Torsdag startede vi ud med at besøge Khan markedet igen, fordi Julie skulle købe et digitalkamera. Derefter var vi på et rigtigt indisk marked. Det er der, hvor inderne køber ind; frugt, kød, fisk, tekstil, smykker og meget andet. Det var meget spændende at se, hvordan alle havde en "speciel price" kun lige for os, og bare man smilede, så tog de det, som om man var interesseret. Boderne var tæt pakket med alverdens forskellige varer, og priserne var latterligt billige. Vi tog billeder af alt og alle, men selvfølgelig ikke uden at spørge først. Det er bare lidt svært, når de ikke nikker, som i Danmark. De nikker sidelæns, som til forveksling ligner danskere, når vi ryster på hovedet.
Vi gik igennem 'kødafdelingen', hvor hønsene var stablet i bure, der lå lammehoveder i bunker, spande med indvolde, gæs der blev kogt i en stor gryde. Der var frisk fisk, kæmpe rejer og både svine og oksekød. Stemningen var blandet, da vi gik igennem, da Lulu var lige ved at falde om at kvalme og brækfornemmelse, hvor i mod Emilie blev mere og mere lækker sulten.
Vi gik forbi et lille barn, som var max 2 år! Barnet stod alene op ad en gryde ved en af de udendørs boder med fluer i hele ansigtet. Vi spurgte om vi måtte tage et billede, da det selvfølgelig var et smukt og nuttet barn. Vi fik at vide, at det måtte vi endelig gøre, og vi fotograferede løs. Da vi gik videre, opdagede vi, at barnets mor var fulgt efter os med barnet i armene og tiggede om penge. Normalt må man ikke give tiggere noget, fordi det er det samme som at støtte det, og selvom det skærer i hjertet bare at vende hovedet til den anden side, når der står et lille barn med en baby i armene eller en mand, som mangler knoglerne i den ene arm, så kommer der bare flere, hvis der kan komme penge ud af det. Anyways, så gav vi alligevel hende lidt penge, da vi jo havde taget billeder af hendes lille barn.
Vi gik videre rundt og kiggede på de forskellige smykker og frugter og forskellige andre ting. Der efter tog vi ud til et mall, Select City, og spiste frokost og kiggede lidt rundt i butikker. Men så var det også tid til at komme hjem og slappe af. Men på vejen hjem, skulle vi forbi en lille butik og købe sweets, som er noget meget sødt stads, som man spiser, når man har købt noget nyt som fx hus eller bil for at indvie det. Normalt kommer der også en præst ud og velsigner, det der nu skal indvies. Og da Charlotte, Julies mor, havde fået en ny bil, så kunne dette jo ikke undgås. Så vores chauffør, Ram, skyndte sig ind og købte sweets i store mængder. Dog kom der ingen præst. Men så sad vi der i bilen og prøvede at klemme sweets ned.

Fredag stod den på sightseeing! Vi kørte ud med Charlotte og chaufføren. Han skulle vise os vilde aber. Så da vi drejede ned af en gade var der midt på fortovet både køer og aber - som vi selvfølgelig fotograferede løs på. Derefter kørte vi forbi et billet kontor, for at købe billetter til TAJ MAHAL i Agra - det blev dog second class, fordi business var optaget, men vi ville til Taj Mahal. Billetterne kostede 8 kr. den ene vej og 6 kr. den anden vej - ikke så dyrt igen.
Men vi måtte videre med vores sightseeing, så vi måtte videre i programmet. Vi kørte ud og så parlamentet og ministerboligen og videre til India Gate. Her steg vi ud af bilen for at komme helt tæt på (og fordi det ikke ville skade os at røre os en lille smule!). Vi blev straks centrum og da vi skulle krydse en vej for at komme over til India Gate, var det kun Charlotte der nåede over. Så vi var fanget i midten, så da vi stod og ventede på at det blev grønt, blev der råbt, vinket og dyttet af os (men okay, de dytter bare generelt meget i trafikken - for at gøre opmærksom på sig selv). Men vi kom helskindet over vejen, og hen til India Gate. Der var selvfølgelig en masse indere der ville sælge os forskellige ting - blandt andet kunne man få taget et billede af en selv foran India Gate. Men de var kun interesseret i at tage billeder af os til dem selv. Det fik de selvfølgelig lov til, så søde og venlige og måske lidt blondine-dumme, som vi var. Og da vi så gik videre og mente, at det måtte være nok, fulgte de efter os, men så kom Charlotte op i de høje toner og råbte "NO!!" og så opfattede de ret hurtigt, at det var nok en dum idé at blive ved. Vi kom ned til India gate og klikkede løs på hver vores kamera. Der kom en rigtig indisk kvinde over til os og gav Lulu en kompliment for hendes strømpebukser, og derefter gav hun os alle sammen hånden for at hilse og vi spurgte om vi måtte tage billede af hende - det måtte vi selvfølgelig! Vi stillede os op på række ved siden af hende, men der var hun hurtig til at komme ned i lommen på Anne Louise. Der var selvfølgelig ikke noget i lommerne! Men lige så hurtig som hun stak hånden derned, lige så hurtig opfattede Charlotte det og greb fat i armen på hende. Der var en hel skoleklasse, kun med drenge, som også gik forbi os og fløjtede og grinede og blinkede til os. Der dannede sig langsomt en hel fanskare omkring os. Meget ubehageligt. Så vi tog de sidste billeder og gik tilbage til bilen.
Ram kørte os en tur rundt i Old Delhi, hvor vi så det røde fort. Vi var efterhånden ved at blive sultne, så vi kørte en tur til Khan markedet og spiste frokost. Efter frokost var det tid til templer, så vi kørte ud og så blandt andet det 20. århundredets Taj Mahal, som er et tempel, der er formet som en lotusblomst og fredagsmoskeen, som kun har åbent om fredagen. Vi så også en statue af en hindu-gud, som vi ikke kan huske navnet på, på trods af hjælp fra guide bogen. Og andre forskellige og flotte templer.
Om aftenen tog vi ud til et af de finere hotel for at få en drink og en svingom. Så vi gjorde os klar og blev kørt derhen af vores søde chauffør. Vi mødte en slesk inder, som sagde at han var fra København, men da han begyndte at spørge hvad vi skulle næste dag, fattede vi straks mistanke og flygtede - 10 minutter senere havde han fundet et nyt offer (han skulle ellers bare lige vendte 5 minutter på sin ven…). Der var noget salsa undervisning, så der blev danset salsa, og vi turde nærmest ikke nærme os dansegulvet, fordi de var så gode til det!

Lørdag stod den på Taj Mahal - troede vi i hvert fald. Vi stop op kl. 05 og smurte madpakker, spiste morgenmad og pakkede rygsækken! Vi var klar til at tage til Taj Mahal på egen hånd. Kl. 06 var Ram klar til at køre os til stationen og det hele gik som det skulle! Vi kom på stationen i god tid, drak lidt kaffe og tørrede den sidste søvn ud af øjnene, for vi skulle til Taj Mahal. På stationen var vi meget opmærksomme på vores ting, da der er mange mennesker på sådan en station, og når vi sådan skiller os ud med vores lyse hår, blå øjne og lyse hud, ville vi nok være et let offer for en professionel tasketyv. På trods af de mange mennesker, skulle vi passe på ikke at træde på en inder. Dem ligger der mange af på en station. Nå, men toget skulle køre kl. 07:10 - og vi stod klar på perronen midt i blandt alle inderne da vi får meddelelsen over højtaleren kl. 07:03 cirka, at toget var aflyst. Vi lyttede selvfølgelig ikke efter, så en sød kvinde kom over og spurgte om vi skulle til Taj Mahal, og om vi ikke havde hørt det de sagde i højtaleren - nej det havde vi vist nok ikke? Ups. Vi 4-dobbelt-tjekkede at det var aflyst, og vi måtte med triste muler vende snuden ud til parkeringspladsen og ringe til Ram og bede ham om at hente os igen. Imens vi stod og ventede var vi igen centrum for alle inderne og lige gyldig hvor man kiggede hen, fik man øjenkontakt med en. Da Ram kom og hentede os hoppede vi lige på hoved i seng og vågnede først ved 14-15 tiden. Så resten af dagen lå vi ude på terrassen og slappede af.

Søndag skulle vi ud og kigge på dyr, så vi tog i Zoologisk have. Og igen gloede folk uhæmmet på os. Det er meget svært at vænne sig til! Vi skulle jo nødigt bevæge os for meget, så vi lejede sådan en turist-guide-vogn. Så vi blev kørt rundt i Zoo og fik forklaret og guiden viste os dyrene. Vi så zebraer, giraffer, flodheste, næsehorn, elefanter, leoparder, hvide tigere, alligatorer og krokodiller. Hver gang vi stoppede for at stå ud af vognen og tage billeder, vente folk sig væk fra dyrene for at tage billeder af os. Efter Zoologisk have, som ikke tog nær så lang tid på grund af denne dejlige vogn, havde vi mere tid. Vi tog atter til Select City og spiste frokost. Vi var også forbi et blomstermarked, hvor de sælger blomster. Og igen blev der gloet, filmet og taget billeder af os - men vi tager jo også billeder af dem, så det går vel lige op? Der sad de i deres små boder og flettede blomster og lavede blomsterbuketter. Det var flotte blomster og i alverdens pangfarver.
Om aftenen skulle vi ud og spise på en italiensk restaurant med Charlotte og Allan, som afsked. Det var en meget lækker restaurant som ikke lå langt væk fra huset. Vi fik cocktails og lækker mad og var dejlig mætte, da vi kom hjem (tak for mad!). Og vi skulle jo tidligt i seng, da vi skulle prøve lykken igen med Taj Mahal om mandagen.

Mandag måtte vi give Taj Mahal et skud mere, da det var noget vi alle sammen rigtig gerne ville se. Så vi stod igen op kl. 5 og smurte madpakker, pakkede os godt ind og pakkede tasken endnu en gang. Og det var lidt et sats, da vi ikke havde bestilt billetter. Så da vi blev sat af på stationen, måtte vi, som de køkultur dannede mennesker vi er, stille os pænt i kø. Inderne derimod har absolut ingen køkultur. Men vi kom frem til skranken, og selvom billetmanden ikke kunne et ord engelsk, formåede vi at få ham til at forstå, at det var fire billetter til Agra tur/retur - igen second class. Vi ventede nervøst på stationen og blev lykkelige da toget kom kørende ind på perronen. Toget var ikke så slemt, som vi havde regnet med, og vi fandt en kupé, hvor vi kunne sidde sammen uden så mange mennesker. Turen tog lidt over 3 timer, men vi var spændte og det var sjovt at prøve at køre i tog. Der rendte folk frem og tilbage og solgte mad, chai-te og kaffe, og vi kunne selvfølgelig heller ikke undgå at møde en tigger. Folk gloede mærkeligt på os, og der var en der satte sig hen til os og snakkede med os. Da vi var så overtrætte, fik vi alle sammen et stort grineanfald, og manden kunne ikke forstå, hvorfor vi grinte af ham, men stadig blev han siddende. Der blev læst, hørt musik og snakket. Det var umuligt at sove på de sæder, da de var stenhårde. Men frem kom vi, og det var med godt humør vi steg ud af toget og ned på perronen i Agra. Opmærksomheden kunne ikke undgås og folk gloede mærkeligt på os, da vi kom gående og mange ville gerne give os et lift til Taj Mahal, da vi trådte ud foran stationen til alle tuktukerne (taxa baseret på en knallert) og cykeltaxaerne. Vi fandt to cykeltaxaer og de kørte os de 5-6 km der var til Taj Mahal for 210 rubies (svarer til 21 kr. ca.). Det var to meget søde chauffører og de kæmpede, da vi følte os en smule tunge, men vi kom frem. Da de satte os af, måtte vi gå lidt for at komme til indgangen, og vi gik selvfølgelig hen til den forkerte indgang, så vi måtte vade gader og stræder rundt for at komme til den rigtige indgang. Undervejs vækkede vi igen opsigt og blev inviteret ind i alle butikkerne og små bør kom hen for at sælge Taj Mahal nøgleringe, og igen er det svært at ignorere dem.
Alle uden for Taj Mahal, var selvfølgelig guider og kunne for billige penge vise os det hele og fortælle alle detaljer - nej tak! Vi gik ind og kom først til en stor have, hvor alle indgangene førteind, og så skulle vi igennem et af templerne, for at komme ind til haven, hvor Taj Mahal lå forenden. Det var meget flot og en fed oplevelse, og det var hele køreturen og den korte nattesøvn værd. Vi klikkede løs på kameraerne og har i hvert fald 20 billeder af Taj Mahal - hver. Efter at have poseret foran de forskellige kameraer kig vi op til selve Taj Mahal. Vi gik rundturen igennem det flotte tempel og kom ud på den anden side, hvor vi satte os slappede af og nød udsigten, og lige pludselig blev vi en turist attraktion for flere mennesker. Folk tog billeder af os i skjul, troede de i hvert fald. Andre kom over til os, og spurgte om vennen, kæresten, datteren eller sønnen måtte sidde i midten af os mens de tog et billede af os. Selvfølgelig. Der var en gruppe indiske fyre som i længere tid havde stået på afstand og taget billeder af os, og til sidst måtte vi jo tage billeder af dem, og så kom de over og fik deres billeder. En af dem var helt forelsket i Julie.
Efter Taj Mahal gik vi ud for at finde en tuktuk, som vi kunne tage over til det røde fort. Så vi proppede os alle fire sammen i den lille tuktuk, og så satte han høj inder-musik på, og så kørte vi af sted. Da vi ankom, var vi meget sultne, og ledte efter en restaurant, men de så ikke så gode ud. Så vi satte os ned og kiggede i guide bogen, med det røde fort foran os. Vi blev enige om ikke at gå ind og se det røde fort, da vi ikke orkede alle de mennesker - var nok også sulten der snakkede for os. Vi tog hen på et hotel og fik noget frokost, og derefter tog vi tilbage til stationen, da vi håbede der ville være et tidligt tog. Vi fik at vide, at der ville komme et kl. 17:30, så vi måtte vente i en time. Så vi satte os på en bænk og læste. Da vi sad stille og roligt, kom der en far hen med sin lille og meget meget smukke søn, og spurgte om han måtte få et billede. Det kunne vi ikke sige nej til. Da klokken blev mere og mere og toget stadig ikke var kommet, begyndte vi at blive utålmodige og trætheden begyndte at vælte ind over os. Vi gik rundt på stationen for at se om der skete noget, og endelig kom vores tog. Vi var glade og håbede på at finde en plads. Der var mange mennesker i toget og mange mennesker på perronen, så vi tvivlede. Og vi havde ret. En kontrollør tjekkede vores billetter, og sagde, at vi skulle gå ned i den bagerste vogn, da vi havde second-class billetter, så vi løb igennem toget og ud på perronen og ind i toget igen og ud igen og løb videre på perronen. Da vi endelig kom ned til den sidste vogn, var det som at komme i zoologisk have igen. Folk sad på hylder oven på hinanden. Det var som sild i en tønde! Vi kunne knap nok lige være der. Endnu en kontrollør tjekkede vores billetter og sagde, at det var det forkerte tog, og det var det ovre på den anden perron, og der holdt det! Så vi måtte løbe over skinnerne. Det var som i en krigszone! Der var rotter, vilde hunde og en milliard mennesker og så selvfølgeligfrygten om at blive kørt ned af et tog. Men ind i toget kom vi, og der bad vi om at blive opgraderet til first class, og det måtte vi betale 25 kr. for pr. mand, og det gjorde vi med glæde. Vi fik presset os ned imellem en stor indisk familie, som råbte og skreg, og som også ville tage billeder og af os med deres børn. Så børnene kom op på skødet, og så blev der fotograferet løs. Vi ville helst bare sidde i fred, men det kunne vi ikke få lov til. Turen hjem var lang, og toget kørte 18:50. Undervejs sov vi, læste, snakkede, hørte musik og sang. Hver gang vi snakkede, blev der stille fra den indiske families side, og da vi sang, så de helt underlige ud i hovederne. ENDELIG kom vores station. Så vi stiger ud og da vi står ude på gaden, opdager vi, at det var ikke her, vi blev sat af, af Ram. f***, f***, f*** tænkte vi! Efter lidt tid, fandt vi ud af, at det bare var den anden side af stationen. Pyha! Vi kom over på den rigtige side, og da vi gik ned af trappen til parkeringspladsen, stod vores søde chauffør og vinkede og smilede til os. Vi var alle meget lettede og for den sags skyld også lykkelige, da vi så ham. Og vi slappede helt af, da vi sad i bilen og blev kørt hjem.
Der hjemme var det tid til at pakke, da vi tirsdag morgen skulle flyve til Goa kl. 8:30. Så igen måtte vi tidligt op.

Tirsdag vågnede vi af vækkeuret kl. kvart i 6. Heldigvis havde vi pakket aftenen før, og havde brug for søvnen. Så det var farvel til Charlotte og så direkte ud i bilen. Julie og Lulu tog med ud til lufthavnen og der sagde vi så farvel til dem. Og så var vi på helt egen hånd i Indien. Det gik smertefrit med at tjekke ind og vi fik en burger til morgenmad og kom hurtigt op i flyveren. Af sted til Goa! Vi skulle mellemlande i Mumbai, men uden at stige ud af flyveren. Da den bare skulle udskifte en del af passagererne. Og endelig lettede vi, og så var vi i luften igen! Da vi ankom til Goa, blev vi ramt af en voldsom varme. Det var 30 grader udenfor, og vi havde alt for meget tøj på, kunne vi mærke. Vi fik vores kufferter ret hurtigt, og så fandt vi et sted at få et indisk nummer. Vi fandt en taxa, og så var det af sted til hotellet. Taxamanden sagde ikke meget, hvilket er ret atypisk for indere, i hvert fald, hvad vi har erfaret. Helt ærligt, så havde vi ingen idé om, hvor han kørte os hen, og vi havde lidt mistro til ham. Vi var også bange for, om hotellet overhoved ville være godt nok. Men endelig kom vi frem, og vi åndede lettet op, da vi kunne se, at det lignede det på billederne. Vi gik hen i receptionen, som er udendørs, og tjekkede ind. Vi blev ført til vores værelse. Hotellet er delt i fem bygninger, hvor der vist nok er tre værelser i hvert hus, og så et stort køkken og stue både nedenunder og ovenpå. Vi bor på 1. sal - med altan.
Vi skiftede hurtigt tøj til noget lidt mere sommerligt, og gik ned for at se, hvad hotellets restaurant havde at byde på. På restauranten, som også er udendørs, var der mange på arbejde i forhold til, at der ikke sad nogen og spiste. Og det er ikke første gang vi oplever det. Det er tit, at der står fem mand til at gøre, hvad en mand kunne have gjort. Restauranten ligger lige ved siden af poolen, og der er spa, massage og fitness - ikke dårligt! Vi spiste noget mad og gik ned og kiggede på stranden, som hedder Colva Beach. Der gik vi lidt frem og tilbage, og nu sidder vi på hotellet og slapper af.

I morgen, skal vi slappe af ved poolen og ved stranden og så skal vi til bydelen Margao, sammen med Slabby, når hun får fri fra skole. Torsdag har vi planer om at tage ud og se på delfiner, og fredag skal vi ride på elefanter og i byen med dem, som Slabby er hernede med. Lørdag har vi ikke nogen planer endnu, men det skal nok komme. Søndag flyver vi så til Chennai, hvor vi så skal videre til Tranquebar, som er der, hvor børnehjemmet ligger.

Vi savner jer derhjemme! Og håber at i savner os.

Mange kærlige hilsner Emilie og Anne Louise.