Profile
Blog
Photos
Videos
Abeangreb, lægeklinik og legetøjsmuseum
Som overskriften måske antyder, er der sket lidt af hvert, siden pennen sidst blev ført og bloggen opdateret. Der har været problemer af den ene og den anden slags, vilde styrt og action for alle pengene. Lad os tage det løbende herunder - nu er scenen i hvert fald sat:
Tre dage i ren paradis
Vores ene overnatning i Kota Bahru er ikke noget at skrive hjem om, et meget lugtende og varmt værelse og ikke helt rent sengetøj, men søde og hjælpsomme ejere, var hovedingredienserne. Det var derfor en stor fornøjelse at komme til øen Perhentian Kecil med en drønhurtig speedbåd dagen efter. Nu skulle der flades ud til den helt store guldmedalje, slikkes sol, pjaskes rundt i det turkisgrønne vand. Vi startede på stranden Coral Bay, men den var ikke lige, hvad vi havde regnet med. For mange mennesker, dårlige bademuligheder (mange både og store sten i vandet) og et madudbud primært bestående af friture. I stedet fandt vi lige det modsatte. En afsidesliggende, ensom strand, og kun ganske få turister som boede på det eneste overnatningssted, der var ved netop denne strand - der kunne vi få lidt dyrere, men meget bedre mad. Her kunne vi ligge i fred og fordragelighed i tre dejlige dage, gå tyve meter ud af den bungalow, vi sov i, og så stod vi i vandet. Her kunne vi kigge gennem vores dykkerbriller efter havets farverige fisk og læse i vores medbragte danske bøger. Det var paradis. Og helt uden action.
Til gengæld var turen hen til stranden fyldt med lidt mere spænding, end vi lige havde regnet med. Vi valgte nemlig at gå de tyve minutter, det cirka tog at gå fra den første strand, vi sov ved, til den anden. Turen gik gennem regnskoven, på en smal sti med os to, som de eneste mennesker, og med al vores bagage på ryggen. Fem minutter gik der, før vi mødte en hel bande af macaques-aber. De var aggressive, højlydte og farede frem og tilbage. Et par af dem løb i mod os, i mellem os, mens de flashede deres skarpe tænder. Mathias smed vandflasken, og den fik heldigvis deres interesse. Vi småløb resten af vejen, lettere skræmte, og åndede lettede op, da vi nåede hen til stranden. Her mødte vi et par, som netop skulle til at gå den anden vej. Vi advarede dem om aberne - og de takkede mange gange. Bagefter tænkte vi på, om vi mon havde overdrevet lige lovlig meget og skræmt livet af dem. Senere hørte vi dog, at de rent faktisk også var blevet angrebet af aberne. De havde måttet løbe ud i havet, var faldet på stenene og havde slået sig, og pas og penge var blevet våde. Resten af tiden på stranden vovede vi os ikke ind ad den sti igen...
Fra vores bungalow havde vi udsigt over havet, og i hængekøjen, der hang på altanen, kunne vi nu lægge os og få pulsen ned efter abeangrebet. I vores bungalow hørte vi natten mellem lørdag og søndag, at noget puslede lige ved siden af sengen, og det viste sig, at vi havde fået besøg af en mus. Den slikkede sig om munden over al den chokolade, den kunne slikke af et snickerspapir, som lå i siden af Mathias' taske. En sidelomme, som musen vel at mærke havde gnavet i stykker for at få fat i papiret . Det er da at sove med dyrene.
Paradiset kunne jo ikke blive ved, og vi tog turen tilbage til Kota Bahru. Endnu en overnatning, og stadig et lugtende, klaustrofobisk og varmt værelse. Heldigvis kun en nat. Camillas mave drillede. Havde i et stykke tid været inaktiv, nu var den blevet for aktiv, og i skrivende stund, efter at have taget et par piller, er den halv-inaktiv igen. Vi trænger i den grad til rugbrød, kartofler, mælk, youghurt, havregryn, og mange andre ting, som kunne fylde flere sider her.
Jungle Railway og Taman Negara
Fra Kota Bahru tog vi tirsdag toget til Jeratsut. Ikke en helt almindelig togtur, for den går gennem midt-Malaysias regnskov, og kaldes derfor naturligt nok for 'Jungle Railway'. Det var en smuk tur gennem den kringlede frodige jungle, der også gik forbi flere bjerge og klipper. En måde at gøre mange timers transport lidt sjovere.
I Jeratsut skulle vi videre til bjergbyen Kuala Tahan, der er det oplagte sted at overnatte, hvis ønsket er at traske rundt i Taman Negara-nationalparken. Og det ville vi gerne. Ventetiden i Jeratsut føltes lang, for mange presserende, påtrængende og på overfladen hjælpsomme taxichauffører henvendte sig konstant til os ved busstationen. Alt i mens vi var usikre på, hvilken bus vi skulle tage til Kuala Tahan. Og hvornår. Og om den overhovedet gik. Hvilket den ikke gjorde, selvom et skilt på stationen viste, at den ville gå klokken 17. Forklaringen fik vi senere: Bussen kører ikke, hvis ikke der er nok, som skal med. Åh ha, Malaysia, I forstår at gøre os frustrerede på det punkt. Vi fandt heldigvis en mini-van, som kunne køre os derud til lidt dyrere monetos, men det var stadig billigere end de irriterende taxi-mænd. I Kuala Tahan fandt vi hurtigt et hyggeligt guest house med farverigt malede vægge og en ejer, der grinede af alt, hvad man sagde. Herligt.
Onsdag morgen krydsede vi - by boat - den mudrede flod over til nationalparken og begav os afsted i regnskoven, som i øvrigt er verdens ældste. Og det er ikke den eneste verdensrekord, som Taman Negara har ejerskab over. Den har nemlig også verdens højeste Canopy Walkway, en tynd hængebro, som går fra træ til træ. En del af den var lukket af, fordi broen var gået i stykker. Betryggende information at få at vide, inden vi selv med en smule rystende hænder og ben listede af sted på den svajende hængebro i 45 meters højde.
Vi overlevede og gik videre rundt blandt lianer og kæmpetræer. Op på et bjerg, hvor vi, så langt som øjet rakte, kunne se regnskov og, i det fjerne, flere bjerge indhyllet i tåge. Vi spiste medbragte sandwiches og drak juice. På vej ned af gav det lidt udfordring at gå, for nogle steder, var skrænterne helt mudrede, og i leret var det let at skride. Galt skulle det jo gå, og det gjorde det også for Mathias, der i et kort sekunds uopmærksomhed mistede fodfæste og landede på røven. Det havde ikke gjort det store, andet end lidt av's i rumpetten, hvis ikke det var, fordi han tog fra med hånden, som uheldigvis landede direkte oven på en tynd, spids, lille trærod. Den borede sig et stykke ind i hånden, så blodet begyndte at pible frem. Camilla hældte vand på, fandt lommepapir, og resten af vejen, der heldigvis fladede lidt ud efter styrtet, gik vi forsigtigt. Hjemme på vores guest house tog vi bad og rensede hånden igen. Mathias var ikke i tvivl om, at en knogle i hånden måtte være brækket. Det var sket i efteråret, og nu føltes det på samme måde. Derfor var vi lidt nedtrykte om aftenen, men forsøgte stadig at holde humøret højt, blandt andet med et par kortspil. Den efterfølgende dag tog vi på den lokale klinik, hvor en meget professionel lægeassistent undersøgte såret og rensede det. Åbnede såret op igen, pillede noget skidt ud med en nål, hentede endnu en læge, som stak nålen endnu længere ned i såret for at få fat i endnu mere skidt. Og målt på Mathias' intense ansigtsudtryk - tænderne bidt sammen, rystende hoved og helt rødt - kunne Camilla godt se, at det gjorde rigtig ondt. Hvilket Mathias bekræftede. Men det var rigtig godt at få det renset, for omkring såret var hånden hævet, og der var kommet en lille rød ring omkring. Nu var der lidt bandage på det, og vi havde fået nogle piller, Mathias skulle tage.
Senere samme dag tog vi den lokale bus (denne gang gik den!) til Jeratsut igen, hvorfra vi skulle tage en langdistance-bus til Penang. Billetten havde vi købt i Kuala Tahan ved et bureau. En mand havde ringet og sikret sig, at der var billetter, så vi skulle bare omveksle hans kvittering til en billet i Jeratsut. Så det skulle der være styr på. Var der det? Nej. For den bus, vi skulle med, gik ikke i øjeblikket, først fra den 6. maj. Lidt irriterede igen? Ja! Men ad omveje - bus til Termeloh, ventetid der i fire timer, ny bus til Penang - nåede vi alligevel frem til sidst, fredag morgen klokken seks.
Kultur, kultur, kultur - og rigtig god mad
Penang er en stor ø (halvdelen af Fyn), som forbindes til fastlandet af Penang Bridge, en af verdens længste broer. I den nordlige ende ligger Georgetown, en rigtig hyggelig storby, som har smidt alle deres højhuse ud til siderne, så downtown stadig besidder en historisk, romantisk og afslappende atmosfære med gamle bygninger og små gader. I 2008 kåredes byen til at være UNESCO World Heritage Site, fordi den har så stort et mix af kulturer. Stort set alle verdensreligionerne er repræsenterede: Kristne katolske kirker, taoistiske og kongfucianske templer, muslimske moskeer og hinduistiske templer. Det giver virkelig byen en charme.
Og maden: Penang er en metropol, hvad angår gode madoplevelser. Der er noget til enhver smag. På grund af de mange kulturer, er der også en mangfoldighed af forskellige kultureres madretter. Vi er blevet meget begejstrede for indisk mad på rejsen, og vi fandt rigtig hurtigt en god indisk restaurant i Little India, som vi forelskede os i. Her spiste vi flere gange. Har fået massevis af roti-pandekager, ris med lam og grøntsager og Kuttu Parotha, der er en pandekage, som er hakket sammen med kylling og andre grøntsager. Det smagte virkelig himmelsk. Vi prøvede også at få Appam med kokusmælk til dessert. Det er et tyndt stykke brød, der går op i siderne som en skål. Vi brækkede stykker af og dyppede det i kokosmælken. Rigtig godt. Det var faktisk en dansk familie, som anbefalede os det. Sjovt at snakke dansk igen med andre end os selv. Familien havde boet på øen i syv år, fortalte de.
Da vi fredag havde fundet et hostel, fået sovet fire timer og spist frokost, fandt vi et kort over byen og fulgte forskellige gåruter, som automatisk førte os forbi mange af byens interessante bygninger. Vi kom forbi Fort Conwalls og havnepromenaden, hvorfra vi kunne se over til fastlandet og Pensng Bridge. Desuden havde vi taget en brochure, der gav et overblik over byens streetart - det er der nemlig meget af i Georgetown, og vi gik på jagt efter dem. Store flotte vægmalerier af blandt andet en trishaw (en slags cykeltaxi - dem kører der mange rundt af i byen), og malerier af en dreng, der sidder på en cykel - og så var der faktisk boret en rigtig cykel ind i væggen, så det virkelig så ægte ud. Fedt. Der var også opsat 24 (planen er, at der skal være 52 i alt) installationer, lavet af jernrør, som er sat sammen, så de forstiller nogle forskellige situationer. Der er så tilknyttet en historie til dem, der fortæller noget om byen, gaden eller stedet, hvor installationen står. Kreativt - og sjovt at gå og opdage dem.
På et tidspunkt var kræfterne ved at løbe op, og vi satte os ind på en cafe og fik friturestegt is. Eller rettere sagt så var det en iskugle inden i et stykke friturestegt brød. Camilla fik hasselnøddekaffe, absolut heller ikke dumt. Måske lige lovlig sødt.
Vi var også på et legetøjsmuseum, hvor vi kunne blive lidt nostalgiske, se alle mulige gamle bamser og dukker, en tredive år gammel slags game-boy, en pinballmaskine, en japansk robot, og mange andre spændende ting. Ejeren var meget engageret i at fortælle, og vi gættede på, at det var hans egen private samling.
Den næste dag besteg vi Penang Hill, der er ca. 800 meter høj. Det gik stejlt op ad, men vi gik på en asfalteret vej, så der var ingen risiko for flere klodsede Mathias-styrt. Til gengæld hørte og så vi igen macaques-aberne, så vi var lidt bange for igen at blive angrebet, men nu var vi bevæbnet med et par kæppe. Vi så også et flyveegern og et skriggrønt firben. På toppen tog vi et tiltrængt hvil og nød panoramaudsynet over Georgetown, havet og fastlandet. Der var et tempel og en moske, som vi også lige studerede udefra.
Søndag var den store valgdag. Vi havde glædet os til at følge det på dagen, men der var ikke gang i gaden, kilometerlange køer til stemmeurnerne og festlige optog, som vi havde regnet med. Men vi så nogle skoler, hvor folk stod i små køer, klar til at stemme. Vi lagde også mærke til, at folk havde fået malet deres tommelfingrenegle helt blå. Derved undgås det, at folk stemmer flere gange. Smart. Af hvad vi havde læst os frem til og hørt fra forskellige mennesker, havde det været den vildeste og mest intense valgkamp i Malaysias historie, og det havde været mere tæt end nogensinde før. Alligevel var det regeringspartiet Barisan Nasional, der igen løb af med sejren. Partiet, der nu kan se frem til fem år mere, er verdens længstsiddende regering med 56 år i træk på magten!
Om morgenen på valgdagen tog vi på hospitalet, for Mathias' hånd gjorde stadig ondt og var hævet. Efter et grundigt tjek, spørgsmål fra den venlige doktor og en masse skriverier blev den fantastiske konklusion, at intet var brækket, men musklerne kunne godt være ømme efter slaget. Skulle bare fortsætte med at tage antibiotika og rense det. Glædelig nyhed, og vi fløj næsten ud fra hospitalet, fløjtende og syngende. Nu kan Mathias alligevel få lov til at bade, når vi skal besøge de thailandske øer her til sidst.
Nu: Krabi
I dag har vi kørt i en mini-van over grænsen til Thailand. På vejen har vi snakket med en skæg ung mand, som til daglig bor i Georgetown. Han var en rigtig røver, snakkesaglig og grinende. Hyggeligt at snakke med ham om hans arbejde på en elektronikfabrik og om malaysisk kultur - for eksempel er det meget upopulært blandt familiemedlemmerne (især forældrene), hvis to unge mennesker bliver kærester, og pigen er den ældste. Godt nok, vi ikke bor i Malaysia så.
Til de interesserede så afspillede han også lige for os den sang, der pt. er toppen af poppen i Malaysia lige nu. Det er det indiske band Bad Boys med sangen 'Alex Pandian'. Find danseskoene frem og lyt til nummeret på youtube. Måske er det den nye Gangnam Style?
Nu venter kystbyen Krabi i Thailand, hvor vi skal ligge på badestranden og få endnu flere smukke naturoplevelser i bagagen. Det er vi spændte på.
- comments