Profile
Blog
Photos
Videos
Nu har jeg taget afsked med Ko Tao samt Evelyn og Cayli og sat kursen mod Phuket, hvorfra jeg skal flyve til Singapore for at mødes med Trine. Min fornemmelse af tid er fuldkommen forsvundet herude, hvilket får mine to uger på Ko Tao til at føles som to måneder. Før Ko Tao var det maksimale antal dage, jeg havde tilbragt på samme sted 5dage, og jeg var blevet så vant til kun at placere mine teltpæle præcis så dybt, at de hurtigt kunne rives op igen. Jeg mødte hvert sted med en fascination, som svingede mellem forskellige niveauer men samtidig altid havde en udløbsdato, som var senest 5dage efter ankomsten. Ko Tao var anderledes. På Ko Tao nød jeg livet med to canadiske piger, som forsikrede mig om, at jeg kunne blive på deres (stadig 1m lange) sofa, ligeså lang tid jeg ville. Jeg nød selvfølgerne, som automatisk kommer, når man tilbringer "så lang tid" det samme sted: At vågne op og vide, hvem jeg skulle spise med, og at vi skulle spise på "Fishy Burgers" på den anden side af vejen, at bestille toast, fordi jeg vidste, at deres smør smagte præcis ligesom Kærgaarden, at se Evelyn forsvinde og vide, at hun ville komme tilbage med en is i hånden, at høre Cayli sige: "I'm hungry! Let's go for dinner NOW!" og vide, at det ville blive efterfulgt at sætningen: "What do you think I should wear?... And no do not say my lace dress." og at hvad hun i virkeligheden mente var: "Jeg begynder at gøre mig klar nu, jeg er færdig om 1,5time." Derefter ville Evelyn påstå, at hun var klar for så at finde ud af, når Cayli var klar, at hun behøvede ydeligere 1time, før hun kunne krydse vejen og spise. Jeg kommer til at savne at sidde med himmelvendte øjne og vente på, at de bliver klar. Jeg kommer til at savne følelsen af en brændende mund, øjne og næse, som løber, fordi Cayli igen har tvunget pigen med smagsløg som en 4-årig til at smage hendes thaimad ("Come on this is not spicy!"). Afskeden med Ko Tao var hård. Cayli, som evigt er ramt af sygsomme (eller er den vildeste hypokonder, I kan forestille jer) lå i sengen med "kyssesyge" fuldkommen dopet af smertestillende, da jeg skulle afsted, hvilket gjorde vores "farvel" nemmere, da jeg praktisk talt måtte placere mig vandret ved siden af hende og tvinge hendes arm rundt om mig. Evelyn kørte mig til havnen, og det faktum, at hun var ved bevidsthed, gjorde vores afsked betydeligt hårdere. For.. Hvad siger man til et menneske, man har lært at kende så godt på så utroligt kort tid, når man tager videre, velvidende om, at man bor i to vidt forskellige dele af verden? "Bye...", "See you?", "Come to Canada!" Jeg skulle egentlig have været på vej mod Singapore for et par dage siden, men jeg blev forsinket, af en thaidame, som ikke kunne beslutte sig for, hvornår båden til Phuket tog afsted, og hvor mange der var. Derudover lavede jeg i følge min kære far en "Anne-Fuglsang": Jeg smed min mobil og dermed alarm væk, hvilket betød, at jeg vågnede 10:10 dagen, hvor båden forlod Ko Tao kl 10. Jeg er nu den lykkelige ejer af verdens ældste Nokia, og jeg har konkluderet, at en mobil med farve er overvurderet, hvis bare den har snake! Natbåden, jeg tilbragte natten, på vil jeg (uden at kunne være helt sikker) beskrive som meget lig et fængsel: Kolde køjesenge med flademadresser bestående af et antal så højt, at det synes umuligt - og dog stadig (skræmmende nok) en hel del bedre end andre steder, jeg har tilbragt min nat. Jeg var omringet af thaimennesker - indtil jeg lige pludselig genkendte Evelyns ansigt komme gående mod mig: Jeg havde glemt min nye supermobil på deres seng (fump). Kl er nu 16:04, jeg er på vej til Phuket lufthavn, og jeg ser stærkt frem til at ankomme til Singapore efter 24timers rejse. Én ting er at forlade Ko Tao, men det at skulle rejse fra Thailand bliver underligt! Jeg er virkelig begyndt at holde af maden, kulturen og ikke mindst thaierne, som er fantastiske på deres helt egen måde. Hvad siger man til et land, hvis leveregler er blevet en afgørende del af ens liv? Jeg siger: "På gensyn! Jeg ved, vi snart mødes igen!"
Det føles som om et stort kapitel i min rejse er skrevet færdigt, og selvom jeg er trist over at se det forsvinde, er jeg spændt på at se, hvad Filippinerne, Vietnam og generalt fremtiden byder på. Lige nu er det eneste, der holder mig gående på trods af ekstrem søvnmangel, køresyge og lavt blodsukker det kommende møde med HogM, Urban Outfitters og Topshop i Singapore!
Pas på jer selv. (Sophie og Stine: Pas på hinanden)
// Anne
- comments
syssen vestervang Kære Anne man skulle tro du var med i en roman sikke spændede, vi glæder os meget til at høtre dig selv fortælle til jul, vi skal holde jul sammen kærlig hilsen din moster
Stener Stine Vi prøver virkelig, det gør vi. Ps. Glæder mig til om snart
Dorthe fuglsang Som altid sidder vi med spænding og tænker: Kan man nå at opleve så meget på den tid? Nu ved jeg jo, du ikke nåede din shopping i Singapor -Knus Mor
bøv stine har ret, vi anstrenger os, men det er svært at være helt sikker nu hvor vi er begyndt at stå på skateboard, det er lidt risikabelt. min misundelse forøges ...yirks!