Profile
Blog
Photos
Videos
Vækkeuret ringer kl.3:30. Det er den store dag hvor vi skal krydse verdens højeste bjergpas Thorung La i 5450 meters højde.
Det er vejrforholdene der bestemmer den tidlige start på dagen. Fra vores camp har vi 1000 højdemeter at trekke, en tur der tager ca. 3½ time. Ved passet blæser en iskold vind som tager til ved 8-tiden, så vi skal nå op inden da. Hvad mere er, at når vi går ned vil solens stråler begynde at varme mere og mere, og sneen på toppen vil lige så stille begynde at smelte og gøre nedstigningen farlig glat. Vi skal afsted...
Det er bulderbragende mørkt da vi begynder at gå. Stien er stejl og stenet, og vi har kun vores pandelamper til at vise os vej. Et øjeblik slukker jeg dog for lampen, og den mest fantastiske stjernehimmel kommer til syne. Heroppe føles det næsten som om vi kan nå stjernerne, og et øjeblik er den hårde tur og mørket glemt.
Vi er nogle af de første der er taget afsted på dagens trek, og som vi stiger kan vi se flere og flere pandelamper bevæge sig op ad under os. Det er som et fakkeltog af pandelamper, og det er fedt at vide, at vi er så mange samlet med drømmen om at nå toppen.
Det går langsomt op. Jeg finder en rytme hvor jeg med hvert skridt trækker vejret hhv. ind og ud. Den tynde luft gør det umuligt for mig at bevæge mig hurtigere. Det føles dog næsten meditativt, og jeg går i en slags trekking trance. Jeg har gode ben, og højdesygen har jeg undgået.
Solen dukker lige så stille op da vi har passeret High Camp i ca. 5000 meters højde. Der ligger meget sne på stien foran os, og det er med at holde tungen lige i munden. Solen varmer kun i sekunder af gangen for vinden der blæser er som et tæppe af is. Stopper jeg, lægger tæppet sig, og jeg bliver kold på et sekund. Jeg har vinden i ryggen, og trods flere lag tøj, og konstant bevægelse er mine baller ved at fryse til is. Faktisk går jeg i to timer med følelsen af at blive nevet i numsen non-stop - vinden niver!
Jeg følges med vores bærer Sid det meste af tiden. Han har 5 gange så meget på ryggen som jeg, men han bevæger sig roligt og stærkt op ad bjerget. På et tidspunkt går jeg dog alene, og Sid er langt fremme. Jeg kæmper mod den tynde luft, og synes at hvert hjørne eller top jeg passerer kun byder på flere hjørner og flere højdemeter at klatre.
Endelig sker der dog noget. Længere fremme aner jeg en masse bedeflag. Der har ellers ikke været andet end goldt og stenet landskab foran mig, og de kæmpemæssige bjerge der omringer mig. De røde, gule, grønne og blå farver kalder, blafrer i vinden og fortæller mig, at her er passet. Bare et par hundrede meter endnu, og jeg har klaret det.
Mit mål og mange årige drøm er næsten nået. Jeg mærker et sug i maven, tusinde sommerfugle og et kæmpe smil breder sig hen over mit ansigt. Jeg bevæger mig langsomt mod Thorung La passet. Det er ren lykke, og jeg er høj af glæde - en ren og skær lykkerus overtager min krop. Jeg går de andre trekkere i møde som allerede er nået passet, og lykønskninger og high-fives deles ud med rund hånd. Jeg tager en lille sejrsdans med armene i vejret.
Det er pivkoldt, og vinden trænger uden problemer igennem mine 5 lag tøj. Min løbende næse svier, og mine kinder brænder af kulde. Et lille tehus ved passet byder på en varm kop te, som jeg og mine frosne fingre tager imod med kyshånd. Aldrig har en te smagt så godt.
Solen skinner fra en skyfri himmel. Store dele af passet er dækket af sne, og bjergene omringer os som tålmodige kæmper der endnu engang har set et hold eventyrlystne trekkere nå deres mål.
Stoppet ved Thorung La passet er kort. Lykkeligt, men kort. Vi får taget de obligatoriske billeder, og hilser nyankomne til passet velkomne - alle synes at smile om kap med solen. Men her er koldt, virkeligt koldt, og vi har nogle vejrforhold at tage i betragtning, så jeg tager en dyb indånding, tager et mentalt billede af dette øjeblik på toppen, og trækker så ellers ekstra godt ned i huen og begynder at bevæge mig ned ad igen.
Det har været en helt uforglemmelig morgen!
- comments