Profile
Blog
Photos
Videos
Hermed et blogindlaeg der bliver en smule mere emotionelt og trist end de andre, jeg har skrevet.
Jeg ankom til Phnom Penh - Cambodias hovedstad - i foregaars. Fra Kampot delte jeg en taxa med tre piger fra Bodhi Villa, saa det blev en yderst komfortabel tur langt over de vante standarder.
Det tog os tre timer at komme til storbyen.
Jeg ankom til mit hostel, men var saa traet at jeg ikke kunne overskue andet end at spise og sove - stort set samme aktivitetsniveau som jeg havde haft de sidste tre uger i Kampot - den lille Bodhi var kommet til storbyen.
Cambodia har, som jeg havde laest en lille smule om, en utrolig trist historie, og jeg havde derfor haft i tankerne hele tiden, at jeg paa et tidspunkt skulle se "The Killing Fields" og et faengsel ved navn "S21". Fra mit hostel bookede jeg dagen efter transport til de to sevaerdigheder og splittede min tuk-tuk med tre andre fyre - to australiere og en irer.
En almindelig dag i april 1975 satte en kommunistisk leder, Pol Pot, en kaempe stor haer til at besaette Phnom Penh og resten af Cambodia. Inden for tre dage var alle skoler, universiteter, hospitaler, kontorer osv. lukket, og alle familier blev splittet og sendt i arbejde for det kommunistiske styre.
Alle der paa nogen mulig maade ville have mulighed for at oedelaegge Pol Pots plan om en erobring af Cambodia og hans kommunistiske styre, blev sendt i faengsel og i vaerste tilfaelde draebt paa et af de mange "Killing Fields". Besaettelsen stod paa i fem aar - ja, man foeler, man kender historien, bare med en anden ideologi!
Vi ankom til "The Killing Fields" i Phnom Penh som nu er blevet restaureret og mest af alt er fremsat som et mindesmaerke med skilte og mindetavler og som turistattraktion.
Selvom udrydelsesarealerne stadig er meget triste, saa er det alligevel svaert at faa et helt rigtigt billede af, hvad der foregik, da alle de gamle bygninger er revet ned, og nye bygninger er bygget op - blandt andet en stor stupa med syv etager med kranier.
Vi vandrede rundt paa omraadet i et par timer med en saakaldt audio-guide - et saet hovedtelefoner og en afspiller. Inden for de to timer fik jeg set gamle tandsaet, knogler, massegrave, hundrevis af kranier og hoert utallige af forfaerdelige historier.
Under Pol Pots styre paa ca. fem aar, blev over tre millioner mennesker af Cambodias egen befolkning slaaet ihjel.
Efter at have gaaet rundt med aaben mund i foragt i et par timer, gik vi tilbage til vores tuktuk-chauffoer der herefter koerte os til faengslet S21.
Paa vejen blev vi lige pludselig moedt af en kaempe menneskemaengde paa vejen, og det var tydeligt, at der var sket et alvorligt uheld.
Da vi koerte forbi, blev mine oejne fanget af det vaerste syn nogensinde. Paa jorden laa tre doede mennesker, hvoraf den ene laa paa maven med et totalt fladmast hoved med blod over alt efter at vaere blevet koert over af en kaempe stor skraldebil.
Det virkede saa surealistisk at se et doedt menneske, da det er foerste gang - og saa paa en saa makaber maade.
Vores tuktuk-chauffoer stoppede og hold nu godt fast, pegede og grinede af ulykken. Et eller andet maa vaere galt i hans hovede, men vi sad alle med hovedet begravet og raabte til ham, at han skulle koere vaek.
Faengslet S21 var, indtil den forfaerdelige besaettelsesdag i april 1975, en helt almindelig cambodiansk skole. Inden for de foerste tre dage, blev denne skole omdannet til et frygtindgydende faengsel med pigtraad og torturkamre.
Foelelsen af at traede ind i en skolegaard der er saa velbevaret, se utallige af klasselokaler der er indrettet med jernsenge med laenker, pigtraad og frygtindgydende billeder, var ikke lige, hvad vi havde brug for efter vores syn paa vejen dertil.
Vi hyrede en guide som mistede sine foraeldre under Pol Pots regime, og det var helt utroligt at hoere hendes historie - hvordan hun var blevet splittet fra familien og sendt i arbejde.
Indenfor var der sat billeder op af de absurd unge soldater, fanger der baade kunne vaere voksne og boern samt en masse affekter i form af kaeder, laenker, toej, vaaben og saa meget andet.
Det satte virkelig tingene i perspektiv at se billederne af de smaa, skraekslagende boern der paa et oejeblik var blevet taget vaek fra deres familier for at arbejde, blive tortureret og i de fleste tilfaelde draebt af haardt slid og underernaering.
Paa doerene ind til de gamle klasselokaler og udrydelseskamre blev man moedt af et: "Please do not smile-skilt", hvilket for mig virkede totalt surealistisk, da jeg paa davaerende tidspunkt aldrig havde haft mindre lyst til at smile.
Vores guide graed, vi gik med aaben mund i en hel time og proevede at forstaa, hvor mange grusomme ting, vi havde set paa kort tid.
Da vi forlod faengslet kunne jeg maerke, at jeg havde faaet nok - alle de skraekkelige historier, syn og foelelser, gjorde hele hjemturen til en tavs og trist koeretur.
Jeg kom tilbage med tonsvis af tanker i mit hoved - proevede at kapere al den doed og oedelaeggelse, jeg baade havde set og hoert om i loebet af et par timer.
Jeg er glad for, at jeg fik indsigt i Cambodias historie, da det fylder saa meget af befolkningens liv, da det kun er fyrre aar siden - taenk at rejse i Europa uden at kende til Anden Verdenskrig! Desvaerre maa jeg erkende, at oplevelserne igaar oedelagde mit humoer, hvilket vel bare viser, at jeg har en form for medfoelelse.
Jeg tror, jeg har laert, hvor skroebeligt livet er - besaettelser, politiske stridigheder, trafikuheld osv - alt kan ske!
En saadan dag som igaar var i den grad en oejenaabner for mig til at leve livet, passe paa mig selv, men ikke vaere overforsigtig, da man aldrig ved, hvad der sker lige rundt om hjoernet.
Saa tak "Killing Fields", "S21" og det makabre trafikuheld for at have oedelagt mit humoer men paa en og samme tid aabnet mine oejne. Imorgen siger jeg sandsynligvis farvel til Phnom Penh og vender snuden mod byen laengere nordpaa, Siem Reap.
Jeg haaber, alting gaar vel derhjemme!
- comments
Lillian Frederiksen Kære Kasper. Ja virkeligheden kan være barsk. Men hvor du skriver du følsomt og smukt. De varmeste hilsner og godt nytår farmor og farfar