Far, du har altid sagt, at jeg er en fump, og i netop den forbindelse er jeg kommet til en erkendelse: Jeg indrømmer blankt, at det er en underdrivelse. Jeg er en supergigantisk fump! Som beskrevet i sidste blogindlæg mødte jeg en del problemer på (og specielt før min rejse) fra Ko Tao til Phuket, hvilket betød, at jeg bl.a. blev nødt til at ændre min flybillet til Singapore ikke mindre end 3 gange, og derfor også ankom til den førnævnte destination 3dage senere end forventet. Da jeg endelig nåede frem til Phuket lufthavn efter at have tilbragt, hvad der syntes som et uendeligt antal timer i en minivan omringet af svedlugtende unge mennesker af det andet køn, åndede jeg lettet op og tænkte: "ENDELIG!!!" Jeg havde 4timers ventetid i lufthavnen og besluttede mig derfor for 1. at ringe til min kære mor og 2. at tjekke min Facebook. Facebook mødte mig med en overraskende meddelelse, da jeg fandt ud af, at jeg havde misforstået Trine (,som jeg skulle mødes med i flyet til Filippinerne), og at vi skulle forlade Singapore d. 7. kl 00:15 og ikke d. 8. kl 00:15. Jeg stod i Phuket med løsløben puls, da jeg indså, at jeg først ville være i Singapore 1time før flyet lettede, og at jeg ville være nødt til at gå gennem Singapores immegration 2gange samt skifte terminal i Singapores gigantiske lufthavn og gå gennem sikkerhedstjekket. De sidste 4uger i Thailand tilbragte jeg i øparadis, med en aldrig tør bikini, min pink badering, et uendeligt antal fersken icetea og bare fødder. Cayli (canadisk pige) fik sine klipklapper stjålet (Annika havde advaret mod denne nye vi-stjæler-hinandens-klipklapper-dille), jeg gav hende lov til at låne mine - men påtrods af mine vise ord, dødstrusler og andre advarsler blev også disse stjålet. Cayli "glemte" dog at fortælle mig dette, hvilket betød, at jeg fandt ud af, at jeg var skoløs for sent til at kunne nå at købe nogle nye på Ko Tao. Jeg endte derfor med at stå i Phuket lufthavn - klar til at boarde - med en thaikvinde, som irriteret udbrød: "Why you have no shoezzz? No shoezzz no board airplane!" PANIK. Phuket lufthavn har utroligt meget lort. Dyrt lort. Souvenirs i lange baner. Men sko? NEJ. Jeg endte med at købe det grimmeste par futter, jeg i mit liv har set, (jeg vil gøre et forsøg på at beskrive dem); de er hvide med en 2,5cm hvid plastik sål, 2 remme går på kryds over foden med dækkes af det mest afskyelige silke-helvede-af-en-blomst. I flyet kom jeg til at sidde ved siden af et canadisk par, som jeg er sikker på gerne ville have sponsoreret dem, da de blev deres underholdning gennem den 2timer lange flyvetur. Jeg nåede til den rigtige terminal i Singapore 15min for flyet lettede. Men jeg skruede charmen og de gode talegaver på og nåede med nød, næppe og frygtindgydende sko flyet til Manila med Trine.
Manila. For at være helt ærlig gav vi ikke Manila en chance. Det første vi gjorde, da vi ankom var at beslutte os til, at vi skulle videre til en strand. Til Øen Palawan. Trine sendte mig op for at købe billetter til enten Puorto Princessa eller El Nido. Men jeg var træt. Jeg havde rejst i 30timer på det tidspunkt, så jeg endte med at købe billetter til øen Coron i stedet for ("CORON!!?? Vi skal ikke til Coron! NEj, nej nej nej nej. Vi skal til El Nido eller Puorto Princessa!!! NEj, nej nej nej nej). Ups. Men Coron viste sig at være en god beslutning (, hvilket jeg selvfølgelig hele tiden var kalr over). Lufthavnen i Coron må siges at være noget af det mest spartanske, jeg i mit liv har set. Bagagen blev slæbt ind og lagt på en træbænk. Den første aften i Coron mødte vi philipphineren Don (nu kendt som BS eller min lokale stalker), som vi endte med at tage på en 3dage lang camping tur med. Det var fantastisk! Vi besøgte en masse fuldkommen ubeboede øer i en lille båd. Oplevede hvidt sand, fuldkommen krystalklart vand, uendelige mængder af kridhvide strandskaller, som med mil slår alt, hvad jeg før har set´(selv på Nordsøen). Trine forberedte mig på, at min drukferie var slut, at hun ville sætte mig ud af mit misbrug og beordre mig aktiv ferie. Aktiv ferie. Den voldsomste fysiske aktivitet blev snorkling mellem koraller og skibsvrag samt først beslutningen om hvorvidt, vi skulle afbryde vores solbadning for at tage en dukkert og derefter (, hvis det var tid) at flytte sig de sidste 10m ud i vandet. Vi spiste ris og (nogle af os) kogt fisk, sov i et 100grader varmt telt, tissede bag buske, besøgte en ægte fisherman-village, sad omkring bål og hørte philipphino Don spille på en guitar, som stemte så lidt, at jeg - min fars datter - måtte trække vejret dybt, takke min midlertidige dårlige hørelse grundet øreinfektion og gå en tur for at undgå at destruere den. Coron ... Er (igen) anderledes fra alt andet. Den er spækket med utroligt små butikker med indhold, som varierer fascinerende lidt (bestående af slik (tiltider dækket af myrer), drikkevarer (, som ikke er på køl), diverse dåsevarer og chocomucho (: En filippinsk chocolade, som findes i 4 varianter, indeholder et mirakelmiddel, som gør, at den ikke smelter, koster 2kr, og som Trine og jeg er blevet fuldkommen besatte af! Coron har en del turister, men byen er på ingen måde tilpasset de høje standarder, som vestlige turister ofte tager forgivet (og forlanger), dette har absolut sin charme, da byen ikke (nogle gange modsat Thailandske øer) ikke synes, at være bygget op omkring turisme som det bærende levebrød.

Imorgen tager vi videre mod El Nido, en anden ø, for at møde flere filippinske eventyr.

ps. Undskyld (moster), at jeg ikke har fået uploadet billeder. Jeg kæmper for det,.. Men min computer er imod mig.

(Stine, jeg glæder mig til at se dig! Sophie, få bestilt en billet!)

// Anne