Halvanden måned er gået, og jeg fatter det ikke. Jeg synes ikke jeg laver andet end at stå op og gå i seng. Tiden flyver af sted, og jeg elsker det stadig! Jeg elsker at vækkeuret ringer når jeg egentlig kunne sove meget længere, jeg elsker børnene på praktikstedet og jeg elsker at bo i et lækkert hus med de søde piger.

Min hverdag er MEGET ensformig… tre gange om ugen hedder min vagt 8-14. Så de dage står jeg op, vælter ud under bruseren og skyller alt natsveden af mig, finder nogle "rene" bukser og en t-shirt (som jeg efterhånden er meget ligeglad med om matcher), sætter håret op som det nu lige vil sidde og hvis jeg har lidt ekstra tid, tager jeg lige lidt mascara på. Så går jeg ned i køkkenet, siger godmorgen til Nanna (som jeg arbejder sammen med), og vi spiser lidt morgenmad sammen. Vi børster tænder og smutter. Alt dette tager nok omkring en halv time. Den var sku ikke gået derhjemme :)

De resterende to dage om ugen hedder min vagt 14-20, de her dage sover jeg lidt længere. Jeg har efterhånden lært hvordan jeg bruger min tid konstruktivt, trods jeg har sådan en skæv uge. Konstruktivt = poolen eller lektier :)Aftenvagterne er mindst ligeså spændende som dagvagterne. Børnene elsker at lave alt muligt. Så vi tegner meget, lægger puslespil, sjipper, maler, spiller bold osv.

Vi tager en jeepney (deres svar på ht-busser) på arbejde. Det tager omkring 20 minutter og koster 1,5 kr. Man sidder tæt, og vi har hørt lidt historier om at vi, som hvide mennesker, skal holde fast i vores tasker. Ikke så betryggende, men man tænker ikke så meget over det.

Når vi går ind af porten på børnehjemmet, kommer der ofte 5-10 af børnene løbende hen til os, og de råber "ate ate". Det er fantastisk. Mit pædagog-navn er Ate Anette (det udtales egentlig ARDÉ), det betyder at jeg er ældre end dem og at de respekterer mig. Ret vildt at alle børn bare indfinder sig med den regel, INGEN af børnene kunne finde på at sige andet. Ikke helt som derhjemme, trods de er gadebørn :)

Når børnene spiser, holder vi pause. Det er klart en stor fornøjelse om aftenen. Vi har fundet en lille lokal gaderestaurant, hvor de laver de lækreste spyd med svinekød og barbecuesauce. Sådan otte (de er meget små) spiser jeg med ris og soyasauce til. Hver gang jeg går derfra, glæder jeg mig til jeg skal derhen igen, så lækkert er det. Charmen ved restauranten er også, at det samtidig er en karaokebar, med stive filippinere der tror de synger pisse godt. Så der sidder vi to gange om ugen, og egentlig gerne vil have en halv times ro, og lytter til lorte sange, sunget af lortesangere. Men det er nu meget sjovt, ellers kom jeg jo heller ikke tilbage hele tiden :)

Vi laver mange aktiviteter med børnene. Denne uge er fx "sportsuge", hvor vi lægger vægt på motorik og laver konkurrencer med børnene. det er skide sjovt J Sidste uge havde vi "sanseuge", vi havde forberedt en lille aktivitet til hver dag, både hvor børnene skulle føle og lugte til noget de ikke vidste hvad var og gennemføre en "sansebane".

På børnehjemmet kan man ikke sige at hver dag er den samme. Tværtimod! Sidste uge oplevede jeg intet mindre end tre syrede ting. Nu skal I bare høre:

Mandag, aftenvagt:

Vi mødte kl. 14, velvidende om at vores ældste pige fyldte 18 år. Derfor havde vi i tankerne at vi i løbet af dagen ville smutte han og købe lidt godt til børnene i form af en kage eller noget. Men først senere, fordi vi også skulle lave det der "lugte-føle" arrangement. Vi blev bedt om at vente lidt med at sætte aktiviteter i gang, fordi der skulle komme nogle "visitors". Det er meget normalt at der kommer alle mulige folk på besøg. Vi ventede og ventede og der skete intet. Folk gik rundt og satte lidt borde op og sådan, men ingen skyndte sig med noget. Vi spurgte et par gange hvad der skulle ske, men de ansatte vidste heller ikke noget, andet end der skulle holdes fødselsdag. Vi snakkede lidt om, at det kunne være lidt familie og veninder til pigen.

Efter en times tid (hvor vi sagtens kunne have nået at lave vores lille projekt) kom der stille og roligt lidt mennesker dumpende, et par ældre damer, nogle lidt yngre og en med en lille dreng på armen. Kort tid efter ankom fire mænd med en McDonalds lignende uniform, kasket og hele molevitten. Den ene mand begyndte at lægge forskellige ting op på de borde vi havde sat frem. Burgere, kage og kasketter til børnene. De andre mænd for rundt og satte balloner op alle vegne. Det var vanvittigt. Børnene var skrup forvirrede og anede ikke hvor de skulle gøre af sig selv. Men så!!! Ind ad døren kom Jollibee (en slags "Ronald McDonald"). Den dansede rundt og lavede sjov med børnene, og med os! Flere gange overvejede jeg at det var lidt mærkeligt at børnehjemmet pludselig havde fået doneret så stort et arrangement til en 18 års fødselsdag. Jeg kender ikke pigen så godt, men jeg ved da så meget, som at hun hellere ville have været ude at spise på en almindelig restaurant med de andre ældre tøser, eller måske have været henne i centret og kigge. Virkelig underligt! Men jeg tænkte ikke så meget længere over det, fordi der efterhånden ikke længere er noget der chokerer mig ved det her besynderlige folkefærd. Well, festen fortsatte og damerne med barnet på armen havde meget travlt med at tage billeder af Jollibee, og de blev ved med at gå hen foran vores børn, så deres lille barn kunne røre ved Jollibee.

Da vi alle havde fået burger og cola med Jollibee rendende rundt og høj musik i baggrunden, fik jeg endelig kigget på den flotte kage på bordet, og her opdagede jeg så, at der stod "Happy Birthday Frederick Kyle". Jeg tænkte ikke længe før jeg fik en mindre åbenbaring: fødselsdagen var slet ikke for den store pige, men for den lille et-årige gut, som ingen af os kender!!! Så har jeg oplevet det med!! Det er meget almindeligt, at fremmede mennesker gør det til et "lille" velgørenhedsprojekt, at holde fødselsdag på børnehjemmene, hvilket jo er helt fint. Men det her var ekstremt. Fuldstændig unødvendigt. Men børnene fik da en på opleveren, og det samme gjorde jeg :)

Torsdag, dagvagt:

Da vi mødte på arbejde var hele gården fyldt med fremmede mennesker, der bare sad rundt omkring, både børn og voksne. Vi gik indenfor og så vores børn sidde pænt og se fjernsyn. Vi spurgte det øvrige personale om de vidste hvad der foregik. De forklarede at det var en skole der havde graduation, og skulle bruge vores gård til at øve en dans i. Det gjorde de så i ca. to timer… sangen handlede om næstekærlighed og noget andet religiøst, og den blev bestemt ikke bedre af at blive spillet omkring 12 gange i træk.

Da de var færdige med at øve, fik alle børnene en sandwich og en pose sodavand hver. Altså, alle på nær vores børn. Så vi måtte pænt lege videre mens de fremmede børn rendte rundt i hele huset med deres godter. Vores børn var dog overraskende ligeglade med deres nye publikum. De legede bare videre. Det var nok nærmere os der var forargede. Tænk at lære børnene en sang om næstekærlighed og så nægte at give til de fattige børn. Øv!

Da de havde spist deres guf, tog de alle hjem, og vores gård så forfærdelig ud. Jeg har lagt billeder ud af den.

Fredag, dagvagt:

Egentlig var dagen mere eller mindre som alle andre, som sagt er ingen dage jo ens. Men da klokken nærmede sig fyraftenstid, fik Nanna og jeg tilbuddet om, at køre med ud og aflevere en af vores drenge til et permanent børnehjem (vores børnehjem er jo kun midlertidigt, og børnene tilbringer ca. et halvt år der). Drengen hedder Benjo og er seks år. Han boede på børnehjemmet i syv måneder. Vi sagde naturligvis ja til det. Vi fik fortalt hvor han skulle hen, og at hans bror også bor der.

Da vi skulle til at køre, krammede alle de andre børn Benjo og de store børn græd. Den lille Benjo havde været i bad, fået skjorte på og havde en rygsæk på og en bamse i hånden. Han så så sød ud. Han satte jeg tappert ind i bilen, og vi kørte af sted. Jeg skulle virkelig stramme mig an, for ikke at begynde at hyle.

Det tog ca. en halv time at køre ud til det nye børnehjem, Benjo sagde ikke et ord hele vejen. Han sad bare og kiggede ud af vinduet. Jeg tænkte meget over, hvad der mon fløj gennem hans tanker. Tænk at være seks år, og allerede have prøvet at leve på gaden, på børnehjem og nu på et nyt børnehjem. Puha…

Da vi ankom til børnehjemmet, gik vi alle ind på deres kontor, og Benjo fik en varm velkomst. Personalet hentede ivrigt hans bror, så de to kunne genforenes. Men da han kom ind på kontoret, stirrede de to drenge bare akavet på hinanden mens de begge grinede lidt nervøst. Der var ingen gensynsglæde som vi kender den derhjemme. Men det er jo klart. De to brødre kender ikke hinanden. De har jo ikke været sammen siden Benjo var ganske lille. Nåh, vi blev vist rundt på hjemmet mens socialrådgiverne klarede det praktiske.

Efter en halv times tid med rundvisning, var det tid til at tage hjem igen. Benjo skulle være der fra nu af, og vi havde ikke mere at gøre. Det var meget underligt at skulle gå fra ham, uden at blive personligt berørt, igen skulle jeg holde tårerne tilbage. Vi satte os ind i bilen og vinkede til lille Benjo der stod med en ansat i hånden og vinkede. På vej hjem sagde vi til socialrådgiveren, at vi syntes det var meget vildt og grænseoverskridende at opleve den slags. Han nikkede kort og sagde "why?", vi forklarede at vi slet ikke er vant til den slags derhjemme, han grinede lidt af os som om vi var fjollede. Hmm :)

Alt i alt, var det den vildeste oplevelse jeg har haft hernede, og på en måde ønsker jeg ikke at opleve det igen.