Profile
Blog
Photos
Videos
13. og 14. august 2012, Rinjani-trek
Planen for trekket var:
1. dag - trek 9 timer til base camp 1, second top, hvorfra vulkan og "hele verden" kan ses
2. dag - trek til søen og varme kilder, som omgiver vulkanen + base camp 2
3. dag - trek til toppen af Rinjani, som er toppen af krateret omkring vulkanen og trek ned til start.
Planen blev:
1. dag - trek 9 timer til base camp 1, second top, hvorfra vulkan og "hele verden" kan ses
2. dag - trek ned til start
Vi havde bestilt en pakketur til 3 dage og 2 nætter, så vi kunne bestige Mount Rinjani, som er 3627 m. højt, hvilket gør den til indonesiens tredje højeste bjerg. Det udbrød sidste gang i 2009. Til at klare turen fik vi en guide og tre bærere.
Efter at have pakket en let daypack begav vi os afsted mod opstigningen, som begyndte i regnskov. Det var virkelig stejlt og solen bagte, så svedperlerne piplede afsted. Mine bekymringer for trekket begyndte egentlig ret tideligt for meget kort inde i turen mødte vi folk, som var på vej ned af bjerget og de havde jo nærmest vintertøj på. Der gik da også kun et par timer før temperaturen sank og det blev rimelig køligt så lang ærmet tøj blev nødvendigt. Heldigvis havde jeg taget lange bukser, skiundertrøje, fleecetrøje og skaljakke med, så kulden kunne bare komme an. Det gjorde den så og også i dén grad og da vi efter yderligere nogle timer og hårde kampe med udholdenhed og motivation nåede højder, hvor vi skulle gå gennem skyerne, stod der vist 1 - 0 til kulden. Snotten løb og hænderne var kolde, men der var kun en vej og det var op op op.. Pyyh!!
Men men, vi kom op på den anden side af skyerne og så kom varmt igen for en stund. Solen skinnede højt og endelig kunne vi se noget af den natur, som vi havde brugt hele dagen i. Det er virkelig psykisk krævende at gå og gå i ekstremt hårdt terræn uden at kunne se, hvor man er på vej hen, hvor langt man er kommet eller hvor langt der er tilbage. Det eneste man kunne se, var den vej, der gik gennem junglen lige foran en og den virkede uendelig. Det hjalp rigtig meget, da der var noget at se på og motivationen kom lidt tilbage igen, men det var også meget passende for stigningen blev stejlere og mere krævende. Det gik fra at være jungle til at blive gold og fuld af sten og vissen græs. Kulden kom snigende selv om solen stadig var fremme, og da lejren var slået op og bålene brændte om kap til aftensmaden, gik der ikke lang tid, før solen var på vej til Danmark og der blev behov for vinterudstyret.
Vi havde nået kraterkanten, hvor bærerne slog lejr og guiden lavede mad, mens vi kunne nyde solnedgangen. Mt. Rinjani er det højeste punkt på den kraterkant, som omkrandser en vulkansø og en vulkan. Det er et fantastisk syn, men efter at have været oppe siden kl. 5, trekket i 9 timer, gået 8,7 km. og nået 2700 meters højde, så energien var meget tæt på nul. Dog skulle solnedgangen nydes og overskudet til at tage nogle billeder skulle findes frem.
Det var en meget ambivalent følelse at se solen gå ned for det var utrolig flot, men samtidig var udmattelsen virkelig ubehagelig og grim; jeg var så træt, at jeg næsten hellere ville i seng (eller hvad man kalder en sovepose på et lille underlag) og det var utrolig svært at finde energien og lysten til at tage billeder, men jeg fik dog taget et par stykker. Billederne fra trekket er i det hele taget begrænsede, fordi vi var så udmattede, men værst var al den støv, som var over alt og blussede op i kæmpe skyer ved mindste bevægelse.
Nu er vi kommet ned fra bjerget og det er dejligt at være tilbage i normale luftlag, jaaah! Men vi klarede det og vi er tilbage fra vulkan-trekket og endda en dag for tidlig, men nej, ikke fordi vi var super hurtige til at nå toppen og komme ned igen... Vi begge var på nedsat funktion pga. sygdom, så vi "gav op" og bad guiden tage os med ned igen:( Lidt en falliterklæring, men det var bare slet ikke sjovt at sove i telt. Desuden, så nåede det min grænse for, hvor primitive forhold jeg kan fungere under.. Telt er svært nok, men de vanvittige toiletter, som bestod af et lille hul i jorden omringet af en lille teltdug, som man kunne kigge over, fik mig til at stå af.
Vi var begge to meget enige om, at vi havde fået nok, da vi ankom til base camp 1 om eftermiddagen efter 9 timers trek i hårdt og stejlt terræn. Det var umådeligt svært og krævende at komme op til kanten af vulkankrateret, second top, men var det vildt og helt fantastisk deroppe. Selvom vi ikke var helt på toppen, så var vi stadig i 2700 meters højde og jeg følte det som om, vi var på toppen af verden, hvor alt stod stille - hvor var det fedt! Vejen dertil havde været rigtig hård og hårdere end jeg nogensinde havde troet selv om vi havde fået at vide, at det var ret krævende.
Det var super fedt at stå på toppen af verden og guiden fortalte, at fra toppen af Rinjani var det samme udsigt som den vi kom op til, bare fra en anden vinkel. Men vi troede egentlig inden vi tog på trekket, at den udsigt, som vi nåede op til, inden vi tog tilbage, var den, som man ville kunne se fra toppen af Rinjani, så på den måde, så synes ingen af os, at vi er gået glip af noget - selvom vi jo nok kun fik sølv og guld blev taget lige for næsen af os. Det er nu aldrig sjovt at smide håndklæddet i ringen, men når helbredet ikke er godt, så er det vigtig at kunne sige fra.
Jeg er nu lidt i tvivl om jeg skal bestige flere bjerge for mine fodboldskadede knæ har det ikke så optimalt oven på den her tur. Resten af mig fejler ikke noget, ingen ømme ben eller noget, fedt :D Jeg er glad for, at vi besluttede at gå ned og hverken Michael eller jeg fortryder noget.
Noget andet er, at jeg slet ikke begriber, hvordan bærerne kunne klare det.. De bar alt vores campinggear, mad, drikke og køkkenredskaber mm. og de ca. 25 kg. blev båret i to kurve, som hang i hver sin ende af en bambuskæp, som de havde over skulderen. Av for den, det var vildt at se og sikkert også rigtig smertefuldt selvom de ikke virkede specielt berørte. Alle bærerne var hurtigere end turisterne (og der var mange) og de trekkede i flip flops. Helt vildt! Der var unge fyre i 16-17års alderen og mænd på ca. 40 år. Utrolig krævende arbejde og helt vildt imponerende, at det var så nemt for dem at klare turen, som de sagtens kan tage to gange om ugen alt efter hvor mange dage de er hyret til.
Anyway, nu skal vi til Mataram, hvor vi skal restituere på et hotel med pool; vi trænger vist til at komme lidt i blød efter den her meget støvede omgang. I morgen skal vi så ned sydpå og det bliver godt med hvide sandstrande og flotte koraler og fisk, afslapning er tiltrængt!
- comments
Edith I er bare for seje godt gået. :o)
Jens Broholt Hej Musen det er nu godt gået af sadan et par amatør klatre ville nu gerne have været med,surt med det sygdom men det kan man jo ikke selv bestemme. Jeg grinte nu af jeres toilet forhold det kan jo blive småt det hele. Men jeg håber resten af turen går helt ok kan i have det rigtig godt hils Michael knus kram Far