Så er der efterhånden gået en måned her på Filippinerne, og jeg har snart fået storbykuller! Så vi har planlagt, at tage ud på en lille ø, der hedder Bohol næste weekend. Vi ville egentlig have været af sted denne weekend, men da Janne har slået sin tå og mistet neglen, venter vi lige til såret er helet helt. (lille fjols).

Nanna og Malene skal på dykkerkursus hele weekenden (hverken Janne og jeg bryder os om at dykke). Så vi har planlagt en hyggeweekend med afslapning og nogle ture til enten stranden eller poolen. Det bliver skønt! Men jeg glæder mig mere til den øtur. Tiden kan ikke gå hurtigt nok nu!

På børnehjemmet går det udover alle forventninger. Børnene er så dejlige, og de elsker når vi er der. Dog er de meget udadreagerende og bliver let aggressive, men det ser jeg bare som en udfordring. De er meget kærlige, og vil meget gerne røre ved en og sidde tæt. Vi bliver ofte velsignet af de store børn, dette gør de ved at tage min hånd og vende håndryggen mod deres pande. Jeg spurgte en dag om jeg også måtte gøre det med deres hånd, men nej. Velsignelsen virker kun, hvis børn gør det ved voksne. Det er sjovt at opleve sådan nogle usædvanlige ting.

To drenge er sammen stukket af fra børnehjemmet (drengen der på mit tidligere billede kalder på sin mor ved lågen og en anden dreng). Det er åbenbart meget normalt, at de får den idé hvis de har en skidt dag. Vores leder har igen understreget, at det er derfor vores hjælp er så stor, idet børnene føler sig set og værdsat når der er mere personale tilstede. Det er rart at vide at der bliver sat så stor pris på vores arbejdsindsats.

Mandag, tirsdag og onsdag i sidste uge var Nanna og jeg på kursus (troede vi) med de andre studerende fra børnehjemmet. Vi var blevet fortalt at vi skulle rundt og se de forskellige børnehjem og andre institutioner, som børnene kan ende på efter de har været hos os. Det startede rigtig godt ud. Vi mødte op på et hotel, som vi skulle bo på de næste to dage. Hotellet lå dog i Cebu City, lidt fjollet at vi skulle sove der, når vi selv bor lige rundt om hjørnet. Men pyt med det. Vi blev alle vist ind i et slags konferencelokale, hvor der sad MANGE socialrådgiverstuderende, som i øvrigt alle var filippinere. Ja, der blev kigget en del på os! Her sad vi så og hørte om de forskellige institutioner, som vi senere skulle ud at se. Tre stive timer uden pause, med nonner som foredragsholdere. Lidt kedeligt må jeg indrømme! Da de tre timer var gået, tog en mand mikrofonen og fortalte at nu var frokosten stillet frem, og at vi havde lidt under en halv time til at spise, buffet. Jeg mistænker det her folkefærd for at have verdens dårligste sans for hvad man kan nå på en vis tid. 116 mennesker om én buffet, på en halv time? Det endte naturligvis med at tage os en lille time.

Så gik turen af sted i tre busser, og for at gøre det hele rigtig sjovt, måtte vi danskere ikke sætte os ved siden af hinanden. Vi skulle sidde ved siden af en filippiner. Jeg har elsket det her folkefærd, indtil i mandags! Hver gang vi havde besøgt et sted, blev jeg interviewet om hvad jeg syntes om stedet, hvordan vejret er i Danmark, om det er rigtigt at vi alle er rige, hvorfor jeg gerne vil være brun når jeg har sådan en flot hvid hud, om det danske skolesystem, den danske mad, hvad jeg syntes om Cebu, og mange mange flere spørgsmål. Det er jo også fint nok. Men jeg følte ikke at han lyttede til mine svar, fordi han var så åbenlyst ivrig efter at stille et nyt spørgsmål. De filippinske studerende var i gennemsnit 20 år, men hvis jeg skal være helt ærlig, opførte de sig som en 6. klasse på lejrtur. De var barnlige, uopdragne og påtrængende. Jeg lyver ikke hvis jeg siger at minimum 50 af dem har et billede med mig på. Jeg burde være smigret, men man bliver overraskende hurtigt træt af den slags. Til sidst var det meget svært at være venlig.

Det hjalp heller ikke på mit temperament og tålmodighed, at guiderne der styrede hele turen, konstant lavede programmet om. Vi var blevet lovet at se omkring ti institutioner på de tre dage, og vi endte med at se fire. De filippinske studerende var nemlig fra en anden ø, så de ville også meget gerne se vores by. Derfor brugte vi hver dag det meste af dagen på at gå rundt i storcentret og blive sat af ved forskellige attraktioner, som vi i forvejen havde set flere gange. Men det hele var okay. Jeg havde lige et par irritationsanfald, men det var stadig en kæmpe oplevelse at være på tur med den slags mennesker, som slet ikke opfører sig som os. De syntes jo også at vi var lidt fjendtlige fordi vi ikke grinede når de gjorde og heller ikke var så lalleglade som dem. Det var faktisk det største kulturchok jeg har fået hernede. Vi har gættet på, at deres højdepunkt på turen var, at vi var med.

Well, de institutioner vi nåede at se var, et drengefængsel, et handicaphjem, en skole for hjemløse børn, vores eget børnehjem. Det der gjorde størst indtryk på mig, var klart drengefængslet. Da vi ankom, blev vi vist ud på en basketballbane, hvor alle fangerne sad nede for enden på tre lange rækker. Da vi alle havde stillet os overfor dem i den anden ende af banen, startede der musik, og drengene udførte en stille og enkel dans for os mens de sang. Sangen handlede om at de ville starte forfra, og at Jesus ville hjælpe dem på rette vej, så de alle kunne blive én stor familie. Det gøs mig langt ned ad ryggen! Meget rørende. Da vi havde klappet og en af fangerne havde rappet for os, snakkede vi med de tre danske drenge som er i praktik på stedet. De fortalte at fangerne der stod længst henne mod venstre i flokken, nok omkring 20 af dem, var dem der havde slået nogle ihjel. Det var lidt bizart at stå ca. 15 meter fra 16-årige mordere, som i øvrigt alle sad og lavede "I love you"-tegn til os. Men en kæmpe oplevelse. De andre steder gjorde ikke lige så stort indtryk.

Alt i alt var turen sjov at se tilbage på. Men mest fordi vi lærte så meget om de her menneskers sans for tid og andres grænser, eller mangel på samme.