他でもございませんが

Hej alle

Jeg proevede lige at faa computeren til at have dansk ordbog, men det kunne jeg ikke. Til gengaeld spurgte den mig, om jeg ville have en japansk hilsen, og jeg taenkte, at det jo er bedre end ingenting, saa det forklarer starten.

Okay, okay saa havde jeg lige ikke saerlig lang tid til at faa set oestkysten, inden jeg skulle til New Zealand. Efter mit dykkerkursus (blokindlaeg er skrevet om dette men ikke opdateret endnu) var jeg blevet totalt bidt af dykning, og det var jo ikke det vaerste, jeg kunne blive bidt af, naar man taenker paa maengden af giftige og farlige vaesener, som jeg dykkede med. Derfor besluttede jeg mig at tage til Ayr. Her kan man nemlig tage ud paa en baad, der sejler en hen til verdens dykkersted nummer 1: Yongala skibsvrag. Her er marinelivet vaeldigt veludviklet, saa fiskene er meget stoerre her, og selve vraget er totalt daekket af koral, saa hvis det ikke var fordi, jeg vidste bedre, ville jeg nok ikke med det samme have set, at det var et vrag. Jeg havde to dyk her. Det foerste var paa omkring 26 meters dybde. Her saa vi en masse soeslanger (ja, de er giftige men fredelige), en masse store fisk, flotte koraler, fjersoestjerner og alt muligt andet. Der var endda en fisk paa over to meter, det saa helt forkert ud, som om jeg kiggede paa den gennem et forstoerrelsesglas.

Det andet dyk var knapt saa dybt, da det foerste dyk paa en dag altid skal vaere det dybbeste. Paa trods af det saa vi en masse ting blandt andet toiletterne paa skibet (de saa bedre ud, end dem vi havde paa vores gummibaad, hvor lynlaasen I doeren ikke virkede-det var mere et telt end et rum). Vi saa ogsaa en morane og den samme gigafisk igen. Men men men.. vi saa ingen skildpadder.. igen. Efter jeg er begyndt at dykke, er det som om, jeg er blevet ramt af to forbandelser : Nr. 1 - jeg ser aldrig nogle aandsvage megaskildpadder, ikke engang nogle smaa taabelig nogle. Nr. 2 - smaa, tykke amatoerdykkere tror de skal laegge an paa mig paa baadene, og selvom jeg har taget soesygetabeletter, er det lige til at faa kvalme over. Og soesygetabeletter det skal der til, hvis man ikke vil haenge over realingen paa halvvejen, men det var der aabenbart ingen af de andre, der vidste, og da vi kom tilbage paa land, var det kun mig og en anden pige, der ikke havde haengt der og gylpet. Jeg havde en god sejltur og noed at sejle rigtig hurtigt op og ned over de store boelger.

Efter al den dykning og sejlads skulle man tro, at det var paa tide at blive paa land, men det var naesten det vaerste sted at vaere, da jorden var begyndt at gynge voldsomt, og det var svaert at staa stille uden at vaelte. Og saa var det jo godt, at naeste stop var Airlie Beach og det obligatoriske Withsundayscruise. Withsundays er nogle utroligt smukke oeer, der ligger ud for Airlie Beach, og der er utallige muligheder for at cruise rundt her paa store baade I flere dage, hvis det skulle vaere. Og det ville jo have vaeret rart, hvis det skulle det, men det satte min bankkonto en stopper for.Saa I stedet tog jeg en hurtigfaerge til en af oeerne, der hedder Long Island og havde to overnatninger her. Den foerste dag moedte jeg de faa andre unge turister paa oeen, og da der paa store tavler var annonceret poolparti, tog vi invitationen serioest og dansede I poolen og paa dansegulvet, indtil dj'en blev traet og gik hjem. Uheldigvis var en af de andre unge en desperate amerikansk fyr, dervar vaeldig irriterende. Han proevede at score alle pigerne den aften, mens han dansede rundt I poolen I sine hvide boksershorts. Hvordan er det nu med hvidt toej, naar det bliver vaadt?? Naa jaa, det bliver gennemsigtigt. Ikke noget koent syn. Er det noedvendigt at sige, at han ikke havde held I sproejten? Saa naeste dag var jeg den heldige vinder, der fik lov til at have ham til at foelge efter mig hele dagen. WUHU!! Paa trods af at oeen var det rene paradis, havde jeg derfor en daarlig dag. Og for at saette prikken over I'et, var der kareokeaften den dag, saa jeg gik tidligt I seng. Men jeg skulle ogsaa vaere frisk til neaste dag, hvor jeg havde dagen ombord paa en baad-uden amerkinere, I hvert fald uden den amerikaner. Det var ren luksus med en masse god mad og gode steder, hvor man kunne slaenge sig og snakke eller nyde udsigten. Fra kl. 11 af var der endda fri alcohol. Det undrede jeg mig meget over, da dagens aktiviteter var badning fra Whitehaven Beach og snorkling, ikke just aktiviteter der boer blandes med alkohol, isaer ikke naar besaetningen havde 60 personer I vandet samtidig, som de skulle holde oeje med. Saa jeg slappede lidt af med alkoholen, til efter aktiviterne var overstaaet. Whitehaven Beach er en strand med meget fint, hvidt sand, der oedelaegger ens kamera, hvis man tager det med. Det gode er, at det paa mystisk vis ikke opvarmes af solen, saa man har ikke brandvabler under foedderne naar man endelig er kommet ud I vandet, hvad der ellers er kotume I Australien. Her laa vi rigtigt og solede os, saa jeg fik en god solskolning paa ryggen, men den slags finder man jo foerst ud af senere, saa jeg havde det godt paa denne fantastiske (turist) strand. Snorklingen senere paa dagen var dog knap saa vellykket. Sigtbarheden var virkelig daarlig, saa hvis man ville se noget, der var vaerd at kigge paa, skulle man dykke 5-6 meter ned. Det er jo heller ikke noget problem for saadan en prof dykker som mig, jeg skulle dog lige huske paa IKKE at proeve paa at traekke vejret under vandet, selvom jeg efterhaanden var vant til det.

Da jeg kom tilbage paa land I Airlie Beach, boede jeg hos Onno. Det er en ven, jeg moedte paa vestkysten, da jeg snorklede med hvalhajer og senere flere steder mellem Broome og Darwin. Han arbejder nu paa baadene I Airlie Beach, hvor vi hang ud med alle hans dykker- og sejlads venner. Og jeg har nu besluttet mig for, at ikke nok med at jeg vil vaere divemaster eller dykkerinstruktoer, jeg vil ogsaa vaere skipper eller kaptajn paa et sejlskib,saa de kan godt begynde at lave en universitetsuddannelse med dette. Hvis der er nogle, der er utilfredse med dette karrierevalg, saa skal de vaere velkomne til at sponsorere endnu 7 maaneders rundrejsen, det er nemlig den tid, det tager mig, at finde paa noget nyt;)

Desvaerre var al denne sejlads nu slut for mig for denne gang. Jeg var paa vej mod mit sidste stop I Australien foer Sydney. Stoppet var Fraser Island- verdens stoerste sandoe(jeg ville ikke have haft noget I mod, hvis det havde vaeret verdens stoerste graesoe, da sand er noget upraktisk og kommer ind alle steder. En dag maatte vi endda smide vores grillpoelser ud, da de smagte, som var de blevet marineret I sand). Her er det almindelig, at man melder sig til en selvguidet tur. Det betyder, at de giver en syv tilfaeldige rejsefaelder, en firhjulstraekker, en masse campinggear dog uden noget at ligge paa og en masse gode raad og vejledning. Og saa er det bare afsted uden kedelig guider, der deler smaakager ud og snakker nonstop om roede sten. Ahh lige noget for mig. Og heldigvis fik jeg 7 supersjove tilfaeldige rejsefaelder. To af dem var fra Danmark, to fra Irland, to fra England og en pige fra Norge som ogsaa hed Anne, men som ogsaa kalder sig Anna, naar hun rejser (man gider jo hverken at blive kaldt Ann eller Arne). Og sammen drog vi afsted paa eventyr I sandet. Vi startede med at slaa lejr et andet sted, end vores vejleder havde sagt, at vi skulle goere det. Men det skulle han jo heldigvis ikke bestemme, nu hvor det var en selvguidet tur, HA. Herefter tog vi til en soe for at bade. Man skal helst lade vaere med at bade I havet ved Fraser Island, da det er fyldt med stingers, tigerhajer I parring eller yngling, og saa er der en rigtig staerk stroem. Men det var okay, da soeen var totalt laekker. De naeste to dage gik paa nogenlunde samme maade, med en masse sandkoersel, enkelte gange hvor vi sad fast og maatte ud og skubbe, badning I laekre soer eller vandloeb, et enkelt udsigtspunkt hvorfra man ikke kan se hajer, selvom de paastaar det modsatte, og en masse sjov paa vejen. Sidste dag fik vi os dog lidt af et chok, da en af de andre selvkoerende grupper havde en ulykke, hvori en af dem doede. Heldigvis stod vi tidligt op den dag og slap derved for at koere forbi det (det tror jeg ikke, jeg ville bryde mig om)men det satte en daemper paa stemningen, og vi vidste alle godt, at det kunne have vaeret os, da vi heller ikke havde nogle erfarne sandkoerere. Men vi klarede den heldigvis og kom sikkert tilbage til fastlandet, hvorfra turen gik til Sydney for mig.

I Sydney moedtes jeg med to veninder fra Alice Springs og Cairns, som jeg havde middag med, og endnu gang blev operahuset fotograferet, men ellers gik det mest ud paa praktiske ting som at kreave skat tilbage, lukke alle kontoer og kontakter og undersoege mulighederne for at arbejde paa baade naar jeg kommer hjem;)

Jeg troede, at jeg ville vaere lidt nedtrykt over at forlade landet efter 6 maaneder, men Australien er ikke et land, jeg nogensinde kunne taenke mig at bo I mere permanent, og jeg kunne maerke, at jeg havde set det, jeg ville se, og gjort alt det, jeg ville goere der, saa jeg var klar til det naeste land-New Zealand. Wuhu her kommer jeg!!