Profile
Blog
Photos
Videos
Guilin
Da vi ankom til Wuhan, gik vi direkte til togstationen og købte overnight hard sleeper billetter til Guilin. Toget afgik først kl 00.17, så vi ville ud og finde noget sen aftensmad. Vi fandt en lille lokal nærliggende restaurant, hvor vi bestilte 2 forskellige risretter-begge godt krydrede, men dog intet sammenlignet med hot pot. Til vores overraskelse sad der lige pludselig en lille kattekilling på Christinas rygsæk-den var rigtig sød og legesyg, så den underholdte vi os lidt med. Herefter gik vi tilbage til banegården-der var nu 1 1/2 times ventetid. Toget kom, og vi kunne komme om bord og krybe til køjs. Det er dog ikke megen søvn, man kan få i sådan et tog, hvor der ingen døre er i kupeerne, og når kinesernes mobiltelefoner ringer døgnet rundt og med meget høj styrke. Frem kom vi dog uden nogle problemer. I Guilin fandt vi hostellet, næsten uden hjælp, og blev indlogeret i vores dorm. Efter 13 timer i et tog bliver man godt sulten, så vi drog på frokostjagt. Vi fandt ikke langt fra hostellet en lille restaurant, hvor konceptet var, at man valgte kød og grøntsager, som lå linet op på disken, og så blev maden kokkereret for øjnene af en. Virkelig lækkert og friskt, og så med masser af mifan til, hov undskyld, ris:) Godt mætte gik vi på en målløs byvandring. Nogle gange lader vi bare benene og øjnene råde, og går som de vil. Vi kom forbi et par flotte pagoder med tilhørende park rundt om en sø, et lille marked for til sidst at havne på byens centrale plads. Her hvilede vi kort, inden vi vendte snuden mod hostellet. Vi er blevet meget glade for pomeloer, og har ofte betalt overpris for dem. Derfor spurgte vi i receptionen, hvad man bør betale for en pomelo, og her lød svaret 5 yuan. Vi har imidlertid både betalt 10, 12 og 16 yuan for vores frugter, men det gør vi ikke mere. Hvis bare man er stædig nok, giver de sig til sidst, for de vil jo gerne sælge i sidste ende, men som før nævnt, hvis de kan, så snyder de, så det driver af dem. Det kan virke, som om vi ikke laver andet end at gå og spise, og det er sådan set også meget rigtigt, men det var i hvert fald blevet aftensmadstid. Vi gør meget for at spise så lokalt som muligt, så efter vi havde gået lidt, satte vi os igen på et lille lokalt sted. Det vælter med disse små bikse, og vi undrer os til tider over, hvordan det kan løbe rundt, når man for 8 yuan, lige under 7 kr, kan spise sig meget mæt. Vi fik såkaldte Guilin nudler. Her får man en portion nudler med lidt kød og peanuts, som man så selv spicer op med forårsløg, bambusskud, koriander og så, hvad man har lyst til af chili. Det synes dog som om, uanset hvor lidt chili, man putter på, er det stadig temmelig stærkt. Vi har dog vænnet os til det, sådan da. Det er ikke meget, vi laver om aftenen. Her læser vi og slapper af, det som vi ikke får gjort, når solen står højt, og som oftest går vi omkuld før kl 23.
Da solen atter stod på himlen, var vi nok engang afsted. Turen gik da til rørfløjtedrypstenshulen, lidt uden for Guilin. Vi har endnu ikke kørt i taxa på turen, og regner ikke med at skulle benytte os af den slags antibackpackertransportform. Så op i den lokale bus 3 og derudaf. En venlig kineser gjorde os opmærksomme på, da vi skulle af. Han havde nok regnet ud, at vi var turister, så så meget ligner vi endnu ikke de lokale. Grotten var meget stor og imponerende. Der var linet det helt store lysshow op, som på flotteste vis fremhævede de storslåede stenformationer, frembragt af dette fascinerende naturfænemon. Da vi atter tittede op i dagslyset, var det for en gangs skyld ikke helt frokost endnu. Da vi ikke havde planer for resten af dagen, tog vi den nok en gang på gefuehlen. Vi tullede lidt rundt i forskellige markeder, og fandt os en billig nuddelfrokost. Emil kom til at tabe vores bykort, som vi havde købt på hostellet. Vi vidste derfor ikke rigtigt, hvor vi var, men Christina syntes ikke, vi skulle bruge penge på bussen igen, da vi heller ikke havde gået så meget, Emil syntes nu vi havde gået rigeligt, så vi gik og vi gik. Efter nok en gang at have rundet den gode side af 10 km, nåede vi hjem til hostellet. Her slappede vi lidt, inden den stod på aftensmad. Vi har indtil flere gange været heldige med vores første restaurantvalg, så vi vendte tilbage til stedet fra den foregående eftermiddag. Her fik vi to rigtig lækre retter og to store LiQ, den lokale øl. Vi spiste begge for meget, da der bare bliver serveret mad til et helt regiment, og det bare smager forfærdeligt godt. Stop mætte trillede vi hjem på hostellet, hvor Christina smed sine fødder i håndvasken og gav dem et tiltrængt fodbad, mens Emil sad ved siden af og læste. Aftenen blev sluttet af på hostellets tagterrasse, hvor der blev lakeret negle og læst. Vi havde booket en tur fra Guilin til Yangshuo, hvor en del af turen skulle foregå på en bambus flåde. Vi ville blive hentet kl 10 næste morgen....
- comments
mor-ama Gang og gang i den :-)