Profile
Blog
Photos
Videos
Kl er lidt i 8, det er lørdag, vi er på vej mod kirken hvor vi skal mødes med Jen vi går lidt hurtigt fordi vi er sent på den. Der er ikke langt. Jen tager imod os og introducerer os for Laurence, han viser os bilerne (som er pyntet med gavebånd), kagestanden og de forskellige telte. Vi går ind i "køkkenet" hvor kogekonerne koger ris og en afrikansk ret - kartoffelmos med grønsager, bønner og majs, i store gryder over bål. Der kommer ca 200 gæster til brylluppet. Nu er tiden kommet til at hente bruden, alle bilerne kører derhen (måske er det de nærmeste venner og familie), mens vi venter på at alle er klar plukker Laurence og nogle af de andre, guava frugter fra et træ ved vejkanten. Vi gør opmærksom på vores ankomst med en fanfare fra bilhornene. Derefter bevæger vi os op ad bakken mod huset hvori bruden bor, mens alle synger og danser. Da vi når op til huset står der en lille skare af koner (brudens mor og nogle andre) der foregår en lille sang duel mellem de ankomne og de som var der og til sidst stiller alle sig op foran brudens dør. Her bliver der råbt efter tongaer (slå-om skørterne) og en håndfuld bliver kastet ud, de unge piger som var ved huset griber efter dem (fik ikke helt fat på hvordan det hang sammen, men det virkede vigtigt :P). Bruden viser sig og alle bryder ud i hyl og sang og så bæres hun ned af bakken (så hendes hvide kjole ikke bliver beskidt). Karavanen kører rundt og tilbage til kirken. Bruden skal igennem en særlig dør. Hun står klar til at komme ind med et langt slæb pyntet med blomster (de eneste rigtige blomster til brylluppet, alt er i guld/brun gavebånd og kunstige blomster, selv brudebuketten). Hun har med sig adskillige brudepiger i forskellige aldre. Hun kommer ind til melodien fra Disneys Aladdin (havde aldrig troet jeg skulle høre den i en kirke). Inde i kirken ser vi de første neonlamper siden vi kom her.. - korset er i lilla neon! Og alteret og prædikestolen er i plexiglas (det virker lidt som om at plastik er statussymbol her.. alle de fine damer har plastikhalskæder på). Ceremonien er festlig, vi forstår ikke meget af hvad der bliver sagt men præsten er tydeligvis en meget morsom mand. Salmerne bliver sunget med stor entusiasme og der skal danses til. Damen ved siden af mig forsøger at lære mig at falde ind i rytmen. Alle danser - unge som gamle. Foran mig står adskillige ældre koner med krum ryg og indsunkne kinder, de bevæger deres krop til rytmen som var det en fest på en natklub. Flere gange i løbet af ceremonien beder præsten os om at give sidemakkeren en high five - "this is a happy day!" Der er mange taler og sange til brudeparret. De afgiver deres løfter på engelsk og efter at have skrevet certifikatet under, gemmer bruden det i deres sko. Vi sidder i kirken til kl. 14.30 (måske start ved en 11-11.30 tiden) og Anne og jeg er så trætte og sultne. Endelig er ceremonien i kirken slut og vi kan gå ud til teltene og spise. Brudeparret og brudepigerne er kørt et sted hen for dem selv og kommer først tilbage når vi har spist. Da de kommer tilbage danser vi og synger for at byde dem velkommen, vi kan ikke teksten men de gamle koner viser os hvordan vi skal danse (Det er virkelig sjovt og sætter gang i stemningen big time!). Vi får vi en plads som æresgæster på de fine hvide stole bag brudeparret sammen med brudepigerne, og brudepigerne er ivrige efter at tale med os og udspørge os om hvad vores præsident hedder, hvordan Danmark er, hvem vores yndlingslære i skolen er osv. Efter brudeparret har spist færdig er det tid for dem til at modtage deres gaver, de får dem en og en så man kan ønske dem tillykke samtidig. Det er vidst kun de tætteste der giver gaver, ellers giver man en konvolut med penge. Vi gav 1000ksh, men vi har ingen anelse om hvorvidt det er et godt beløb. Efter alle gaverne er givet er det tid for brudeparret at skære kagen. Det er en længere ceremoni hvor først manden går og kommer tilbage og så bruden. Bruden synger til manden "jeg har ventet så længe på dig, at jeg nær blev spist af et dyr" brudeparret deler først kage ud til forældrene og derefter deler brudepigerne kage ud til resten af gæsterne. Og så er festen slut. Den har varet fra kl 8 til kl 18, og bruden har formentlig ikke sovet hele natten pga. af forberedelserne. Vi er helt kvæstede, men det har været en god dag. Kort efter vi kommer ind i lejligheden begynder det at styrte ned, ellers har solen været perfekt til havefest hele dagen (som den eneste af de dage vi har været her) - timing.
- comments