Profile
Blog
Photos
Videos
Her sent lørdag aften er vi nået til Valencia lidt nord for Los Angeles. Vi bor lige ved siden af den store forlystelsespark Six Flags som vi skal bruge søndagen på at besøge. Vi ser alle frem til at mærke suset i maven!
Turen fra Monterey og ned ad Highway 1 var mindst ligeså flot som vi havde forestillet os. Vi kørte via den lille fine by Carmel og videre ned mod ad USAs måske smukkeste vejstrækning (se billede). Den sidste del af turen blev lidt nervepirrende, for der var ingen benzinstationer og nålen var langt nede i det røde felt. Da vi endelig nåede til en tank, var den ude af drift! Vi måtte køre endnu en strækning op ad bakke og ad snoede veje før vi endelig fandt en tank der virkede og så kunne pulsen komme lidt ned igen. Vi nåede hotellet i Pismo Beach først på aftenen og var en tur omkring Panda og McDonalds for at hente aftensmad som vi spiste på hotelværelset. Hotellet lå rigtig flot helt ned til havet, men der var noget koldt - kun omkring 15 grader. Næste morgen gik vi en tur langs stranden inden vi igen satte kursen sydpå, denne gang mod Santa Barbara med en afstikker til "dansker-byen" Solvang. Ud over navne på gader og forretninger var der dog ikke meget dansk over denne by, hvor bygningerne mere minder om noget fra Sydtyskland eller Østrig! Men der var mange besøgende - mest japanere og amerikanere.
Vi nåede Santa Barbara sidst på eftermiddagen og var en tur på stranden inden vi kørrte til hotellet som lå ca. en times kørsel fra byen. Hotellet var helt vildt lækkert og servicen var helt i top. Samme aften skulle vi tilbage til Santa Barbara til BBQ hos værtsfamilien til én af Mattis studiekammerater. Familen holdt en fest for hende fordi hun skulle hjem næste dag og Matti var inviteret med famile. Så vi troppede alle op og fik en minderig aften i selskab med den amerikanske familie og deres venner. Alt foregik på ægte amerikansk manér!
I dag har vi ligget ved poolen på det lækre hotel og ladet os varte op og senere var på på shopping i Santa Barbara (en fantastiks dejlig by!). Her til aften kørte vi de ca. 120 km. til Valencia hvor vi her ved midnatstid opdaterer bloggen og gør klar til i morgen. Six Flags - here we come!
- comments