Vi brugte 3 dage på at komme til Phongsali fra Luang Prabang. Det lyder måske af meget, men det var alligevel tre rigtig gode dage. Den første dag brugte vi i en bus på vej til Nong Khiaw. Undervejs faldt vi i snak med vores chauffør, der viste sig at være en alt-mulig-indenfor-turisfaget-mand. Han var super flink, inviterede os på mad hos ham, hjalp os med at finde overnatning i byen, arrangerede næste dags bådtur og inviterede os på en svømmetur og til en lokal fodboldkamp. Heri deltog Don og en af to tyskere, som vi mødte i Luang Prabang, og som har gjort os følgeskab indtil nu. Don endte med at sikre ét point til vores chaufførs hold. Da vi skulle afsted næste dag, blev Horup desværre syg og kastede op, men vi fik alligevel slæbt ham ned i vores "private" båd, som skulle bringe os frem til Muong Khua. Vi brugte hele dagen på floden, der lå klemt ind mellem de smukkeste bjerge. Det var en utrolig flot tur. I Muong Khua overnattede vi for at tage endnu en båd næste morgen. I løbet af natten blev det Dons tur til at kaste op, men også han klarede den efterfølgende sejltur dagen efter. Fra Muong Khua til Hat Sa, der ligger tæt ved Phongsali, havde vi ikke en båd for os selv. Det var en oplevelse i sig selv at sejle med en public boat, der blev fyldt til bristepunktet med ca. 25 mennesker, bagage, en scooter og kyllinger. Den smalle båd var nok beregnet til at sejle med 10-12 passagerer. Vi måtte da også af undervejs, for at lette lasten, så båden ikke gik på grund i den vandfattige flod. Da vi endelig nåede Hat Sa tog vi en tuk tuk til Phongsali. Den punkterede selvfølgelig undervejs, og vi måtte vente en times tid på den støvede landevej. Chaufføren så imidlertid ikke videre stresset ud, og det var dermed vores første introduktion til begrebet Lao Time - alting tager sin tid, og der er ingen grund til at skynde sig mere end højest nødvendigt. Da vi endelig nåede til Phongsali bookede vi os ind på det eneste ledige guest house i byen. Det var meget lurvet, beskidt, ulækkert og fugtigt. Samme standard hærgede i køkkenet, hvilket bragte mig i knæ den efterfølgende dag. Hele dagen op til vores 3 dages trekkingtur var jeg syg og kastede op. Vi fik heldigvis flyttet guest house, så vi kunne komme os lidt inden næste dags trekkingtur.
Jeg var meget i tvivl, om jeg kunne klare trekkingturen pga. sygdommen, og da jeg kastede op natten inden, troede jeg ikke på det mere. Jeg havde det dog lidt bedre om morgenen, så klokken 7.30 blev vi hentet af vores guide Zouk, der fik os med bus og båd til vores startposition ved flodbrinken. Derfra gik vi op og op og op i halvanden time. Det er noget af det værste, jeg nogensinde har prøvet. Pga. sygdommen var jeg stakåndeth efter 10 meter, og jeg fik hurtigt kvalme og ondt i hoved og mave igen. Selvom første dag var et mareridt rent fysisk(vi gik i ca. 6 timer), så bragte den også mange spændende oplevelser med sig. Vi så fantastisk flot natur og mødte for første gang nogle af de hill tribes, der skulle blive en del af vores hverdag de næste par dage. Laos er en af de 20 fattigste lande i verden, og det kom tydeligt frem i landsbyerne, der enten lå på bjergsiderne eller i dalene ved floderne. Byerne bestod af bambus - eller træhytter og havde 200-400 indbyggere. I byerne boede der mænd, kvinder og børn. Alle unge boede i Phongsali, hvor de gik i skole. Hver landsby havde egen skole til de mindste. Overalt gik der høns, hunde, køer og grise. Dette betød, at der var lort overalt, hvilket naturligvis er aldeles sundhedsfarligt. Det hjælper selvfølgelig heller ikke på hygiejneforholdene, at der ikke fandtes toiletter i nogle af landsbyerne. Det ville ikke undre mig, hvis dødeligheden især blandt spædbørn er meget høj sådanne steder. Vi blev selv konfronteret med nogle af fattigdommens forbandelser, da vi ankom til den landsby, hvor vi skulle sove første aften. Her var der straks en gammel man med dårligt knæ og en far med et sygt barn, der søgte helbredelse hos os. Det var stærke sager, og vi stod magtesløse uden at være i stand til at lindre deres lidelser. Udover disse dunkle øjeblikke, var alle folk dog meget glade og imødekommende, omend ret generte. Derfor var det også nemmest at komme i kontakt med de mere ligefremme børn. Alt kommunikation med stammefolkene foregik gennem Zouk, der talte deres dialekt, som ikke er almindelig Lao. Vores måltider blev kun indtaget i mændenes selvskab, mens kvinderne, der alle var iført specielt stammetøj, lavede huslige pligter. Under aftensmåltiderne blev vi altid "tvunget" til at drikke flere shorts af deres riswhiskey, som de selv destilerer. Derudover hører det sig også til, at man som ryger indtager sin tobak gennem en form for pibe/bong, der hedder tuk lao. Alt i alt var det en super fed tur, hvor vi fik oplevet noget fuldstændigt anderledes, end vi har set hidtil. Bare det at vandre i tre dage uden at se andre hvide mennesker var specielt. At være "off the beaten track" er helt klart en af de oplevelser, der har gjort størst indtryk på mig.
Da vi kom hjem til Phongsali inviterede Zouk os med sig hjem. Han var så sød og imødekommende, og ville gerne pusle om sine gæster, selvom han skulle til eksamen samme aften. Ikke nok med det, så havde han været guide i 9 dage i streg, og skulle også ud på en længere tur igen dagen efter. Det skal også lige tilføjes, at Zouk gennemførte hele trekkingturen kun iført flip-flops. Stærk mand! Da vi sad og drak Zouks meget stærke riswhiskey, mødte vi også hans bror, der netop havde startet en restaurant i byen. Her spiste vi en fremragende Lao-barbecue om aftenen. Næste dag startede vi vores lange busrejse mod Thailand, Bangkok og badeferie. Vi har indtil videre kørt i bus i tre dage, men rammer Bangkok i aften. Især den 9 timers lange bustur fra Phongsali var hårdt. Chaufføren kørte vanvittigt, der blev delt brækposer ud ligeså snart turen gik i gang, folk brækkede sig ud af vinduerne og den manglende aircondition og de støvede markveje gjorde turen til noget, der bare skulle overståes. De mange busrejser betyder desværre også, at vi har måttet tilbringe det meste af Horups fødselsdag, den 4. marts, i en bus. Mon ikke vi kan fejre ham på behørig vis imorgen i Bangkok?