Tid til nyt fra New Zealand…

Tiden i Queenstown er slut, og lige nu er vi i Kaikoura, hvor vi i dag har svømmet med vilde dusky delfiner, og i morgen skal vi på whale watching. Mere herom senere.

De sidste tre uger i Queenstown er gået med undervisning, aktiviteter og jul. Jeg har blandt andet været ude og bungyjumpe to gange og skydive en enkelt gang.

Det første bungyjump var fra Nevis - verdens 3. højeste hop på 134 meter d. 13. december. Man kommer ind i en lille "vogn", der hænger på to wire, og som kører os ud til et lille hus ude mellem to klipper. Her får man en sele på, og den rem der skal holde elastikken spændt på læggene. Og så er det ellers bare at vente på det bliver ens tur. Da jeg var derude var det kun med en anden fra gruppen, Naja. Hun skulle springe først, og blev gjort klar mens jeg bare kunne stå og kigge. Hun kom over i en stol og sidde, fik elastikken spændt på remmen, og så var det ellers ud på kanten, og ud over denne. "Det så da ikke så galt ud" var vist min første tanke. Tiden gik rimelig langsomt, men så endelig var det min tur. Min tur til at blive sat i stolen, få spændt elastikken på benene, og et lille nervøst hop ud til kanten… "Ikke kig ned, ikke kig ned, ikke kig ned…." Kørte rundt i hovedet, og guiden bag mig siger "3, 2, 1, jump!". Rimelig skræmmende, men tanken der fløj gennem hovedet på mig var - Jamen det gør jeg da bare. Jeg siger jer at det var super fedt. Føle man bare falder ned mod vandet dernede i bunden, og så pludselig kan mærke elastikken, og gynger lidt op og ned. Herefter var det bare at trække i en snor, komme op og sidde og så blev jeg ellers hejst op i huset igen.. Tror aldrig jeg har rystet så meget i hele mit liv, som da jeg kom op i huset - vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, og var bare helt rundt på gulvet efter springet… Det var super fedt.

Den næste, som vi siger i Queenstown, EXTREME aktivitet var skydive. Dette var jeg ude og gøre om torsdagen, i den samme uge som Nevis. Her var jeg af sted med tre andre piger fra holdet. Dog kunne vi kun være tre i flyet, så en af de andre piger kom af sted i et fly som den eneste af os fra gruppen. Vi andre tre kom på det samme fly. Vi fik hver vores skymaster, som vi skulle lave skydivet med, og da vi alle tre bestilte video og billeder af vores spring, havde vi også hver vores kameramand med i flyet, så der var godt fyldt op. Det tog ca. 15 min at flyve op i 15000ft, hvor vi sprang ud. Min skymaster, Nick, spændte mig fast til ham, og således gjorde de andre med de to andre i flyet, og så var der ellers "samlebånd", jeg siger jer det var sjovt at se folk springe ud af flyet, og se hvordan de bare havde styr på hvornår de skulle af sted. Jeg var den sidste af os tre i mit fly der skulle springe, så jeg fik set hvor gode de var til at vide hvornår de skulle af sted. Nick havde fra staten fortalt hvordan jeg skulle sidde når vi skulle ud af flyet, men som om man kan huske det når man sidder i døren på et fly 15000ft oppe i luften, så han hjalp mig lidt, og så var det ellers bare ud af flyet, og frit fald mod jorden med 200 km/t. Inden jeg siger mere, skal det siges det nok har været det fedeste jeg har prøvet hernede, trods det at man følte jeg ikke kunne trække vejret i det frie fald. VI faldt i ca. 1 min, før faldskærmen blev udløst - rimelig pludseligt - i 4000ft højde. Så svævede vi lidt rundt der, og nød udsigten ned over bugten og bjergene omkring Queenstown.. Jeg har ikke prøvet noget federe i hele mit liv, det var så fedt, og fantastisk flot på samme tid - træls jeg ikke lige havde kamera med derop…!

Mit sidste bungy jump lavede jeg juleaftensdag. Kl. 14.10 tjekkede Naja og jeg ind i shoppen, og ventede bare på at blive hentet af bussen. Denne gang var det fra den oprindelige bro i Queenstown - der hvor der først blev sprunget bungy fra. Dette var kun 43 m, så meget kortere end Nevis, men mindst lige så fedt, bortset fra man egentlig ikke rigtig nåede at opdage det, før jeg var nede. Ham der stod oppe på platformen spurgte om jeg ville ned og røre vandet - man kunne ikke blive helt dyppet, da det havde regnet så meget, så der var kommet mange grene osv. I vandet. Jeg sagde nej til at røre vandet, men alligevel nåede jeg ned med hænderne, og fik også lidt af et chok, da mine hænder lige pludselig blev våde.. Men fedt var det, og super fedt at kunne sige man har sprunget fra lige netop den bro på lige netop den dag - d. 24. december. Det vil i hvert fald være en juleaften jeg aldrig glemmer..

I løbet af de tre uger er der ellers sket en masse ting, men det er nu mest (mange) små shoppe-ture, (en del) by-ture, rundbold/langbold og (meget) hygge med gruppen. I Queenstown havde vi tre små huse for os selv, hvor vi boede i de 4 uger der, hvilket var super fedt, da vi så havde vores egen stue, og kunne lidt gøre som vi ville. Også hus-til-hus fest holdt vi en aften, hvor hvert hus havde et tema, og vi så gik fra hus til hus.. Det var super fedt, også at se hvor meget vi alle havde gjort ud af det - det var helt og aldeles gennemført i alle tre huse. Der blev også holdt julefrokost, med det meste af det mad vi kender hjemmefra - dog ikke helt samme kvalitet, el. rugbrød.. Det skal dog siges at man godt kan få rugbrød hernede, det er bare rigtig rigtig dyrt - 7,5 $ for en pakke med 6 stykker i (ca. 35 kr). Kagebagedag er det også blevet til - der skulle jo være småkager til juleaften, og når man ikke har fars gode derhjemme må man jo selv bage nogle, og de blev nu også rigtig gode..

Juleaften er et helt kapitel for sig selv. Nogle ville have engelsk tradition og andre ville have dansk tradition - så det blev lidt en kombi: julemiddag og dansen om juletræ d. 24. om aftenen, og gaver, morgenmad og hygge d. 25 om morgenen. Julemaden bestod af kalkun, flæskesteg, brune og hvide kartofler, rødkål, råkostsalat, og selvfølgelig ris a la'mande med (en noget tynd) kirsebærsovs. Men det var julemad, og det var godt, selvom det var rigtig mærkeligt at sidde i 20 grader og fejre jul. Jeg vil i hvert fald sige at det ville tage rigtig lang tid for mig at vænne mig til at skulle holde jul i sol og sommer, hvis det var tilfældet. Men fantastisk sjovt at prøve. Måske også meget anderledes, hvis man havde sin familie. Der var jo ingenting hernede der mindede en om det var jul, kun nogle få julesange i butikkerne og en noget fesen julepynt i byen. Men jul blev det da, og d. 23. var vi også nogle stykker der i et øjeblik var i rigtig julestemning. VI var gået på Ice bar, hvor alt er lavet af is, og vi rendte rundt med vanter, kæmpe jakker og varme støvler - så kan man kalde det jul - og så især når de spiller julesange. Der var der en snert af julestemning, men ellers er det altså ikke det samme som at være i DK og fejre jul med sne og kulde..

I går tog vi fra Queenstown til Kaikoura - en bustur på ca. 13 timer, så lad lige være med at brokke jer derhjemme hvis du skal køre i bus i 2-3 timer, for det er ingenting sammenlignet med det hernede. Derhjemme er vejene også mere lige end hernede, og at køre i bus i 13 timer på en vej der mest af alt minder om en masse s'er sat sammen er altså ikke altid lige sjovt. Efterhånden er vi begyndt at vænne os til det, så lige så snart vi kommer ind i en bus går der ikke lang tid før alle mand sover - eller i hvert fald størstedelen. Hvordan mon det bliver at komme hjem, og skulle køre i bus derhjemme, og mene man hele tiden skal sove når man sætter sig ned i en? Må vist på afvænning.

I dag har programmet så stået på svømning med delfiner - vilde dusky delfiner, vel at mærke. Vi var hjemmefra blevet delt op i to grupper - en der skulle af sted kl. 5.15, og en der skulle af sted 8.15. B-menneske som jeg er, skal man jo være heldig, men nej, jeg var havnet i gruppen der skulle af sted kl. 5.15, og vel at mærke betyder det at vi skulle tjekke ind kl. 5.15, så vækkeuret var sat til kl. 4.00. Men op kom jeg da, sammen med de andre på værelset, og af sted - endda i rigtig god tid. Vi blev udstyret med wetsuits, snorkler og svømmefødder, fik instrukser, og så af sted til båden og ud på havet for at finde delfinerne. Efter ca. 20-25 min sejlads fandt vi en større gruppe, hvor vi kunne hoppe af båden, og komme tæt på og lege med dem. Igen - ligesom tidligere i Paihia - blev jeg helt klaustrofobisk da jeg fik maske og snorkel på, og hoppede i vandet, så måtte vende om, og svømme tilbage til båden, hvor jeg så bare nød synet, og de spring delfinerne lavede. Da vi senere ledte efter delfiner til at tage billeder af, kunne vi stå helt oppe på toppen af båden, og se hvordan delfinerne svømmede under og legede med båden. Helt fantastisk oplevelse, selvom jeg ikke rigtig fik svømmet med dem - de var helt utrolig tætte på os, så det var en oplevelse jeg aldrig vil glemme. I morgen bliver turen til Kaikoura forhåbentligt fuldendt med hvaler, men der er vist ikke så mange for tiden, så lad os krydse fingre og håbe. Derefter går turen til Christchurch, hvor vi på torsdag flyver til Australien…!

Kia ora for nu… Vi ses i Aussie….