Hej alle

Saa er jeg kommet til New Zealand naermere bestemt Auckland, og jeg kan lide det. Det minder paa mange maader om Australien, og saa er det alligevel noget helt andet. De siger, de samme venlighedsfraser her som i Australien, men her mener de det faktisk (eller ogsaa er de bare bedre skuespillere). Auckland er ikke hovedstaden, men det er eftersigende stedet, hvor tingene sker, selvom der nu ikke rigtig er nogle ting, der sker her, saa NZ maa vaere et ret stille og roligt land.

Jeg havde min foerste hele dag i gaar. Og gaet hvad jeg gjorde?? Jeg var da paa museum, hvorefter jeg slog et smut forbi nogle kirker. Jeg vil dog forsvare mig med, at der var maori danseshow paa museet, og det var ret festligt. Bagefter var jeg rigtig motiveret til at se resten af udstillingen. Min teori er, at museer er noget, man kan lide, naar man bliver aeldre ligesom udsigter. I saa fald er jeg ikke gammel nok, og det var praecis lige saa kedeligt, som museer altid har vaeret. Det ledte tankerne tilbage til gymnasietiden, hvor vi laa og sov i museernes biografer paa vores studietur til Paris. Dette museum havde dog ingen biograf. Af frygt for at falde i soevn staaende gav jeg op og skyndte mig ud, hvor jeg kunne laegge mig i parken. Jeg tror, det er bedst, hvis jeg lige venter et par aar endnu, foer jeg goer et lignende forsoeg paa at vaere kulturel.

Da jeg havde ligget og sundet mig lidt, fortsatte jeg min tur rundt i byen. Turen gik til et specielt forretningsdistrikt, hvor de desuden har to kirker. Den ene er grim uden noget saerligt, men den anden er en gammel traekirke. Den laa en gang paa den anden side af gaden, men saa besluttede man sig for at flytte den til dens nuvaerende position, hvilket, jeg synes, er ret godt klaret. Desuden var det lidt af en skattejagt at vaere paa besoeg her. I indgangen fik jeg en brochure, der fortalte om kirken og dens historie og desuden beskrev forskellige smaa symboler og udskaeringer gemt rundt omkring i kirken. Saa dem gik jeg paa jagt efter, og det var slet ikke saa daarligt, da vaer ting havde sin egen historie.

I dag besteg jeg en vulkan kaldet One Tree Hill. Det lignede nu mere en graesbedaekket bakke end en vulkan, og paa trods af at den var stejl flere steder, bestod den virkelige udfordring i at tage bussen derud og hjem igen. Det er jo ikke buschauffoerens opgave at hjaelpe en, de har jo aendre opgaver saa som at koere bussen, fik jeg paent at vide, da jeg spurgte om hjaelp i den foerste bus, derfor endte det med, at jeg gik halvdelen af vejen. Og det ville da ogsaa vaere rart, hvis de saa i det mindste kunne goere et godt job med koere den aandsvage bus. Det kneb det dog med, og jeg var lettet, da jeg var tilbage i byen og kunne stige ud af bussen.

I morgen tager jeg videre til naeste stop i NZ. Jeg ville gerne skrive, hvor det er, men stednavnene her er saa maerkelige, og det taetteste, jeg kan komme paa, er Rototau eller noget.