Søndag den 1. Blev det efter 5 måneders planlægning endelig tid til at skulle på teambuilding! Dagen inden teambuilding var Jeg syg, og aftenen inden blev Jimmi syg, så vi var lidt nervøse om aftenen, men heldigvis var keg frisk til at tage afsted søndag morgen,desværre uden Jimmi som egentlig havde stået for det meste af kontakten til firmaet der skulle lave teambuildingen. Men jeg tog i SOS og sørme ikke om drengene var klar allerede 15 minutter efter vi skulle være kørt, hvilket er noget af en bedrift. Hernede er det ret normalt at man kommer i hvert fald en time senere ud af døren end planlagt! Vi tog over i en nærliggende park hvor vi mødtes med facilitatorene, der lidt overraskende var der til tiden! Men der er også lidt rart de er det når nu vi har betalt dem så mange penge for dagen!

Lige lidt forhistorie: SOS og i sær deres social worker har været rigtig glade for at vi ville lave dette projekt. Vi har arbejdet på det siden februar, men det har været rigtig svært at få et endeligt ja, og en endelig dato fra ledelsen i SOS; men endelig er det lykkeds os.
Vi er gået rigtig meget op i at holde fast i datoen og nævne den mange gange da vi flere gange har oplevet at ting vi kommer med liiige er blever udskudt, eller skubbet ud af programmet. det holder bare ikke denne gang når vi har givet så mage penge for det.
Det er lidt splid i personalegruppen som vi har forsøgt at holde os så langt ude af som muligt. En dag biver det så nævnt af en fra ledelsen, og en anden siger direkte om vi ikke godt kan indvoldvere de voksne og prøve at få dem på samme hold til teambuilding. Vi siger ja, for det er jo en oplagt mulighed, for at få løst bare en smule op.
En dag beder socialworkeren om et møde, om det der teambuilding og kommer med en dato. Vi siger selvfølgelig ja, men på dagen møder han bare ikke op! vi bliver lidt irriteret! Da vi endelig kommer til selve dagen for teambuilding, gæt så hvem der kommer 2 timer senere end alle andre! Socialworkeren. måske begynder man at forstå hvorfor der er samarbejds problemer?

De startede med nogle små lege der skulle bryde isen lidt så de fjollede lidt rundt og sålavede de nogle aktiviteter med drengene der skulle gøre dem opmærksom på Joharis Vindue, der går ud på at få klarlagt hvad man ved om sig selv, hvad andre ven om en, og hvad alle ved om en, og om at udvide disse om råder.
Først skulle de have navne skilt på, og skrive noget om sig selv de andre vidste: deres navn kender de selv, og alle andre
Så skulle de skrive på sedler på ryggen af hinanden: det der stod kunne de ikke selv se men alle andre vidste hvad der stod.
Til sidst skulle de sætte sig i grupper og dele hemmeligheder med hinanden: noget DE kun vidste om dem selv.

Efter disse lege skulle der laves mad. Dette blev lavet til en team øvelse. Drengene og de 3 voksne der er i Youth Village blev delt op i grupper. Hver gruppe fik så en opslrift og så skulle der ellers laves mad over bål. Dette gik rigtig godt og der var liv alle steder, og alle var aktive. MEN SÅ kom regnen, som det kun kan regne i Filippinerne! Og vi havde kun et lille bitte tag at være under. De der kunne være der rykkede ind under og alæe gruperne var pludselig på meget lidt plads. Og der var ikke plads til alle i hver gruppe. Nogle af drengene fandt hurtigt et stort plastikg de kunne holde over maden, smed t-shirtsene og bæev så ude i regnen for at holde gang i bål og madlavning. Selv de voksne der nogen gange bakker lidt ud stod og kæmpede for at få madlavningen klarede og jeg var ret imponeret over alles arbejdsiver! Filippinere har det nogen gange med at tro at de smelter hvis det regner på dem. De kender ikke til det med at der ikke er dårligt vejr, men dårlig påklædning, men denne dag havde de vidst glemt at de smelter! De drenge der ikke var plads til smed også det meste af tøjet og startede boldspil/slåskamp ude i regnvejret på græsset, hvor der lå nogle centimeter vand. Det var lidt som at se en flok børnehave børn i Danmark når de får lov til at lege med vand, de var i hvert fald lige så beskidte! Og de HYGGEDE sig! Det var SÅ dejligt at se!

Efter vi havde spist blev der holdt noget evaluering med drengene, der handlede om hvad de kunne lære af regnen og madlavningen, og hvordan de kunne bruge det i hverdagen.
De lege lidt flere smålege hvor de skulle samarbejde, og der blev igen holdt evaluering.
Til slut begyndte alle drengene at danse som de havde gjort i en af de første lege, men denne gang dansede de over og stillede sig i en cirkel rundt om mig og råbte: "Thank you, Ate Anita." Og så smeltede mit pædagog hjerte lige en gang!
Så var den dag overstået. Vi var rigtig godt tilfreds med firmaet vi havde hyret, og ledelsen, de voksne i SOS og især drengene syntes det havde været en dejlig dag.