Profile
Blog
Photos
Videos
Hver morgen på trekket får jeg en kop te, 2 spejlæg og en portion grød med æble til morgenmad. Morgenmad er kl.7 og dagens trek starter kl.8. På de længste dage går vi 9 timer, på de korte 4-5 timer.
I dag er en 7 timers tur. Vi skal fra Charme (2.670 m.) til Pisang (3.200 m.). I 3000 meters højde skal vi begynde at passe på højdesygesymptomer. Hovedpine og kvalme er de mest almindelige, og vand er den bedste måde at forebygge det på, så vi sørger for at drikke masser af det, ca.3 liter vand om dagen.
Turen starter roligt, gennem lokale landsbyer og i jævnt terræn, eller som Kharel vores guide kalder det 'Nepali flat'. Dvs. lidt op og lidt ned, aldrig helt fladt. Vi passerer rækker af bedemøller, drejer dem imens vi nynner 'Oh mani padme hum' og sender mantraet om et godt liv ud i verden.
Så begynder vi at gå op. I 3 stive timer er det bare op op op! Nogle gange er jeg så fokuseret på skridtet foran mig, at jeg glemmer at kigge op og nyde udsigten. Vi går gennem nåleskov i dag. Op ad en smal, ujævn og stenet sti, og mellem træerne dukker sneklædte bjergtinder fra tid til anden op. Under os strækker floden sig, og livet i landsbyerne vi har passeret går sin vanlige gang.
Æselkaravaner passerer os fra tid til anden med mad- og drikkevarer der skal bringes ud til bjerglandsbyerne. Det er med at holde sig tæt ind til bjergsiden når de passerer. Nogle af æslerne har kurve med høns på ryggen, mens andre bærer sten der skal bruges til byggeri. Æslerne pruster, men jeg glædes alligevel ved denne traditionelle form for transport. De er i min verden bedre end de mange lastbiler der om nogle få år vil gøre sit indtog når de asfalterede veje kommer hertil.
På den ene side vil de nye veje hjælpe de lokale nepalesere. Det vil gøre det billigere for dem at transportere mad op i bjergene, og ikke mindst skabe hurtigere adgang til hospitaler. På den anden side er vejene altødelæggende for turismen.
Da vi er nået gennem nåleskoven, og kommer til en grusvej ser vi os tilbage og en kæmpemæssig bjergvæg dækket af sne rejser sig bag os. Vi er omringet af bjerge her, går midt mellem dem, er nærmest opslugt af dem. Der er en time til frokoststoppet, og jeg har næsten hold i nakken af at se op da vi når frem. Bjergene kommer tættere og tættere på jo længere op vi kommer. Udsigten er helt fantastisk.
Solen skinner fra en skyfrihimmel da vi får vores tunpizza til frokost - en alternativ udgave end den jeg får på mit lokale pizzeria på Nørrebro, men den smager godt. Havde bare lyst til noget andet end de sædvanlige stegte ris og nudler - også selvom pizzaen er 5 gange så dyr som de lokale retter, og vi sikkert allerede har overskredet dagens madbudget.
Den resterende del af vores trek går gennem en vindblæst dal. Jeg går helt i min egen verden, og nyder naturen omkring mig da jeg pludselig rives ud af min 'jeg-er-langt-væk-fra-alting-trance' da Kharels mobil ringer. Jeg kigger lidt bebrejdende på ham, og forundres samtidig over at der kan være dækning så langt ude i ingenting. Min veninde kan faktisk også sende sms'er hjem. Midt mellem lerklinede hytter, toiletter der blot er et hul i jorden, svigtende elektricitet og ovne der skal tændes op med brænde kan vi stadig sende sms'er. Ja, vi er virkelig ude i bjergene nu:)!
- comments