Asien-turen er nu for alvor begyndt med vores møde med Vietnam. Og hvilken en introduktion vi fik til Vietnam med Ho Chi Minh City som første destination. HCMC/Saigon/Motorbike City adskiller sig fra alle andre byer, jeg hidtil har besøgt. Den bød os velkommen med dens hurtige buldrende puls, og vi havde ikke andet valg end at hoppe ombord i denne by, der bevæger buldrer fremad med fuld fart. Scootere overalt. Dyt, dyt, DYYYT. Hele tiden. Alle steder. Gadesælgere overalt. Restauranter og streetfood-boder overalt. Skrald og os overalt. Hoteller og hostels overalt. Billig øl og stærk mad overalt. Neonlys, musik og cykeltaxier overalt. Der er rigtig mange mennesker presset sammen på rigtig lidt plads. Det er så massivt. Det er simpelthen en fantastisk by.
Fra Saigon tog vi en tur til det sydvietnamesiske Mekong Delta, hvor vi bl.a. oplevede The Floating Market. Derudover var vi også et smut forbi det vietnamesiske forsvarsværk i Cu Chi, hvor et 200 langt tunnelnetværk skjulte tusinder af vietnamesere under krigene mod Frankrig og USA. Vi fik også besøgt Saigons krigshistoriske museum, der fokuserede på amerikanernes ugerninger under Vietnamkrigen. Det var en gruopvækkende oplevelse.
Vietnam har ligget i krig i store dele af landets historie, og måske er det derfor, at befolkningen virker ret stolt. Man fornemmer tydeligt, at de er stolte over deres land og dets historie. Det vietnamesiske flag bliver brugt flittig. Derudover er gadebilledet ofte præget af kommunistisk propagande. Jeg har svært ved at finde ud af, hvor stor en del af befolkningen, der støtter kommunismen, og hvor meget regeringens ideologi i det hele taget påvirker manden på gaden. Jeg har læst mig frem til at 2 millioner vietnamesere er medlem af det kommunistiske parti i landet, men set i forhold til et samlet befolkningstal på 86 millioner, er det jo ikke mange procent. Rent økonomisk minder deres samfundssystem på ingen måde om kommunistisk plan-økonomi. Vi har fået fortalt, at Vietnam er en åben økonomi, og befolkningen betaler kun 10% i skat. Den eneste måde hvorpå vi er blevet konfronteret med det kommunistiske system er den landsdækkende blokade af Facebook. Et sådan angreb på ytringsfriheden er jo egentlig også alvorligt nok, men den finurlige vietnameser(og backpacker) finder nemt links, der giver adgang til sitet udenom blokaden. Mit indtryk er i det hele taget at vietnamesernes fokus i lige så høj grad er rettet mod business, som mod politik - og religion for den sags skyld.
Fra Saigon tog vi en bus til Hoi An, der ligger ved kysten mellem Saigon og Hanoi. Hoi An er en lille by, der var en af de første handelsposter i Vietnam under koloniseringen. Formår man at se bort fra de mange turister og dertilhørende souvenir-butikker, tager byens gamle huse, smalle gader og gamle templer én med tilbage i tiden til et aldeles charmerende Vietnam. Derudover var den rolige by et dejligt afbræk fra Saigons larmende gader. Hoi An er udover dens historie berømt for de over 200 skræddere, der holder til i byen. Vi fik alle skræddersyet et jakkesæt(og lige lidt mere) af høj kvalitet for 1500-2000 kroner. Super fedt!
Fra Hoi An tog vi direkte til Vietnams kolde hovedstad, Hanoi. Her er det overskyet, og man går med jakke og bukser. Byen er noget mindre end Saigon, og der er ikke ligeså hektisk på gaderne(man skal dog stadig holde tungen lige i munden, hvis man vil helskindet over gaderne). Jeg ved ikke om det er selve byen eller det kolde vejr, men Hanoi virker lidt mere majestætisk og tung(som jeg forestiller mig en russisk kommunistisk by) end Saigon.
Fra Hanoi tog vi en tur til Halong Bay - De Tusind Øers Bugt. Dette er en af "de nye 7 vidundere". Det forstår man godt. Bugten består af næsten 2000 klippeøer, der majestisk skyder op af det blik stille og grønne hav. I bugten havde vi én overnatning på en luksusbåd, hvor der blev serveret god vietnamesisk mad. Udover at nyde selve sejlturen ind gennem bugten, så vi en kæmpe grotte, roede i kajak og fangede blæksprutter. Oplevelsen med kajakken var en særlig stor fornøjelse, fordi Don og jeg fandt vej ind i en bugt, hvor der ikke var andre end os. Det var fedt at opleve naturen uden de hundredevis af turistbåd, der er spredt ud over hele området. Stilheden, det blanke vand, de stejle klippevægge og ørnene, der kredsede over os var samlet set, hvad man på engelsk ville kalde "breathtaking" Et ord som er meget rammende for en stor del af vores oplevelser hernede.
I de kommende 4-5 dage skal vi på en motorcykeltur op i bjergene til byen Sapa sammen med en belgisk gut, som vi mødte i Saigon. Det bliver spændende!