El Nido. El Nido. El Nido. Jeg har nu forladt byen El Nido, og det er derfor tid til at berette om den. Hvordan? Jeg er ikke sikker, da jeg gennem mine 10dage i byen har naaet at aendre mine opfattelse af den et utal af gange. Vi kom dertil fra Coron efter en 6timer lang baadtur (som jo er vand for en erfaren backpacker som jeg), og slog os ned paa byens billigste loesning, hvilket blev den ultimative bambushytte, med 1cm revner i gulvet og mistaenkelig duft af eddike. El Nido er ligesom Coron fuld af smaa "kiosker", som saelger filippinsk slik og sodavand, - El Nido er dog en stoerre by end Coron, som betyder et betydeligt antal flere af disse "kiosker". Varmt vand er jeg vant til ikke at opleve, men El Nido udfordrede mig paa ganske andre maader: der er nemlig kun elektricitet i byen fra kl 18 til kl 3 om natten. Hvilket betyder, at der i en verden med 35 grader og en luftfugtighed paa 333procent ikke er andet at goere end at svede tran! I El Nido er der 4 turer ud i naturen: A, B, C og D. Vi blev inden ankomsten anbefalet at tage paa A, som vi startede med. Her saa vi laguner i lange,lange baner (, nogle var skjulte, nogle var store, andre var smaa - og jeg som troede, at en lagune nu engang var en lagune?!), mens vi ogsaa gjorde ophold paa strande paa ubeboede oer og snorklede mellem koraller. Paa anden dagen i EL Nido, gjorde Trine og jeg det dummeste, vi endnu har gjort i vores tid paa filippinerne: Vi besluttede os for at sejle ud i en kajak! Det loed som en rigtig god ide. Vi skulle bare lige en del kilometer ud i havet og saa et smut til hoejre og vupti, saa var vi ved en lagune (endnu en). Og ja, det lyder som en skide god ide, hvis man ikke tager i betragtning, at man faktisk bliver noedt til at ro i en kajak, hvilket vi ikke gjorde. Vi roede. Hen til den naermeste strand, hvor vi beloennede os selv for den haarde indsats med en Chocomucho (filippinsk yndlings chokolade). Vi dasede og oemmede os i 1time for saa at begive os afsted igen. Jeg var for en gangs skyld realistisk og sagde: "Trine, vi naar aldrig ud til den aandssvage lagune!" Trine derimod var staedig og holdt ved indtil vi igen var paa det aabne hav, begge ude af stand til at padle videre, hvorefter vi lagde os tilbage og hengav os til den braendende formiddags sol. Vi gjorde endnu et stop, for at komme hjem og indse, at vi begge var fuldkommen roede(, hvilket er grunden til, at Trine paa en del af billederne har lange sorte leggins paa). Jeg havde set nok laguner og forladte strande, men Trine var ustoppelig og tog endnu en tur paa havet - denne gang den beroemte C-tur, mens jeg gik paa eventyr paa gene haand. Med tanken om, hvor lille en by El Nido er, kan jeg skraemme mig selvom, hvor mange, jeg er faret vild i byen i forsoeget paa at finde byens posthus. Den foerste gang endte jeg i den ultimative secondhandshop, (hvem skulle, at filippinerne har sans for det?), mens jeg naeste gang, jeg genoptog min jagt, pludselig fandt mig selv fuldkommen omringet af boern i skoleuniformer, da jeg - Anne Fuglsang - uden at opdage det overhovedet var vandret direkte ind i El Nido skole. Heldigvis er de filippinske boern meget gaestfri, og byens 5. klasse tog mig under deres vinger. Filipinerne er absolut geniale til engelsk. Alle boern, jeg moedte, var i stand til at foere en samtale med mig, smatidig med at ogsaa de voksne i alle aldre taler sproget forbloeffende flydende. Gennemsnitsloennen paa filippinerne er 5000pesos om maaneden, hvilket svarer til 635Dkr. Efter 3uger paa oen Palawan tog Trine og jeg videre til Manila, hovedstaden, hvorfra vi begge skulle flyve til Singapore. Manila er et maerkeligt sted, som jeg nok vil beskrive som det sted med stoerst klasseforskel, jeg har set i mit liv. Byen varierer utroligt meget - nogle steder er ikke meget anderledes fra Palawan, hvilket betyder, at folk bor i huse af pap og faldefaerdige bygninger, mens Manila samtidig respraesenterer en befolkning, som har raad til at bruge hele deres dag paa at shoppe blandt eksklusive maerker i bl.a. "Mall of Asia" (et supergigantisk storcenter, som Trine og jeg besoegte - ikke mindre end Asiens stoerste). Mens rigdom i storbyen udtrykkes gennem Chanel og D&G, udtrykkes de mangelfulde vilkaar paa bl.a. Palawan gennem ufattelig daarlig tandhygiejne - jo faerre tilbagevaerende taender jo vaerre penge. Thailand beskrives som "smilets land", men jeg maa indroemme - tiltrods for min kaerlighed til thaierne - at filippinerne er en stor konkurrent, hvad denne titel angaar. Filippinerne er om nogle inspirerende mennesker, som trods deres levekaar altid har tid til at smile og bekymre sig paa andres vejne. Vi moedte mange filippinere paa Palawan, som var flyttet dertil fra enten Puerto Princessa eller Manila, fordi de foretraekker "det simple liv", netop dette er meget karakteristisk for filippinerne som folkefaerd - de fleste foretraekker at leve deres liv et afslappet sted, hvor de har det godt, selvom det betyder, at de skal passe den samme 2kvardratmeter store kiosk og saelge Aleo Vera til stupide solskoldede turister resten af deres liv. El Nido og jeg begyndte at gaa hinanden en smule paa klingen efter 2dage, hvor den udbredte og naesten fanatiske gaestfrihed i den lille by blev for meget for mig. Af en eller anden grund hang et utal af filippinske maend altid ud ved vores hostel, de syntes at befinde sig der med det enkelte formaal at hilse paa os. Vi kunne gaa forbi 5, 10, endda 20 gange - hver gang var den stensikker: "Hallo Ma'am!". Denne saetning kom aldrig paa samme tid. Een ville sige det, hvorefter jeg ville svare, og den naeste ville hilse - en enkelt hilsen satte altsaa en karavane paa mindst 15 i gang. Disse maend udgjorde flere flokke, hvoraf 10 af dem hang ud mellem vores bambushytte og toilettet: "Where you goin' ma'am?" "Going to the toilet" "OK ma'am". Vi var langt fra de eneste turister i El Nido men af en eller anden grund skilte vi os ud fra maengden, hvilket yderligere betoed, at vi, mens vi gik ned af hovedgaden hver gang, hoerte: "Hallo Trine, Hallo Anne" fra ukendte mennesker.
Under bambushytten boede 2hundehvalpe (og deres moedre), som jeg desperat forsoegte at komme i kontakt med over flere omgange. Det forloeb dog efter samme moenster hver gang: Jeg saa hundehvalpen, blev begejstret, udbroed noget paa hunde-dansk, og hundehvalpen loeb ind under hytten til sin mor. Jeg skulle have indset, at hundehvalpen ikke ville snakke med mig, men jeg var dum og staedig, saa jagten fortsatte, indtil jeg en dag fangede den efterfulgt af et kort oejeblik, hvor jeg troede, vi kom taettere paa hinanden, indtil den tissede i min seng, hvilket blev udslaget til et stort og definitivt "Farvel" til bambushytten. Det endte med at vaere for det bedste, da jeg gik paa rov i byen, og fandt et vaerelse til hos nede mod vandet, til samme pris - uden tissende hundehvalpe og bambus. Isaeer var timing af denne flytning heldig, fordi jeg blev syg dagen efter. I 35 graders varme begyndte haarerne paa mine arme at rejse sig, og mine taender klaprede. Som sagt, var der ingen stroem i dagtimerne, saa naeste dag tilbragte jeg i forsoeget paa at danne et liggesaar i sengen med sveden loebende ned af mig - en process, som kun blev afbrudt, naar jeg vaklende maatte opsoege toilettet. Trine, som er hypokonder og medicinstuderende, har valgt at rejse rundt med et termometer. Jeg tog min temperatur, som viste 40,5, hvilket jeg ikke engang havde energi til at hidse mig op over. Det havde Trine dog, som fik tilkaldt en laege. Diagnosen blev: Infektion i oevre urinroer, og kuren blev: Drop og antibiotika. Efter 3dage i helvede blev jeg endelig rask, og vi rejste videre til Sabang, efter mit forhold til El Nido serioest forvaerredes.
Sabang er uden toeven det mindste sted, jeg nogensinde har vaeret! Byen, som man vel knap kan kalde den, bestaar af 4 souvenirbutikker og en lille koebmand. Sabang er ligesom Manila repraesentant for forskellige klasser - denne gang taler jeg dog om turister og ikke indfoedte. Vi gik til venstre, da vi naaede til Sabang og fandt en hytte til 300pesos pr nat. Der var ingen stikkontakt, stroem 3timer om dagen og i denne tid kun en mikroskopisk paerer, men det var ok - det var fint. Indtil. Indtil det som maatte ske i verdens mindste by skete - vi bevaegede os til hoejre og blev moedt med synet af ultimativ luksus! Det sidste jeg havde forventet at se i Sabang var et.. Spasted. Der var mennesker i rene, hvilke morgenkaaber, som spiste deres eksklusive buffet i bloede stole med stilede professionelle tjenere. En nat paa dette sted kostede 8000pesos, og inkluderede fri adgang til den stoerste og fedeste swimmingpool, jeg nogensinde har set i mit liv!

I Skrivende stund sidder jeg i Singapore (endnu engang), jeg undskylder for den lange ventetid, som skyldes sygdom og det faktum, at jeg er kommet til at oedelaegge skaermen paa min computer. Jeg har tilbragt eftermiddagen med shopping i storbyen i jagten efter en ny bikini (, hvem stjaeler en bikini?), og rejser imorgen videre mod Bali, hvor jeg skal moedes med Stine fra gymna.

Endnu et kapitel er slut. Jeg har nydt at have en at dele mine oplevelser med paa Filippinerne, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Trine for 20 supergode dage (inklusiv sygepleje) samt oenske hende held og lykke paa resten af hendes rejse.

Hvad saa nu? Jo nu flyver jeg som sagt til Bali, hvor jeg skal tilbringe 4dage i Stines skoed, hvorefter vi sammen flyver til Vietnam.

Jeg haaber, I har det godt. Til jer, som ikke har opdaget det (evt en moster, som ikke har Facebook, men som alligevel ved det), kommer jeg hjem til Danmark d. 20. dec ligesom planlagt fra starten.

// Anne