Skrevet lidt løbende, da der ikke lige har været tid til det hele på en gang.

Oh hallo….

Der er sket en del siden sidst. I lørdags (d. 13) rejste vi fra Paihia, og videre til Waitomo. En lille by, hvor der egentlig kun var et event center, en lille restaurant og vores hostel. Her var vi kun en enkelt nat, hvorefter vi skulle videre til Waitomo caves. Vi havde muligheden for at vælge at komme på en tur ned i grotterne på en adventure-oplevelse. Der var både en tur på 5 timer og en på 7 timer. Vi havde fået at vide at for at tage på 7-timers turen, skulle vi have rigtig god kondi, så jeg tænkte jeg hellere måtte se realistisk på tingene, og hvis det skulle være en af dem skulle det være 5-timers turen, da min kondi er lig 0, efter efterskolen. Da vi så fik at vide at vi skulle hoppe 4 meter ned i noget vand i en badering, blev det straks værre. Havde mange overvejelser over om jeg overhovedet skulle tage med, men da jeg hørte at man godt kunne undgå dette, tænkte jeg at jeg nok ville fortryde det, hvis jeg ikke tog med. Så søndag drog jeg, sammen med 7 andre af pigerne fra gruppen i en lille bus til BLACK WATER RAFTING. Vi var 8 i vores gruppe, mens der var to grupper mere på 5-timers turen - Black Abyss - og en gruppe på 7-timers turen - lost world. Vi blev klædt på med våddragt, vådjakke, "vådsokker", gummistøvler, og ikke mindst RØD hjelm med pandelampe på. Så fik vi rapellingbælte, og sikkerhedsline på, hvorefter vi begav os ud til grotten. Først fik vi lidt info om hvordan vi skulle rapelle ned i grotten, inden det rigtig gik løs. En efter en blev vi spændt fast til linen, og derefter var der "bye-bye", et billede på vej ned, og så var det bar af sted - 35 meter ned i grotten, som efter min mening, var lidt som et timeglas - snæver på midten, og så større og større, inden vi var nede, og blev spændt af linen igen. Jeg siger jer det var fedt - min første tanke da han spændte os af linen, og tog vores "spænde" var at det da var en super fed tur, og hvorfor søren han tog vores spænde, da vi da godt lige kunne rapelle lidt mere… Men nej. Vi ventede nede i grotten, og da alle var nede, samt vores guider Terry og Andy, gik vi videre i mørket hen til en line. Jeg stod nummer to, og Cecilie blev sendt af sted først. Hun blev spændt fast til linen - en vandret line ud i ingenting. Et skub, et skrig, og et BANG da hun nåede ned for enden af linen, mens vi lige så stille kalder "Cecilie" - intet svar.. Endnu et kald. Stadig intet svar. Et sidste desperat kald, inden det blev min tur, og stadig ingenting.. Kan sige der røg mange tanker gennem mit hoved de to skridt det tog at komme hen til Andy og snoren der blev spændt fast i mit bælte. Herefter et lille skub, og så et skrig. Nede for enden vipper jeg lidt rundt, helt mørkt, og intet bang. Lyset bliver tændt i Terrys pandelygte, og en lille klippe-blok kom til syne under mig. Cecilie sad dernede, og intet var sket. Jeg kom ned af linen, og det blev de andres tur. Terry havde en god ide når samtlige 6 piger kom ned af linen - flere gange var det sjovt med endnu et bang, en gang skulle vi alle være helt stille, og lade hende hænge på linen, eller skrig fra samtlige piger der havde taget svævebanens tur, og ikke mindst flere bang - som kom fra to baderinge, Terry slog sammen. Dernede kunne man så sidde og nyde synet af en masse glowworms oppe over en. Små lysende grønne prikker over det hele - lidt ligesom en stjernehimmel, bare uden alle stjernebillederne.

Da vi alle var nede fra svævebanen blev der serveret varm kakao og kage - lidt alla drømmekage. Så der sad vi, 8 piger på række med benene ud over kanten til vandet dernede 4 meter under os - hvilket skulle vise sig at blive den værste oplevelse på turen.

Da kakaoen var drukket og kagen spist, siger Terry og Andy, at vi nu skal finde en badering. Dette blev gjort, og det var så her vi skulle hoppe ud over kanten. 4 meter ned med røven i en badering. "Would you like a demonstration?" Spørger Terry, og ja, det ville vi da gerne. Han kigger på Frederikke, og spørger om hun vil demonstrere, men lysten var der ikke lige til det. En af de andre piger melder sig, og Terry forklarer hvordan man skal gøre, hvorefter hun stiller sig ud på kanten. Hop, et skrig, et plask og et billede. Vi står alle sammen og kigger ud over kanten, og så kommer hun op til overfladen. Vi kigger lidt rundt på hinanden, og tankerne flyver gennem hovedet: Det her gør jeg bare ikke. Jeg skal bare ikke hoppe ud herfra. Hvad sker der for det? Jeg gør det bare ikke! Den anden pige hopper, den tredje, den fjerde, den femte, den sjette, og den syvende. Min tur - stiller mig ud på kanten, Terry tæller, men nej. Min krop vil bare ikke hoppe ud derfra. Der bliver taget tilløb nogle gange, og tredje el. fjerde gang kom hoppet udover. Plask, ned under vandet, og så op igen. Forfærdeligt lige når det var sket, med vand i hele hovedet, næsen og ellers overalt omkring en. Men jeg klarede det, og her bagefter er jeg nok glad for det. Nå, det værste var overstået, og nu stod den på hyggetur ned gennem floden, liggende i baderingen. Først en plasketur gennem det kolde vand, hen til et reb, hvor vi kunne trække os frem. Her kunne vi trække os frem, mens vi igen kunne kigge på de lysende orme i loftet, samt se dem tættere på, end før. Da vi kom for enden af snoren siger Andy at vi skal putte vores ben ind under armene på personen foran, og lave et tog. Her tog han så fat i Najas ben, og trak os hele vejen tilbage til klippen. Han fortalte samtidig om "ormene", som egentlig er maddiker - men som han sagde, ville det nok ikke se så fint ud i reklamen - "Kom og se lysende maddiker"…? Bedøm selv.. Han fortalte om deres livscyklus, for at vi kunne få et indblik i hvorfor de sad der: De lyser for at tiltrække føde og eller parringspartner, de forpupper sig, og bliver senere til flyvende dyr, og flyver op til loftet for at lægge æg. Efter udklækningen gælder reglen "survival of the fittest", så de spiser hinanden. De fanger deres mad med disse. Andy lyser herefter op, så man kan se disse tråde. Herfra skulle vi smide baderingen, og gå videre gennem grotten. Vandet var ikke så dybt, så man kunne sagtens gå på bunden, dog var det rigtig koldt - ikke mærkeligt når vandet dernede aldrig har set sollys - men med hjælp fra våddragterne, og det råd at vi skulle holde os mest muligt i gang for at få mest mulig varme, gik det helt fint. På vejen gennem grotten, var der både en lille rutsjebane, og nogle forskellige huller vi skulle kravle igennem. På et tidspunkt, ikke lang tid efter vi smed baderingene på skranten, spørger guiderne om der er nogen der skal tisse? Hmm, det kunne da godt være man lige skulle det - men det er nu lettere sagt end gjort. Vi var 4 piger, der lige skulle af med lidt, og guiderne lavede lige en sten-saks-papir, for at finde ud af hvem der skulle forklare os hvordan det foregik når vi nu er omkring 50 meter under jorden. De havde sagt inden vi tog af sted til grotterne, at man ikke skulle tisse direkte i våddragten, for så ville det bare fordele sig, og lugte, så den fornemme måde at tisse i denne grotte iført en våddragt var at åbne jakken, tage våddragten ned om knæene, sætte sig ned i vandet, og gøre det der skulle gøres. Det var dog så her det største problem kom når våddragten skulle på igen, men vi klarede det alle sammen, og kom videre ind i grotten. Vi holdt endnu en pause, hvor vi fik noget varmt at drikke der mindede mest af alt om gult saftevand der var varmet op. Her fik vi så at vide at hvis vi ikke kunne lide det, kunne vi fortynde det lidt med det iskolde vand i grotten, og hælde det ned på ryggen - jeg siger jer det giver i hvert fald lidt varme… Nå, videre inde i grotten, kom vi til den sidste udfordring - vandfald der skulle passeres. Man kravler gennem et meget lille hul, og på den anden side fosser vandet ned i hovedet på dig. Guiderne stod og hjalp os opad, hvis vi var i tvivl om noget, men ellers var det egentlig bare at komme op til jord-overfladen igen. Der var endnu 2 vandfald der skulle passeres, hvilket gik fint, og efter en masse kravlen stod vi igen i sollys omgivet af fine grønne bregner.

Herefter gik turen til Rotorua - en bustur på ca. 2,5 timer - der som altid blev brugt til at sove, og få ladt batterierne op, inden det går løs et nyt sted. Da vi ankommer til Rotorua, bliver vi indkvarteret på vores hostel rimelig centralt i byen, og noget mad skal findes. Herefter går det til den nærmeste bar, for at fortælle at danskerne nu er kommet til byen. Hvilket også for det meste går rigtig godt, og de ender altid med at kende os på den bar der ofte bliver fælles samlingssted for hele gruppen.

Nå, I Rotorua skulle der hygges, og slappes af, og selvfølgelig skulle den dejlige by nydes. Det startede mandag med en lille hyggetur med Naja, fra gruppen. Vi havde aftalt vi skulle ud og kigge på butikker, nu hvor vi endelig var kommet frem til et sted hvor man kunne bruge penge uden at det skulle være på is, juice, eller bytur. Nej, den stod på SHOPPING….! Vi startede dog dagen med lidt kulturelt, så dagen ikke var helt spildt. Rotorua er en by, hvor undergrunden ligger så højt, at der nogle steder er huller med boblende mudder, eller varme søer hvorfra der kommer damp op - ved ikke helt om det er rigtigt, men fint lyder det.. Her gik vi lidt rundt, og kiggede, og brokkede os over lugten, men alligevel nød at opleve det. Det var på en måde rigtig fascinerende at se hvordan mudderet boblede, mens vi nød denne dejlige lugt af riskager.

Vi blev færdige i parken, og så stod den på shopping. Vi fandt "main street", hvor vi tullerede ned ad. Og mon ikke man fandt en starbucks - det tror jeg nu nok, og så stod den på Chai latte til os. Herefter gik vi videre, og "Oh hello" der var en tøjbutik - en super god en af slagsen, og jeg følte mig som et rigtigt storbymenneske, der gik rundt med en latte i den ene hånd, og tøj der skulle prøves over den anden, og ikke mindst da ekspedienten kommer og spørger om hun ikke skulle tage noget af tøjet og hænge det ind i prøverummet for mig…. "Jamen mange tak da". Vi endte med at bruge et par timer derinde, og var da også en smule fattigere da vi gik ud derfra. Derefter gik det slag i slag, og når vi gik ud af en butik så vi en anden, kiggede på hinanden og udbrød "Oh hello". Så må indrømme at noget af det tøj jeg havde med herned ikke er med hjem igen - men bare vent, kufferten skal nok være mere end fyldt når jeg kommer hjem…

Dagen efter vores shoppedag, altså tirsdag, stod den på tur til White Island - en aktiv vulkanø - ude i Stillehavet. Vi startede dagen ud med en 1,5 times sejltur ud på det åbne hav, for at komme derud, og kan sige det ikke var behageligt i hvert fald. Men vi kom da alle sammen derud, og mødte på båden to andre danskere, som vi snakkede lidt med. De havde været til VM i roning - den ene som deltager, og den anden pressechef for landsholdet - og holdt lidt ferie inden turen gik hjem til DK igen. Lidt sjovt at man lige møder andre danskere på sådan en tur. Nå, men tilbage til øen. Det er jo en aktiv vulkanø, der ligger ude i Stillehavet, og derfor var der nogle sikkerhedsforanstaltninger vi skulle tage inden vi kom derud. Vi blev udstyret med hjelm og gasmaske, da det nogle gange kunne være svært at trække vejret pga. lugten derude. Derfor var det også frivilligt om man ville bruge den, men den var nu meget rar at have. Mange siger at det nok er noget af det tætteste man kommer på at gå på månen, da der ikke rigtig er noget liv derude, og kun sten, forskellige formationer vulkanen/lavaen har lavet og krater. Det var en super fed oplevelse, og utrolig sjovt at se denne ø, men ikke mindst det punkt at det er en AKTIV vulkan man går på, som i princippet kan gå i udbrud når som helst - hvilket heldigvis ikke skete. Billeder herfra kan findes på facebook..

Onsdag startede stille og roligt. Mange fra gruppen skulle ud og rafte, men det var ikke lige noget jeg havde lyst til, så jeg fik endelig sovet lidt længe, og egentlig bare slappet af og kigget lidt mere i butikker - hvilket senere på ugen viste sig at være en super god ting. Om eftermiddagen havde vi fået i stand at vi kunne komme ud og se Hobbiton - fra Ringenes Herre, hvor hobbitterne bor. Det hele havde ellers været revet ned, men de var ved at bygge det op igen. Grunden til dette var at de begynder at filme filmen "Hobbiton" - som vist har premiere sommeren 2011, men hæng mig ikke op på det. Vi skulle skrive under på at vi ikke måtte lægge billeder ind på nettet, da det endnu ikke er færdigt, og at de skal bruge det til den nye film. Derfor er der ikke nogen billeder herfra, men dem kan i se når jeg kommer hjem - der er i hvert fald mange.. Vi blev hentet i en bus, og kørt ind på settet, hvor vi fik en guidet tur rundt til de forskellige huse, og ikke mindst party-pladsen og træet. Her fortalte vores guide også en masse omkring filmene, skuespillerne, og selvfølgelig selve Hobbiton. Efter rundvisningen kom vi ind og så et får blive klippet, og sad og hyggede med nogle lam udenfor - vejret var fantastisk godt, hvilket det faktisk har været de fleste gange vi har skullet noget. Og helt generelt har vejret været virkelig godt hernede mens vi har været her, så det er bare super fedt, og det skal da bare fortsætte sådan :)

Efter Hobbiton gik turen tilbage til Rotorua, hvor vi skulle pakke igen, og gøre klar til at køre videre til National park om torsdagen. På vej til National park - en bustur på 2,5 time - stoppede vi nogle forskellige steder. Det første sted var noget der hedder Wai-o-tapo, som er noget af det samme som parken i Rotorua - bare større. Her var vi også på en guidet tur, og vores guide fortalte om de forskellige kratere der var i parken. Svært at forklare på skrift, men billeder kommer på facebook inden længe. Vi var hurtigt forbi en gejser, Lady Knox, inden turen gik videre. Her hjalp en medarbejder fra parken gejseren lidt på vej til at komme i gang, ved at putte sæbe ned i den, hvorefter hun rumler, og sprøjter en kold vandstråle 20 meter op i luften. Fascinerende at noget kan gøre sådan - også selvom hun fik lidt hjælp. Herefter kørte vi videre til et vandfald, inden vi kom til Taupo, hvor vi havde tid til at få noget frokost. Her fandt nogle af os en kebab, og satte os et sted - i en lille park - hvor der var nogle franske drenge der spillede til fordel for bloddonerer. Meget hyggeligt med lidt musik til maden. Herefter kørte vi videre til vores hostel i National Park, og fik handlet lidt, og ellers slappet af, inden det gik løs fredag.

Fredag stod den nemlig på vandretur over Mount Tongariro. En tur på mellem 6 og 8 timer, havde vi fået at vide. Vækkeuret ringede kl. 5.15, hvorefter jeg sprang ud af sengen, og kom i tøjet. Vi skulle køre fra hostlet kl. 6.00, da nogle fra gruppen havde planer om at bestige Mount Doom samtidig - bjerget fra Ringenes Herre, Mordor, hvor ringen skal tilintetgøres - og derfor skulle vi af sted tidligt. Taskerne var pakket, madpakken smurt, og turen gik til parkeringspladsen foran bjergene. Tanken strejfede mig i løbet af morgenen om at kigge op på Mount Doom, men igen, tænkte jeg at det nok var smartest at se realiteterne i øjnene, og "nøjes" med den 19,4 km lange vandretur over Mount Tongariro. Denne lille tur starter stille og roligt ud, med et rimelig fladt stræk den første time. Herefter går det så bare opad. De har været lidt søde på bjerget, og lavet trapper, så man ikke bare skal gå op ad en bakke. Men da vi kommer til "The devils staircase" er jeg ikke helt sikker på om jeg egentlig helst vil gå op ad en bakke eller op ad trapper. Tror jeg ville vælge det første, men nej, ingen vej udenom disse trapper. Men med jævnlige pauser og noget chokolade og vand i ny og næ kom vi da op til toppen af trapperne. Det var her man kunne vælge at fortsætte opad til Mt. Doom, eller "bare gå den direkte vej ad Tongariro". Vi holdt et lille hvil, og fik vores morning tea her, mens vi nød udsigten ned og op ad de forskellige bjerge. Igen havde vi været super heldige med vejret, dog ikke 30 grader, men gætter på temperaturen nærmede sig de 2+ grader i solen, da vi var kommet lidt længere op af bjerget. Jeg og to andre piger fra gruppen fortsatte videre op af Tongariro, hvilket nok også er lettere sagt end gjort. Syntes jeg havde hørt vi skulle vandre og ikke klatre, for det syntes jeg nu vi kom til på det næste stejle stykke op mod toppen. Her nød vi udsigten igen, og fortsatte så nedad bjerget. Her var der noget sand-agtigt underlag, og Marianne her går ca. tre skridt før hun ligger på røven og vender sig af grin - troede vandrestøvler hjalp på vandreture.. Hmm.. Nå, men nedad fortsatte vi, hvor vi kom til en sø - et lille hvil blev holdt, og vi fortsatte igen lidt opad. Herefter var det nedad 8 km, før vi kom til den anden parkeringsplads, hvor bussen fra hostlet ville hente os igen. I alt blev det en tur på 7,5 time, og jeg kahn sige jer det ikke er helt så sjovt for fødderne at gå nedad i så lang tid. Men status efter turen var: INGEN vabler, kun ømme tæer.

Status næste morgen: Ondt i røven, og lige der omkring, og stadig lidt ondt i fødderne. Men så er det jo godt at vi bare skulle sidde i et tog hele eftermiddagen/aftenen, for at komme til Wellington. En 6 timers lang togtur ned gennem halvdelen af sydøen, startende kl. 13.20, og som om aftenen endte i bytur i Wellington. Her fandt vi endelig nogle steder der havde åben til længere end kl. 01 og 02. men da dette var svært at vænne sig til, lå jeg alligevel i min seng kl. 02.00.

Dagen efter - søndag - stod på sightseeing i Wellington - med andre ord en smule shopping. De fleste af os fra gruppen havde om aftenen planlagt Harry Potter-tur i bio, så der blev fundet tryllestav, kost (Nimbus 2000), og badges med Gryffindor og Hufflepuff. Byen blev kigget igennem, men ingen shoppen-amok her, da vi snart kommer til Queenstown, hvor der nok også bliver svunget med dankortet, samt at pladsen i kufferten er begyndt at være lidt trang. Om aftenen stod den som sagt på bio med Harry P. og hans venner. Super hyggelig aften, og filmen var nu også rigtig god. Derefter gik turen hjem i seng, så jeg kunne være frisk til mandag.

Mandag stod dagen igen i ringenes herres tegn. VI var 19 fra gruppen der skulle på heldagstur rundt omkring Wellington, hvor vi ville se en masse forskellige locations, hvor de har indspillet scener fra filmen. Turen startede halv 9, hvor vi først kørte ud til en flod, hvor de havde optaget nogle scener. Allerede her fik vi en snert af hvordan dagen ville foregå: Guiderne Nathan og Jack havde en masse billeder fra filmen, og settet, som de fortalte ud fra. Hvordan de havde bygget kulisserne op, hvordan de nogle gange havde "snydt" med størrelsesforholdet på personerne, og kulisserne, da det er svært at bytte et kæmpe slot, og filme alt derinde, Så når man så et fuldt billede af et slot/borg, el. andre store huse var det en mindre model de filmede, og når det var spillede scener var der små dele af kulissen forskellige steder, og ikke en stor - igen lidt svært at forklare, men har billeder som kommer senere, så kan jeg nok forklare lidt der, og ellers må i jo få den når jeg kommer hjem. Nå, men efter floden kørte vi videre til Rivendell, hvor vi kunne få taget billede som Legolas med Elverører, samt morning tea - hvilket man ALTID får hernede. Herfra kørte vi til en park - ny location fra filmen, kan ikke huske hvad de hedder, eller hvad det var fra filmen. Det næste sted var en stenvæg, de havde brugt, og gravet ud og bygget kulisse op på - kan igen ikke huske hvad det var i filmen. Herefter blev det tid til frokost, og vi blev kørt til en lille hyggelig cafe lige ud til vandet, hvor vi kunne vælge alt fra Aragons anything til Pippin's pancakes. Herfra gik turen til Weta cave - Produktionslokaler hvor de har lavet en masse film - Bl.a. Avatar, King Kong, og ikke mindst Ringenes Herre. Nathan, vores guide, kørte os forbi studiet hvor de også havde filmet noget fra filmene. Den sidste location var det træ hvor hobbitterne gemmer sig under i den første film. Dette var et punkt jeg havde glæpdet mig meget til, da det er en af de eneste ting jeg kan huske fra filmen, som jeg sådan cirka så for tre år siden. Så skuffelsen var stor, da vi stod på stedet, og Nathan sagde at det altså var et træ de selv havde haft med og plantet der, og taget det med igen da de var færdige med at filme. Øv øv…. Men det er jo så endnu en ting de gjorde med omgivelserne for at de var helt rigtige. Da vi besøgte Hobbiton fortalte vores guide der også at de på et træ havde pillet alle bladene af, og hentet nogle andre slags blade fra Asien, fordi det var de helt rigtige. Derefter havde nogle universitetselever siddet og sat bladene på det træ der var blevet rippet, og vupti, så var der et nyt træ.. Ude i denne skov kunne vi igen prøve elverørene, så det skulle jeg da lige prøve, og endte med bare at gå med dem i hånden tilbage til bussen, hvor jeg lagde dem for at få taget billede. Nathan går hen og tager ørene, og jeg siger for sjov til ham "Oh, you can't take my ears", hvorefter han kiggede på mig, gav mig dem i hånden igen og sagde at jeg kunne beholde dem, men at jeg ikke skulle sige noget om det.. Super god souvenir, med sådan et par øre. Endnu en fed ting var at Nathan fortalte han havde været med i filmen, dog som krigselver, så ikke noget stort, men derfor kunne man få lidt insider-viden, om filmen backstage, og ikke mindst om skuespillerne. Så det var super fedt, og efter sådan en tur, og turen til Hobbiton, glæder jeg mig endnu mere til at se filmene når jeg kommer hjem igen - hvis ikke inden.. Er der mon nogen der vil se dem med mig?? :)

I dag har vi haft endnu en transportdag. Denne gang med færge fra Wellington til Nelson - en tre timers lang tur over Cook strædet. Så vi kan da sige vi får prøvet nogle forskellige transport-midler på denne tur. Kan i hvert fald sige at hver gang transportmidlet IKKE er bus glæder jeg mig over det, så togturen blev nydt, og ikke mindst denne færgetur, hvor man så mere super flot land her i NZ. Igen, landet er fantastisk, og hvis jeg ikke kommer hjem igen, ved i hvor i kan finde mig.

Alt i alt er turen stadig super fed, og nyder at få rejst rundt og set mere end bare en enkelt by, som da vi var i Paihia, men også da byen ikke var specielt stor. Om en uges tid kommer vi til Queenstown, hvor vi starter undervisningen i Kommunikation og personlig udvikling, så det skal nok blive super spændende. Det er samtidig her vi skal prøve de ekstreme sports-aktiviteter, så det bliver vildt.

Undskylder for længden af denne blog, men håber alligevel I er kommet igennem. Skal se om jeg lige kan få skrevet lidt oftere, men her på rundrejsen er det ikke helt let at finde tid til, så I må lige bære over med mig så længe det varer. I er altid velkomne til at brokke jer, men vil ikke love om det hjælper på noget, da programmet er rimelig stramt, og når der ikke sker noget vi skal med til, hedder den ofte på kollektiv afslapning eller nogle andre spændende ting i den by vi nu befinder os i. Lover jer at I nok skal få alt det at vide i gerne vil når jeg kommer hjem i hvert fald..

Kia ora herfra...