Profile
Blog
Photos
Videos
Denne her blog er meget lang - jeg ved det, men det er forsi jeg har oplevet så meget, og gerne vil huske det hele. Bloggen her er altså ligeså meget for min skyld, som for jer derhjemme. Og selvom den er lang, så har jeg sikkert glemt halvdelen, fordi der bare er så meget!
I sidste weekend var jeg blevet inviteret til Mexico City af en gut fra min klasse, der hedder Iván. Vi havde snakket sammen nogle gange, fordi vi har time sammen om mandagen, men ikke noget særligt. Mandagen inden snakkede vi om traditionerne for Mexicos Uafhængighedsdag d. 15.9., som de fejrer i stor stil her. Det lykkedes ikke rigtig for mig at lægge skjul på, at jeg ikke anede noget som helst om det, så han inviterede mig til at deltage i festlighederne sammen med hans familie, der bor i Mexico City, eller DF som de siger her. Jeg var lidt betænkelig først, kendte ham jo nærmest ikke, men nysgerrigheden endte med at vinde, og jeg sagde ja tak.
Fredag formiddag tog vi afsted, og yderst fornemt, så blev vi kørt af hans roomie, Pablo, der også er fra DF, og har egen bil! Jeg betalte en lille smule for turen som tilskud til at køre på de private veje (ja, sådan er det meste her), men det var virkelig ikke noget særligt. Turen tog et par timer, vi skiftedes til at høre musik og jeg fik introduceret Outlandish, der var et hit! Det var super hyggeligt, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg har at gøre med to halv-nørdede gutter, men de er begge to smadder søde og meget opmærksomme.
Inden vi overhoved kom ind i selve byen, var jeg helt overvældet! Der var huse OVERALT! Først kom vi igennem, hvad der minder lidt om slumkvarterer, hvor det ligner, at husene langsomt kryber længere og længere op af bjergene, der omgiver Mexico City. Og fra vi faktisk kørte ind i byen, og til vi var hos Iván, var jo lang tid - den by er ENORM! Jeg tror simpelthen slet ikke, at man kan forstå størrelsen. I følge Iván bor der 10 mio. mennesker i "la zona metropoliana", der altså ikke omfatter slummet. Lonely Planet siger 20 mio. men det er vist inklusiv alt i regionen.
Efter lidt mad tog vi hen på den lokale "plaza", der her ikke er en plads, men et indkøbscenter, hvor vi mødtes med to andre af Iváns venner, Gabi og David. Dem hang vi lidt ud med, og her begyndte mit kulturelle indblik. Sandheden er, tror jeg - jeg er stadig vildt overvældet af alting, er, at Puebla og universitetet simpelthen ikke har særlig meget at gøre med mexicansk kultur, og at det ikke er her, jeg skal søge indblik i Mexico. David og Gabi var smadder søde til at svare på mine spørgsmål, og selv spørge ind til Danmark og Europa. Uden at det egentlig var min hensigt blev samtalen hurtigt politisk og samfundsfaglig, og ligesom i Guatemala er der ingen tiltro til systemet her. Politikerne er korrupte, og der er ikke særlig stor forskel partierne imellem. Det politiske spektrum her bevæger sig fra liberalt (som her er the good guys!) til konservativt, og de har intet socialistisk alternativ. Det virkede til, at de simpelthen har givet op på hele det politiske liv, for uanset hvem, der vinder, så korumpere magten helt enormt. Den nuværende præsident har siddet i omkring ni måneder, og hans honeymoon-periode er da i hvert fald helt overstået! Vi snakkede om skatter og skatteprocenter, hvilket ligger på omkring 20 % her. Jeg fik da chokeret lidt med vores skatteprocent, men som de sagde, så er det ikke fordi, de synes skatten er for høj, men at de simpelthen ikke spiller sammen med, hvad de får for skattepengene.
Vi snakkede også om sikkerhedssituationen i byen, jeg havde jo hørt en del historier, og ville da lige høre om jeg burde være bekymret. Og her bliver det for alvor trist! David mente ikke, at man burde være bekymret, for der var ikke noget at gøre ved det alligevel. Jo, man ville helt sikkert blive røvet, og det skete så ofte, at det var spild af energi at bekymre sig - det var mere sådant en slags fact in life. Ikke kun for turisterne, men mere og i allerhøjeste grad for mexicanerne. Selvom du tager alle forholdsregler, så kan du ikke undgå det. Så det bedste at gøre, er ikke at tænke over det. Personligt var det sket for David to gange indenfor de sidste to år. Det fortalte han mig med hel ro i stemmen, og uden at blinke, og vi snakker ikke om, at blive bestjålet, men om at blive passet op af en gruppe med pistoler og geværer, og få valget mellem at dø eller aflevere dine ting. Da jeg spurgte ind til det, måtte han jo indrømme, at det påvirkede ham, men som han sagde, så sker det for alle, og du bliver jo nødt til at leve dit liv. Puha altså! Det synes jeg var hårdt at høre, og meget svært at forstå. Samtidig oplevede jeg, og her kommer dobbeltheden ind i billedet, at de allesammen er rigtig glade og stolte af deres by og deres land, og holder meget af kulturen. Og jeg er helt sikker på, at jeg blev nødt til at bo i byen i flere år, hvis jeg skulle nå at se alle de steder, de anbefalede.
Om aftenen havde Iván sørget for, at David tog os på sightseeing i bymidten, som er smadder flot om aftenen. Især Avenida Reforma var jeg meget imponeret over. Det var helt som at have en privat tourbus, for vi kørte lidt, stoppede for at tage billeder og kørte lidt videre. Så selvom jeg ville have nægtet det, pga. frygt hvis nogen havde forslået mig det inden, jeg tog afsted, så stod jeg midt i Mexico City midt om natten, midt på en gåtur! Det var helt surrealistisk, men enormt hyggeligt, og jeg følte mig underligt nok helt tryg sammen med de to gutter, som virkelig er noget specielt begge to.
Da vi kom hjem snakkede jeg videre med Iván om alt det, David havde fortalt. Iván havde tilsvarende og værre historier at fortælle, og det er især denne del af weekenden, som jeg slet ikke kan få plads til i mit hoved. Iván er en gut, der taler så varmt om Mexico, om kulturen og hans by, men alligevel har han på ingen måde lyst til at leve med en fremtidig familie her. Han sagde selv, at han ikke vil udsætte sine børn, for hvad han har været udsat for, og at han ønsker at flytte til Japan, inden han finder en at slå sig ned med, og han har ikke tænkt sig at komme tilbage. Som 14-årig blev han passet op af tre voksne mænd med maskingeværer, og røvet. Som 12-årig ser han en mand blive sprættet op og dø, på en søndagsgåtur med familien, og som lille bliver han tilbudt at deltage i en bande, der selv begik lignende ting. Og på trods af alle de her ting, så virker han ikke umiddelbart mærket af det, men det viser sig jo så, at det nok har hat større betydning end han først giver udtryk for. Igen puha! Hvad er det her for en by?
Lørdag sov vi halv-længe og tog bagefter ud i byen. Iván havde spurgt mig 100 gange, hvad jeg gerne ville se, men jeg er som sædvanelig mega ubeslutsom, så jeg bad ham vise mig, de steder han bedst kan lide. Det betød, at vi startede på det Nationale Museum for Antropolgi, der har en stor samling Azteker-halløj. Iván er helt vild med, hvad jeg vil betegne som gammelt stads, men altså, det var jo min egen skyld, så jeg gik villigt med rundt og hørte om alle symbolerne, og guderne fra før spanierne kom. Noget af det, er dog spændende nok, f.eks. er Mexico City grundlagt ovenpå aztekernes hellige by, hvilket er et problem nu, fordi indianerne jo grundlagde deres byer i nærheden af vand, så nu er hele Mexico City bygget på noget der minder om en sump, og byen synker.
Bagefter var der en udstilling om nutidens indianske folkeslag i Mexico, hvilket interesserer mig langt mere. Mexico har vist nok 63 forskellige indianske folk, og de udgør tilsammen ca. 10 % af befolkningen. De er meget forskellige, og har forskellige skikke, traditioner og sprog. Desværre er der stadig meget diskrimination, og indianerne har store sociale problemer mange steder.
Efter museet tog vi ind til midtbyen for at kigge på mere kunst (do'h! - gid jeg havde undersøgt det lidt bedre selv!). Et af de mest berømte museer er Museo de Bella Arte, hvor bl.a. Diego Rivera har malet nogle enorme vægmalerier. Hvis I ikke kender ham (som jeg, inden mit møde med Lonely Planet), så er han en af Mexicos største berømtheder, og var desuden gift med Frida Kahlo. Nogle af malerierne kunne jeg godt lide, men andre var lidt for abstrakt til mig, og for min skyld kunne vi godt have gået det lidt hurtigere igennem, men nu var det en grafiker, jeg havde med under armen, så den gik ikke.
Bagefter tog vi hen til byens zócalo, altså den centrale plads, hvor vi så Palacio Nacional, byens kathedral og resterne af Templo Mayor, der altså ligger midt i centrum. På vejen derhen gik vi fordi en butik med søde sager, så jeg kunne smage nogle mexicanske lækkerier, og forsøge at finde noget ordentlig chokolade! Begge dele lykkedes, og derudover fandt jeg noget slik, de kalder "danskere", hvilket lignede lakrids, så jeg blev helt glad! Desværre var det overhoved ikke lakrids, og jeg ved simpelthen ikke, hvad det var, men lækkert var det ikke!
Derfra gik turen til Torre Latinoaméricano, som er en meget høj bygning, der giver en fin udsigt over byen, eller altså noget af byen, for den fortsætter i en uendelighed! Desværre var det mega skodvejr med heldagsregn, så udsigten var ikke som den kunne være. Men især efter det blev mørkt, var det smadder smukt!
Bagefter tog vi på hen i en hel bygning kun med nørde-japanske-spilleting, hvilket var meget sjovt, men altså! Men det var egentlig meget fair, for nu havde vi jo rendt rundt og leget turister for min skyld hele dagen.
Om aftenen tog vi ud med David, Gabi og nogle andre af deres venner fra gymnasiet. Det var en ret sjov bar, med live-musik, sport i tv'et, dans og mad. Først så vi en boksekamp, hvor mexicaneren desværre fik tæv at en amerikaner. Det ødelagde dog ikke stemningen, og bagefter var der masser af dans og mad! David forsøgte at lære mig at danse, men altså, som jeg forsøgte at forklare,så mangler vi nordeuropæere altså lige det der ekstra led, der gør at man kan bevæge sig. Til sidst gav jeg op, og nød i stedet synet af mexicanerne,der dansede og sludrede med en af vennerne. Det var en enormt hyggelig aften, og jeg kan godt lide måden de går i byen på. Fælles købte vi en flaske vodka, noget saft til at blande det med og noget mad, og så delte vi regningen, da vi gik. Ingen var smadderfulde eller noget, det var bare hyggeligt!
Om søndagen havde Iván lagt mærke til, at kunst måske ikke lige var sagen for mig, så vi tog i stedet ud på Castillo de Chapultepec, som er et slot fra kolonitiden, nu en slags museum for dengang og Mexicos udvikling siden dengang. Megte mere lige mig, og jeg lærte en masse om Mexico siden selvstændigheden. F.eks. fik Mexico sin første demokratiske konstitution inden Danmark! Slottet er desuden smadderflot og ligger højt og meget smukt.
Om aftenen tog David, Iván og jeg ud til Iváns tante, hvor hele familien var samlet for at fejre Uafhængigheden. Vi skulle allesammen klædes ud, og eftersom, at jeg overhoved ikke havde haft nok overskud og indsigt til at sørge for noget, havde Iván sørget for en poncho de estilo mexicano til mig, og pynt til mit hår i mexcanske farver, og David havde perlekæder med til mig, så det lykkedes, men det kan I jo selv se i billederne! Især hans små kusiner var mega yndige i deres kjoler!
Dagen handler om at spise, og bordet var fyldt med alverdens mexicanske traditionelle retter! Faktisk har jeg hele weekenden bare spist så meget mexicansk mad, bl.a. burros,eller som vi kender det burritos, der er meget anderledes her! Især chiles en nogada havde jeg glædet mig til at smage, for drengene havde virkelig hypet det! Det er en egnsret fra Puebla, der består af en fyldt peberfrugt med kød, med en slags hvis sød sauce og granatæbler udover.
Efter maden havde jeg taget en masse lakrisaler med, for jeg følte ligesom, at jeg skulle komme med et eller andet, for at sige tak for venligheden og åbenheden. Og det endte faktisk med at være et ret sjovt indslag. De forstod ikke helt, hvad det var, for det er jo ikke en "dulce", som er det ord de bruger for slik her, men som samtidig betyder sødt, og det var jo ikke spor sødt! Allermest sigende var Iváns fætter, der spyttede lakridsen ud, ligeså snart den ramte hans tunge! Familien synes heldigvis, at det var sjovt, men jeg fik da også at vide, at jeg meget gerne måtte tage resterne med igen, der var ikke rigtig nogen, som havde lyst til at spise mere end en.
Mandag morgen tog David, Iván og jeg ind i byen igen for at se militærparaden, der er en del af traditionen. Det var nu ikke noget særligt, og vi blev kun en times tid.
Om eftermiddagen gik turen tilbage til universitetet med Iván og Pablo, og jeg var så træt, at jeg sov det meste af turen hjem, og gik direkte i seng.
Og så er der selvfølgelig alle de ting, jeg ikke har skrevet om. Det der gjorde allermest indtryk på mig var selvfølgelig menneskene. Iváns familie tog så pænt imod mig, forklarede mig alting og lod mig være åndssvag turist og tage billeder af deres smukke kostumer.
Iváns venner, især fyrene, var allesammen så opmærksomme hele tiden. Og meget galante! Ikke en eneste gang i løbet af weekenden er jeg gået ind af en dør, som den sidste, for "damerne først"! Lige en hånd på lænden for at vise vej, eller en hånd, når der var glat. Siddepladsen, hvis der var begrænsninger, og forsædet i bilen. Lige fylde glasset op og spørge, om jeg havde det godt, var sulten eller frøs. Plads under paraplyen, selvom jeg havde regnjakke, og en arm at holde i. Det var helt uvirkelig at opleve, for det er SÅ anderledes end i DK. Og det hele uden at det på nogen måde bliver kønsrolle -agtig og nedladende. Hele tiden var de super interesserede og opmærksomme! Det var faktisk den allerstørste oplevelse. Og så dansede de endda allesammen! hihihi!
Og nu har jeg lært Iván ret godt at kende, og jeg må sige, at alle mine forbehold er blevet gjort til skamme! Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal beskrive det, men han er alt det, de andre gutter også er, og mere til. Jeg har hele weekenden følt mig godt tilpas, og tryg. Hans åbenhed og opmærksomhed var helt vildt! Jeg håber, at han hyggede sig bare halvt så meget som mig ;)
I den her weekend har jeg for første gang, siden jeg kom, følt, at den her oplevelse er det hele værd! Og jeg håber, at jeg kommer tilbage - jeg er i hvert fald blevet inviteret!
- comments
rose-maria hold op, hvor var det spændende og fascinerende at læse. Og dejligt at høre at du har haft sådan en fantastisk weekend.
Jesper Mobeck Lyder som en weekend ,der på alle måder er værd at skrive om ! Lyder som om -en fremmed er en ven du ikke har mødt- rammer ret præcist her. Og det er superfedt ! Skønt at du har fået den oplevelse, med tilhørende følelser. Igen en nydelse at læse. KH. FAR
Elizabeth Det lyde virkelig dejligt. Spurgte du efter madopskrifterne? Tror du vi to kan tage dertil? Hils alle de skønne og gæstfrie mennesker fra din mor:-))