Godt nytår til jer alle. Håber I kom godt ind i det nye år, og så småt er klar til hverdagen igen.

Som jeg skrev sidst valgte vi at tage til Vang Vieng , syd for Luang Prabang i Laos allerede den 25. december. Kulden blev for meget for os og gik os lidt på, så efter en hyggelig juleaften, pakkede vi vores rygsække endnu en gang for at begive os ca. 240 km længere mod syd. Juleaften valgte vi at spise ude i stedet for på guesthouset. På vejen hjem købte vi nogle lækre kager, som vi spiste efterfulgt af et spændende spil pakkeleg. Vi havde dagen igennem købt forskellige gaver, og vi brugte vores tøj som indpakningspapir - ja hvad finder man lige på, når der er hemmeligheder, der skal pakkes ind? Vi havde en super hyggelig aften.

Turen til Vang Vieng var, som jeg tidligere skrev, ikke en tur for hvem som helst! Køresyge og efterfølgende kvalme og utilpashed for næsten os alle blev resultatet af den tur. Vi blev der nogle dage, og udforskede den flotte natur, når alle mand havde kræfter hertil. Vi så bl.a. en grotte, den var utrolig fascinerende at opleve. Da alle mand var kommet på benene igen, besluttede vi os for at rejse til hovedstaden Vientiane, ca. 150 km mod syd. Vi havde aftalt, at vi denne gang ville nægte at tage med minibussen, hvis den var af samme standard, som den vi kørte med sidst. MEN kl. 8.30 den 30. december blev vi igen overrasket over standarten af minibusser i Laos. Bussen, som kom for at hente os, var af en endnu ringere standart end den forrige. Da jeg så den komme lavede jeg en joke om, at den der forhåbentlig ikke skulle køre med levende mennesker - eller dyr for den sags skyld. Men den havde kurs mod os og stoppede op for at tage os med. Vi nægtede pure, og fik fat i ham vi havde bestilt billetterne igennem, og krævede at få en ny! Tre kvarter efter kom der endelig en bus, der var god nok for os, og små 3 timer senere ankom vi til Vientiane.

Vientiane er en hyggelig hovedstad og ikke særlig stor. Man kan let udforske den på gåben, hvilket vi selvfølgelig har gjort;-) Vientiane er kendt for sin kopi af den franske triumfbue. Den blev bygget i 1960'erne af noget cement amerikanerne havde doneret til en ny lufthavn. Laos triumfbue hedder Patuxai og var meget interessant at se. Vi har også set landets varetegn "Pha That Luang".

At Laos er et af de fattigste lande i Sydøstasien er ikke svært at se. Landet er som egentlig meget rent, men bygninger og veje er bare så misvedligeholdte. Her er der ikke råd til vedligeholdelse - eller æstetik for den sags skyld. Et andet tegn på at landet ikke har uanede ressourcer er, at efter regnskabet fra afholdelsen af Sea Games her i landet - et slags mini OL for Laos, Thailand, Øst Timor, Brunei, Singapore, Indonesien, Malaysia og Filippinerne, var der i år ikke penge til det årlige festfyrværkeri ved Patuxai kl. 24 nytårsaften.

Laos er et meget smukt land, og med et befolkningstal på blot 6 mill. er her meget roligt. Jeg har læst at en laoter mener at "for meget arbejde ikke er godt for hjernen." Det lever de til fulde op til. Mange steder ser man laoter siddende på hug og blot stirre ud i den blå luft. Her i landet kan der ikke være mange der bukker under med stres. De tager tingene i det tempo, som det falder dem ind.

At landet har været en fransk koloni er meget tydelig. Alle skilte står både på laotisk og fransk, og her er mange franskmænd. Til forskel fra Thailand, kan man her købe lækkert brød og lækre kager, inspireret fra den franske kolonitid. Også baguette er en meget populær spise.

Mads har lidt under en ordentlig omgang diarre, og det er først nu 3 dage efter, at han igen får lidt mad i maven. Også Lærke har mistet appetitten i nogle dage. Hun har dog heldigvis været frisk hele tiden. Nu håber vi at alle mand har været igennem det, de skulle i denne omgang. I hvert fald er det atter på tide at komme videre. Vi har vendt og drejet de forskellige mulige destinationer herfra. Vi har været lidt usikre på om det var godt at tage til Sydlaos i forhold til Malaria. Vi har ikke malariapiller nok med, og vil helst ikke tage flere end højst nødvendigt. Malariapiller er jo ikke ligefrem det sundeste man kan tilføre sin krop. Vi har dog tjekket på nettet, og snakket med en masse lokale folk, der mener, at det skulle være sikkert nok at rejse til Pakse i Sydlaos. Så vi vover pelsen, og tager en 12 timers tur mod syd. Det bliver i morgen aften, at vi drager af sted. Jeg håber ikke at det bliver for hård en tur!

Nytårsaften, ja den blev jo holdt her i Vientiane i 28 graders varme. Vi spiste også ude denne aften (mange gange vælger vi at hente maden og spise her hjemme på guesthouset), et dejligt måltid, afsluttet med lækre isdesserter. Kl. 23.30 drog drengene af sted mod Patuxai i håb om at se blot lidt fyrværkeri. Det blev ikke til meget, blot nogle enkelte raketter i ny og næ. Dagen efter kom vi til at snakke om, at da vi gik ind i det nye år, så sad I alle klistret fast til skærmen for at se og høre dronningens nytårstale. Gad vide hvad hun havde på hjertet i år? Vi fandt desværre ikke en raket, som vi kunne sende hjem til Danmark, men i var alle med i vores tanker denne aften.

Jeg vil slutte for denne gang, men I hører fra os igen, når vi har mere nyt at berette. Tak igen for alle jeres hilsner - vi er stadig misundelige over at I har haft en hvid jul, men glæder os over, at I var så heldige at opleve det. Vi håber I har taget nogle flotte billeder, som vi kan se når vi kommer hjemJ

De kærligste knus og tanker

Helle og resten af fam. Pedersen