Fra storbyjungel til ægte jungel! Tiden er gået i stå trods dagen på Fiji flyver afsted, her i vores eget lille palmeparadis. Vi har indlogeret os på Beach house resort, et hostel på hovedøen Nadi ved den sydlige kyst - the coral coast.Stedet her ligger tilbage trukket fra hovedvejen dergår hele øen rundt og lige ned til den brede hvide sandstrand, der er så karakteristisk for Fiji. Langs vandkanten står store palmetræer og suser og kokosnødderne falder ned for et godt ord. De ansatte på Beach House er en del af det venligste folkefærd vi nok nogensinde har mødt, hvorend man går bliver man modtaget med et smil, et "bula" og et evigt hjælpsomt (om end noget sløvt) sind.

Vi ankom tidlig morgen d. 22 og var godt medtaget af jetlagget og den nye tidszone vi endnu engang var rejst ind i. Lufthavnen her var en joke ved siden af den vi lige var kommet fra i Hong Kong (hvor man skal skifte undergrundsbane to gange, bare for at komme til den rigtige gate). Det virkede som om at alt var lidt tilfældigt, medtaget og det hele foregik i sit eget sagelige tempo - Fiji time, et meget udbredt fænomen her på øen. I Lufthavnsterminalen blev vi mødt af et band bestående af tre mandlige medlemmer, alle i nederdele, hawaiiskjorter og blomsterkæder om halsen (noget dere senere skulle vise sig at være en standart uniform her). Efter at have fået visum gik vi ud i den store indgangshal. Vores sind var skeptiske efter 5 dage i Hong Kong, hvor størstedelen der henvender sig til en, er krejlere der er ude på at snyde dig. Vi var derfor også noget afvisende da en stor fijiansk mand med et endnu større smil, spurgte hvad vores planer for Fiji var og om vi havde brug for hjælp til noget. Tøvende fik vi svaret at vi ville tage dykkercertificat på øen, nærmest inden vi fik færdiggjort sætningen, sad vi på et kontor hos en venlig kvinde der fortalte os om diverse muligheder indenfor dykning og hostels. Vi var overrumplet for os var klokken 3.30 om morgenen og alt foregik på "Fiji time" i vores hoveder. Det endte med at vi fik forklaret at vi gerne ville blive på hovedøen og vidste der var et sted der hed Beach House, hvilket vi var blevet anbefalet. Dettevarkodeordet, damen greb telefonen og inden vi havde talt til tre havde hun booket fire nætter til os på Beach House. Vi bestemte os for at tage busturen på et par timer til Beach house, men efter at have ventet en times tid uden at se skyggen af en bus blev vi overtalt til at betale lidt ekstra og så få et lift af en lokal der alligevel skulle til byen Suva. Vi blev plantet i en stor Mercedes og præsenteret for vores chauffør Paul, en lokal "kørelære" som han selv sagde (efter 2 timers hæsblæsende kørsel i den "forkerte" side af vejen, fik vien lidt skeptisk tilgang til deres køreevner). De ekstra penge vi måtte spytte i turen var hver end krone værd. Paul vidste alt om øen og havde al tid i verden til at fortælle os om de lokale forhold, øens historie, fremvisning af diverse landsbyer og holde ind til siden for at præsentere os for boder langs vejkanten hvor vi købte friskplukket mango og papaya. Efter et par timers kørsel ankom vi til Beach house, som Paul sagde havde vi fundet os et "hidden paradise" og det var det i sandhed også. Backpacker resortet ligger omgivet af palmer, eksotiske fugle, dorms med stråtag og direkte ned til stranden. Enten var det ikke højsæson for tourister eller også var paradiset lidt for gemt, vi fik i hvert fald anvist et dorm til 6 personer hvor vi blev de to eneste beboere. Første aften faldt vi i snak med to tyskere Phillip og Julia samt en englænder James der dagen efter skulle på fisketur. For at socialisere lidt stod vi dagen efter op klokken 7 og tog med på tur, James havde advaret os om at chancen for at fange noget var meget lille men Phillip fik alligevel ret hurtigt bid, det skulle dog også vise sig at være den eneste fangst vi gjorde os. Båden med den lokale skipper lagde til på den side af revet hvor bølgerne ikke var for sjov når man lå i en blikjolle. Som tiden gik aftog snakken og blev i stedet erstattet af stilhed, fokuseren på horisonten og hvide ansigter, søsygen overvandt og vi endte med at sejle ind med en eneste lille fisk der ikke engang var værd at tilberede, med en grinende skipper og mig selv hængende ud over rællingen (vi blev pludselig lidt mere spændte på Naver-projektet).

De første fire dage fløj afsted. Uden at vi nogensinde anede hvad klokken var, hvilken dag det var eller nærmeste hvad vi selv hed, udlevede vi tilværelsens ulidelige lethed i palmeparadiset hvor tiden gik med at bade, sole (samt blive forbrændte så vi derfter kunne bruge 2 dage på at få fat i en aftersun da nøglen til butikken altid var væk), spille spil, læse bøger og snakke med de andre backpackers.

En af planerne på Fiji havde længe været at skulle tage dykkercertifikat. Da vi endelig fik fat i instruktøren var de fire første dage på Beach House gået, vi blev hurtigt enige om at blive yderligere 4 dage og få taget certifikatet. Det var en succes! Vores instruktør Damos var hurtig til at få os ud af poolen og i havet i stedet, det var fantastisk. På de fire obligatoriske dyk vi havde fik vi både set hvidtippede hajer, skildpadder, koraller og eksotiske fisk i alle afskygninger. Vi glæder os nu til at kunne få dykket noget mere ombord på Naveren hvor vi har udstyret.

Det var en lidt trist afsked vi havde med Beach House både pga. de bankende tømmermænd der raserede overalt i kroppen, men ikke mindst fordi Beach House er et af de steder hvor man kan bruge flere måneder uden at opdage det. De ansatte kendte os på fornavn og omvendt, vores to favorit bartendere Sej og Blicks kendte vores yndlings øl og morgenmadsdamen der altid mødte os på lang afstand med et "Astriiiiiiiids"fik os i evigt godt humør. Vi havde grint ustandseligt i 8 dage for der var intet at være trætte af, måske undtagen lige den forgående aften hvor vores værelsesnøgle, kamera og sammedags erhvervede dykkercertifikater var blev låst inde i baren, der derefter var blevet låst af og da vi så ville i seng og ikke havde nogle nøgle, fik vi af vide at de ikke kunne finde nøglen til baren! Det resulterede i at Astrid Lembo klokken 3 om natten måtte banke vores stakkels roomie Danny op.

Vi fulgtes med nogle af de andre englændere til Nadi og var heldige nok til at få et lift hele vejen til Port Denarau hvor Naveren lå. Vi har nu været ombord på Naveren i to dage og er godt tilfredse med den nye tilværelse, der dog kræver noget mere af os end bare at ligge i en hængekøjen dagen lang.

-Astrid Winther