Profile
Blog
Photos
Videos
Malaysia: Storbydage og junglejagt
Smukke Kuala Lumpur - med sin kreative arkitektur
Det er mandag, en uge og en dag siden, vi forlod Myanmar, og der er allerede sket meget siden vores seneste blogindlæg. Vi er kommet til Malaysia, hvor priserne er lidt dyrere, og velstanden milevid højere. Det var således en tydelig kulturforskel, vi kunne observere, da vi byttede Myanmars 'hovedstad' ud med Malaysias', Kuala Lumpur. Fra buddhistiske templer og munke til moskeer og tørklædte kvinder, fra få til utallige supermarkeder (og shopping centre), fra en lille storby til en kæmpe, fra små garagesalgsligende boder overalt til McDonalds, H&M, Samsung og Canon. KL (og for ikke at forvirre læserne, så er KL i denne sammenhæng ikke forkortelsen for Kommunernes Landsforening) er en metropol, en ren og meget velfriseret by med mange nye og moderne bygninger. Højhuse troner sig op over det hele, og nye er på vej. Bygningsstilen varierer og er en stor blanding af kinesisk, indisk og europæisk. Lige som resten af byen. Fra stemningsfyldte Chinatown med lysende lanterner hængende over gaden om aftenen med boder og åbne restauranter til Little India og til Golden Traingle, som er det nye og velhavende område med to skyhøje tvillingetårne, Petronas Towers, der indtil i 2004 var verdens højeste.
Første punkt på dagsordenen i byen var at få vasket tøj. Tre uger uden en tur i et vaskeri havde sat sine spor. Mens maskinen kørte derudad, tog vi et smugkig på storbyen. Vi så Merdeka Sq., et levn fra dengang briterne havde kolonimagten over landet (det har både Holland og Portugal i øvrigt også haft) - en to-tre fodboldbanerstor græsplæne lå placeret der, midt mellem smukke, karakteristiske bygninger. En, og vi mener det!, virkelig høj flagstang med det malaysiske flag blafrende i toppen stod for enden af pladsen - på en smuk måde symboliserede det landets uafhængighed fra briterne.
Vi så også en meget moderne moske. Skiftevis åbent for muslimske og ikke-muslimske turister hørte vi naturligvis til sidstnævnte kategori, og vi fulgtes derfor med en flok af mennesker, som alle, inklusiv os selv, skulle bære et par lavendellilla helkropskapper som en slags burka (Camilla skulle i oevrigt baere toerklaede). Oplevelsen af at skulle have dem på var egentligt sjovere end at se moskeen, som var stor og fyldt med masser af plads, men ikke særlig religiøs eller interessant - kun i et område, vi alligevel ikke måtte gå ind på.
Vi sluttede dagen af i hoej solskin i et meget stort parkområde med sø, springvand og mange farverige blomster. Hentede tøjet på vej hjem og fik indisk mad med blandt andet et par nan-brød.
Tirsdag lagde vi ud med at være finkulturelle og gik på nationalmuseum, hvor vi fik en større viden om Malaysias historie, der har været meget turbulent: mange skiftende kongedømmer og de tre europæiske landes kolonialisering. Vi fik en viden om deres kultur: stammesamfund, longhouse og headhuntere, og så læste vi om og så billeder af deres smukke natur. En god ballast til vores kommende færd i landet.
Museet ligger i et større museumsområde. Dagen før havde vi også været her forbi, og vi endte et sted, hvor de i øjeblikket har en maskeudstilling med masker fra hele verden. Mere interessant, end det måske kunne lyde. Ingen vagt stod ved indgangen, så vi antog, at udstillingen var gratis. Da vi havde været igennem det hele, kom vi til en anden indgang, som tydeligvis var en entre, og vi indså, at udstillingen ikke var gratis. Hov. Vi gik til bekendelse, men den flinke mand lod os oplevelsen forblive gratis.
Tirsdag var også dagen, hvor vi ikke kom op i Petronas Towers. Det var ellers planen - vi gik flere kilometer for det, kom der allerede klokken tre, og det lukkede først klokken syv, men allerede der, havde de udsolgt af billetterne. Øv øv, ærgerligt ærgerligt, men vi lod os ikke slå ud af den grund - vi tog da bare et andet tårn, Menara KL - Kuala Lumpurs bud på et tv-tårn. Det lå lige i nærheden, og fordi det ligger på en bakketop, så ligger udkigspunktet faktisk højere oppe end på Petronas Towers, når man er på toppen. Næsten 300 meter oppe var vi, hvor vi kunne spotte steder vi havde set igår, og, ligesom i Shanghai, fik vi en fornemmelse af, at byen var så uoverskueligt stor, at det næsten kunne være nok. Vi prøvede også nogle kikkertstandere, som havde så meget zoom, at vi tydeligt kunne se, hvad folk på gaden lavede. Skræmmende.
Borneo - eventyrernes ø
Onsdag: Rejsedag. Fly til Kuching, der ligger på den malaysiske del af Borneo-øen. Malaysia består af to dele: Fastlandet, der ligger i forlængelse af Thailand, og halvdelen af øen Borneo - kun South China-havet skiller de to dele ad. Kuching betyder kat, hvorfor der også er flere kattestatuer i byen, og i slutningen af april er der et katteshow her.
Borneo består så yderligere af to stater: Sarawak og Sabah. Vi havde inden rejsen regnet med en rute, der gik fra Sarawak til Sabah, men på sidstnævnte har der været uroligheder, og Udenrigsministeriet fraråder al indrejse der, så vi har besluttet kun at være i Sarawak. Her er til gengæld også mange ting at lave. Et lille oprids:
Kubah National Park: Ca. 60 % af Malaysia er dækket af regnskov, mange af skovene er inddelt i store nationalparker, og i fredags tog vi afsted ud til en af dem, Kubah. Vi ville egentligt have været et andet sted henne, men da bussen ikke gik på det tidspunkt, Lonely Planet-bogen angav, og først gik tre timer senere, ændrede vi vores program (OBS: bussystemet er meget uoverskueligt her - der er forskellige private busselskaber, som står for kørslen, og der er ikke noget samlet program, hverken som brochurer eller på nettet, knap nok kender buskontoret ved stationen deres program). Vi tog en taxa til Kubah i stedet. Der var en række mærkede stier der, og vi tog afsted på en, der førte hen til et vandfald. Det var fantastisk at kunne gå rundt i sydøstasiens natur, helt for os selv - uden guide, helt i vores eget tempo og stort set helt uden andre turister. Vi lyttede til tropiske lyde, krydsede vandløb, så på kringlede træer og vandrede op af hårde stigninger. På grund af den høje fugtighed i regnskoven svedte vi, så det drev af os. Det løb virkelig ned ad vores hoveder konstant.
For 'enden af regnbuen', eller i hvert fald for enden af stien, lå der et hyggeligt lille, solbeskinnet spot med rislende vand fra et ti meter højt vandfald. Nu skulle den medbragte madpakke spises. Vi sluttede af med at skylle os under vandfaldets tromlende stråler, og så følte vi os genfødte.
Gunung Gading National Park: Bare navnet på parken lyder sjovt, når det siges højt, men også at være på stedet er en fornøjelse. Parken er herre over intet mindre end verdens største blomst. Og den skulle vi selvfølgelig se. Den hedder Rafflesia og blomstrer kun fem dage ad gangen, så parkens arbejdere udersøger hele tiden området for at finde ud af, hvor der i øjeblikket er en blomstrende blomst. Du kan være uheldig, at der slet ikke er nogen, når du er der. Vi var heldige. Der var hele to blomstringer under vores besøg. Den ene blomstrede på sin første dag og var kun på vej til at folde sig ud, den anden var på sin femte dag, og den var virkelig stor, rød og lugtende, havde syv blade med en åben kugle i midten. En af blomstens arter kan blive helt op til en meter i diameter. I skoven tog vi også en længere vandretur op ad et bjerg til to udkigspunkter, hvorfra vi kunne se havet og et par bjerge i det fjerne. Medbragt madpakke ned i maven, og så tog vi turen ned ad igen. Ved start igen besluttede vi lige at gå lidt længere for så at nå til et vandfald, som vi kunne bade i. Den chance var vi ikke sene til at udnytte, og det var himmelsk at lægge vores svedige, opvarmede kroppe ned i det kølige vand, omgivet af skøn natur. På vej op ad til endnu et vandfald begyndte det at øsregne og tordne, så vi nåede frem til, at vi hellere måtte se at komme tilbage.
Og ja, regnen kan vi ikke komme uden om. Det regner ofte her, dagligt. Ikke hele dagen, men omkring 3-4-tiden har vi ofte oplevet, at regnen er startet for så at vare cirka en halv time. Vi har ikke oplevet regn ellers på vores rejse, først da vi kom til Malaysia, og det er slet ikke så slemt, som vi havde frygtet, da vi så vejrudsigten. Bare husk regnslag, og så er det faktisk friskt og nedkølende med lidt regnvand.
En ting, som ikke virker friskt og nedkølende, men kløende og frustrationsskabende, er de utallige myggestik fra de blodsugende skodinsekter, som vi blev overmandet af i torsdags - da vi ledte efter en geocache i en vejkant. Vi lyver ikke, når vi siger, at der på hver af os var over 100 myggestik - værst gik det ud over Camilla, som måtte ligge søvnløs meget af natten til lørdag. Og saa fandt vi ikke engang cachen..
I dag har vi hilst på vores rødhårede familiemedlemmer: Orangutangerne. I Semenggoh Nature Reserve er der nemlig et rehabiliteringscenter for orangutanger, som af den ene eller anden grund er kommet til skade og derfor skal lære at begå sig i naturen igen. Det har udmøntet sig i, at der lige nu er 27 orangutanger, som frit færdes i regnskoven ved centeret. Vi stod op kl halv seks i morges, for at vi kunne være derude klokken 8, en time før det store 'fodringsshow' gik i gang. Og det var virkelig en oplevelse. Vi så dyrene i deres naturlige omgivelser, svinge sig fra gren til gren og ta' bananer... som de fint pillede skrællen af, før de spiste indmaden. Nogen havde unger hængende på siden af maven, andre - hannerne - var meget større en hunnerne, og så var det generelt fascinerende at se aberne hænge i trægrenene i deres lange arme (dobbelt så lange som deres ben, og de er fire gange så stærke som mennesker). Deres teknik og hurtighed, når de kravlede hen af nogle opspændte reb, var meget imponerende. Orangutangerne gik også ned på jorden, og lige da vi kom, stod vi ikke mere end 3-4 m fra en af dem, ikke engang et hegn adskilte os fra den. Tættere på skulle vi dog ikke komme, for orangutangerne går frit rundt og kan godt finde på at angribe mennesker. Vi så billeder af nogen af orangutangpasserne, som var blevet bidt - og én havde endda mistet en finger. Så vi havde stor respekt for dem!
Aftnerne bruger vi så her i Kuching, der er en rigtig god base at have - det er let at tage på en- eller to-dages ture ud til mange store naturoplevelser. Og så er Kuching en hamrende charmerende by. Ikke alt for stor, ikke alt for lille. Den har venlige indbyggere og saa har den ligesom Kuala Lumpur et miksmaks af indisk, kinesisk og europæisk over sig, her er fredeligt om aftenen, og byens helt store trumf er dens område omkring floden. Lysende farvepærer, vaffelboder (dem har vi støttet godt op om) og en stor åben plads med mennesker, der nyder solnedgangen, skaber en afslappende atmosfære. Dernede har vi gået mange ture.
Ellers noget? Vi får spillet en masse kort, når vi venter på maden på restauranter, og så hører vi podcasts. Især P3-programmet Monte Carlo, så vi kan holde os lidt opdateret på, hvad der sker i Danmark. På vores b&b er der køkken, så det har vi udnyttet til at lave spændende morgenmad og gode madpakker. Det er hyggeligt.
- comments
Clara Endnu en gang spændende læsning. Måske I på Borneo har hilst på min fætter Grendon. (familiens adoptererede orangutang fra Borneo.) Stort kram til jer begge!