Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle. Jeg har det fortsat rigtig godt her på Filippinerne… bare rolig ;)
Den sidste tid på børnehjemmet har været en anelse hektisk. Der har været en del udskiftning i børnegruppen, hvilket har gjort at mange af børnene har været forvirrede og utidige. Med udskiftning mener jeg, at nogle børn er kommet på et midlertidigt børnehjem, andre er tilbage hos deres familie, og nogle er stukket af.
Desværre er den dreng jeg havde det bedste forhold til, stukket af med en flok andre drenge L Det tog ret hårdt på mig. Børnehjemmet er jo ikke et fængsel, og børnene er ikke som sådan spærret inde. Derfor sker det af og til, at "de ægte gadedrenge" stikker af. På en måde kan jeg godt forstå dem og på den anden side VIL jeg ikke forstå dem. Men alligevel, de er vokset op på gade, er vant til at tigge, sniffe lim og gøre hvad der lige netop passer dem. Derfor kan jeg godt sætte mig ind i, at de nok bliver en smule vanvittige af at gå rundt på de samme kvadratmeter med de samme børn og voksne dag ud og dag ind. Når jeg har fri efter seks timer, er jeg træt og har ofte hovedpine af for meget larm og for meget varme. Og når jeg så tænker på de her børn, der kun en meget sjælden gang kommer ud på den anden side, kan jeg godt forstå at de pludselig får nok. Ham her Joey, som jeg var så glad for, var en tolvårig dreng, der aldrig havde gået i skole, og som havde levet på gaden i mange år. Han var egentlig godt tilfreds med at være på børnehjemmet, men var alligevel meget nem at overtale. Jeg fik fortalt af en anden dreng, at to drenge havde gået rundt og spurgt hvem der ville stikke af sammen, og tage op og tigge ved 7elleven. Den fristelse var der fire der ikke kunne modstå. Desværre. Disse drenge der stak af, var alle gamle gadedrenge.
Nogle dage efter de var stukket af, kom én af dem, Eman hedder han, tilbage. Og jeg tænkte "YES"… Men han havde opbrugt sin kvote (Børnene må kun stikke af to gange, tredje gang er det slut. Min leder mener, at hvis man bliver ved med at tage dem tilbage, vil de bare stikke af hele tiden, og dette skaber dårlig stemning for de resterende børn, og giver dem idéer om at stikke af. Derfor vil han hellere opgive et barn, og sørge for at de andre stadig oplever børnehjemmet som noget godt). Så ham her, Eman, blev sendt i bad og så videre til et andet børnehjem. Det var enormt hårdt, at se en dreng der havde levet tre dage på gaden. Han var så beskidt og træt og havde et blåt øje. Jeg måtte gå lidt væk med tårer i øjnene. Og at han egentlig kom tilbage fordi han gerne ville være hos os og havde fortrudt, hvorefter han bliver sendt et sted hen hvor han ikke kender et øje, var slet ikke til at bære!!!
Jeg savner stadig min lille yndling, Joey. Jeg tænker på ham hver dag, hvad han mon laver og om han overhovedet lever. Det er svært! Der er mange ting jeg gerne ville sige til ham. Desværre tror jeg aldrig at han kommer væk fra livet som hjemløs. ØV! Det er sidste gang, at jeg knytter mig til et bestemt barn. Man ved aldrig om de er væk næste dag. Svart at forklare og svært at forstå.
Det er ham, der er billede af på forsiden.
Ellers er det hele ok. Jeg hygger mig og nyder varmen.
- comments
Rie Pihl Skønt som altid at læse dine rejse oplevelser, spændende foto og dit indblik i børnenes hverdag på børnehjemmet er utrolig berigende. Dine forældre har varmt og stolt fortalt om hvordan du trives på Filippinerne. Håber at din sidste Nat/Fest oplevelse er kommet lidt på afstand jeg mener der hvor du mistede 200 kr Hilsen fra Rie