Profile
Blog
Photos
Videos
Mui Ne var ren afslapning og stort set ikke mere end det. Vi var ved stranden, spillede en del shuttlecock (det spil vi laerte af de unge mennesker i Ho Chi Minh City), badede engang imellem, solbadede paa toppen af vores hostel, spiste noget laekkert mad og hyggede os om aftenen. Det var stort set det samme 3 dage i streg, dog afbrudt af en dag hvor vi lejede en scooter, for at se lidt mere af stedet. Den dag koerte vi efter White and Red Sanddunes, som de kaldes. Det er cirka det samme som Raabjerg mile, men det skulle vaere et specielt syn. Vi fik dog aldrig de rigtige af slagsen at se, men derimod en soergelig erstatning, der dog ogsaa var helt udemaerket. Det var nogle smaa drenge der viste os erstatningen, og et lille vandfald, der dog ikke var mere end et par meter, og da de havde vist os rundt i de faa minutter det tog, forlangte de drikkepenge. Godhjertede og gavmilde som vi er kendt for at vaere, gav vi de smaa drenge nogle penge, men soerme om ikke de smaa banditter forlangte det tidobbelte og blev ved med at ynke og snakke om deres fattigdom. Det gad vi dog ikke at hoere paa og begyndte tilbagegangen. Problemet var dog, at vi havde stillet vores scooter og ladet to drenge passe paa den, saa vi begyndte lidt at frygte for, hvad det var vi havde rodet os ud i. Det gik dog stille og roligt, og efter endnu mere klagen, pylren og forgaeves forsoeg med at stille sig i vejen for vores scooter, koerte vi vores vej. Vaek fra de smaa irriterende hoveder. Helt dumme var de dog ikke, for de havde tidligere paa dagen reddet vores skind, da vi pludselig, midt ude i ingenting, loeb toer for den livsvigtige benzin. Der var dog nogle smaa blikskure og derfra kom den lille dreng fluks loebende med en dunk, og selvom han snyd os, gav vi kun 5 kr for 1.5 L.
Ellers loeb vi bare en tur paa den dejlige strand, der dog viste sig ikke at vaere helt saa dejlig som foerst antaget, da vi kom hjem og fandt store tjaereklatter under vores loebesko. Ikke saa saert at det havde kloet forfaerdelig meget at bade i vandet. Men bortset fra det, var stranden dejlig afslappende, vaerelset vi boede paa dejlig koeligt og alt i alt nogle behagelige dage i Mui Ne.
Vi tog tilbage til Ho Chi Minh City, for da vi havde snakket med alle de unge mennesker i parken ved vores tidligere besoeg, var der to studerende der havde inviteret os hjem til deres ydmyge studenterrum. De havde vaeret meget nervoese for at spoerge og saa det som en aere da vi takkede ja til tilbuddet, selvom vi nu synes det var os der burde vaere beaeret.
I bussen moedte vi desuden Hubert og hans veninde igen. Virkelig et sjovt sammentraef. Vi brugte hele aftenen sammen med dem da vi kom tilbage til Ho Chi Minh City, og Jens og jeg fik smagt smoerbagte froelaar, som Hubert introducerede os for. En hyggelig aften sammen med hyggelige folk.
Dagen efter skulle vi besoege Phong og Thrung, om de to studenter hed. Phong hentede os i parken og tog sammen med os, den lokale bus til deres studenterrum. Det var en oplevelse vi ikke lige glemmer. Vaerelset laa langt inde i et kringlet system af gange, hvor de laa nogle hjemloese og sov. Vi skulle derefter ind bag et jerngitter, gennem endnu en moerk gyde og endelig op af den gamle traetrappe der foerte op til deres bolig. Virkelig som man forestiller sig Kobenhavnsbaggaard for 100 aar siden. Rummet var maaske 30 kvadratmeter plus et lille toilet, og i de omgivelser boede der seks studerende. De sov paa deres tynde rismaatter om aftenen, lavede selv deres mad paa et lille gasblus, havde ingen skabe og tilsyneladende heller ingenting at putte i det hvis de havde haft et og de spiste sidddende paa gulvet fordi de ikke havde stole nok. Og desuden heller intet bord. Det var ret snusket i hjoernene og langs med vaeggene hang deres toej paa boejler. De havde et bord lang med den ene vaeg, hvor der stod to computere og alle deres laereboeger. Ellers var klinkerne paa gulvet helt rene og man foelte egentligt ikke noget akavet i at spise siddene paa gulvet, for det virkede jo saa naturligt for de flinke unge mennesker, der var helt henrykte over at se os. Det eneste akavede skulle da lige vaere selve siddestillingen, for vi er aaenbart ikke helt saa smidige som dem. Men foer vi begyndte paa deres mad, syntes Thrung at vi skulle saette os i en rundkreds og fortaelle lidt om hinanden. En laeste filosofi, en fysik, Phong engelsk og kinesisk og Thrung arbejdede men havde studeret og snakkede derfor bedst engelsk. Den unge filosof var meget daarlig til engelsk, og havde inden vores ankomst sat og terpet saetninger til os, men i ren nervoesitet, glemte han dem alle igen. Stakkel. Vi snakkede og pjattede og fortalte om forskellene paa vores lande. Jens laeste fysikerens laereboeger og blev noget overrasket over deres forholdsvis hoeje standard, ikke saa hoej som i Danmark, men alligevel meget bedre end forventet. Thrung var kokken i huset og lavede Hot Pot til os. En suppe bestaaende af fisk, koedboller, rejer og muligvis kylling. Desuden proppet op med alverdens forunderlige blade og groentsager, som de er saa glade for i deres kogekunst her paa egnen. Det smagte rigtig godt alt sammen. Til dessert var der noget melonstads, hvilket ogsaa var rigtig godt.
Vi var der nogle timer og det var et fantastisk indblik i unge studerendes hverdag og boligforhold, og selvom de kun betalte henved 100 kr om maaneden for at bo paa stedet, var det bestemt ikke nogle oenskvaerdige forhold de levede under. Endnu engang, som det haender meget tit, bliver man glad for Danmark og mindet om hvor godt vi har det :D De stod for at transportere os hjem, og det foregik bag paa deres cykel. Vildt at opleve Ho Chi Minh Citys trafik paa naermeste hold ved aftentid. Folk koerer som de passer dem, og en cykel er bestemt ikke det bedste transportmiddel blandt fartglade scooterejere og arrogante bilister, men vi kom dog hjem i god behold selvom der blev bremset et par gange, blandt andet da en scooterkoerer valgte at krydse vejen lige pludseligt foran os. Vildt for os, hverdag for dem.
Tidligt naeste morgen tog vi bussen til Phnom Penh, hovedstaden i Cambodja. Det havde vaeret, alt i alt, 10 gode dage i Ho Chi Minh City plus nogle dage i Mui Ne, hvor vi ikke havde faaet set saa utroligt meget, men alligevel laert ufatteligt meget om landet og folkets mentalitet gennem de snaksagelige og gennemflinke unge mennesker i parken.
- comments