Profile
Blog
Photos
Videos
Vi sidder fast.... Vi sad fast i Manaus. Vi sad fast i Salvador. Vi sidder fast på Morro de Sao Paulo. Vi ved, vi slipper fri. Lige nu ved vi bare ikke hvordan...
Don`t worry, be happy.
Sidste blogindlæg var vi i Salvador - da vi ankom til Salvador til Pousada do Boquierao tjekkede vi ind for 2-3 overnatninger. Vi forlængede og forlængede og det blev til 6.
6 dages rekreation. Det gjorde os godt at være der. I denne lille oase, dette helt særlige sted.
Og det kostede os dyrt at bo der. Og det koster dyrt at bo, hvor vi bor nu. Vi betalte 370 reales ( 1175 kr.) pr. nat i pousadaen, billigt ift Park Suite i Manaus, som var 620 reales ( 1970 kr.) pr. nat, til nedsat pris og 400 reales ( 1270 kr.), hvor vi er nu. Brasilien er pisse dyr, alt koster alt for mange penge. Lasse har en fornemmelse af, at pengene fosser ud af kassen, uden at få det ud af det han ønsker, pris og værdi hænger oftest ikke sammen her. Og han tænker på, hvad vi kan få for de samme penge i SpanienItalien, og SÅ vil han væk. Brasilianerne synes også alt er dyrt her, og er blevet betydelig dyrere de senere år, for nogle kræver det flere jobs. Andre skummer fløden. For landet Brasilien går det forrygende, økonomien er stærk, masser af penge.
Vel har det været, og er, muligt at finde billigere pousadaer. Det handler for os om situationen, hvad har vi brug for og prioritering. Men som regel er de billigere steder derefter, - et slidt, usselt touch, hvor der lugter, selv om der måske ikke gør!! Det bliver mere og mere tydeligt for os, hvor vigtigt det er, at bo godt. I rare trygge omgivelser. Vi får det fysisk ´dårligt´, når vi kommer til et skidt sted, smart eller slidt! Børnene siger at der er trist! eller et kedafdet - sted. Det dur´ bare ikke.
Vi synes Salvador er en beskidt by og vi har fået nok af beskidte byer. Billederne vi havde set af byen i blade, bøger og på nettet stemmer ikke just overens med virkeligheden. Billederne må være taget på en allebilerudafbyen - dag, alt affald er fjernet, der er fejet, vasket og gjort ved.
Vi var ikke helt trygge, når vi var i gaderne, vi var mere end ellers, opmærksomme på at passe på penge, kamera m.m. Først i Manaus, så i Salvador, ikke tidligere på vores rejse har vi følt os utrygge og tænkt på tyve!! tyvenen!! ved at færdes rundt omkring. Vi fandt løbende ud af, at det var ikke uden grund. Der sker mange tyverier og overfald, der er områder hvor turister ikke skal færdes, vi fik fortalt at politiet er så dårligt lønnet, at de intet gør, de er ikke synlige i gadebilledet. Når mørket falder på, er det ikke sikkert at færdes ude. Pousadaen var låst døgnet rundt, vi skulle ringe på for at komme ind, og omme i baghaven 2 store basser af nogle rottweilere. Det er de færreste pousadaer og hoteller man kan gå ind i direkte fra gaden. Generelt er Brasilien præget af stor kriminalitet. Ved mange af de huse vi finder på nettet ifm leje, står der skrevet i hus-beskrivelsen at det er et sikkert, lukket område. Det er sgu ikke lige os.
I Salvador Lasse sagde i tide og utide, jeg er træt af Brasilien, jeg vil hjem, hjem til Europa.
- det gør han stadig!
- og det er tæt på, at jeg nu siger det samme....
Ja, vi længes efter Europa. Vi savner Europa. Vi savner meget ved Europa, bl.a. savner vi at blive forstået. Det er de færreste der taler engelsk, eller spansk her. Vi kæmper gang på gang en brav kamp for at gøre os forståelige og blive forstået, og bliver mødt at ugidelighed, og trækken på skuldrene. Noget der ligner at det er vores problem, ikke deres. De fleste gør ikke meget for at forstå os eller gøre sig forståelig, de fortsætter med at plapre løs på portugesisk, så snakker jeg løs på dansk, og vi kigger mærkeligt på hinanden! Vi vil gerne tale med dem, vi møder på vores vej, udover andre turister, vi vil gerne forståes, når vi spørger eller beder om noget i supermarked, på restauranter og iøvrigt. Alt her er sao eller cao, recepsao, tropical = tropicao, informacao, portion = porcao, pan(brød) = pao, intet = nao, do da. Nu kan Lasse ikke sige en sætning uden et par nao, sao her og der, det er.......festligt!
Glææææææææder os til den tid kommer. Men vi tænker at Europa er alt for kold til os nu!
I Salvador længtes vi ud. Ud under åben himmel. Væk fra by.
Nu er vi kommet væk fra by og ud under åben himmel. Huset som kan opfylde vores ønsker og behov har vi endnu ikke fundet.
Vi sejlede fra Salvador til Morro de sao Paulo i onsdags. Som tidligere skrevet har ejeren af pousadaen, Fernanada, et hus her på øen, som vi måske ville leje, og hvis det ikke var noget, havde vi fundet et par andre interessante huse.
En heftig sejltur hertil, vi er heldigvis ved at være ret søstærke og klarede turen, men flere på båden havde det skidt. Vi kom i land og blev overrumplet af mænd med trillbører, der tilbød at køre vores baggage til pousadaen, til en urigmelig høj pris. Og med påstande om en afstand dertil på alt fra 25 til 50 min gang og fra 3 - 5 km. Vi bliver helt pas i sådanne situationer, og stædige, så gør vi det selv - med usikkerheden lurende om det mon passer med de 5 km.
Der er ingen biler her i byen, ej heller golf biler som på Caye Caulker, alle går og alt bliver transporteret i trillebører! Det blev vores baggage også! efter turen op af en lang sej bakke fra havnen, og til en helt anden pris end første udspil. Vi gik gennem smalle hyggelige gader med badetøj- tøjbutikker, restauranter, turistbureau`er, og tonsvis af pousadaer og langs strandene, en lille ferieby. Efter 25 min var vi fremme ved vores pousada. Varme og dryppende af sved, her er VARMT. Alle sveder. Aldrig har vi oplevet sådan en varme, Lasse fortæller at ikke engang i Australien, var det så varmt. Vi elsker varme, men dette er tæt på at være for varmt. Vi løb i vandet, i det 27*C varme vand!! Og blev der......til vi blev hentet. Af Julio som passer Frenandas huse, hun har 2, og hendes 200 høns!
Ud at gå igen, i den bagende sol, i 25 min gennem skov / jungle, op af bjerget og inde i vildnisset lå husene lidt fra hinanden. Masser af palmer, mangotræer, avocadoer, og alle mulige mærkelige og spændende træer og buske og et væld af blomster. Og midt i det hele et skønt hus med røg op af skorstenen, Julio´s kone havde tændt op med brænde i komfuret. Jeg så straks mig selv stå og lægge brænde på og lave supper og det lækreste brød i den brændefyrede ovn. Julio`s kone var der også for at hilse på os. Huset lejes normalt ikke ud, så det var tydeligvis lidt spændende, både for dem og os. Alternativt var der også gaskogeplader til morgenkaffen! Dejligt hus, småt og charmerende, lækkert inventar, skøn terrasse, et super hyggeligt og rart sted. Der er spændende fugle, kolibrier, aber og alle mulige af de farlige dyr, men de holder sig primært væk fra os og ude i krattet.
Og 3 hunde, hundemor og hendes 2 hvalpe på 8 mdr. Hundene holder uvedkommende væk! De ville finde ud af at vi skulle bo der, så ville de også passe på os og ikke jage os væk. Da Julio kom med hundemor, gøede hun hel vildt, Lasse snakkede til hende og hun blev rolig og hilste på os -de sagde Lasse havde en magisk stemme. Hun lignede Ota lidt, så der vil Kalle gerne bo, og være sammen med "Ota". Hundene holdt for tiden primært til i det andet hus, hvor Nino, Fernandas bror, er for tiden. Vi havde mødt ham i pousadaen i Salvador. Han kom også og hilste på, han er flink, og vi så hvor han boede, også dejligt, og med himmel og havudsigt. Der ville også være havudsigt i det andet hus, hvis ikke det var for alt det Fernanda har plantet. Der er meget huleagtigt, jeg savnende himlen og solen, som kun trængte igennem pletvis. Og de 25 min gang til stranden, måske også i overkanten. Minus wi-fi, det er ikke det bedste i 3 uger. Og indkøb, ikke det nemmeste. Vi var begejstret og vildt i tvivl.
Julio viste os en anden vej fra huset, af "hovedvejen" og indkøbsmulighederne, eller hvad vi skal kalde det. En lille købmand 15 min gang derfra, de ville gerne køre vores varer hjem, i trillebør, men udvalget var tvivlsomt. 30 min til byen af sandveje og ned af trapper, med kæmpe og meget ujævne trin, og gelænder - nixen bixen. Forbi små huse, banket sammen af lidt forskelligt, vasketøj til tørre allevegne, børn, mænd og kvinder i gadebilledet. Også gåturen derfra var en oplevelse.
Vi var fyldt, trætte og i tvivl om hvorvidt det var et hus for os.
Og sultne, sidst vi havde fået mad var i Salvador, det lykkedes os at finde et hyggeligt pizzasted med rigtig brændefyret pizzaovn, og uden høj musik. Den kom efter lidt! Pizzaerne var himmelske.
Vi lå alle i vores senge kl.21, og sov.
Vågnede op til regnvejr og en trist, trist morgenmads buffet.
I vores nye pousada kan man låne dvd`ere, det kastede børnene sig over i regnvejret. Lasse og jeg fik en stille stund sammen på terrassen, tosomhed har der ikke været meget af indtil nu, vi nupper hvad vi kan få. Vi sad på terrassen og kiggede ud på regnvejret, på kolibrierne der fløj rundt fra hibiscus til hibiscus og krabberne, der krabbede sig afsted hen over græsset mellem alle kokospalmerne. Om eftermiddagen tittede solen frem, regnen kom igen, uanset vejret badede børnenen i poolen i flere timer. Om aftenen spiste vi i pousadaens restaurant. Der var dækket flot bord til os, fyldt med friske fine blomster, vi fik lækker fisk, den havde ligget 3 timer i grillen pakket ind i bananblade.
Dagen efter havde vi lavet en aftale om at se et hus kl.13. Et pudsigt træhus i 2 etager på bevokset bakke ned til stranden, til vandet, totalt ugenert, egen strand. Vidunderlig udsigt. Dejligt sted. Vejen dertil er langs stranden fra byen, 20 min, på sand og ind og udenom klipper. Turen bagom huset er kortere og for farlig for os pga en favela, slum! Vandet begynder at stige ved 14tiden, så turen tilbage gik vi ind imellem i vand til livet, med tøj på. Vandet er jo super varmt, det var noget af en oplevelse for os, at gå afsted med taskerne over hovedet og mærke hvordan vandet steg....mon vi når hen til trappen! det gjorde vi og tøjet tørrede hurtigt. Der går 4 timer før vandet trækker sig tilbage, så der kan man ikke komme til eller fra huset. Og så er det ved at være mørkt, og at gå der i mørke, det går ikke. Det var ikke vores hus.
Gennem byen hjemad. Vi spurgte hos et turistbureau om hjælp til hus, og blev ført hen på et andet kontor til en mand, der var...håbløs og arrogant. Vi gik hurtigt igen. Vi fik mad på en restaurant med håbløs betjening og elendig mad, tjeneren spurgte om maden var god og jeg svarede nej, han blev helt paf og gav den ene kande juice gratis. Må lige fortælle at vi hver dag bestiller 1 kande friskpresset appelsinjuice og 1 kande friskpresset passionsfrugtjuice. Det er toppen. Passionsfrugterne her er på størrelse med en stor appelsin.
Vi kom hjem, lidt slukøret over ikke at have fundet et hus. Ejeren af restauranten her, viste os billeder af hendes hus, som hun lejer ud, det så fint ud og var ledigt, så det ville vi gerne se. Det ligger lidt udefor byen, 30m fra stranden, en jeeptaxa kørte os derud. I byen gik der heste rundt i gaderne, det var specielt at se. På vejen ned til huset løb en hest foran bilen. Huset lå på en stor grund, ildfluerne fløj rundt omkring. Der var et ungt par i huset, de fortalte at der var nærmere 600 m ned til stranden! Det viste sig at de boede i huset og vi skulle bo der med dem, det havde hun ikke nævnt - en mindre detalje!! Vi fortalte, at vi vil have vores eget. Hun tog os til hendes andet hus, som ikke var hendes, men en mands hus og der boede nogle, som han tilsyneladende bad rykke ud, men vi sagde nej tak! Og de blev. Det var så absurt. Vi blev kørt hjem igen, drengene synes der var sejt at drøne bumbe afsted i jeepen, en af øens få biler. Vi tjekkede ind i vores rum igen, efter en helt tosset dag.
Dagen igår var ikke helt så tosset men tæt på. En ny aftale om et huskig. i annoncen stod at der var wi-fi, det var der ikke. Og så var der møjbeskidt, fuglelort på gulvene, opvask og rod rundt omkring. Bortset fra det et dejligt halvfærdigt hus, med fantastisk udsigt fra alle rum og terrasse ud over jungledal. Men kun med sol til middag. 30 min gang til stranden. 15-30 min til indkøb. Da vi gik fra huset, gik børnene forest og jublede pludselig op - små nuttede aber hoppede i grenene over vejen og rundt omkring børnene, whau en oplevelse.
Dette var hus var vores sidste håb. Vi begyndte at overbevise os selv om, at det var det rette hus for os og med en okay beliggenhed. Men det var det ikke. Igen og igen snakker vi om hvad det er vi ønsker og hvad vores behov som familie er nu. Vi leger med tanken om at tage et af husene vi har set på, men så vil vi gå voldsomt på kompromis, med det vi rent faktisk ønsker. Og det går ikke!
Da vi kom hjem igår var vi tæt på at pakke og tage dagens sidste båd fra øen. Det ville bare være sådan en dum måde at komme herfra. Her er dejligt. Smukt. Grønt. Så vi nuppede en dag mere. Idag har vi spist på lækker restaurant, badet i det varme vand, snorklet lidt, ikke meget at se under vandet her, vi gik aftentur i byen, rigtig ferieagtigt og spiste is. Så er vi klar til at tage fra øen imorgen.
Vi ved hvordan, endnu ikke hvorhen.
Vist et indlægcao med vel meget spredt fægtningsao, men nok et meget godt situationsbilledsau.
- comments
Bjørn Bob Marley hae skrevet mange gode ting og det her er en af dem. Måske hans bedste. I SKAL GØRE DET PÅ SAMME MÅDE. sELV OM I KOMMER TIL AT BO NOGLE LORTESTEDER. Hvad så , Jeg tror det ert en kæmpe oplevelse alligevel. Så kan man se hvor godt vi har det i Danmark. Jeg håber stadig i nyder jeres rejseog oplever mange ting endnu. Jytte er ikke kommet ovenpå endnu . Men jeg håber det snart sker. Frida har det godt. Jeg går tur hver formiddag til stranden, og der er dejligt nu. Men hun kan ikke forstå at Jytte er syg , så hun vil kysse hende hele tiden. Jeg prøver så at gå nogle små ture med Ota og Jytte om eftermiddagen. Men Jytte er ikke helt klar endnu. Ota har fået en dejlig veninde som besøger os en gang imellem. Og de leger som om de har kendt hinanden hele livet. Den hedder Pipi, 0g den er ikke meget større end Otas Hoved . Men Ota passer meget på at den ikke skader den.. Håber i har det godt .
Bjørn Det var ikke Frida jeg gik tur med. Det var Ota.