ind i et vildt uvejr, så det i stedet tog tre en halv time. Halvvejs begyndte det nemlig at styrte ned. Virkelig! Det plaskregnede, tordnede og lynede. Halvfarligt at vandre rundt i det vejr, så vi gik derfor ind under en i øvrigt ret uhyggelig, faldefærdig bungalow, som stod midt ude i junglen. Vi ventede der, til regnen var ved at stilne af. Herfra gik vi megaforsigtigt op og ned af de mange glatte skrænter - for det skulle være slut med flere dumme styrt. Stien var i øvrigt markeret med plastiskflasker, som var gravet ned i jorden eller hang på træer langs stien - på den måde var det let at se stien, som ellers var ved at blive en smule tilvokset. Det er i øvrigt det, som har navngivet Bottle Beach. På et tidspunkt så det ud til, at flaskerne ville have os til at gå over en svagt hældende klippestensflade, men regnen havde gjort stenen glat og gled vi, kunne vi altså risikere at falde ud over klippen, så her forsøgte vi at gå en lidt anden vej. Vi nåede frem, trætte og udmattede, spiste frokost på en restaurant med flot udsigt, købte snacks ind i en 7/11 og valgte så, efter stor enighed, at tage en båd tilbage til vores strand.
En tredje dag gik vi langs en bumpet grusvej hen til to sammenhængende og lidt større strande end Bottle Beach. Spiste frisk mangofrugt og sød ananas, købte igen snacks ind i en 7/11 (ups!) og tog en billig nuddelret til frokost, før vi dragede hjem ad.
På Bottle Beach har vi snakket med to danske par, som hver især er ude på en længere rejse i Sydøstasien med hver deres to børn i forbindelse med hver deres barselsorlov. Vi kunne ud fra flere gode snakke med dem forstå, at det alligevel kræver en lidt anden måde at tænke på, når man er ude at rejse i ni uger med en pige på fire-fem år og et lille spædbarn. Lange busture midt om natten og vandring i regnskove er for eksempel 'no go'.
Vi snakkede også med en tysk mor, som sammen med sin dreng Tom havde været på Bottle Beach i otte uger. Det er knageme lang tid!
Fra vores lille uge på Bottle Beach vil vi dog især huske vores aftener, hvor et fast ritual hurtigt tog form. Det gik ud på ved syvtiden, når mørket havde sænket sig, at købe to kopper kaffe, sætte os hen på vores bungalows altan, lytte til bølgerne, skimte dem svagt i mørket, snakke lavmælt om lidt af hvert og høre gamle afsnit af Mads og Monopolet. I kaffen dyppede vi chokoladekiks. Det var en rigtig hyggelig måde at slutte dagene af på, vi nød det virkelig meget.
Men livet i paradiset kunne jo selvfølgelig ikke fortsætte i al evighed, og i dag skulle vi sige farvel for denne gang og drage afsted mod Bangkok. En laaaaang transportdag ventede, nu er klokken blevet kvart i otte om aftenen, vi sidder i en bus og skulle efter planen være i Thailands hektiske hovedstad om under en time. Her skal vi nå meget, før vi altså tager mod lufthavnen mandag aften. Det bliver nu godt at komme hjem til Danmark igen...
- comments