Ingen eller ringe netadgang har afholdt os fra bloggen under vores uger i Guatemala. I denne tid passede ordene intet nyt er godt nyt! Vi holder meget af Guatemala, det var fantastisk. I har en masse ord, oplevelser, tanker til gode derfra....

Nu er vi i Brasilien. Så langt så godt,- nej, det er slet ikke godt.

Vi er havnet i et hul af en by, Manaus. Total skod. Lasse synes det var super facinerende at dér i verdens største jungle, som producerer omkring 20% af koldens ilt, ligger en storby, Manaus. Så det ville vi opleve. Og det har vi oplevet. Det er alt andet end facinerende at være her. Det er den værste by EVER!

Byen er grim, beskidt, der stinker alle vegne af råd, kloak, urin, gammel sur karklud og bilos, menneskene her, er som den by de bor i, stort set.

Vi landede onsdag aften, allerede i lufthavnen sagde Frida at her kunne hun ikke lide at være. I løbet af torsdagen tilsluttede vi andre os. Den første nat overnattede vi på Hotel Casa Teatro, nyistandsat, smart, og helt uden sjæl. Vi fik 2 rum, mikroskopiske små med køjeseng og dele toilet/bad på gangen. Larm fra gaden til langt over midnat, ikke før på vores rejse har vi sovet så elendigt, men tilgengæld var det også vores hidtil dyreste overnatning !!

Torsdag formiddag slæbte vi os igennem Manaus´ gader i den fugtige hede med al vores oppakning. Hotellerne var uhumske og alt for dyre, vi indlogerede os på Hostel Manaus, et okay hostel til en okay pris og......et sted at sove. Vi ville bare væk fra denne by, så af med taskerne og vi gik til havnen for at finde en båd. På vejen derned blev Lasse/vi kapret af en mand, Thomas, han kunne hjælpe os med det hele! bl.a. sejlturen. Vi havde drømt om at sejle herfra af Amazonas, til Belem på Brasiliens østkyst. Det drømmer vi stadig om, men det bådene i havnen tilbyder, er for tarveligt, og bådene er for små for os, særligt for Kalle og Anton vil det blive 3-4 meeeeget lange dage, med intet at lave. Thomas viste os marked ved havnen, det var spændende at opleve, og ubehageligt, især for Frida, for de skumle mænd dér, de overgloede på hende på en ubehagelig måde. Ikke et sted at være uden en "lokal guide", så på det ene punkt var det godt han var med os. Lasse havde svært ved at ryste ham af os, så da det lykkedes var lykken stor, og frustrationen ligeså.

Hjem til vores hostel hvor alle klaskede sammen, udmattet af varmen og byen.

Og Lasse fik feber. Og blærebetændelse. Det har han stadig, smadder syg med, indimellem, monster høj feber. Han har det rigtig skidt, ligger i sengen og ryster af kulde ( trods 28-30*C stort set døgnet rundt) eller har det varmt, brændende, det er meget sønne ham!

Vi er stuck her. Flybilletter ud herfra er markant dyrere her i weekenden. Derudover ved vi ikke hvor vi skal tage hen, måske det fantastiske Iguazo vandfald, men det er mange penge for "så lidt" og vi ved ikke om det overhovedet er det vi har brug for nu. Samtidigt er det sådan, at skal det være, skal det være nu, pga vores malariapiller. Brasiliens karneval går løs rundt omkring i landet fra idag og på mandag, det vil jeg gerne opleve. Vi vil også gerne opleve den jungle, vi er en del af nu, altså den virkelige rigtige grønne jungle. Den der ligger et eller andet sted derude hvor denne usle by slutter. Måske vi vil opleve den på en dagssejltur. Måske med overnatning i junglen.

Lasse er for syg til noget nu, så beslutninger må vente. Jeg har forsøgt at finde et luksus hotel udenfor byen, til Lasse, til os. Det er ufedt for ham at være syg her, dårligt indeklima, udtjent madras, lille værelse, minus mulighed for at gå en tur og få lidt frisk luft. Men det er ikke muligt vist pga karnevallet. Så nu er vi her og forsøger at få det bedste ud af det, og er gået på dvale! til familien atter er på fuld styrke.

Børnene og jeg tilbragte igår det meste af dagen på tagterrassen med hygge og lidt skolehalløj. De vil ikke ud herfra. De kan ikke lide at være ude i gaderne. Idag ved frokosttid fik jeg lokket dem med pizza til frokost. Vi gik, men efter 6-7- min ville Kalle tilbage, og få minutter senere ville Anton og Frida også hjem. Det er utrygt og ubehageligt at være udenfor vores hostel. Efter mørkets frembrud kan det være farligt. Da vi ville vende om, stod vi ved et issted, der søgte vi ly, og fik is til frokost. Yummi yummi, lige indtil en slidt kvinde kom ind og gik rundt ved bordene, tror hun tiggede, og gik ud igen. Vi, og andre, måtte også gå, for hun havde efterladt sig en ulidelig stank af tis.

I skrivende stund sidder Anton og jeg på tagterrassen, Anton tegner og fortæller " Når man ser ud over byen her, ser den fin ud, men når man kommer ned i den lugter den af pis og ulækkert. Der er mange flotte gamle bygninger som der er blevet smadret og sådan noget, og også ulækker affald som folk bare kaster, og også meget gamle huse som stadig er flotte, selvom der er skrald og al mulig!" Lasse sover, mens Frida og Kalle ser film. Og nu vil jeg tage en dyb indånding, gå på kompromis med mine overbevisninger om håndtering af madvare og køkkenhygiejne, gå ned i fælleskøkkenet og lave noget hurtig! let mad alla sandwich, jeg har spottet en toaster, så måske menuen bliver parisertoast.