Profile
Blog
Photos
Videos
Magiske Myanmar
Nu er der gået lidt over to uger, siden vi sidst udgav et blogindlæg, og det kan vi naturligvis ikke byde vores trofaste læsere. Til vores undskyldning har de sidste par uger været hektiske, for vi har skullet nå at se hele fem byer i Myanmar (tidligere kaldet Burma) på kun tretten dage - tre dage i Mandalay, to i Nyuangschwe ved Inle Lake, tre i Kalaw, tre i Bagan og to i Yangon. Som kompensation for den manglende aktivitet giver vi nu et langt, fyldigt og forhåbentligt interessant indlæg om vores tid i et land, som er fuldstændigt usammenligneligt med vestlig kultur:
Åh, den vej til Mandalay...
I flyveren lyttede vi naturligvis til danske Four Jacks version af den danske tekst 'Vejen til Mandalay', som er en slags hyldesttekst til den nordligt liggende by i Myanmar, tidligere hovedstad og nu anden største by, Mandalay. Med omkvædet..
'O, den vej til Mandalay,
fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden
frem bag Kinabugtens kaj!'
..i hovedet, var vi varmede op til at besøge et land, hvor man sætter uret en halv time tilbage, når man rejser fra Thailand af, men i virkeligheden sætter man tiden 30 år tilbage. Det fornemmede vi allerede i Mandalays lufthavn, der er den mindste og mindst moderne lufthavn, vi begge nogensinde har set. Vi var det eneste fly i lufthavnen, og der kunne umuligt være plads til flere end tre.
Vi blev modtaget af en guide, som skulle hjælpe os med at få vores 'Visa on Arrival' (vi havde ikke nået at få modtaget et visum hjemmefra). Det foregik uden problemer. Det samme gjorde omvekslingen af vores medbragte dollars til burmesiske kyat, som er den eneste måde at få fat i deres valuta på. Det er dog virkelig vigtigt, at dollarsedlerne er i perfekt stand, ingen fold og kuglepindsstreger på dem, og så skal de være fra 2006 eller nyere. En af vores 100 dollarsedler ville de ikke tage i mod, fordi billedet af den gode Franklin Rosevelt på sedlen var for udtværet. Vi vekslede halvdelen, 700 dollars, og fik 612.000 kyat igen - så nu kunne vi rigtig føle os rige...
En halvandentimes taxatur ind til byen, hvor vi havde mulighed for at spørge vores guide, om nogle af de ting ved Myanmar vi havde været lidt i tvivl om. Vi lagde også mærke til den flade natur, som omgav os, og som var fyldt med ris-, bønner-, hvidløgs- og ingefærsmarker, og banantræer og kokustræer.
Da vi ankom til det fine hotel, som oven i købet havde en lille swimmingpool, opdagede vi en af de sider ved Myanmar, som man bare må vænne sig til: Jævnligt strømafbrydelser og manglende vand. 'Welcome to Myanmar', har en lokal konstaterende udtrykt i forbindelse med et strømsvigt.
Vi gik en tur i Mandalays gader og dannede os en masse indtryk:
Venligheden overfor turister er i top, folk smiler og hilser på os (mange af børnene siger 'Hello' og vinker ivrigt), men de er også nysgerrige og kigger på os. Vi føler os helt berømte her og har lige skullet vænne os til det.
Med 1,6 millioner indbyggere kan Mandalay godt kaldes for en storby, men sådan fremstår den ikke. Ingen højhuse, ingen neonlys og lysende reklamer (maks. en enkelt lyskæde eller to), ikke uoverskueligt mange mennesker på gaderne. Byen virker mere som en stor landsby med sine grusveje, små og ofte faldefærdige huse, ingen lyssignaler ved kryds og de mange små og åbne lokale spisesteder med stole og borde af plastik.
Skrald mange steder (naturligt nok, for der er ingen skraldespande), vilde hunde og katte, og folk bader i fællesbade, der er på nogle hjørner, hvor det kun er en 1,5 m høj mur, som omgiver dem. Om aftenen er der fuldstændig mørkt, kun lygterne fra de mange gamle biler og motorcykler lyser gaden op. En lommelygte er vigtig!
Vi har også set et sted, hvor der ude på gaden var sat et fjernsyn op. Foran det sad 10-15 burmesere, og selvom det var en lidt primitiv friluftsbiograf, så så det alligevel hyggeligt ud.
Mange burmesere tygger noget rødt snusligende stads. Deres munde er helt røde, og nogle af mændene kan næsten se lidt uhyggelige ud med et langt fra perfekt og helt tandsæt og med det røde stads i munden. På gaderne ligger der mange røde klatter. Lidt ulækkert.
Midt i byen er der et kæmpe paladsområde, som tidligere har tilhørt kongefamilien, dengang Mandalay var hovedstaden i Myanmar. Området er kvadratisk og omgivet af en voldgrav og en mur, som har en sidelængde på ikke mindre end to kilometer. Vi har nydt at gå rundt langs den brede voldgrav, hvor der har været roligt, masser af plads og bare en smule køligere, end de 40 graders varme, som er i resten af byen. Onsdag besøgte vi i øvrigt paladset, som er inde i midten af området. Et stort område med masser af ensartede huse med kunstneriske tage i kinesisk stil, som til sammen gør det til et smukt syn. Oppe fra et tårn ville en stor burmesisk familie have et billede af de 'hvide turister'. Hverken første eller sidste gang vi oplevede det i Myanmar. Sjovt, men også lidt grænseoverskridende.
Tirsdagmorgen stod vi op klokken seks, og efter morgenmaden besteg vi 230 meter høje Mandalay Hill, som hele vejen op er belagt med trapper og bænke. Undervejs er der satser med boder, pagoder og buddhafigurer - nogle af buddhaerne har blingbling-lys, og vi kommer mere til at tænke på et casino end et religiøst symbol. Fra toppen var udsigten formidabel, og vi forstod for alvor, hvor stort et område Mandalayby strækker sig over.
Det var også tirsdag, at vi så 'World biggest book', som er et stort tempelområde med mange små stupaer indeholdende hver især en sten med noget skrift på. Vi så efterfølgende to monastery's (store templer), der var i stor kontrast til hinanden. Det ene moderne og glitrende, det andet af træ og af ældre dato.
Med tilbagelagte 20 kilometer følte vi godt, at vi kunne 'tillade os' at holde 'fri' for i dag. Tid til en dukkert i poolen og et slag kortspil (vi spiller meget spillet 'Casino').
Under vores besøg i Mandalay hørte vi fra Camillas mor, at der om fredagen havde været uroligheder i byen Meiktila mellem buddhister og muslimer med 40 døde. Meiktila ligger midt i mellem nogle af de byer, vi skulle besøge, og vi brugte lidt betænkningstid og søgte info fra den danske og britiske ambassade, før vi slog fast, at vi selvfølgelig fortsatte vores tur rundt i landet, men med en aftale om, at hvis vi på noget tidspunkt følte os utrygge, ville vi rejse væk derfra. Heldigvis blev det ikke aktuelt.
Inle Lake - en hel by af mennekser, der lever og bor på en sø
Først den 10-timer lange bustur: Ikke behageligt. Trængt med plads, det bimlede, bumlede og bamlede på den ujævne og svingfyldte vej, airconditionen gjorde det nødvendigt med skiundertrøje og -bukser, og fra et fjernsyn oppe ved chaufføren blev der spillet højt karaokemusik indtil midnat.
Inle Lake er et fantastisk sted. Vi boede i en lille backpacker-by et lille stykke væk fra søen. Den ene dag, vi var her, tog vi på en cykeltur ud i Myanmars natur, når det er bedst. Det var dejligt at cykle igen, og med lysegrønne marker, små landsbyer, vandløb med okser badende deri, og bjerge i baggrunden blev det kun bedre. Den anden dag tog vi på en næsten obligatorisk sejltur på søen, bare os to og en guide. Vi sad i de næsten ikoniske longboats, som er den eneste bådtype, der er i søen. På båden er hægtet en motor fast, og vi skulle hilse og sige, at den fik altså ikke for lidt, men det var nu også skønt med en opkvikkende vind i varmen. Med røven i sædet kunne vi nyde det smukke, næsten uvirkelige, sølandskab udfolde sig for næsen af os. Det var helt ubeskriveligt. En stor sø, uden ende, solen højt på himlen, mange grønne søplanter og flydende haver, fiskere, der padler stående med deres helt egen specielle teknik ved hjælp af benene, fiskere, der slår i vandet med en åre for at lokke fisk i nettet, og lokale, der bruger søen til at fragte ting fra den ene ende til den anden. Der står hytter på høje pæle overalt på søen. Helt fantastisk. Det glemmer vi ikke foreløbigt. Undervejs gjorde vi nogle holdt: Så to templer, et par markeder, en vævebutik, hvor man ser, når de væver lotus, bomuld og silke (det ser imponerende ud, når de bruger nogle kæmpe monstrum 'maskiner' af træ), en smykkebutik og en cigarethandel.
Trekking i Kalaw - en smule på afveje
Den eneste måde at komme til Kalaw på fra Inle Lake er ved at fange en pick-up, som skal mod vest. Det gik fint nok. Værre var det at skulle køre med den (og vi savnede lige pludseligt karaoke-bussen). En pick-up er en lille åben ladvogn. Vi satte os bagerst i vognen, troede den var fyldt, men langsomt kom der flere og flere mennesker, som satte sig i den. Bagage blev rykket rundt, folk blev rykket tættere sammen og til sidst var vi ikke mindre end 23 mennesker inde i den lille ladvogn, inklusivt et lille spædbarn, og ovenpå bilen sad også 4-5 personer. Hvis ikke vi allerede var målløse, så blev vi det i hvert fald, da der efter fem minutters kørsel også lige skulle bindes en motorcykel på taget af bilen. Og, for at det ikke er løgn, så gjorde vi efter ti kilometer et stop for at læsse yderligere 12-15 store sække med ingefær og hvidløg ind i bilen. Ville de overhovedet have os passagere med? Vi sad igen bagerst i bilen, utroligt ubehageligt, og holdt vi ikke godt fast i bilen, kunne vi ryge ud af den bagtil, da intet skærmede udgangen af. (Billedet til dette blogindlaeg er af den pickup, vi sad i). Det var tre timers kørsel og 25 hårde kilometer i bjergene.
Nu var vi til gengæld kommet til trekkingbyen Kalaw, der er omgivet af høje bjerge. Den næste dag, søndag, tog vi med en guide ud og trekkede i kuperet terræn. Vi satte pris på den meget kølige vind og de behagelige temperaturer, som er i bjergene. Vi kom forbi meget fotogent landskab, vi kom rigtig tæt på en skovbrand, vi spiste jordbær og bær, vi ikke kendte, med guiden, som heldigvis var god til engelsk. Hun var 19 år, studerede geografi på universitet i Taunggiy, og stemmer på den berømte demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi. Vi gjorde et lille holdt ved en mellemstor og fredelig sø, og så fortsatte turen ind i regnskoven. Efter tre timers vandring kom vi til et viewpoint, hvor vi holdt en lang pause og fik frokost med en fremragende udsigt.
Vi fortsatte vandreturen og kom nu til et lille landbrug, som lå i en dal nede mellem bjergene. Ikke et sted vores guide normalt tager folk med hen til (læs: har aldrig gjort), fordi folk normalt gerne vil se bjerglandsbyer, men det følte vi, at vi havde set nok af, så det havde vi frabedt os. I stedet fik vi en sjov og noget ekstraordinær oplevelse, eftersom hun tog os med ned til landbruget, som hendes onkel og tante ejede. Hendes søster på 10 arbejder der nu. Vi fik lov til at se de små kolonihaveligende marker, hvor der blev dyrket jordbær, hvidløg, ingefær, bønner, med mere. Onklen og tanten, som var søde og smilende, bød os på Green Tea opvarmet på bål. Og så drillede vi lidt deres søde, og en smule generte, dreng på 3 år.
På vej hjem igen besøgte vi guidens families hus, hvor de var i gang med at bygge nyt køkken. Vi fik igen grøn te og duba (sprøde, gule risflager). Sikke en stor grad af gæstfrihed!
På den næste dag tog vi faktisk på den helt samme trekkingtur, men denne gang UDEN guide. Dagen inden havde vi bestilt busbiletter til Bagan ved Onkel Sam, som også havde stået for vores trekkingtur. Vi ville have været med morgenbussen, men den var fyldt, og så var det, at onkel Sam foreslog, at vi, hvis vi kunne huske vejen, selv kunne tage den samme rute som på trekkingturen, for fra vores viewpoint var der ikke langt hen til landsby, hvor der lige netop i disse dage ville være en stor festival med 2-3000 tilrejsende. Ok, lad os da prøve det, tænkte vi, lidt nervøse for, om vi kunne huske vejen. Langt hen ad vejen klarede vi det rigtig godt, og vi kom til søen uden problemer, tre kvarter hurtigere end dagen inden.
I regnskoven blev det værre. Alt lignede hinanden, og der skete vidst det, at vi på god gammeldags facon fór vild. Intet mobilsignal (der er intet internationalt mobilnetværk noget sted i Myanmar), ingen vidste, vi var på denne tur (undtagen måske Onkel Sam) og med kun lidt vand tilbage i en tætpakket regnskov mærkede vi en stille nervøsitet komme snigende. Nu levede vi for alvor op til titlen på vores blog - nu var vi faktisk på afveje. Som i en film, på det rette sted på det rette tidspunkt, så vi vores redningsmand. En lokal mand med sine to hunde stod på stien. 'No guide?'. Ryste på hovedet. 'Viewpoint?'. Nikke ivrigt med hovedet, og således lykkedes det at komme til viewpoint, fra den helt modsatte side af, hvad vi var kommet dagen for inden. Glade og lettede nød vi en god omgang frokost. Og selvom vi blev en smule skuffede, da en mand fortalte os, at festivalen først var dagen efter, så ødelagde det ikke glæden over, at vi havde fundet hen til viewpoint uden guide.
To-tre gode dage i Kalaw var slut, og vi vendte om aftenen snuden mod Bagan.
Bagans største tempelriddere
Solen var endnu ikke stået op over byen Bagan, da vi steg af bussen klokken 04.30 natten til tirsdag. Lidt desorienterede søgte vi efter et guest house, som vi havde læst om i Lonely Planet. Vi fandt det, fik et værelse og mødte herefter flere af gæstehusets gæster, som skulle ud og se solopgangen. Det var ikke meget søvn, for slet ikke at tale om noget som helst, vi havde fået om natten, men alligevel blev vi lidt betaget af tanken om at se solen stå op, og nu da vi alligevel var oppe, kunne vi lige så godt leje et par cykler. Vi hjulrede hen til en nærliggende pagode for så at se solen stige op fra horisonten i farverne gul, orange og rød og sprede sine stråler over Bagans hundredvis af større og mindre templer, der var dækket af en dyne af morgendis. Et utroligt syn og en god start på vores ophold i Bagan.
En række timers søvn på værelset og så op på jernhesten igen. Vi cyklede til Old Bagan, der ligger ud til en flod. Vi så den gamle mur, der omgiver byen, vi så på buddhistiske templer og et enkelt hindu-tempel - det eneste tilbageværende i Bagan, og gik hen til floden og nød udsynet af bjerge i baggrunden. På vejen fandt vi søreme også lige en geocache i et tempel. Bum.
Onsdag legede vi for alvor tempelriddere og tog den helt store tur rundt for at se nærmere på tolv templer, foruden alle dem vi selvfølgelig bare så udefra på vejen. Der er en vis enighed hos os begge om, at det mere er helheden af de mange templer og pagoder, som spreder sig ud over det næsten ørkenagtige landskab, der imponerer, end det er det enkelte tempel. Jovist, templerne er i sig selv smukke, detaljerige og storslåede, og buddhafigurerne i guld har også sin pragt, men mange af dem er også rimelig ens. Nogle af templerne skilte sig imidlertid ud: Mahanu Paya, der havde fire alt for store buddhafigurer inde i templet (symboliserende den daværende konges ubehag over sin tid i et fængsel), Shwesandaw Paya, som fra toppen af havde en fremragende 360 graders udsigt (når først lige man var kommet op af de meget stejle trapper), Dhammayazika Paya, som egentligt mest var interessant, fordi den var under restauration og derfor indhyllet i bambuspinde, som fungerede som stillads. Den pyramideformede Dhammayangyi Patho imponerede med sin mastodontiske størrelse. Ananda Paya gjorde et stort indtryk med sin guldbeklædte sikhara (toppen af et tempel).
Det problematiske ved mange af templerne er, at du ikke må have sokker og sko på. I sig selv lidt irriterende i længden at skulle tage af og på, af og på, men kombineret med en sol, der i løbet af dagen opvarmer fliserne, gør det decideret ondt at gå omkring og på templerne i bare fødder. Det førte til en sjov slags 'Jorden er giftig', hvor det gjaldt om kun at gå på steder med skygge.
På vej hjem fra vores tempeltur kravlede vi op på et mindre tempel og så solen gå ned bag bjergene. Kanon afslutning på en kanon dag.
Yangon - de sidste par dage i den 'rigtige' hovedstad
Vi havde i virkeligheden næsten en hel dag torsdag i Bagan, før vi klokken 18 skulle med natbussen til Yangon, men fusserne og benene var trætte, og vi følte, vi havde fået stillet vores sult efter templer. Vi så kun lige et enkelt mere, vi så et stort marked, og ellers spillede vi kort og påbegyndte dette lange blogindlæg.
Busturen tog 11 timer (inklusiv næsten en times tid til at reparere et eller andet ved bussen), men så var vi til gengæld også landet i Yangon, der ligger i det sydlige Myanmar, ud til kysten.
Yangon er rent faktisk ikke den politiske hovedstad (det er en eftersigende rimelig kedelig lille by i midten af Myanmar, som kun er valgt ud fra sin geografiske placering), men på den kulturelle og økonomiske side er den. Og hvad Mandalay manglede af klassiske storbykvaliteter, har Yangon. Højhuse, festlig stemning om aftenen og ikke mindst asfalterede veje og lygtepæle de fleste steder. Og tænk sig, den havde et supermarked - endelig kunne vi få os en snickers igen.
Efter vi var ankommet, tog vi et par timers søvn på Three Seasons Guest House og gik bagefter på opdagelse i byen. Et lille kig nede ved havnen, et kort visit ved Independence Monument, som symboliserer Myanmars uafhængighed fra briterne, en lille runde ved Aung San Markedet , og så sluttede vi dagen af med at se templet over alle Myanmars templer - Shwedagon Pagoden. Selvom vi havde set mange templer allerede, så lykkedes det alligevel for Schwedagon med sin 98 meter guldbeklædte stupa at imponere os. Vi kom ved halv sekstiden, gik i et roligt tempo og nød synet af al det bladguld, mens solen langsomt gjorde dag til nat. I mørke lyste pagoden op som en majestæt, og vi sad mere eller mindre paralyserede af den næsten magiske stemning, der var over det.
På andendagen i Yangon, og den anden sidste i landet, tog vi bare på rundtur i byen uden de helt store planer. Startede med at bladre lidt i engelsksprogede bøger om Myanmar i en boghandel, lod os stresse lidt af menneskefyldte, smalle gader med mange forskelligartede dårlige lugte og boder med masser af bras. På et tidspunkt slog et så kraftig nys fra Mathias' side hans solbriller af, men en refleksredning gjorde, at solbrillerne undgik utallige skrammer på den asfalterede vej. Vi fejrede det med en god omgang frokost og to 'Cheese Danish' (wienerbrød med ost).
Vi lod os senere fascinere så meget af en kvinde, der på bare 10-15 minutter kunne male et farverigt og stemningsfyldt billede midt på fortovet, at vi købte tre af dem - for kun 20 kr. Det ser vi som et scoop.
Nu skulle det gode køb selvfølgelig fejres, og vi gjorde det med et par frugtjuices i 20. etages højde fra Sky Tower, hvor vi havde en udsigt over Yangon og ikke mindst Schwedagon Pagoden.
Vi gik ned til floden, langs den hen til endnu en stupa/tempel, som vi kun kortvarigt studerede på afstand, og satte os på en bro nede ved havnen, mens vi så på hundredvis af baskende og vilde måger, som forsøgte at fange små orange kugler, som nogle smed ud til dem.
Søndag tog vi på internetcafe og lagde dette maratonlange indlæg ud. Senere, klokken 16.45, skal vi med flyveren til Kuala Lumpur.
Så - alt i alt: Vi har indsnuset mangevis af anderledes indtryk fra Myanmars kultur, mærket templernes mystik og maleriske arkitektur, oplevet den varierende og kuperede natur og følt historiens vingesus. Og ikke mindst: Vi har moret os meget over den måde, mange burmesere ser os som turister på. Vi giver Myanmar topkarakter.
- comments
Gert Hej Camilla og Mathias Tak fopr et dejligt blokindlæg. Dejligt at høre om alle jeres oplevelser. Det er næsten, som om vi er med jer på turen. Sådan er jeres beskrivelse af oplevelserne. Kh og fortsat god tur Far Gert
Trine Hej Camilla og Mathias. Mange tak for jeres supergode indlæg. I drømmer ikke om, hvor fantastisk det er at læse om alle jeres spændende oplevelser. Sjovt at I også lige fandt en geocache :-) Fortsat rigtig god tur. Glæder mig til at læse det næste blokindlæg. Knus og kh. fra mor Trine
Birgit Hej med jer. Fantastisk at læse udførligt om jeres begivenhedsrige dage. Godt det ikke var jeg, der kom på afveje. Det var gået helt galt..Læste også om urolighederne på teksttv, men godt, at I ikke var berørt. Fortsat god tur. Moster Birgit
Clara Hvor blev jeg glad da I i blogindlægget pludselig nævnte et geocachefund:) I skriver så flot!! fortsat god tur .