Profile
Blog
Photos
Videos
Nå, men siden sidst har vi været ved at flytte en masse rundt på køerne. Vi er næsten helt færdige med kælvninger, jeg tror vi mangler ca. 10. Så vi har været i fuld gang med at lukke køerne på græs, så der bliver færre og færre at fodre.
Vi kører køerne rundt med lastbil og en stor cattle-liner bagefter. Den kan holde 40 køer og kalve af gangen, og er i to lag. Indvendig er den delt op så kalvene står for sig, og køerne for sig. Vi mangler stadig at flytte en del køer, men det tynder meget ud i det. Det ene sted hvor vi har lukket køer på græs, er et kæmpe areal med en masse bakker. Super flot landskab, og fedt at køre i når der ikke rigtig er noget der er fladt!
Nogle af køerne skal gå i et "grazing reserve". Det er et stort område, der ejes af regeringen. Her bliver der så lukket ca. 1500 køer ind, som kommer fra forskellige landmænd. Hver landmand har lov til at lukke 30 køer ind plus en tyr, og køer og tyre bliver inddelt i tre forskellige racer: Hereford, Simmental og Charolais. Der blev lukket 42 tyre ind d. 11. maj, og d. 23., 24. og 25. maj bliver køerne så lukket ind. Grunden til at der er et stykke tid imellem er, at tyrene skal have tid at slås og finde ud af hvem der bestemmer, inden køerne kommer. Køerne skal være på græs indtil efteråret, og man betaler et beløb for at have dem gående der. Det bliver ca. 100 CA$ pr. ko for hele sommeren, og lidt dyrere for tyrene. Da det jo er fælles, blev alle tyrene tjekket, og hvis nogen syntes at tyren ikke var god nok til at blive lukket ind, blev den sendt hjem igen. Men det lyder til at være en ret god måde at gøre tingene på. Sommeren igennem skal landmanden ikke selv holde øje med dyrene. Der er en ansat til det, og han sørger for at de bliver rykket rundt til forskellige folde så de hele tiden har græs nok. Rimelig smart faktisk!
Herudover har jeg været ude at lægge noget mere gift ud til alle de gophers der er på markerne. I den her uge har jeg gået to hele dage i marken, men det har nu været rart nok, for det har været super godt vejr og dejligt varmt.
Det var alt for nu. Jeg håber at i alle har det godt!
- comments
Britt Bylov Olesen Spændende og dejligt med godt vejr til arbejdet :) Her regner det, men der er ved at være masser af frisk græs på foldene rundt omkring til de tykke heste og andre kræ, der skal ud og nyde det i kongeriget Danmark :) Kh faster
Vibeke Grusgaard Spændende, spændende læsning:) Glæder mig til at læse om Las Vegas. Det ser kæmpe stort ud!!