Profile
Blog
Photos
Videos
Næsten to måneder er nu gået, siden jeg stod ved bagagebåndet i lufthavnen og trippede for at få min kuffert. Især den sidste flyvning fra London til København havde været nærmest nervepirrende. Jeg sad bogstaveligtalt konstant med en vippende fod eller hånd på låret, hvilket fik mine medpassagerer til at sende mig irriterende blikke. Jeg havde lyst til at råbe højt, at min utålmodighed altså skyldes, at jeg skulle gense familie, kæreste og veninder efter fem måneders adskillelse. Det lykkedes mig dog at beherske mig. I stedet for forsøgte jeg at nyde følelsen af, at jeg næsten var hjemme. Jeg sad i et dansk fly fra SAS med dansktalende personale og passagerer. Det i sig selv var en stor oplevelse.
Jeg styrtede ud i ankomsthallen, efter at jeg endelig havde fået min store taske på bagagebåndet. Biledet viser tydeligt hele den fine ankomstkomite Det var simpelthen så surealistisk at se dem allesammen igen. De fleste havde tårer i øjnene, og særligt Tanja var fuldstændig grædefærdig. Det var virkelig sødt. Alligevel tog jeg det selv meget roligt. Ikke en tåre blev grædt. Nok mest af alt fordi det var sådan en urealistisk oplevelse at stå der på dansk jord sammen med alle dem, jeg havde savnet så fantastisk meget de seneste måneder.
De første par dage var helt fantastiske. Jeg så alle de mennesker, jeg havde savnet, spiste den mad jeg havde manglet og nød bare at være hjemme. Mine første to nætter i lejligheden blev brugt i min sovepose. Af en eller anden grund havde jeg ikke travlt med at finde min dyne frem. Fem måneder i en sovepose havde gjort mig en fan af at sove uden en dyne. Om mandagen ramte hverdagen. Her skulle jeg for første gang til at være alene, mens alle andre tog hul på deres almindelige arbejdsuge. Her blev jeg for første gang ramt af en underlig følelse. Ingenting havde forandret sig herhjemme - alt var det samme. Hvor var de farlige slanger i brusebadet? Dyrene udenfor min dør? Og hvor blev de særlige oplevelser af? I så lang tid havde jeg været vant til at hver dag var en oplevelse. Hver dag skete der noget nyt, som jeg kunne lægge oveni bunken af minder. Herhjemme tog den ene dag pludselig den anden - uden at der var sket nogle mindeværdige ting. Var det virkelig meningen med livet? Ikke i mine øjne. I en uges tid eller to blev jeg ramt af en følelse af at spilde mit liv på ingenting. Selvfølgelig var jeg glad for at være hjemme igen blandt alle de skønne mennesker, som jeg havde savnet helt sindsygt meget. Men kunne jeg rykke dem med tilbage til Afrika, så ville jeg være glad. Så kunne vi opleve verden sammen i stedet for at gå op i kedelige ting som arbejde, indkøb og penge.
Heldigvis varede denne tristhed kun i et kort stykke tid. Utrolig nok glemmer man hurtigt den følelse, og ender med at acceptere at være tilbage til en hverdag. Og jeg har da virkelig også hygget mig meget. Meget af tiden er gået med kvalitetstid sammen med de mennesker jeg holder af. Desuden er sommeren endelig kommet til Danmark, så det har været et perfekt tidspunkt at vende tilbage på.
Flere har sagt, at jeg ikke som sådan har forandret mig, men at min udstråling er blevet en anden. Jeg udstråler åbenbart en ny form for ro - som om at jeg hviler mere i mig selv. Andre har sagt, at jeg tog afsted som en ung kvinde, men er kommet hjem som en voksen kvinde. Det er en beskrivelse, som jeg godt kan følge dem i. Jeg er ikke længere et sekund i tvivl om, hvem jeg er som person, og hvad jeg står for her i livet.
Alligevel render jeg rundt med et stort tomrum. Det er en følelse af at være fanget mellem to verdener uden at vide, hvor jeg helt præcis hører hjemme. Jeg har ringet til min zambianske familie et par gange, og på trods af at det er svært at kommunikere via telefon, så er jeg blevet rørt bagefter. Hold op hvor jeg savner dem. Det er dog lidt skræmmende at tænke på, hvor hurtigt jeg er faldet tilbage i den vestlige livsstil. Nu er jeg derfor gået i tænkeboks for at finde ud af, hvordan jeg kan kombinere de to verdener. Umiddelbart har jeg fundet en løsning rent arbejdsmæssigt med to kommende projekter
Det lyder garanteret fjollet, men jeg føler mig ikke længere som 100 procent dansker. Jeg har fået noget afrikansk i mig, som formentlig vil være svært for andre at forstå. Jeg er overbevist om, at jeg vil blive ved med at vende tilbage til dette storslåede kontinent resten af mit liv.
- comments