Profile
Blog
Photos
Videos
De velkendte grynte-lyde fra gnuerne og hylene fra sjakalerne er blevet skiftet ud med dyttende horn og bremselyde fra biler. Mit telt er blevet til et luksuriøst hotelværelse, og savannen er blevet skiftet ud med storbyen. Lige nu ligger jeg i en kæmpe stor dobbeltseng i et værelse på størrelse med en lille lejlighed på et dyrt hotel i Johannesburg i Sydafrika. I går rullede jeg min sovepose sammen for sidste gang. I næsten fem måneder jeg har ligget godt sammenkrøllet i den hver aften, og på mange måder har den givet en form for tryghed. Uanset om jeg har ligget i en sovesal i Kenya, i en lerhytte i Zambia eller i et telt i Botswana, så har soveposen fulgt med mig. Og mens omgivelserne hele tiden har virket fremmede og ukendte, så har det at hoppe ned i soveposen hver aften, været noget velkendt. Noget jeg har haft med hjemme fra. Noget af det eneste der har været mit eget. I virkeligheden burde jeg glæde mig til at skifte den ud med en dyne. Det gør jeg da også, men alligevel sad jeg med tårer i øjnene, da jeg for sidste gang kæmpede med at få soveposen ned i sit hylster. Det var på mange måder en symbolsk handling i forhold til at afslutte mit ophold hernede.
Når jeg læser mine mange blogindlæg igennem herinde, så nævner jeg egentlig utrolig mange gange, hvordan en særlig situation har givet mig tårer i øjnene. I der hjemme må tro, at jeg nærmest ikke har bestilt andet. Det er ikke fordi, at jeg har specielt nemt til tårer. De seneste fem måneder har bare budt på så mange surrealistiske, fantastiske, ubeskrivelige og uforglemmelige oplevelser, at det har været svært at reagere anderledes. For sjov har jeg forsøgt at lave en lille oversigt over mine største oplevelser. Den er i vilkårlig rækkefølge, for det er svært at beslutte, hvilke ting der skal stå øverst på listen.
- Bestige Mount Kenya
- Kulturchokket i Zambia
- Adrenalinkick ved Victoria Vandfaldet (bungee jump, swing og slide)
- Hugge hovedet af en kylling
- Overvære en traditionel omskæring af to unge mænd
- Gå ind i et bur fyldt med seks voksne han-løver
- Leve uden elektricitet og vand
- Være den første bosiddende hvide i en landsby
- Holde julearrangement på et børnehjem
- Partere en gnuer og æsler
- Arbejde på klinikken og skolen
Alle ovenstående oplevelser er meget håndgribelige. I virkeligheden er det nogle helt andre ting, som der i sidste ende betyder endnu mere. Allerede nu er jeg flere gange blevet mødt af spørgsmålet: "Hvordan har det været?". Det er et simpelt spørgsmål, men svaret er noget mere kompliceret. Nærmest som en matematisk ligning, der aldrig vil gå op. Jeg har hurtigt fået regnet mig frem til, at svaret udelukkende hælder i en positiv retning. Men et endeligt facit kommer jeg nok ikke frem til foreløbig. Tiden hernede kan ikke beskrives med få ord. Og derfor kan det virke nemmere og mere overskueligt blot at opremse håndgribelige oplevelser som at have besteget et bjerg eller dræbt en kylling.
Jeg er spændt på at høre, om I derhjemme vil synes, at jeg har forandret mig. Det er jeg selv ret sikker på, at jeg har. Eller i hvert fald har mine værdier, og mit syn på livet forandret sig. Inden jeg rejste herned, kunne jeg for eksempel ind imellem godt være i tvivl, om jeg nogensinde skulle have børn. Det var ikke fordi, at jeg ikke kunne se mig selv med børn, men nok nærmere fordi, at jeg sagtens kunne se mig selv med et mindst ligeså lykkeligt liv uden børn. Det kan jeg i princippet stadig. Men mødet med alverdens børn på børnehjemmene, og særligt lille Gloria og Meuda, har ændret mit syn på tingene. Nu er jeg ikke i tvivl om, at jeg gerne vil have børn en dag. Jeg har så meget kærlighed at dele ud af. Følelsen af at sidde med sovende Gloria i mine arme, vækkede nogle følelser i mig, som jeg ikke var klar over eksisterede. Blandt andet en følelse af, at jeg ville gøre alt for at beskytte og passe på hende. Jeg kan kun forestille mig, hvordan den følelse bliver mere end ti-doblet med ens eget barn. Den følelse glæder jeg mig til at opleve.
Især tiden hos familien har sat mange ting i perspektiv i forhold til familieliv og arbejdsliv. Familien levede godt sammenlignet med afrikansk levestandard. Med danske øjne ville de ikke være i nærheden af at leve for samme beløb som en bistandsklient. Alligevel var de altid utrolig glade og optimiske, og deres familiebånd var meget stærkere, end hvad vi er vant til derhjemme. Ingen af dem havde kæmpet sig gennem en lang uddannelse, for så at sidde til langt ud på eftermiddagen bag sin computerskærm, for så at hente sine børn i sidste øjeblik i daginstitutionen. Sådan som tingene groft skitseret fungerer for mange familier i vores del af verden. Og til hvilken nytte? Hver gang jeg har talt eller skrevet sammen med familie, venner og veninder de seneste måneder, så har et af de helt store emner meget naturligt været: "Hvordan går det så på arbejdet?". Hele arbejdsdelen fylder så utrolig meget af vores liv, hvilket jeg først for alvor er blevet bevidst om, efter at jeg selv har haft mulighed for at hive stikket ud og tage en pause fra det sædvanlige arbejdsliv. Jeg vil garanteret stadig have en tendens til at arbejde for meget, når jeg kommer hjem igen. Jeg elsker at arbejde og blive udfordret. Tingene hernede har dog sat tingene i perspektiv i forhold til, hvor meget vores arbejde fylder i vores liv. Forhåbentlig vil jeg blive bedre til at prioritere min tid, og samtidig være bedre til at minde mig selv om, at det trods alt "bare" er et arbejde.
Jeg kunne blive ved med at nævne situationer hernede fra, som virkelig har sat tingene i perspektiv. Det vil jeg dog spare jer for, da det vil blive til et alt for langt blogindlæg. Øverst på denne liste ligger dog en klar taknemmelig for at være så heldig. For i bund og grund handler det vel om held, når jeg tænker på, hvorfor jeg netop er blevet født i en vestlig verden frem for i et u-land. Den taknemmelighed vil jeg helt sikkert forsøge at minde mig selv om i fremtiden.
Og hvad så nu?
Om få timer går turen til lufthavnen. Jeg ville ønske, at jeg kunne springe de kommende flyveture over, og bare knipse med fingrene og så stå ved bagagebåndet i lufthavnen. Jeg kommer garanteret til at nærmest løbe ud i ankomsthallen, så snart jeg har fået min store taske. Mest af alt glæder jeg mig til at se jer derhjemme. Give jer et kæmpe stort knus og endelig nyde at være sammen med jer igen.
Andre jeg har talt med hernede, de er mindre positive omkring at skulle hjem. Selvfølgelig glæder de sig også til at se deres nærmeste, men tanken om at vende hjem til arbejde eller skole og en almindelig hverdag, giver dem lyst til at blive hernede. Den lyst har jeg også. Jeg kunne i princippet sagtens have snuppet nogle måneder endnu. Men jeg har så mange ting derhjemme, som hiver i mig og giver mig lyst til at komme hjem. Der er mange nye kapitler, som jeg glæder mig til at tage hul på :-)
Tusind tak til alle der har læst med herinde de seneste måneder. Jeg håber ikke, at jeg har kedet jer ihjel med al min snak om tårer i øjnene, farlige dyr og snak om taknemmelighed. Uanset hvad så har jeg nydt at komme ud med alle mine oplevelser. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg kommer igen. Indtil da må jeg nøjes med at læse mine indlæg, så jeg kan mindes min tid som afrikaner.
Vi ses om lidt :-)
- comments
Lina Fantastisk læsning, kære Camilla. Tak for at du på denne måde har givet os mulighed for at få indblik i dit vilde liv i Afrika. Nu glæder jeg mig helt utrolig meget til at se dig igen og give dig verdens største krammer i morgen... Helt sikkert med masser af glædestårer løbende ned af kinderne:-)
Elin Lagstrøm Hej Camilla Ja, nu er du jo så på hjemrejsen- det bliver nok svært at give slip på det hele, men tanken om at der herhjemme er så mange der elsker dig må varme dit hjerte. Tak for en hel fantastisk beretnining om dit liv dernede- vi har glædet os hver gang du har skrevet det var som en roman. På gensyn torsdag min skat. fra Mormor
Kristina Brandt Lagge :) det har virkelig været helt fantastisk at læse med herinde. Hver gang jeg har modtaget en mail om at der var nyt indlæg, har jeg glædet mig til at kunne sætte mig godt til rette og læse om alle dine sindsyge og fantastiske oplevelser. Det har været så spændende! Du skriver at du mange gange har nævnt hvordan du har fået tårer i øjnene ved nogen af dine oplevelser - og de har smittet - det er næsten konsekvent hver gang jeg har læst din blog at jeg har siddet med kæmpe smil men også med tårer i øjnene! Nok fordi du skriver så godt at man kan leve sig helt ind i det :) Nu er der ikke længe til - og jeg glæder mig så meget til at tage imod dig imorgen!! <3