Hej Alle

Saa kom jeg endelig til Cairns, hvor mit dykkerkursus har ligget og ventet paa mig laenge nu. De foerste to dage med teori i klasselokalet og i poolen og de naeste tre dage paa en baad.

Dag nummer et begyndte med 5 timers teori i klasselokalet. Ohr man. I frokostpausen var der laegetjek, hvor de sorterede de svageste fra. Og jeg var lige ved at blive klassificeret som en af de svage paa grund af min astma. Jeg forklarede doktoren, at det altsaa ikke var noget problem, og han lavede nogle tests, der viste, at jeg traekker vejret helt normalt. Saa efter lidt snak frem og tilbage lavede han en speciel kontrakt, jeg skulle skrive under paa, der sagde, at jeg var klar over, at jeg havde stoerre sandsynlighed for at doe ved dykning paa grund af min astma.

Da alle formaliteterne var ordnet, blev vi sluppet loes i poolen, hvor vi skulle vise, at vi godt kunne svoemme og traedde vande. Og saa kunne vi endelig tage det berygtede dukkergrej paa og hoppe i poolen igen. Instruktoeren bad os om at tage vores vejrtraekningsdims i munden og putte hovedet under vand i 30 sekunder. Det var godt nok ubehageligt. Vi kunne ingenting se, og det foeltes helt forkert at traekke vejret paa den maade under vandet. Det var lige foer jeg godt kunne maerke, at det ikke var noget for mig, og i de 30 sekunder overvejede jeg, hvorvidt jeg skulle fortsaette mit dykkerkursus eller ej. Men det skulle jeg selvfoelgelig, saa jeg fik lige beroliget mig selv, og efter lidt tid blev jeg endda vant til at traekke vejret under vandet (saa meget at jeg nogle gange er lige ved at proeve paa det, naar jeg ikke har dykkerudstyret paa).

Pooltraeningen indeholdt flere af den slags ubehageligheder som for eksempel at udligne trykket i oerene, men jeg klarede det hele og var klar til at gaa ombord paa baaden paa den tredje dag. De to dyk den dag var traeningsdyk, hvor vi gjorde preacis det samme som i poolen. Det var altsaa lidt kedeligt at sidde paa knae i sandet og tage vejrtraekningsdimsen ud og ind af munden og fylde vand ud og ind af sine briller og saa videre. Det var heller ikke helt let at sidde stille, naar koralrevet var lige bagved mig, og det var komplet umuligt at koncentrere sig om instruktoeren. Heldigvis havde vi en paa holdet, der havde problemer med at udligne trykket i oerene, saa vi andre maatte sidde paa bunden og vente paa, at ham og instruktoeren fik klaret problemet. Da vi sad der forholdsvist stille og roligt, begyndte fiskene at komme taettere og taettere paa for at tjekke os ud, og vi saa mange af dem meget taettere paa, end man kan, naar man svoemmer rundt. Sejt. Da dagens traeningsdyk var overstaaet, kunne vi tage en selvguidet snorkeltur, hvis vi ville. Det loed ikke af noget saerligt i forhold til rigtig dykning, saa jeg havde ikke de store forventninger til det. Man kan jo ikke komme taet paa koralerne. Troede jeg. Der var et rigtig godt sted med lavt vand, hvor snorkling er helt perfekt. Og som jeg laa der og svoemmede rundt, fik jeg pludselig oeje paa en haj. Ikke en lille en paa en halv meter eller noget i den stil. Nej, det var en revhaj paa cirka 1,5-2 meter, og det kan da nok vaere, at jeg lige fik stopppet op og taenkt, hvad fanden jeg skulle goere. Det er noget, der giver sommerfugle i maven. Men efter at have taenkt mig om et par sekunder, stod det klart, at det eneste fornuftige at goere var at foelge efter den, da den slags hajer jo ikke er farlige overhovedet, med mindre man er en total idiot. Saa langsomt forfulgte jeg den sammen med to skoere hollaendere. Midt i det hele vendte den pludselig om og svoemmede i vores retning. Uuh, der skal jeg lige love for, at der ikke var en eneste sommerfugl i min mave, der sad stille. For satan da. Jeg foelte mig helt noegen og forsvarsloes uden mit dykkerudstyr paa. Men den ville os naturligvis ikke noget. Den svoemmede bare rundt om os og forsvandt.

I vores jagt paa hajer og andre fisk, var vi kommet et godt stykke vaek fra baaden, saa de sendte en mand ud i en lille gummibaad for at bede os om at komme tilbage til baaden. Oev, der kunne jeg godt have brugt et par timer mere.

Foer vi var aegte uddannede PADI dykkere, skulle vi igennem endnu to traeningsdyk den naeste dag. Og saa kunne vi endelig dykke alene. Det vil sige med vores buddy, for man skal aldrig dykke helt alene. Jeg troede, det ville blive sjovt at dykke paa egen haand, men det var det egentlig ikke, for jeg brugte det meste af min tid paa at holde styr paa, hvor min buddy var henne, da hun svoemmede rundt og jagtede fisk, hun kunne tage billeder af. Kedeligt. Paa grund af af dette skuffende dyk, valgte jeg at melde mig til yderligere treaning, saa jeg kunne dykke helt ned paa 30 meter i stedet for de soelle 18, jeg paa det tidspunkt var kvalificeret til. Paa denne maade kunne jeg nemlig slippe for bare at svoemme rundt paa maa og faa med min buddy resten af turen. Ekstratraeningen begyndte samme aften paa vores natdyk. Her skulle vi lave faa oevelser, hvor navigerede efter vores kompas. Da det var overstaaet, svoemmede vi rundt i en gruppe, og vi saa nogle seje ting. Blandt andet en kaempesnegl, og jeg fik dermed svaret paa et af de spoergsmaal, jeg laenge har gaaet og spekuleret over, nemlig hvad bor i kaempekonkylier? Jeg troede ikke, snegle kunne blive saa store. Det er jo uhyggeligt. Og nu jeg snakker om uhyggeligt, saa saa vi ogsaa hajer. To styks der kom svoemmende ud af moerket og forsvandt ind i det igen. Det var lidt nervepirrende at vide, at de var til stede, naar vi ikke kunne se ret langt frem for os.Men det var nervepirrende paa den gode maade, og vi syntes allesammen, at det var helt vildt sejt.

Neaste skridt i ekstratraeningen var vores dybdedyk, saa vi stod tidligt op naeste morgen for at jagte de 30 meter. Naar man dykker saa dybt, bliver man paa et tidspunkt undervejs sandsynligvis ramt af det, de kalder nitrogen narkose. Det er en tilstand, der svarer til at vaere fuld, og det gaar vaek igen, saa snart man svoemmer op mod overfladen. Desvaerre var der ingen af os, der blev ramt af det rigtig slemt, saa ingen gjorde noget direkte tosset (der blev dog kastet lidt rundt med en soeagurk (eller hvad i kalder den slags derhjemme)).Jeg kunne godt maerke, at jeg blev lidt langsom i det. Da jeg skulle vise instruktoeren, at jeg havde 130 bar tilbage i min luftbeholder, havde jeg lidt problemer med at finde tre fingre frem.

Udover at se paa hvordan dybden paavirkede os, saa vi ogsaa, hvordan den paavirker farve.Vi havde taget en colaflaske med ned og de roede maerkater saa nu sorte ud. Vi fyldte flasken med luft og saa, hvordan trykket i flasken steg, jo hoejere op vi kom. Det samme sker i ens krop, og hvis man ikke aander ind og ud, naar man stiger op, bliver trykket i ens lunger for stort, og ens lunger eksploderer. Derfor er regl nummer et i dykning at traekke vejret hele tiden. Men det kommer egentlig meget naturligt.

Mit sidste dyk paa turen var ogsaa en del af min ekstratreaning. Her skulle jeg vaelge en aktivitet, som jeg ville faa et kort kursus i. Jeg valgte undervandsfotografering. Nogle andre valgte noget, de kaldte baad, hvilket betoed, at vi alle sammen maatte hoppe i fra siden af baaden, som er hoejere oppe, end hvad vi normalt hopper fra. Alle, paanaer instruktoeren som var en kylling, hoppede i herfra. Da vi kom ned paa bunden, begyndte mesterfotografen her at skyde loes, men fisk er aerlig talt nogle mega daarlige modeller. Sjaeldent har jeg moedt skabninger, der var saa daarlige til at posere, og det var altsaa svaert at faa nogle gode billeder. Dumme fisk.

Vi sluttede turen af med lidt snorkling, hvor jeg saa endnu en stor haj, der laa og sov paa bunden. Hajer og rokker er nu helt klart paa min top ti over seje dyr, og det er de dyr, jeg bedst kan lide at se i havet. Til gengaeld er skildpadder paa min top tre over super nedern dyr. Nu har jeg dykket 10 gange og snorklet paa et sted de kaldte skildpadde trekanten uden at se en eneste aandsvag skildpadde. Det er mildest talt for daarligt og super skuffende, og hvis det ikke var fordi, de altid viser sig i overfladen, naar jeg kommer tilbage til baaden for at grine af mig, saa ville jeg tro, at de var en myte.

Efter at have dykket i tre dage er jeg blevet bidt af det. Det havde vores instruktoer godt advaret os om, og jeg havde i forvejen skumle planer om at fortsaette min traening senere, saa jeg med tiden kan blive en dykkermaster eller en dykkerinstruktoer og arbejde rundt om i verden. Men bare rolig jeg skal nok komme hjem og tage en uddannelse og alt det der foerst.