Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle
Efter en kedelig faergetur var jeg pludselig kommet til sydoeen. Mit foerste stop her var Nelson, hvor jeg skulle holde nytaarsaften. Jeg havde med noed og naeppe faaet plads paa et af hostellerne, men Lonely Planets beskrivelse af hostellet fik mig til at skrue forventningerne til en god nytaarsaften helt ned, da der stod, at det IKKE ville tiltraekke festmennesker. Ohr man. Jeg kendte heldigvis 5 israelske piger paa samme hostel i forvejen, og de havde lovet, at de ville give den gas med mig nytaarsaften. Saa jeg saa frem til en nytaarsaften med en masse snak om krig og om deres tid i militaeret, da det var deres ynglingsemne. Argh! Satans.
Jeg havde heldigvis et par dage paa hostellet foer nytaarsaften til moede andre mennesker, hvilket jeg udnyttede i stor stil, naar jeg ikke vandrede rundt i nationalparker. Der er nemlig en nationalpark taet paa Nelson, der hedder Abel Tasman. Jeg tog en bus til parkens ene ende, hvorfra jeg blev samlet op af en vandtaxa, der sejlede mig ned langs kysten og smed mig af i midten af det hele, saa jeg kunne gaa de 20 km tilbage til bussen paa 6.5 time. Hovedattraktionen i Abel Tasman er den flaekkede sten, I kan se paa billedet, og den saa vi allerede fra baaden. (Det er altsaa maerkeligt, at en flaekket sten kan faa saa meget opmaerksomhed). Gaaturen gik igennem skoven, I kan se i baggrunden paa billedet. Og det var flot og alt det der, men jeg kunne have set det samme paa 10 km, og saa mener jeg ikke, at der er nogen grund til at gaa det dobbelte. Men jeg havde altsaa ikke noget valg, hvis jeg ville tilbage til Nelson, og jeg mente trods alt, at jeg havde en bedre chance for en god nytaarsaften der end i parken.
Jeg syntes selv det loed lidt overdrevet at skulle gaa saa langt paa saa kort tid, men det viste sig, at jeg havde masser af tid, saa jeg tog en tur ned paa en af strandene. Her svoemmede jeg i det iskolde vand, og lagde mig paa stranden for at toerre. Desvaerre var der en ret staerk vind, der fyrede det grove sand efter mig som smaa missiler, saa det var ingen fornoejelse, og jeg skyndte mig derfor tilbage til sporet i skoven. Og saa gik jeg og gik og gik og gik, til jeg endelig kom til parkeringspladsen og kunne blive samlet op.
I dagene op til nytaar moedte jeg en masse sjove mennesker paa hostellet. Vi besluttede, at vi skulle have maskebal nytaarsaften og pludselig saa det hele mere lyst ud. Saa jeg koebte et par flasker wannabe champagne, chips og en maske. Klar til fest! Og det blev der ogsaa. Lige saa stille kom folk ned i faelles omraaderne med deres sprut og deres maske i haanden. (Der er jo ikke nogen, der vil vaere den foerste til at tage den paa og ligne en idiot helt alene). Efter et par drinks kom maskerne dog paa og efter lidt flere, besluttede vi os for at gaa int til byen, hvor der var koncert. Jeg havde regnet med, at det ville vaere en nedern mand med en guitar men nej. Det var faktisk ordentlig musik, som man kunne danse til. Ja, jeg vil gaa saa langt som at sige, at det var direkte godt i modsaetning til fyrvaerkeriet, der viste sig at vaere noget af en soergelig historie. Her koeber folk nemlig ikke deres eget fyrvaerkeri. Det er arrangeret af byen og bliver kun fyret af klokken 12. Og aabenbart kun i smaa maengder. Efter showet tog vi i byen og fik danset lidt, inden det var tiden at tage tilbage til hostellet (en af drengene blev smidt ud, fordi han var for fuld, samme dreng faldt i soevn udenfor foran doeren til hostellet, da vi kom tilbage). Det var en herlig nytaarsaften, som I nok kan hoere, og specielt god fordi jeg ikke havde nogle forventninger til den.
Naeste morgen besluttede vi at saette en lav standard for 2010, saa vi altid kunne overgaa det senere. Det gjorde vi ved at bekaempe de vaerste toemmermaend med mere oel. Ja, der var personer der, jeg aldrig saa aedru, men de var ogsaa fra Australien og Skotland, saa det er jo klart.
Det var helt trist, da jeg forlod Nelson og alle mine nye lettere alkoholiserede venner. Men det var tiden at tage til Greymouth. Jeg ved ikke, hvorfor min aandsvage busrute har et overnatsstop der, for det er da for kedeligt. Naeste dag tog jeg videre til Franz Josef, hvor man kan gaa paa glaciere. Det kunne man bare ikke, da jeg var der, saa det blev der ikke noget af, og jeg skyndte mig videre paa ruten. Jeg havde besluttet, at jeg ville hoppe af bussen i Wanaka, da det skulle vaere helt vildt smukt. Det var det ogsaa, men det kan man jo ikke kigge paa hele dagen. Efter en dag blev det altsaa kedeligt, og jeg besluttede mig for at tage i deres beroemte biograf for at kigge paa noget andet. Det er en rigtig hyggelig biograf, hvor der er sofaer og laenestole i stedet for de normale stole. Man kan endda vaelge at sidde i en bil. Her spiller de filmene paa den gammeldags maner, hvad det saa end indebaere. Det opdagede vi alle sammen, da de midt i Sherlock Holmes pludselig viste en kvinde i et fly, der kiggede ned paa en masse huse med svoemmepoeler. Det passede ligesom ikke helt ind i stilen, og kort efter blev det afbrydt og en skotisk mand, der kom ind og begyndte at fortaelle vittigheder, indtil Sherlock Holmes pludselig var klar i action igen. Det er helt klart noget, vi mangler i Danmark. Kan I lige faa det ordnet, til jeg kommer hjem.
Jeg ville meget gerne forlade Wanaka den naeste dag, men det var selvfoelgelig den eneste dag, at den dumme bus, jeg koerer rundt med, ikke kunne samle mig op. Men jeg havde jo hoert lidt, om det der med at blaffe, hvilket er helt normalt her i NZ, og det er ogsaa sikkert for piger at goere alene. Jeg har efterhaanden moedt en del piger, der har gjort det alene, og ingen af dem har haft problemer med det. Saa hvorfor ikke. Jeg stillede mig ud ved den vej, der gaar til Queenstown og stak min tommelfinger i vejret. Jeg foelte mig lidt aandsvag, men alle billisterne var rigtig flinke og gestikulerede undskyldninger for, at de ikke kunne samle mig op (pegede at de ikke skulle hele vejen til Queenstown). Efter 5 minutter blev jeg samlet op af et par i slutningen af 30'erne. De skulle ikke hele vejen til Queenstown men meget taet paa, saa de sagde, at de kunne koere mig dertil, og saa kunne jeg faa et andet lift derfra. Det var i orden, og jeg hoppede ind. Paa vejen forklarede de mig en masse ting om det omraade, vi koerte igennem, og vi stoppede ved flere udsigtspunkter, saa jeg kunne se de forskellige ting. Det endte med, at de besluttede sig for, at de da godt lige kunne slaa et smut forbi Queenstown, hvor de koerte mig hele vejen til hosteldoeren. Fornemt. Det var da lige foer, jeg godt kunne finde paa at goere det igen her, naar det er paa den maade.
Jeg havde god tid i Queenstown til at kigge paa alle turistbookingkontorerne og alle souvenirbutikkerne (alt der er her), saa jeg fik booket naeste dags aktivitet. Det er lidt af et must her, at man tager til Milford Sounds. Det tager 5 timer at komme dertil med en bus, der stopper flere steder, saa man kan tage billeder. Desvaerre var vores buschauffoer lidt for glad for at lytte til sin egen stemme, saa han snakkede hele vejen, ogsaa selvom han ikke havde noget at sige. Det var mildest talt frygteligt. Og hvad vaerre var, at der forrest i bussen sad et par damer, der grinede af alle hans aandsvage jokes, og den ene af dem havde et grin, der var hoejere og vaerre at lytte til end mit eget og min soesters til sammen. AAh gud!
Da vi endelig kom frem, havde vi to timer ombord paa en baad, der sejler rundt i Milford Sound, der er en fjord. Og det var et rigtig smukt omraade, naesten saa smukt at det var busturen vaerd men ogsaa kun naesten. Efter de to timer var det bare tilbage paa bussen med en 4 timers bustur foran os. Og ja det var med samme chauffoer og damer. AARGH. Jeg havde heldigvis medbragt min mp3-spiller, og den kunne da overdoeve noget af det, saa jeg kunne komme tilbage til hostellet uden en mental lidelse. Herligt.
I morges fik jeg lokket 3 tyske piger med ned til soeen til noget morgenbadning. Soeen ligger lige foran vores hostel, og jeg maa gaa ud fra, at noget af vandet kommer fra den smeltede sne fra de omkringliggende bjerge. Vandet er under alle omstaendigheder koldt og ikke et sted folk normalt bader. Men jeg forklarede dem lidt om vinterbadning i Danmark, og hvordan alle de gamle mennesker elsker det, og hvor godt det foeles, naar man kommer op. Saa de var klar. Maerkeligt nok er der ikke et firma, der udbyder denne aktivitet her, saa vi fik det helt gratis. I saerdeleshed sjaeldent her i NZ.
I morgen tager jeg til oestkysten, naermere bestemt en by der hedder Dunedin, hvor jeg haaber at besoege deres chokoladefabrik. MMMM;)
- comments