Profile
Blog
Photos
Videos
Puhh..det er nærmest en kraftanstrengelse at åbne computeren for at skrive dette blogindlæg, men jeg må hellere fortælle, at vi forsat er i denne verden (omend det føles som en verden hinsides) og har det godt. Vi er krøbet lidt indenfor i den sene eftermiddagshede. Mikkel og Tobias har inviteret deres nyfundne ven, Florian, med ind at se Tom & Jerry og Anders har kastet sig over de sidste 10 sider af "First they killed my father", -en bog jeg købte om en families skæbne under Khmer Rouge. Det skulle efter sigende være en noget barsk læsning. Jeg selv mangler ca 50 sider af Karitas (fantastisk bog om kvindeskæbner på Island i begyndelsen af sidste århundrede). Vi er på Ko Yao Yai, en lille ø ca 1 times sejlads fra Phuket. Vi kom hertil efter et kort ophold i Kuala Lumpur hvor vi boede hos James der har et lille, lækkert B&B i udkanten af byen. Det var en noget surrealistisk oplevelse, at starte dagen med at køre i tuk-tuk ud ad en støvet landevej til den lille lufthavn i Siem Reap for, få timer senere, at sidde i 288 meters højde og drikke "afternoon tea" i verdens 4.højeste bygning i Kuala Lumpur med udsigt til de berømte Petrona Towers, -verdens højeste tvillingetårne. Drengene var dog mere optaget af toiletterne i denne højde, -sæderne hér kunne nemlig både spule og tørre numse med regulerbar temperatur, -som sagt et kæmpe hit!
Da vi ankom til vores resort på øen, var vi blevet opgraderet til en deluxe pool villa, så de sidste 5 dage har vi boet i en lækker bungalow med udsigt over havet og så endda med egen pool! Det har været et kæmpe hit. Det tog os lige et par dage, at vænne os til det noget lavere aktivitetsniveau og i særdeleshed det noget højere prisniveau! Her er noget dyrere end i Vietnam og Cambodia, men vi er jo også på en ø og alle varer skal fragtes hertil med båd. Vi laver absolut ingenting. Bevæger os mellem stranden, vores hytte og restauranten når vi er sultne. I går mandede vi os dog lige op til at tage en longtailboat ud til en lille sandø der ligger 15 min sejlads herfra. Her var der et væld af farverige fisk der svømmede omkring benene lige så snart man bevægede sig få meter ud i vandet (de er vant til at blive fodret med brød). Vi tog derud sammen med drengenes nye kammerat, Florian, hans forældre og lillebror på et år. Det er en super sød familie fra Frederikssund og vi havde en rigtig hyggelig dag med dem. Det var helt dejligt at se og høre drengene fortælle i munden på hinanden om de oplevelser de har haft på vores rejse.
I morgen sejler vi til Ao Nang og derfra videre til Koh Lanta hvor vi har fået et godt tilbud på en strandhytte dér hvor vi var for to år siden, Anda Lanta Resort, allersydligst på øen. Der bliver vi indtil vi tager til Bangkok den 14 eller 15. Her er også dejligt hvor vi er nu, men her er kun ét sted at spise og absolut ingenting at se på øen, men fantastisk strand og lækkert resort. Nu glæder vi os til at komme til Koh Lanta hvor vi kan køre lidt rundt på scootere og spise nogle forskellige skønne steder. Hér skal vi også mødes med Tue og Lise og deres børn Emma Sofie og Alexander. Drengene glæder sig til at lege med dem og vi glæder os til at fortælle røverhistorier og drikke kølige Chang med fødderne i sandet i deres hyggelige selskab!
Nå, men nu er jeg pludselig blevet ramt af skriveblokade, så nu vil jeg sætte mig ud på terrassen til Anders og nyde solnedgangen over Phuket i det fjerne….
- comments



Dorte Kodahl I sidder i varmen og nyder livet. Jeg er her til morgen føjet til Lithauen kørt fra Vilnius til Marijampole og sidder nu I Kaunas der er lidt se og temperaturen ligger lige under nul - skal vi bytte ??? Knus Dorte
Grethe Ebdrup nåh ja, her sker der også noget---- har endelig fået tømt mine havekrukker for gammelt vissent stads og sat påskeliljer, krokus tulipaner m.m. i stedet for. Vi har faktisk haft et par gode forårsdage, så jeg har ikke grund til at være sur, når jeg læser jeres herlige breve , bare lidt sur, Men foråret er på vej Kærlige knus Grethe