Kære alle jer hjemme i Danmark, så er vi landet i Laos. Det var en meget lang og hård tur at komme hertil, men nu er vi her endelig!

Status er pt. at alle mand er ved godt mod. Ingen er plaget af sygdom, blot en lille næse der skal tørres hos Lærke i ny og næ. Hjemveen har på skift meldt sig hos os alle, specielt hos drengene da vi fik beskeden om, at det havde sneet derhjemme. Det gav et savn til vennerne om at komme hjem og kælke og have sneboldkamp. Men så måtte vi jo lige snakke lidt om de gode minder vi bl.a. har fra andre vintre hjemme i DK samt vores dejlige skiferier, hvor vi rigtig har fået prøvet kræfter med sneens muligheder.

Casper har sine bekymringer omkring det at vende tilbage til skolen, og om han nu er kommet meget langt bagud. Dog har jeg beroliget ham med, at han naturligvis vil føle sig en smule hægtet af i den første uges tid, men at han med den motivation han har for skolearbejdet, hurtigt vil indhente de andre. I forhold til mundtlige engelsk, er jeg nu sikker på, at han kommer hjem med en super god ballast. Han er ikke længere så nervøs for at kaste sig ud i samtaler med andre rejsende eller spørge til noget på menukortet. Også Jeppe bliver mere og mere fortrolig med det engelske sprog, og han har hurtigt lært at høre de to gængse spørgsmål: "What is your name?" samt "how old are you?". Han kan nu også svare dem tilbage på engelsk. Det er bare super flot!Lærke holder sig til det danske sprog, som hun stadig udvikler sig i. Hun siger meget skarpt "La' vær'!" når alle thaier vil have kontakt med hende, herefter giver hun dem et rigtigt surt blik. Det begynder de så småt at acceptere. Lærke er naturligt den der ikke viser hjemveen så tydeligt, dog spurgte hun i de første 14 dage hver gang vi pakkede rygsækkene, om vi skal "jem nu?" Hun er dog stoppet, og jeg er ikke sikker på, at hun længere kan forbinde Starup Kirkevej med vores hjem. Og hvordan skulle hun egentlig også kunne gøre det, med de strabadser vi udsætter hende for?

Mads og jeg savner ikke hverdagen derhjemme, men vi overmandes en gang imellem af savnet af goderne og det trygge derhjemme. I kommer alle -familie, venner og kollegaer - på skift op i vores tanker, og somme tider må der lige fældes en lille tåre. Ikke fordi vi ikke har det godt her, men fordi I alle betyder meget for os begge. Det er ikke altid til hverdag man får tid til at tænke over hvor meget man egentlig holder af dem man færdes blandt i sin hverdag, og naturligt vil disse tanker dukke op, når man tænker på det hele hjemme i DK.

Men vi har det rigtig godt og er faldet ind i en god rytme, der bare går sin gang dagen igennem. Dagene fyldes meget af at opfylde de basale behov med søvn og mad. Herefter er der plads til at fylde dagen ud med et indhold, der tilgodeser alles ønsker. Noget der som egentlig ikke er det store problem. Drengene bliver bedre og bedre til at hygge sig sammen. Det har til tider været en smule udfordrende at skulle tilbringe så mange timer sammen så tæt på hinanden, men det går i det store hele bedre end jeg havde forudset. At drengene tager en tur en gang imellem er vel også ok, set i lyset af, at de har fået fjernet deres trygge og forudsigelige hverdag og erstattet den med en uforudsigelig og meget anderledes dag under fremmede himmelstrøg. Jeg kan igen kun rose mine børn. Mads og jeg udsætter dem for mange ting og udfordringer, og de tager bare det hele i stiv arm. De følger med, og gør (oftest) hvad vi ber' dem om. Og Lærke den lille smølf. Hun er ikke sådan at slå ud af kurs. Hun virker så glad og tilpas. Hun er selvfølgelig også ligeglad med hvor hun er, bare hun er sammen med sine forældre og brødre.

På en rejse som denne, går der også meget tid med at regne og tænke på økonomien. Dog går det indtil videre godt. Vi holder os på et dagligt gennemsnit på 500 - 600 kr. om dagen. Og så er alt regnet med: Overnatning, mad, transport, dagsture, visum samt de ting, der er med til at forsøde hverdagen. Vi er meget spændte på om vi kan holde vores budget fremover. Vi er startet i de to billigste lande, men mon ikke det går? Jo længere tid der går, vender vores maver sig mere og mere til den lokale mad, som er langt billigere end hvis man søger noget vestligt mad. Inden vi forlod Chiang Mai i Thailand, bestilte vi 4 flyvninger mellem Malaysia, Filippinerne og Thailand. Det kan godt betale sig at bestille i god tid. 6500 kr. for 4 flyvninger for 5 mand. Det skulle der også nok være råd til i budgettet.

Som jeg afsluttede min sidste beskrivelse med, så tog Mads og drengene et besøg på en thailands skole. To engelsk timer i en 5. Klasse. Det var en god oplevelse for dem - noget de begge kunne sætte sig ind i og forholde sig til. De havde forberedt nogle spørgsmål som de stillede på engelsk. Ligeledes skulle de svare på nogle spørgsmål, de blev stillet af de thailandske elever. I Thailand går elever i skole fra kl. 9 - 15. De går i skoleuniformer og skal ikke selv have madpakke med. De holder ikke juleferie, men i foråret holder de ligesom os 5 ugers ferie. En lærer tjener ca. 7000 bath i måneden, det svarer ca. til 1000 danske kroner. Så skal vi vist ikke klage for meget over vores løn. Lærerne i Thailand holder også interne konkurrencer, hvor de dyster om hvem der har udviklet det bedste undervisningsmateriale. Ved disse konkurrencer udveksler lærerne også erfaringer og herefter opbevarer de materialerne i en slags lånecentral, så alle kan få gavn af hinandens materialer. Jeg synes det lyder som et super godt koncept, noget vi også kunne overveje i Danmark.

Lørdag d. 19. december pakkede vi igen vores rygsække og sagde farvel til vores hotel The Winner Inn samt byen Chiang Mai. En by som vi trivedes fint i trods hektisk trafik og ulækker bilos.

Kl. 10 skulle vi hentes på hotellet - det skete så efter Thailandsk tradition kl. 10.45. Man skal virkelig væbne sig med tålmodighed hvad aftalte tidspunkter angår. En thaier kommer, når det passer ham, og ikke hvad klokken fortæller ham.

Forude ventede en lang køretur på 5 timer, heldigvis i en rigtig dejlig minibus. Turen gik gennem bjerge og flotte nationalparker. Virkelig flot natur - jeg har aldrig set noget lignende!

Natten blev tilbragt i grænsebyen Chiang Khong ved Mekongfloden, i et super hyggeligt guesthouse. Dagen efter var det igen tidligt op - kl. 7. Noget vi efterhånden gør hver dag. Det indre ur er helt på plads, og hvis ikke det er kroppen, der vil vågne, så skal diverse høns, hunde og morgenfriske beboere nok sørge for, at vi ikke sover hele dagen. Morgenmad og så af sted mod Mekongfloden. Her sagde vi farvel til Thailand og blev sejlet over på den anden side af floden, til byen Huay Xai i Laos. Her skulle vi have vores endelige visum og betale herfor. Vi har søgt visum i 30 dage. Det betyder at vi skal forlade Laos senest den 18. januar. Vi tager nok lidt før af sted, da vi har købt billetter til et nattog tilbage i Thailand fra Ubon Ratchathani til Bangkok den 17. januar.

Herefter steg vi ombord på vores slowboat . Og sikke en oplevelse - vi var de sidste der steg om bord, og måtte konstatere, at der ikke var nogen pladser til os. Der sad mennesker over alt. Båden var fyldt til bristepunktet, og den skulle vi så sejle med i 5 - 6 timer. Nå, men alt løser sig, især når man kommer med børn. Hurtigt var der nogle venlige sjæle, der flyttede sig og tilbød os pladser. Hårde træbænke var bedre end at stå op!

Turen gik fint, og igen oplevede vi super flot natur. Det kan ikke beskrives, det skal opleves! Halv syv om aftenen ankom vi til en lille by Pak Beng, hvor vi skulle tilbringe natten. Heldigvis havde vi booket to værelser, så det var bare at finde stedet og så ud og spise aftensmad. Efter en god nats søvn, ventede endnu en dags sejlads. Vi indstillede os på, at vi skulle sejle i 6 timer, men igen var det efter Laotisk tidsregning. 9 stive timer, så var vi ENDELIG fremme ved vores mål, byen Luang Prabang. Her havde vi ikke booket noget værelse, da vi troede vi ville komme i løbet af eftermiddagen og herved have god tid til at gå rundt og finde os et sted at bo. Nu var klokken halv syv om aftenen, det var mørkt og børnene var trætte og sultne. En time senere havde vi fundet et sted, ikke det bedste, men fint for natten.

Vi har nu været i Luang Prabang et par dage, og synes godt om byen. Her er meget mere roligt end i Thailand, og vi er stadig i flot og bjergrigt natur. Dog skal vi vende os til, at her er koldt. 20 - 22 gader om dagen, og 8 - 12 grader om natten. Det er lidt noget andet end det vi har været vant til i Thailand, og vi går og småfryser lidt. Også her er befolkningen søde og hjælpsomme. Vi har fundet os et rigtig hyggeligt guesthouse. Et familiekoncept, hvor alle hjælper med at få forretningen til at køre rundt. Familien tilbyder også ture ud af huset, og vi har i dag booket en tur til et stort vandfald.

Når man betaler i Laos, skal man virkelig have hovedregningen på plads. Vi har her et dagligt forbrug på ca. en halv million kip. Det svarer til 350 kr. Det er helt tosset.

Så har vi jo haft endnu en fødselar. Denne gang var det Lærke, der skulle fejres. 2 år, ja tiden suser bare af sted. Vi ville ikke fejre hende på en laaang bådtur, så med lidt kreativitet skubbede vi datoen til den 22. december. Hvis vi skal følge tiden derhjemme ville det passe med, at hun først er født kl. 1 om natten her den 22. december. Heldigvis forstår Lærke ikke den store forskel. Egentlig forstod hun ikke rigtig, at det var hende vi fejrede.

Her i Laos kan man stadig se levn fra den franske kolonitid. Baguette og lækre kager fylder gadeboderne, så vi købte 4 lækre stykker kager- og satte to lys og danske flag i, og så blev der ellers sunget fødselsdagssang og spist kage. Mægtig hyggeligt og et stort tilløbsstykke for de andre beboere, der selvfølgelig også blev tilbudt kage.

Julen står for døren, og med lidt køligere temperaturer og en by der rigtig er pyntet op til jul, er det ikke svært at komme i julestemning. Vores guesthouse arrangerer noget fællesspisning, så vi bliver her og deltager i festlighederne. Det bliver nok ikke med and, rødkål, kartofler og brun sovs som menu, men det må vi jo så tænke på, at I andre muntrer jer med hjemme i Danmark. Vi vil i hvert fald sende jer en masse varme tanker!!!

Den 26. December forlader vi Luang Prabang, og rejser mod syd mod Vang Vieng og hovedstaden Vientiane. Hvor vi kommer til at holde nytår er endnu uvist. Det må vi se, når vi nærmer os datoen.

I må alle have en rigtig god og hyggelig juleaften, og tak endnu en gang for alle jeres varme hilsner. Det er altid spændende at komme til computeren og se, hvem der har skrevet.

De kærligste hilsner

Helle og Fam. Pedersen