Profile
Blog
Photos
Videos
Nu har vi efterhånden været i Burma i to uger, og vi er så småt ved at falde til på klosteret. Klosteret er et stort område ca. en times kørsel fra hovedstaden, Yangon. Her bor kun munke og så os voluntører. Vi fire piger har fået en fin rød hytte at bo i (præsidentens datters hytte). Vi har to værelser og to badeværelser, så det er virkelig fint!
Vi er i alt 12 frivillige piger fra hele verden - lige fra 18-69 år. De er ikke vant til at have piger boende (og slet ikke unge, vestlige piger), så overmunken er meget nervøs hver gang vi tager væk fra klosteret.
Vi er begyndt med vores undervisning - vi underviser på en nonneskole hver morgen og på en skole på vores eget kloster over middag. Her er der både nonner og munke men også de almindelige børn fra landsbyen. Man kan tydeligt mærke, at munkene og nonnerne har en lidt anden disciplin end de andre børn - de må under normale omstændigheder slet ikke lege, så de er meget vilde med vores undervisning, hvor de får lov at lege, tegne og så videre. Munkene og nonnerne kommer typisk fra meget fattige familier, der ikke har råd til at brødføde dem - derfor får de lov at bo på henholdsvis nonne- og munkeklostre, hvor de gratis får undervisning og mad hver dag. For at bo der, skal de følge nogle helt særlige rutiner: De skal stå op klokken 4 og spise deres sidste rigtige måltid inden klokken 12:00 - herefter skal de have energi til resten af dagen, hvor de skal gå i skole, bede og udføre en masse andre pligter - og ingen leg! En anden regel for nonnerne og munkene er, at de ikke på have hår - så en gang om ugen barberer de deres hår af (.. selv nonnepigerne!).
Trods vi bor på et munkekloster, skal vi ikke leve efter deres spiseregler - så vi får serveret mad tre gange om dagen. De første par dage var det meget kritisk med maden - vi fik bare ris, suppe og meget mærkelige kødretter, som alt sammen bestod mest af olie. De søde mennesker i køkkenet (som gjorde deres aller ypperste, for at vi var tilfredse), lugtede hurtigt lunten, da ingen rigtig spiste noget. Derfor bad de os om at tegne det mad vi kunne lide: Vi tegnede frugt, grøntsager og andre lækre ting, som vi vidste de havde hernede. Det tog de meget bogstaveligt: Lige siden har vi fået kiks, majs, vandmelon og ris til stort set hvert måltid. Uuhm :-).
På klosteret lever de efter en månekalender, så de holder for det meste fri onsdag-torsdag eller torsdag-fredag. I denne weekend er vi derfor taget på en lidt længere tur. I dag har vi været i byen Mawlamyine: her har vi blandt andet oplevet verdens største Buddha, sejlet med de lokale både ud til en meget fin lille ø - hvor der kun boede nonner og munke, og så har vi bare nydt at være på et hotel med et rigtigt bad, swimmingpool og gode senge!
I morgen skal vi til "the Golden Rock", hvilket er en stor guldfarvet klippe med et tempel ovenpå. Der skulle være den smukkeste solnedgang!
Vi har det dejligt her i varme Burma, og vi sender en masse gode tanker til jer i Danmark!
- comments