Profile
Blog
Photos
Videos
Rejseblog for 5. til 14. november.
Efter vores besøg i Brasiliens største by skulle vi prøve noget som de færreste turister gør, nemlig at besøge Goiânia.
Goiânia er hovedstaden i delstaten Goias i det centrale Brasilien cirka 200 km syd for landets hovedstad Brasilia. I Goiânia bor der et sted mellem en halvanden millioner indbyggere og har dermed alt til at leve et ganske normalt liv, men turistaktiviteter er der dog ikke meget af. Det var sådan set også lige meget, da formålet med vores besøg ikke var turisme, men at besøge Guilherme og resten af familien Gaebler, da Guilherme boede et halvt år som udvekslingsstudent hos Familien Loua i Hillerød forrige år.
Ved 7-tiden torsdag aften ankom vi til lufthavnen i Goiânia, som Guilherme spøgefuldt havde beskrevet som værende på størrelse med Hillerød st. (til de jyske læsere kan det fortælles, at Hillerød er Arendses hjemby, der har godt 30.000 indbyggere) Det var måske en underdrivelse, men stor var den godt nok ikke. Vores bagage blev kørt fra flyet til bagagebåndet på en minitraktor, og vi kunne se, hvordan den blev lagt på det primitive bagagebånd kun 2 meter fra os. Derefter kunne vi endelig gå ud og hilse på vores chauffører og turistguider den næste uge, Guilherme (19) og hans storebror Luciano (21). For Ida var det helt nye bekendtskaber, mens det for Arendse var et glædeligt gensyn med sin brasilianske bror, hun ikke har set i næsten halvandet år.
I stedet for at blive kørt hjem til dem, tog vi først til et "Feriada", der bedst kan sammenlignes med et sydeuropæisk marked. Der var der et stort udvalg af boder, lige fra piratkopierede film og cd'er, til små madstande, og boder der kun solgte appelsiner eller majs. Det er imponerende med alle de sanseindtryk man får sådan et sted, men vi er nu ret sikre på, at de danske sundhedsmyndigheder højst sandsynligt ikke ville godkende sådan et sted.
På markedet stødte Guilhermes forældre Claudia og Carlos til, og senere også hans moster og onkel. Alle disse deltog også i aftensmaden hjemme i familiens residens, og derefter tog drengene os med ud på en tur i Goiânia, så vi kunne se byen.
Efter en god og rolig nats søvn stod vi op, og spiste morgenmad i nattøj i et meget behageligt tempo. Dette kan måske synes trivielt, men det bliver det en af de ting man værdsætter at kunne, når man bor på det ene hostel efter det andet.
Efter frokosten godt 2 timer efter vores morgenmad (sådan går det jo, når man står sent op) pakkede vi vores tasker og begav os mod Caldos Novas 2-3 timers kørsel vest for Goiânia. Caldos Novas er berømt for sit naturligt varme vand, der skyldes en udslukt underjordisk vulkan. Faktisk finder man i Caldos Novas verdens eneste varme flod, hvor vandet er omkring 40 grader varmt.
Vel fremme i Caldos Novas kunne vi kaste os i de swimmingpools, der hørte til den lejede ferielejlighed - and guess what; vandet var varmt! Det var lidt den samme følelse, som at plaske rundt i et enormt badekar, når vandet er allervarmest. Man kunne opholde sig deri i ca. 5 minutter, og så måtte man ellers tage en pause på kanten helt svedende og rød og opkogt i hovedet.
Til aftensmad denne aften fik vi pizza, hvilket var en lidt speciel oplevelse. I Brasilien putter man nemlig nogle noget anderledes ting på pizzaerne, end man normalt ville gøre i Danmark. På rigtige brasilianske pizzariaer køber man nemlig ikke en hel pizza og spiser den, som dansk tradition ellers er, men udvælger sig stykker fra de fade tjenerne bærer rundt. Så kan man så vælge mellem stykker af ost og tomat-pizza, pepperoni-pizza, rucola-pizza, majs-pizza, tun-pizza eller en af dem jordbær og chokolade. Nej, vi tager ikke pis på jer; Ida og jeg har nu prøvet pizza med chokolade, chokoladekrymmel, jordbær og chokolade og goiaba-syltetøj (goiaba er en sød, rød brasiliansk frugt). Det var en ... anderledes oplevelse. Chokolade og goiaba-pizzaerne var vi ikke videre begejstrede for, men pizzaen med smeltet ost, jordbær og chokoladesovs smagte faktisk bedre end man umiddelbart ville tro.
Lørdag morgen stod vi tidligt op og begav os mod turens hovedformål; HOT PARK. Hot park er et vandland, der naturligvis er med varmt vand. Jeg tror, at de fleste kan være enige med mig i, at et besøg i et dansk vandland kan være en ret kold fornøjelse, men når vandet er 30-35 grader varmt, bliver det straks noget mere behageligt. I Hot Park tilbragte vi så dagen med at plaske rundt i baderinge i varmt vand, køre i varmtvandsrutsjebaner, hoppe rundt i varme bølger og spise mad i en varmtvandsrestaurant.
Som de blege danskere vi er, havde vi naturligvis taget solcreme på, og da det også var overskyet det meste af dagen, troede vi at vi ville klare os fint. der tog vi grusomt fejl. Da vi forlod Hot Park viste der sig saa småt rødmen på vores skuldre og ansigter, og da vi var tilbage i lejligheden, var vi røde som hummere fra hovedbund til bagdel. At sove den nat, var ikke sjovt, ej heller særligt nemt.
Om søndagen havde vi to muligheder: at tage til Pirenopolis, der er et naturskønt område, eller at tage til hovedstaden Brasilia, der er mere kulturelt interessant. Da vi stadig havde ondt over det hele, valgte vi trekking og solskin fra, og tog til Brasilia.
Den brasilianske hovedstad er interessant fordi den ikke opstod som en transportmæssigt velplaceret handelsstad, som de fleste af verdens hovedstæder, men fordi den ligger hvor den gør på baggrund af en politisk beslutning. Indtil 1960 var Brasiliens hovedstad Rio de Janeiro, men så besluttede den daværende præsident, at hovedstaden skulle placeres mere centralt i landet, lige langt fra de største byer Rio de Janeiro, Curitiba og Bahia. Man startede derfor med at anlægge et vejkryds (eller rettere kors) midt i den store, vilde, grønne natur, og så byggede man byen helt fra grunden ud fra dette kors. Det var en konstruktionsarbejde som sjældent set før, men til gengæld også et enestående arkitektonisk værk. Byen er meget anderledes fra alle andre storbyer, fordi alt er bygget ud fra en arkitektonisk plan, så centrum følger nogle meget klare akser, og da byen blev bygget på ganske få år, er alt holdt i samme 50'er-60'er-stil. Vi besøgte kongressen, hvor vi blev tvunget til at følge en rundviser, der kun snakkede portugisisk og hun snakkede meget. Og så blev hun ovenikøbet sur, fordi Guilherme og Luciano snakkede, da de blev nødt til at oversætte for os. Vi besøgte også deres museum for moderne kunst, hvilket er en bygning formet som en dome. Ellers så vi kun de vigtigste monumenter udefra, men der var også mange, at det ville have været umuligt at se på de få timer vi havde. Ligemeget hvad, var det meget interessant og imponerende.
Som nogle måske ved blev Guilherme, da han var i Danmark, omdøbt til Søren af sine klassekammerater, da de ikke kunne finde ud af at udtale hans navn [Gil-jerr-mi]. Derfor syntes vi naturligvis også, at Guilhermes storebror Luciano blev nødt til at få et dansk navn, nu da hans bror havde et. Vi overvejede flere muligheder; Johannes, Tobias, Lars, Knud, Henning, Flemming, men endte med at vælge Bjørn. Det blev jo simpelthen nødt til at være et navn, der indholdt Æ, Ø eller Å, og Åge var alligevel ikke så passende til en 21-årig ung mand. Det kaldte vi ham så resten af ugen, og det endte faktisk med, at han reagerede på det. Og han kunne (næsten) udtale det selv :)
De næste par dage lavede vi ikke så meget vigtigt. Vi var i biografen og se "The Law Abinding Citizen" (beklager dårlig stavning, men stavekontrollen røg, da computeren gik ned) med Jamie Foxx og Gerald Butler. Det var en meget spændingsfyldt og underholdende film, og den blev bestemt ikke mindre underholdende af at betragte Idas ansigtsudtryk og bevægelser i de uhyggelige øjeblikke. Hun blev nødt til at holde både Arendse og Luciano i hånden flere gange undervejs. For at kompensere for dette gik vi i biografen en anden dag, og så det romantiske drama "The Time-traveller's Wife", som mere var noget, Ida kunne holde ud. Ingen sjove hop i sædet her.
Det viste sig, at Guilhermes mor var en rigtig god kok, så vi fik prøvet både regionale og nationale retter og desserter. Det er en af fordelene ved at bo hos lokale, så man får prøvet de lokale retter, og ikke bare ender med det sædvanlige pizza, burger eller pasta.
Guilherme havde jo også boet hos "indfødte" i Danmark, så vi ville naturligvis også glæde ham med noget forskelligt dansk mad. I afskedsgave havde Guilherme fået en "Børnenes kogebog" og ud fra denne bagte Arendse, efter Guilhermes ønske, kanelsnegle. Det er altid svært at lave mad i et andet land, hvor ingredienserne er anderledes, men resultatet blev tilfredsstillende - især for Guilherme.
Så heldige var vi dog ikke, da vi ville lave frikadeller med kartofler og brun sovs, samt råkostsalat om torsdagen. Et var, at tidsplanen i kogebogen slet ikke holdt (frikadeller tager en halv time min bare...), men så hjalp det heller ikke, at vi fik kogt kartoflerne for længe, og slet ikke kunne få den bruge sovs til at lykkedes. Vi forsøgte at bruge stegefedtet fra frikadellerne, for vi havde ikke rigtig andet at gå ud fra. Så hældte vi kartoffelvand og mel i, og lod det koge op, inden vi smagte på det. Og det smagte af det det var: kartoffelvand med hvedemel og en svag, svag eftersmaf af frikadeller. Ikke tilfredsstillende. Vi prøvede at stege mere smag af panden, tilføje lidt fløde og salt og peber, men ligemeget hjalp det. Brun sovs som vi kender det, var det i hvert fald ikke. Til sidst i desperation puttede vi halv terning bacon-boullion i, og så smagte det da endelige af noget - det var bare bacon, og ikke brun sovs. Vi følte os ret mislykkede som kokke, men Guilhermes familie vidste jo ikke bedre, og sagde at det smagte godt, og Guilherme var bare glad, fordi det mindede ham om Danmark.
Fredag formiddag ville Ida, som sædvanligt, tænde for Arendses computer, tjekke mails osv., men musen ville ikke virke. Derfor slukkede og tændte hun den igen, men nu ville Windows overhovedet ikke starte. Det var simpelthen umuligt at opstarte computeren. Panik! Vi havde naturligvis ikke lavet back-up af vores billeder, og hvis harddisken var røget, havde vi kun de billeder, vi havde oploadet på denne blog, samt alle dokumenter. Humøret var ret nede, indtil en af Guilherme og Lucianos venner, der er computer-ekspert, kunne fortælle, at det var lykkedes ham at redde samtlige dokumenter og billeder (HURRA), men at computeren pga. dårlig konstruktion ville være i risiko for, at gå ned igen senere, og at Arendse næsten ligeså godt kan smide den ud og købe en ny, når hun kommer hjem (ÆV). Det var ikke så sjov en dag, og vi fik næsten heller intet søvn, da resten af aftenen gik med at reinstallere programmer, og oprette diverse back-up-kontoer på internettet til vores billeder og dokumenter.
Efter hhv. 2 (A) og ½ (I) times søvn forlod vi Gaebler-residensen kl. lidt over fire lørdag morgen, og fløj til Sao Paulo, og derfra videre til Rio de Janiero.
- comments