Profile
Blog
Photos
Videos
Turen til Santiago de Chile bød på masser af tumult. Normalt er det sådan at Andreas ikke kan finde sine ting, finder dem dog altid til sidst, men denne gang var det min tur. Hvor min busbillet var blevet af var et stort mysterium, og da jeg endeligt fandt den, manglede den halvdel som kontrolløren skal rive af inden man stiger på bussen. Hvordan den er røget af har jeg stadig ikke fundet ud af, men hvad jeg fandt ud af var, at argentinske kontrollører går meget højt op i at kunne rive den ene halvdel af busbilletterne! Selvom jeg forklarede ham at mit pasnummer var i overensstemmelse med det, der stod på min halvdel af billetten, og at afgangstiden og -dato passede, skulle jeg stadig gå ind til det firma, som jeg havde købt billetten igennem, og få dem til at lave en ny således, at han kunne rive den ene halvdel af. Cata Internacional som firmaet hed, mente dog ligesom jeg ikke, at den manglende halvdel betød noget, og jeg kom på bussen. Vi var endelig på vej mod Santiago!
Busturen gik fint. Også selvom vi måtte gennemgå et check for bl.a. specielt organiske fødevarer og narkotika ved den Chilenske grænse, der var grundigere end selv checkene i Heathrow, rejste under ringere forhold end vi er vant til - vi rejste på kategori fire, mod den normale kategori 2 og var ved (specielt Andreas) at dø af dehydrering undervejs. Meen vi kom "mod al forventning" levende til den Chilenske hovedstad.
Bussen kørte ind på busterminalen kl. 6:00. Men vi var ikke andet end steget ud af bussen før det næste problem indtraf. Andreas havde ikke fået adressen på hostelet med, og hvad gør man så kl. 6:00 om morgenen, hvor ikke engang kiosken på busterminalen i den chilenske hovedstad har åbent? Vi var altså nødt til at gå på jagt efter en internetcafé eller en åben kiosk i nærheden, men på vej ud af busterminalen møder vi en dame, der siger, at vi under alle omstændigheder ikke må forlade busterminalen før det bliver lyst. Oops…! Det kom lidt som et chok for os, idet vi havde hørt, at Chile skulle være som Europa og betød det så at vi skulle sidde på busterminalen, trætte efter en lang rejse, til klokken 8 eller 9? Mens vi stod og snakkede lidt frem og tilbage med damen, kom der ud af det blå pludselig også en mand, omkring de 30. Manden kom frem til den samme konklusion som damen - altså at det nok var bedst at blive på busterminalen til det blev lyst. Vi var altså så indstillede på, at blive i terminalen, meeen så var det, at jeg kom i tanke om, at vi jo havde et telefonnummer på vores hostel i Córdoba, der har reception 24/7, og derfor ogsaa havde mulighed for at finde en adresse på hostelet over nettet. Vi ringede…, og fik en adresse! Pheww… Første problem løst, nu var der kun det problem, at vi ikke havde nogen Chilenske pesos til en taxa. Ja, og udenfor kunne vi ikke komme, men manden var stadig behjælpsom og vidste, at der var en lille godt gemt hæveautomat over i et hjørne af busterminalen. Vi havde nu både penge og adresse, og sad få øjeblikke efter i en taxa på vej mod vores hostel. Det første vi gjorde, da vi havde checket ind var at kaste os på sengen og sove til klokken 11. Sikke en tur!
Idet vi kun havde 2 dage i Santiago, skulle vi ud og se på byen då vi vågnede. Hostelet lå perfekt - i gå afstand fra centrum. Meningen var egentlig, at vi skulle på en gratis og guidet tur rundt i centrum, men Valeria, en udvekslingsstudent der bor i Santiago og som gik i vores klasse i 2. g, var ikke til at få fat i. Også selvom vi i bund og grund havde en aftale. En aftale der så blev flyttet til dagen efter.
Vi gik altså derfor bare en tur rundt i centrum, kiggede på lidt på butikker, købte en chilensk landsholdstrøje uden ærmer til CH$ 13000 eller lige godt 100 kr. og nød den fantastisk udsigt over byen fra Cerro Santa Lucia, der er et lille bjerg beliggende helt centralt midt i byen, inden vi gik hjemad, hvor aftensmaden og ikke mindst en chilensk flaske vin til sammenligning med de argentinske, ventede.
Dagen efter mødtes vi endelig med Valeria på Plaza de armas, byens centrum, hvorefter vi blev vist rundt i byen og så de ting vi ikke allerede havde set dagen før. Det var både lidt sjovt, men også hyggeligt at hilse på hende igen. Det ca. 1,5 år siden at hun var i Danmark. Vi besøgte bl.a. Casa del Gobierno (regeringens hus), et kendte spisested, hvor man udelukkende kunne få fisk og ikke mindst Cerro San Cristobal, der uden sammenligning giver den bedste udsigt ud over byen. Vi havde en super, men også lang dag rundt i Santiagos gader - vi startede kl. 11 og sluttede kl. 21. Efter et sjældent gensyn med McDonald's drog vi derefter af sted mod først Mendoza og siden Salta - en rejse der alt i alt fra Hostelet i Santiago til Hostelet her i Salta tog 29 timer. Noget af en rejse, hvor 75 % dog "overraskende" nok blev sovet væk og de sidste 25 % gik med at spise og se film. Ja, vi er efterhånden blevet så vendte til at sove i busser, at det er underordnet, hvilken tid på dagen og hvor længe busturen varer - vi kan altid sove.
Salta kan bedst karakteriseres som en på papiret lille by, der alligevel på mange måder minder om en storby. Dette måske fordi at det er hovedbyen i provinsen, der sjovt nok derfor også kaldes Salta-provinsen. Nå, men nok om Salta, som jeg vil komme ind på en anden dag. Vi ankom altså til hotellet, der ikke har de bedst sete faciliteter. Noget der dog bliver gevaldigt opvejet af en utrolig behjælpsom og rar manager, som faktisk allerede har givet mig en indiansk omgang rygmassage helt gratis. Ja, den ca. 29 timers lange bustur har sat sine spor. At gå bliver pludseligt besværligt, og at bukke sig forover en umulighed. Rygmassagen er som antydet ikke det eneste han har været behjælpelig med. Vi har således allerede fået booket to pladser til det berømte Tren a las nubes (Toget til skyerne) - til den vanvittige pris af 140 amerikanske dollars, lejet en "Volkswagen Gol" til de næste to dage, hvor vi skal på udflugter til både den nordlige og sydlige del af provinsen og sidst men ikke mindst et par busbilletter til den noget mere overkommelige rejse til San Miguel de Tucumán på ca. 4 timer d. 8/11-2008. Vi starter altså med to dages udflugt i lejet bil, efterfulgt af en tur med toget til skyerne fredag og lørdag morgen bus mod Tucumán. Lad os se om snart to måneder uden bil har gjort os lidt rustne i morgen tidligt. Jeg glæder mig uanset hvad til en tur som vi selv bestemmer forløbet af undervejs.
Med hensyn til vores netop overståede 2-dags tur til Santiago, blev vi lidt overrasket over priserne. Det siges nemlig, at Chile skulle ligne USA rent prismæssigt. Noget der er lidt svært at nikke genkendende til, når mad ligesom tøj med god tilnærmelse er på samme niveau som i Argentina. Jeg fik i hvert fald aldrig fat på sammenhængen, selvom Santiago rigtigt nok mere end Buenos Aires minder om USA.
Santiago var på mange måder charmerende, men ikke en by som jeg vil bytte ud med Buenos Aires, hvor man finder en helt anden livsglæde. Opholdet var dog interessant, ikke mindst også pga. Valeria.
Vi har nu været i Chile og vi nød det… men vi er "hjemme" i Argentina igen og klar på meget mere!
- comments