Vi kører nu på femte uge her, og på den ene side føles det som om vi lige er kommet, men på den anden side er der sket så meget siden vi kom. Jeg er kommet over den fase hvor alting virker anderledes og lidt skræmmende. Så nu nyder jeg det i fulde drag J På hospitalet er der nok at lave, og der er mange spændende patienter. Abort er ulovligt her og prævention er ikke ret udbredt, så der er mange teenagere. Der er også en hel del graviditeter udenfor livmoderen, svangerskabsforgiftninger og ukomplette aborter - mange formodentlig pga. forsøg på abort ved strikkepindsmetoden. Der bliver født mange dejlige børn, men der ryger også en del som formentlig ville have overlevet med det rette udstyr og ressourcer. Det sker ikke hver dag, men hvertfald et par gange om ugen.. i dag døde 2. Vi har også fået et barn ind der er blevet efterladt på gaden, han er hos os indtil der bliver en plads på et børnehjem. Mit arbejde her består hovedsageligt i at vurdere hvor langt kvinderne er i deres fødsel og om barnets hjerterytme er fin, samt assistere til kejsersnit eller sterilisering. Jeg forstår stadig ikke rigtigt sproget, så vi deler det som regel så jeg undersøger samtidig med at en af de andre yngre læger optager patientens historie. Hver onsdag har vi "Clinic" som er et slags ambulatorie hvor der skal alt mellem 30 og 70 patienter igennem på et par timer. Det foregår i et meget lille rum hvor der akkurat er plads til en briks og 3 borde. Ved hvert bord kan der sidde 2 læger og undersøge hver deres patient (patienterne sidder med ryggen til hinanden, af og til på samme skammel). Det lyder måske lidt klemt, men det bliver først slemt når patienterne også gerne vil have deres pårørende med.. Jeg har stadigvæk lidt svært ved at man ikke giver så meget for sterilitet, i dag var der huller i mit "sterile" forklæde, og der hopper stadig til tider en fugl rundt på operationsstuen. Døren mellem operationsstuen og venteværelset gik i stykker sidste uge så der også fri adgang (og udsyn). Men jeg hygger mig her, og jeg lærer så meget!

I weekenderne har vi tid til at tage på ture og få set en masse af landet, vi har været i en meget lille landsby i sagana, hvor indbyggerne bor i "mudhouses" og husene ikke har elektricitet. Der overnattede vi i en hytte med 3 vægge, så der var fri udsigt til floden og stjernerne. Området var super lækkert og flot til en lille gåtur opad bakke ;) byen Sagana er opkaldt efter floden Sagana som vi tog på vandfaldskigning til weekenden efter. Vi spiste frokost i nogle grotter længere henne ad floden, og på vej tilbage krydsede vi floden! Godt nok på et meget smalt stykke, meen en smule skræmmende alligevel at sætte foden ned i vandet uden at vide helt hvor stærk strømmen er.

Sidste weekend var en lidt speciel weekend, hvor vi fik sat os selv i en del ukomfortable situationer. Vi havde besluttet os for at campe i en nationalpark (abadere nt) for at se nogle dyr. Vi tog tidligt afsted fredag, men alligevel endte vi med at være fremme sent, vi fik ikke købt et kort over parken, hvilket resulterede i en meget lang køretur i den forkerte retning. Vi kørte ind i parken omkring kl 15 og var fremme ved parken kl 21, hvor solen for længst var gået ned. På vejen så vi en flok elefanter på vej hjem fra vandhullet, der var super mange (kan tælle 15 på billederne), hyæner, bøfler og en masse hjorte og gazeller. Vi var en smule bekymrede for om der skulle komme en flok tunge dyr forbi vores telt imens vi sov, men symon forsikrede os at de ikke ville lave en camp der hvis det var tilfældet, så vi lagde os gladelig til at sove. Næste dag opdagede vi at der var tydelige spor på elefanter og bøfler på træerne og i græsset. Pga. den lange omvej vi fik kørt havde vi ikke meget benzin tilbage og måtte tidligt afsted for at fylde tanken, det var dog ikke helt nemt at få vores store, tunge bil, med træk på kun et forhjul op fra dalen. Det tog ca. 1½time og undervejs måtte vi kalde efter hjælp fra rangerne. På vejen til tanksstationen, løb bilen tør for benzin og Symon måtte ud at gå (han var taget afsted med en ranger). Vi kørte videre mod nyahururu for at se vandfald og dyr. Det var bilen imidlertigt ikke helt enig med os i så vi nåede ikke langt før bilen overophedede og ikke ville køre, hvorfor vi trillede ind ved en mekaniker. Det hjalp os dog ikke ret meget, måske influeret af at vi ikke talte samme sprog. Symon var blevet meget syg med høj feber og opkastning og kunne hverken gøre fra eller til. Heldigvis kom vi i kontakt med en af symons venner (wilson) i byen som hjalp os med at få skubbet bilen ind et aflåst sted og tilbød os et sted at sove. Han bor på et børnehjem for børn af afdøde forældre med AIDS, sammen med hans mor og nogle andre. De hjalp os meget med Symon som gjorde os ret bekymrede ved at være så syg (han ville ikke på hospitalet) og vi fik lækre senge at sove i og næste morgen fik vi også varmt bad (=en balje med vand). Når man ser bort fra at Symon havde det rigtigt skidt og at vi var strandet fordi vi havde en bil der ikke kunne køre, så var det faktisk en super fed oplevelse. Man kommer helt tæt på lokalbefolkningen i en situation som denne ift. Når det hele er opstillet. Sent om aftenen kom bilens mekaniker for at kigge på bilen, han kunne dog ikke lave det og bilen blev stående til dagen efter, men han kørt os hjem. Vi følte os begge meget hjemme og trygge da vi trådte ind ad døren til lejligheden efter at være strandet i 2 dage!