Man kan aldrig være for påpasselig med vækkeurer! Det måtte vi sande på dagen for vores bustur mod Sydney.

Sent om aftenen dagen før var vi landet i Melbourne igen med lavprisselskabet Tiger Airwyas, som eskorterede os til bagagebåndet, der mest af alt mindede om et fuglebur uden isolering, og vi følte os bogstaveligtalt spærret inde, indtil vores backpacks dukkede frem. Som erfarne Melbourne-turister fangede vi den rette bus til centralstationen og nåede den sidste sporvogn til St. Kilda inden vi trillede til koejs. Om morgenen var det Jonathans ansvar at stå op kl 06:25, gå i bad og vække Morten. Da klokken så blev 6:25 lå Jonathan i sengen på et sure-sokker-lugtende værelse og følte sig godt tilpas, lidt for godt... Det der sker, det er, at Morten står kl 06:58 og ryster i Jonathans køje - vi skal være nede på gaden kl 07:00. Inden da skal vi i tøjet pakke det løse, aflevere sengetøj og checke ud. STRESS. Vi står klar nede på gaden 07:04 inden bussen var kommet!! Og vi huskede alt, bortset fra en tandbørste.. Så var vi ligesom også igang.

Dagsordenen for første dag var, at vi havde godt 500-600 kilometers kørsel foran os. Stemningen blev lagt an af chaufføren, Woody, der nu var en ung kvinde på godt 25 år, hun forstod at sprede glæde. Ombord på bussen var vi godt 10 personer i en spredt alder fra 18 til 34 med hvert vores hjemland. Retningen var sydøst, og efter vi havde konsumeret en lækker "breaky" på en lettere forladt rasteplads, blev vi en for en kaldt op foran til mikrofonen og fortælle om os selv, og den rejse vi nu var på. Sidenhen blev der delt en lilla sprittusch rundt, og med denne skrev vi vores navn på ruden udfor vores plads.

Første stop var den næstældste nationalpark i verden, Wilsons Promontory, en halvø på det sydligste af Australien. Vi gjorde holdt i vejkanten og bevægede os ud på en græsmark, der i anden verdenskrig blev anvendt som landingsbane. Flyvene og alt andet materiel havde forduftet, dog var der stadig lidt flyvskhed over stedet. Et stykke inde kunne vi se den strudsagtige emu'er gå og græsse - emu set, tjek! Under et bildæk viste Woody den anden mest giftige edderkop frem samt dens æg og overraskende nok var størrelsen ikke noget der lige ville få advarselslampen til at lyse - den var nemlig på størrelse med en fem-krone - farlig edderkop set, tjek! Væk med dækket og drej hovedet en godt 90 grader højreom. Inde i buskadset kunne man se et par hjortagtige kroppe ligge og tage sig en god slapper. Men det var bestemt ikke hjorte, for da vi fortsatte videre kunne vi se op imod 30-50 kænguruer ligge i det høje græs. Faktisk kom vi helt hen et par meter fra dem, før de hoppede afsted på deres karakteristiske måde. Wauw, kænguruer set - tjek! Videre med os, foran havde vi nemlig en lettere vandretur forbi Hamburger Rock (den lignede en hamburger..), ud til et fantastisk blik udover Bas Strædet mellem Australien og Tasmanien, og ned til Squeeky Beach, der rent faktisk knirkede godt under fødderne. Godt vi lige havde et par timers kørsel til at fordøje de indtryk.

Aftenen tilbragte vi i Lakes Entrance paa et RSL(retired soldier league), et motel med mange henvisninger til militaeret, hvor gennemsnitalderen i spisesalen var over de 60, og her kom vi traskende i friske farver ogi hoejt humoer. Dagen derpaa blev saerdeles oplevelsesrig. Vi lagde ud med at tage en kigger ned af 90 mile beach, som navnet antyder, er ret lang alt imens solen tittede frem bag skyerne. Op i bussen med kursen sat mod Snowy Mountains. Hjemmefra havde vi den forestilling, at der da ikke ville vare sne, naar vi ankom, og at vi skulle have en almindelig vandretur paa fjeldet - det blev det langtfra.

Vi ankom i dalen ved byen Thredbo og i vejkanten laa der resterne af en kraftig snestorm et par dage i forvejen. Stedet vi boede havde nasten den samme temperatur som udenfor, da saesonen foerst startede om to uger, og vi var de eneste overnattende. 10 minutter senere blev vi beordret til at moedes udenfor klar til at bestige det sneklaedte bjerg. Hvad goer man saa? Morten var ankommet til Australien uden jakke, begge var vi i de tynde nike loebesko - vi matte vaere kreative. To par sokker, to par bukser, t-shirt, skiundertroeje, fleece, jakke og to arbejdshandsker, der laa i Jonathans jakke fra noget arbejde hos hans morfar. Hvor heldig kan man vaere? I flok drog vi til skiliften, der tog os op i 1900 meter og nogle graders frost. Det var helt syret og uvirkeligt, at befinde sig i Australien, hvor folk tager til for at surfe og dykke, og saa vaaere omgivet af sne til alle sider. Paa toppen begav vi os paa vandretur mod Mount Kosciouzko, en 6 kilometer tur, hvor stien var halvt mtealgitter, halvt sneet til med 50 cm sne til hver side. Det var et spetakulaert syn, som moedte os ved at udkigspunkterne. Blaa himmel, skyer der floej forbi, bjergtinder og i horisonten kunne man ane de varmere egne. En oestriger med en god sans for humor overraske os alle da han stilte sig op og poserede i badebukser paa en iskold klippe. Ned kom vi igen og allesammen gik vi en opvarmet pool og havde det skide skaegt med vandrutsjebane og oppustelige vandforhindringsbaner.

Sidste dag paa turen gik forbi et vandvaerk med tilhoerende museum, Snowy Hydro, der indeholdte enorme maengder viden, billeder og direkte grafiske visninger om vandets flow pt. Mange tanker blev sendt hjem til faetter Anton - du ville elske det! Inden laenge trillede vi ind i verdens anden opdigtede hovedstad efter Brasilien Brasilia, Canberra. Foerst fik vi et kig paa War Memorial, der var et museum og symbol paa alle de faldne australske soldater. Et meget soergmodigt sted. Lidt mere farverigt blev det efter frokost i Parliament House. Her fik vi en kortfattet naermest indholdsloes rundvisning og tid til udforsning paa toppen, inden vi blev scannet for farlige objekter paa vej ind til spoergetid i parlamentssalen. Aldrig har vores tro paa demokrati vaeret saa lav. To kamplejre, regeringen og oppositionen, stod over for hinanden og udviste ingen basale menneskelige kommunikationsevner. En efter en afbrudte de hinanden, raabte, grinte, lavede grimasser, buhede og jublede, som man har set klip fra det bristiske parlament. Det var ogsaa isoleret set en meget komisk oplevelse. Satte man det ind i konteksten, at de egentlig diskuterede politiske reformer og aendringer, der vil paavirke den enkelte borger paa en saadan barnlig facon, gav det stof til eftertanke.

Med hastige hjulspind naermede vi os Sydney mens solen malede en flot solnedgang bag os. Midt i glaeden og afslapningen valgte chauffoeren at fortaelle om en seriemorder, der var bag tremmer, men som havde lavede sine ugerninger lige uden for det omraade, vi passserede forbi. Yummy. Endelig naaede vi frem til Sydney og dens lysende skyline og kom efter lidt forsvundet-pung-fandt -den-igen-postyr op paa vores firemandsvaerelse i god ro og orden. Her ville vi tilbringe den naeste uge. Senere moedtes vi med alle fra bussen til en pint paa en lokal bar, og det ville ikke vaere sidste gang, at vi saa noget til dem.

Sikke hvor hurtigt tre dage kan gaa, og hvor meget de kan indeholde!

Cheers :)