Profile
Blog
Photos
Videos
Ilha Grande, Brasilien 14.-19. november
Egentlig havde vi besluttet os for, at der var gået for lang tid uden vi havde uploadet en blog, og at det efterhånden var ligemeget, men kedsomhed kan gøre meget. Vi har set alle de film i huset, der var værd at se, jeg har ikke flere skøn- eller faglitterære bøger at læse, familien abbonnerer ikke på nogen avis, og vi kan heller ikke forlade huset, da vi ikke har nogen nøgle, og derfor ikke vil kunne komme ind igen, og så kunne jeg ligeså godt tage mig til det her..
For at starte hvor vi slap, tog vi som sagt fra Goiânia meget tidligt den 14. nov., og landede i Rio de Janeiros nationale lufthavn Santos Dumont ved middagstid. Santos Dumont er kendt som en af verdens mest udfordrende lufthavne at lande i, da landingsbanerne er meget korte, og desuden ligger LIGE ud til vandet. Dette havde jeg på forhånd læst i vores guidebog, men bevidst valgt ikke at fortælle Ida, da hun ikke er dens mest flyveglade person. Det tror jeg var et klogt træk, for Ida fik brug for en hånd at klemme ved landingen, da hun syntes vi var lige lovligt tæt på vandet.
Fra lufthavnen tog vi direkte til busterminalen, hvor vi steg på bussen mod Angra dos Reis, for at komme til paradisøen Ilha Grande. Det var meningen, at vi skulle have taget en færge fra Jacareí, men pga. af sprogvanskeligheder, kom vi hele vejen til Angra i stedet. Faktisk er det en af de ting, som irriterede os mest ved Brasilien. Sproget. Portugisisk er ikke så nemt som alle (spansktalende) påstår, og 98% (eller sådan føltes det i hvert fald) taler absolut INTET engelsk. Tilbage til historien; Vi ankom til Angra ved halv seks-tiden om aftenen, et kvarter efter at den sidste færge var sejlet, og fik at vide, at vi blev nødt til at vente i Angra natten over. Den besked var nogle amerikanske turister dog ikke tilfredse med, så de spurgte om vi ville prøve at høre nogle fiskere, om de ville tage os over. Vi spurgte os omkring, men ingen syntes umiddelbart at være interesserede. Jeg blev efterhånden ret frustreret, for vi havde allerede reservation på et hostel på Ilha Grande, som vi havde betalt for, og desuden ville vi gerne over til øen, for at kunne fejre Idas fødselsdag dagen efter.
Efter en times spørgen-omkring, fandt vi endelig en fisker, der ville gøre det for ca. 750 kr for os alle 4. Det var over 3 gange så meget, som den normale færge ville koste, men da Ida virkelig ikke ville bruge sin fødselsdag på transport, endte vi med at tage imod det. Efter halvanden times langsom fiskerbådstur (færgen tager ca. 45 min.), ankom vi til Ilha Grande, sagde farvel til det amerikanske par, og gik til vores hostel for enden af stranden. Ilha Grande er så lille en ø, at der ikke er nogen form for offentlig transport. Faktisk er der kun 3 eller 4 biler på øen, der har ca. 4000 indbyggere, så de fleste transporterer sig til fods eller på cykel. Derfor blev vi nødt til at gå de 1500 meter fra molen til hostellet, og selvom det ikke lyder af meget, er det ikke så sjovt, når man bærer rundt på 20 kg, skal gå i sand og er ret træt i forvejen.
Den aften blev vi ikke længe oppe, da vi var trætte efter den lange og uheldige dag.
På Idas fødselsdag vækkede jeg Ida med Radioens drengekors udgave af "Idag er det Oles fødselsdag", så jeg ikke vækkede de andre på værelset, og flagguirlande over sengen, som jeg havde taget med fra Danmark som overraskelse. Vi spiste morgenmad, og Ida fik snakket en times tid med sine forældre og sin bror, der ringede for at ønske tillykke. Egentlig var planen, at vi skulle have tilbragt dagen med at sole os og bade, men disse planer blev gjort lidt sværere af, at det begyndte at regne kraftigt, og fortsatte sådan hele dagen. Vi endte derfor med at tilbringe dagen i hængekøjerne på balkonen uden for vores værelse, hvor vi læste bøger osv. Det var sådan set hyggeligt nok, men lidt ærgerligt, når vi havde gjort os så store anstrengelser for, bare at komme ud på øen.
Om aftenen ville vi gøre noget ud af det, så vi klædte os pænt på, og tog hen på en af de mange fiskerestauranter, der lå langs stranden. Der fik vi serveret en lækker fiskegryde med muslinger, blæksprutte og fisk af en eller anden art. Vi var næsten færdige med middagen, da det begyndte at styrte ned og tordne. Vi løb i sikkerhed inde i restauranten, og satte os for at fortsætte middagen, og så gik strømmen. Ikke bare på restauranten, men på hele øen. Det gik fra at være oplyst af gadelamper og lysene fra spisestederne, med musik fra et sted inde i hovedbyen, til at være helt tyst, og det eneste lys man kunne se, var glimtene fra lynene over bugten. Vi sad og beundrede det et stykke tid, indtil vi kom i tanke om, at vi ikke havde taget nok kontanter med til at betale for middagen, og at strømafbrydelsen jo også betød, at deres betalingsmaskine ikke duede - og tanken om at skulle løbe tilbage til hostellet for at hente penge i silende regn, huede os ikke ligefrem. Vi kunne ånde lettet op, da lyset kom igen kort tid efter - lige indtil det gik igen. Da lyset endelig tændtes et kvarter efter, rejste vi os med det samme, betalte, men havde det lidt svært ved at gå, da det stadig regnede kraftigt. Den kære restaurantejer fik dog medlidenhed med os, og lånte os et par utroligt grimme, gennemsigtigte regnslag. Vi så så komiske ud, da vi løb hen ad stranden med regnslag på, at vi grinede hele vejen hjem.
Det dårlige vejr fortsatte de næste par dage, så vi brugte en del af vores tid på, at snakke med de andre mennesker på hostellet. Og det er sjovt så mange forskellige mennesker man møder, når man rejser rundt og bor på hostels. Man møder både ærke-backpackerne, der rejser, eller har rejst i 8-9 måneder, turisterne der kun er på ferie i 1-3 uger, eller dem der rent faktisk bor på hostellet, fordi de pt. er boligløse, eller ikke synes det er værd, at finde en lejlighed for 1-2 måneder. Jeg vil fortælle jer nogle af deres historier:
For første gang på vores tur mødte vi en anden dansk backpacker. Det var en 20-årig lyshåret pige fra Skagen, der hed Line. Hun havde rejst rundt i Argentina i ca. to måneder, og ville afslutte sin rejse i Rio, som hun havde forelsket sig i på en rejse, hun havde foretaget i sit første sabbatår. Da hun var færdig med det sabbatår, sad hun med universitetskataloget og kiggede på uddannelser, men da hun ikke havde kunnet beslutte sig for noget, havde hun bestilt en billet til Buenos Aires i stedet..
På vores værelse boede der flere forskellige personer i løbet af de 5 dage vi var der:
Der var den baskiske mand på et-par-og-tredive, der var biokemiker og havde boet i Heidelberg, Tyskland de sidste 5 år, og var på ferie i Brasilien i en måned inden han skulle flytte hjem til Baskerlandet - han nægtede for resten at sige, at han var fra Spanien.
Der var den typiske brasilianske latino-type, der var rigtig glad for at feste og danse, lægge an på de blonde europæiske piger (vi var dog "desværre for unge til ham) og var meget glad for at fortælle om hans højtelskede Brasiliens fortræffeligheder. Nå ja, og så fandt vi desuden ud af, at han var udpræget homofobisk. Desværre også et af de typiske latinotræk.
Så var der Tom og David; et engelsk venne- eller kærestepar, det var ikke helt til at sige, der var på den typiske turistrejse. De havde været en uge i Rio, hvor de havde gjort alle de typiske turistting: bade på Copacabana, se Jesus-statuen, tage til fodboldkamp på det enorme Maracaná-stadium og tage på rundvisning i en såkaldt farvela, et brasiliansk slumkvarter. Og de sluttede så deres to uger lange ferie af med et ophold på Ilha Grande, hvor de ville bade og blive røde - en anden erfaring of ours er, at englændere simpelthen ikke kan blive brune, de bliver røde.
Så var der de tre engelske piger i midten af tyverne, der arbejdede for det samme advokatfirma i London og havde rejst rundt i hele Sydamerika i et par måneder, og havde oplevet højdesyge i La Paz og hele molevitten. Den ene af dem havde læst fransk og russisk på Oxford, inden var skiftet universitet og var blevet advokat på en eller anden mærkelig måde. Jeg forstår simpelthen ikke det engelske uddannelsessystem..
Sidst, men ikke mindst var der Rebecca, som nok var den person vi snakkede mest med. Hun var en 32-årig englænder fra London, der levede af at optage og sælge lyde til computerspil og lignende. Hun betalte bl.a. en lokal for at trække sin vandvogn hen ad stranden, så hun kunne optage lyden og tage den med hjem.
Hun fortalte den ret ekseptionelle historie, at hun var blevet gift som 16-årig - jep, med kongebrev og det hele. Hun var teenager, træt af sin familie og forelsket, så hun havde bedt om sine forældres tilladelse til at blive gift med sin kæreste - og havde fået den. Hun var flyttet til Wales med ham, og de var så blevet skilt 5 måneder efter.
En af aftenerne var der fest på hostellet, og Rebecca mødte en anden londoner, som det viste sig, havde gået på det gymnasium, hvor Rebeccas far arbejder. Et lidt mærkeligt sammentræf.. Vi kom til at snakke om sammentræf, og jeg fortalte historien om, hvordan min kontaktperson Sebastián havde mødt sin bedste ven fra sit udvekslingsophold, der var fra Ghana, på en gade i New York. Hun fortalte så historien om en englænder, der havde backpacket rundt i Asien, og havde mødt en anden englænder på et hostel i Thailand. De havde snakket lidt, og havde fundet ud af at de var fra samme by. Så snakkede de lidt videre for at finde ud af, om de havde venner til fælles, og havde så fundet ud af, at de havde været kærester med den samme pige - på samme tid!
Selvom det ikke var helt så dramatisk, oplevede vi også et lidt sjovt sammentræf. Den sidste hele dag på øen var det endelig godt vejr, og vi tog på turisttur med båd til 'Den Blå Lagune', der nu var mere grøn end blå. Om bord på båden blev vi hurtigt klar over, at vi ikke var de eneste danskere. Det var 5 meget højlydte mænd i slut-tyverne, der var på guttermændstur i 3 uger i Brasilien og Argentina. Ikke nok med at de var danskere - det viste sig, at de var fra Hillerød - endda i den ende, hvor vi bor. Det samme var en kvinde i slutningen af 30'erne (altså fra Hillerød), som også havde hørt de 5 mænd - alt andet var også svært. Så synes man altså, at verden er lille.
Kvinden hed Trine, og havde forelsket sig i Ilha Grande et par år tilbage. Da hun arbejder med at lave IT-projekter for EU, der alligevel laves mest på computer og over internettet, havde hun besluttet at flytte til øen, og havde boet der de sidste 2 år. Da hun skulle tilbage til Danmark på besøg ugen efter, mødtes vi igen om aftenen, og vekslede resten af de danske penge, vi ikke havde fået efterladt i Danmark.
Da vi skulle fra øen, havde vi besluttet at prøve os med den transfer hostellet tilbød, da det tog meget kortere tid, og kun var lidt dyrere end at gøre det selv - troede vi. Først fik vi lov til at vente næsten 3 kvarter inden båden til fastlandet kom. Derefter var der kun én personbil til at køre os til Rio, og vi var 10, der skulle med. Så mændende blev puttet ind i den, og vi andre 6 piger (Ida, mig, 3 englændere og en amerikaner) fik lov til at vente yderligere en time, inden der kom en stor familiebil med plads til 6. Problemet var så bare lige, at der ikke var plads til vores bagage, så den fik vi lov til at sidde med på skødet. De engelske piger brokkede sig dog så meget, at taxachaufføren prøvede på at forbedre situationen. Det blev den også - minimalt. Vi blev flyttet over i en smule større familiebil, så vi ikke skulle sidde med bagagen længere. Til gengæld sad vi 4 piger på bagsædet, hvor kun Ida sad i sikkerhedssele, og det var 39 grader og der var ingen aircondition. Det var ikke sjovt! Og så kørte manden ovenikøbet som en sindssyg. Ud og ind mellem de andre biler, 90-120 i timen - også gerne på strækninger hvor der var vejarbejde, og man egentlig kun måtte køre 40 km/t. Små 3 timer forsinkede i forhold til hvad vi var blevet lovet, ankom vi endelig til vores hostel i Rio de Janeiro, og så skulle alt blive meget bedre - troede vi. Der tog vi grueligt fejl.
- comments