Halloej! Kan I hoere os?

Det har jo vaeret en meget stille tid i de sidste tre uger her paa bloggen, men tro os naar vi siger, at vores dage har vaeret stik modsat. Der er floejet meget om vores oerer, og det er foerst nu, at vi i buldrende regnvejr i Byron Bay, faar produceret lidt tekst. Da da da dam...

Vi skal skrue tiden godt og vel tre uger tilbage. Da var vi netop ankommet til Perth i Vestaustralien, set Champions League Finale og sovet igennem dagen derpaa. Ovenover os havde solen sin magt, i hvertfald set med danske oejne. For bladene faldt stadig af traerne paa trods af, at termometeret viste over 20 grader. Sikke en herlig forandring, for nu kunne vi faerdes i shorts, t-shirt og klipklapper. Paa gaderne reklamerede butikkerne med vinterfrakker og andre varme toejdele og der kom to unge danskere dangderende ned til Perth togstation for at tage paa stranden - helt hen i vejret! Stedet som var dagens destination var Cottesloe Beach, en 15 minutters togtur vest for Perth Centrum.

Der laa det indsike ocean, et flot syn, saa stort at horisonten smeltede sammen af vand og himmel. Eneste forstyrende elementer var et par store tankskibe, der laa for anker ud for Fremantle. Der var lidt stilet Hornbaek sommerstemning over Cottesloe med villaer og somerhuse, der havde ubeklagelige udsyn. Men paa stranden var der naesten tomt, og man kunne nemt forestille sig, at vi var gaaet forkert. En aeldre badeanstalt blev omklaedningsrummet, hvor en gammel mand med italiensk accent kunne fortaelle, at vi ikke skulle passe paa solen, men mere paa underlige insekter i hostel-senge. Midt paa stranden, i den australske vinter, laa to hvide danske drenge og noed solen paa trods af en koelig vind. Vi endte faktisk med at flytte i lae, for ikke at oedelaegge vores illusion om det varme Australien.

Skulle man, skulle man ikke.. gaa i vandet?.. Ingen af os havde rigtig svaret paa det, og skridt for skridt naermede vi os vandkanten og hvad der sagtens kunne have en varm dansk badevandstemperatur. Under kom vi og vi hoppede og svoemmede i de store boelger i en forsvarlig afstand til starnden, da Vestaustralien hyppigst blvier ramt af hajangreb fra hvidhajen - og det havde en god del pointeret over for os.

Vi levede jo i luksus paa Wickham Retreat Backpackers, gratis frugt, gratis vask, gratis wifi og stedet var fyldt med soede mennesker, der kom os ved og omvendt. Vi havd en ide om at tage sydpaa til Margaret River, hvor der er fyldt med vinplantager og surferstrande. Dog maa man sige, at vi undervurderede turismen uden for saeson, og selvom vi sad oppe til midnat og ringede til hostes, var alt udsolgt. Kreative beslutninger blev udformet. Vi fik lov til at blive en nat mere paa det gode hostel, dog maatte Jonathan tage til takke med sofaen, men tilgengaeld var vi i fedt selskab med en amerikaner, en canadier og en britte. Sammen med dem koerte vi dagen efter til Scarborough Beach i britten, Garys, nyindkoebte, brugte, bulede og tilmed ogsaa turkise bil. Ikke meget strandliv kom ud af det, for en stiv paalandsvind kastede sand i alle taenkelige aabne spraekker, det kalder man en crunchy snack. Kite-surfere elskede vinden, og vi saa et et par stykker flyve 15 meter hoejt over vandet. Aftenen boed paa filmen "The Dictator"i biografen, vildt morsom og meget over stregen - kan klart anbefales, hvis man er til den slags.

Naeste dag rokerede vi rundt til nyt hostel i Perth centrum, der havde en atmosfaere saa kold som sydpolen. Vi besoegte ogsaa Perth Mint, hvor de i over hundrede aar har omsmeltet guld. Her fik vi sat en pris paa vores egen krops pris, hvis den var i guld. Vi snakker i omgegnen af 3 mio. AU$. Samtidig oplevede vi ogsaa stoebningen af en guldbar fra flydende til fast form. Om aftenen fulgte vi Jarrods raad, endnu en af onkel Joergens venner, om at tage lidt syd for Perth til et rigtigt in-sted, Raffles Hostel, der inviterede paa pizza til halv pris. Vi vil dog naermere sige hel pris, for de laa paa en 60 kroner per pizza med australsk hvidvin derudover - godt vi ikke var der paa en normal dag. Han havde henvist os dertil, fordi det skulle vaere et fint sted og mange flotte piger, kom der. Det maa man os give ham fuldt ret i, de var bare et par aar aeldre end os og med et backpacker-budget, var vi ikke paa nogen maade istand til at give drinks ud. Fancy var stedet dog og oplevelsen tog vi til os.

Pungen kom for alvor frem om torsdagen, da vi sejlede til Rottnest Island 20 km ude i det store ocean. Som navnet antyder, har stedet noget at goere med rotter, for det syntes en hollandsk kaptajn den infoedte Quoka var, da han opdagede oeen i 1700-tallet. Vi lejede cykler og turnerede rundt paa den 11 km lange rundstraekning. Undervejs bevaegede vi os paa offroad-ture, der kraevede en god del balance og vilje at komme igennem, men gevinsten var det hele vaerd. Vi fandt en oase, en lille indelukket bountystrand med asurblaat vand og naarja, en pelikan kom da lige og landede der, wauw. Den indefoedte quoka spottede vi ogsa. Halen ligner en rotte, mens kroppen giver associationer til kaenguruen. Hoejdemaessigt gik den os til knaet. Det sted indboed til snorkling og solbadning, vi maate dog tilbage til fastlandet og Jarrod.

Han hanvde inviteret os ud paa en oekologisk burgerbar, hvor han medbragte god roedvin til os alle. En rigtig frisk type med en fed instilling paa livet, mange interesser, skidegod humor og et stort festhjerte. Efter maden gik vi over gaden til en bar, hvor at vi fortsatte vores samtale om rejser og himmel og jord iselskab med en pint eller to. Sammen med Jarrod udfordrede vi et par i pool, og med traening fra Wickham hostel, foelte vi os godt sikre. Skruede man tiden en halv time frem var Jarrods glade ansigt en stor skuffelse.. Vi tabte, ret groft, til sidst var det kun Morten og jeg der spillede, baade for at vi fik traening, men til dels ogsaa fordi, Jarrod ikke kunne taale nederlaget.. Senere fyrede en ung gut op under baren med den freestyle beatbox. Aftenen var en fest, stort tak til Jarrod som bragte os ud og tilbage med en fed oplevelse, og det syntes Mortens mave ogsaa, for den skulle vendes paa vrangen et par gange om natten.

Perth var jo en impulsbeslutning, som gjorde at vi ikke behoevede at vente i Melbourne, og taenker man tilbage paa det, virker som at det hele var meningen, at vi endte op derovre paa vestkysten. Billetten var heldigvis retur til Victoria-staten for at naa bussen til Sydney!

Fortsaettelse foelger....

Morten & Jonathan